Betænkning over Forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 195
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2
Høringssvar, fra indenrigs- og sundhedsministeren
3
Svarfrist for spørgsmål til ministeren er fastsat til 25/4-06
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 195
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvor meget skatten/grundskylden stiger henholdsvis falder for borgerne fra 2006 til 2007, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om alle tilskud for 2006 er indregnet i grundlaget for fastsættelsen af de maksimale udskrivningsprocenter for 2007, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om grundlaget for fastsættelsen af den maksimale grundskyldspromille, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om baggrunden for, at man kan nedsætte dækningsafgiften i 2007 og overføre det manglende provenu på indkomstskatten, men ikke omvendt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, i hvilke kommuner anvendelsen af den maksimale udskrivningsprocent indebærer skattestigninger, der overstiger 59 pct., til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvad beregningsgrundlaget er for de meget nøjagtige maksimale udskrivningsprocenter, når man ikke kender de nøjagtige udskrivningsgrundlag for 2007, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om uddybning af bemærkningerne om grund- og udviklingsbidraget til regionerne i 2007, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om, hvor store de maksimale skattestigninger vil blive, såfremt de kommuner, der »taber« på reformen anvender de maksimale udskrivningsprocenter, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm., om de kommuner, der bliver omfattet af overgangstilskuddet, vil få adgang til at forhøje skatten, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvilke kommuner der har været undtaget skattestoppet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om opfølgning på besvarelse af spørgsmål om kommunernes økonomiske frihedsgrader og pålagte begrænsninger, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om opfølgning på besvarelse af spørgsmål om, hvilke kommuner der kan forvente skattestigninger, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om opfølgning på besvarelse af spørgsmål om at undgå straf for at bryde skatteloftet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om opfølgning på besvarelse af spørgsmål om kommunernes mistede provenu, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm., om de kommuner, der tvinges til at nedsætte skatten i 2007, vil kunne forhøje skatten tilsvarende i de efterfølgende år uden straf, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 18. maj 2006
Betænkning
over
Forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007
[af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke ;Rasmussen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. marts 2006 og var til 1. behandling den 6. april 2006. Lovfor-
slaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 24. marts 2006 dette udkast til udvalget, jf. alm. del − bilag 123. Den 30. marts 2006 sendte indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 15 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (S, SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget vil som anført stemme imod lovforslaget ved 3. behandling. Lovforslaget udstiller på en fuldstændig entydig måde regeringens konsekvente hensigt om at sætte det lokale selvstyre ud af kraft gennem centralt fastsatte regler ned til mindste detalje.
Herunder skal det bemærkes, at Socialdemokratiet har anerkendt, at der i en kort overgangsperiode under indfasningen af kommunalreformen kan være behov for helt midlertidige regler for at sikre en hensigtsmæssig adfærd i alle kommuner. Derfor støttede Socialdemokratiet også den lovgivning, som lægger rammer for kommunernes anlægsinvesteringer i perioden, frem til de nye kommuner er etableret.
Derimod vender S, SF og EL sig imod en lovgivning, som regulerer og fastlægger den kommunale skatteudskrivning for 2007 ned til mindste detalje, som tilfældet er i nærværende lovforslag, hvor så vel udskrivningsprocenter som grundskyldspromiller fastlægges med to decimaler for hver enkelt kommune.
Hermed fratager regeringen og folketingsflertallet de folkevalgte i kommunerne muligheden for at sammensætte kommunens indtægter i form af indkomstskat, grundskyld og dækningsafgift inden for de sædvanlige lovmæssige rammer. I stedet udsteder man et lovmæssigt diktat for den enkelte kommune. Konsekvensen er bl.a., at kommuner med mange sommerhuse tvinges til at flytte skattebyrden væk fra ejere af sommerhuse og over på helt andre borgere, som ikke ejer sommerhus. Regeringen kunne uden at komme i modstrid med skattestoppet have valgt at overlade det til de folkevalgte i kommunerne selv at sammensætte deres indtægter. End ikke en sådan lille indrømmelse til det lokale demokrati har regeringen og flertallet ønsket at imødekomme. Derfor er den del af lovforslaget også et klart bevis på regeringens hensigt om at begrænse det kommunale selvstyre mest muligt.
Med baggrund i ministerens besvarelser kan det konstateres, at kommunerne med forslaget tvinges til at sænke de kommunale skatter under ét. Såfremt alle kommuner udnytter den maksimale skatteudskrivning for 2007, medfører forslaget som minimum en samlet skattelettelse på over 100 mio. kr. Er der kommuner, som vælger ikke at udskrive de maksimalt tilladte skatter for 2007, vil de samlede skattelettelser blive større, uden at andre kommuner får mulighed for at hæve deres skatter tilsvarende. Kommuner, der tvinges til massive besparelser, får således ikke efter forslaget mulighed for at forhøje skatterne inden for rammen af en uændret kommunal beskatning, hvilket regeringen ellers påstår er indholdet i skattestoppet.
Finansierings- og udligningsreformens konsekvenser er indregnet i de dikterede skattesatser for 2007. Det betyder, at kommuner, der hidtil har været tvunget til et lavt serviceniveau på grund af manglende økonomi, ikke får mulighed for at bruge en eventuel gevinst fra udligningsreformen til at bringe deres serviceniveau på linje med resten af landet. De tvinges i stedet til at gennemføre skattelettelser. Hermed forhindrer regeringen og flertallet de folkevalgte i kommunerne i at realisere hele formålet med en udligningsreform, nemlig at sikre det økonomiske grundlag for et ensartet serviceniveau over for borgerne i alle dele af landet.
Lovforslaget fjerner også muligheden for, at regioner og kommuner kan aftale et højere kommunalt bidrag til den regionale sundhedsopgave og den regionale udvikling. Hermed påtager finansministeren og regeringen sig det fulde og udelte ansvar for finansieringen af hele sygehus- og sundhedsopgaven i regionerne. Tvinges regioner til besparelser på sygehusområdet på grund af manglende økonomi, bliver det således regeringens ansvar, da man med forslaget gør de folkevalgte i regionerne til rene administratorer af deres ansvarsopgaver inden for de økonomiske- og lovmæssige rammer, som regeringen har dikteret, uden nogen mulighed for individuelt selv at påvirke indtægterne i den enkelte region.
S, SF og EL synes det er beskæmmende, hvordan regeringen styk for styk fjerner det lokale demokrati, som har været bærende for, at Danmark har opbygget et af verdens bedste velfærdssamfund, som klarer sig fremragende i en globaliseret konkurrence uden at sætte trygheden for det enkelte menneske over styr. Fortsætter regeringen denne udvikling, risikerer vi at sætte »Den danske model« over styr, som statsministeren ellers så stolt fremfører som et foregangseksempel, når han repræsenterer Danmark i internationale sammenhænge.
På den baggrund stemmer S, SF og EL imod lovforslaget ved 3. behandling.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Erling Bonnesen (V) Troels Christensen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Leif Mikkelsen (V) Jens Vibjerg (V) Poul Nødgaard (DF) fmd. Kristian Thulesen Dahl (DF) Christian Wedell‑Neergaard (KF) nfmd. Allan Niebuhr (KF) Pia Gjellerup (S) Ole Stavad (S) Arne Toft (S) Magnus Heunicke (S) Margrethe Vestager (RV) Ole Glahn (RV) Kristen Touborg (SF) Line Barfod (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11