Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter\n(Støtte til dagbladslignende publikationer)
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 96
Bilagsnr.
Titel
1
Kommenteret høringsnotat samt høringssvar, fra kulturministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Godkendt tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 6/2-06 fra Dansk Fagpresse
5
Henvendelse af 8/2-06 fra Deloitte
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 96
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvilke blade der er omfattet af den nuværende distributionsstøtte, som ikke vil modtage støtte, hvis L 96 vedtages, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om 14-dages- eller månedsblade, som ikke er omfattet af støtteordningen i L 96 m.v., til kulturministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om bestemmelsen om, at bladene skal henvende sig til en bred kreds af læsere, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om kriteriet om, at bladene skal henvende sig til en bred kreds af læsere, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om at ændre kravene til publikationens indhold, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om ministerens talepapir fra den tekniske gennemgang af lovforslaget, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 6/2-06 fra Dansk Fagpresse, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om »Notat« det sidste år har været et 14-dages-blad, der udkommer 23 gange om året, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 8/2-06 fra Deloitte, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om at ændre bestemmelserne, sådan at 14-dages-blade, som udkommer mindst 20 gange om året, også kan omfattes af ordningen, til kulturministeren, og ministerens svar herpå
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til kulturministeren og dennes svar herpå
Svar på spørgsmål 4, 5, 6 og 7 er optrykt efter ønske fra S, og svar på spørgsmål 8 er optrykt efter ønske fra EL.
Spørgsmål 4
Vil ministeren være indstillet på at ændre L 96 sådan, at kriteriet om, at bladene skal henvende sig til en bred kreds af læsere, ændres til, at et blad skal være landsdækkende?
Svar
Lovforslagets kriterium om, at bladet skal henvende sig til en bred kreds af læsere er et led i den generelle karakteristik af et dagblad. Spørgsmålet om en publikations geografiske udbredelse bør behandles som en særskilt problemstilling. I øvrigt fremgår det af lovforslaget, at en publikation ikke må være rettet mod et begrænset geografisk område. Dette kriterium vil i bekendtgørelse blive præciseret yderligere til et krav om, at en publikation skal være landsdækkende for at kunne modtage støtte.
Spørgsmål 5
Vil ministeren være indstillet på at ændre kravene til publikationens indhold, så det kommer til at svare til det foreslåede i punkt 3 i høringssvaret fra Dansk Fagpresse?
Svar
L 96 har, for så vidt angår kravene til en publikations indhold, følgende ordlyd
– Mindst halvdelen af publikationens indhold skal være aktuelt nyhedsstof i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde, dog således at mindst halvdelen af det redaktionelle stof skal behandle politiske, samfundsøkonomiske og kulturelle temaer.
– Mindst en tredjedel af det redaktionelle stof skal være selvstændigt journalistisk bearbejdet.
Dansk Fagpresse har foreslået følgende formulering i stedet
– Publikationen skal over en periode indeholde mindst 50 procent redaktionelt stof inden for de fleste af emneområderne politiske, samfundsmæssige, sundhedsfaglige, erhvervsmæssige, økonomiske, kulturelle eller tekniske forhold.
– Publikationen skal indeholde dagsaktuelt nyhedsstof og/eller kommentere eller uddybe emner, der har været aktuelle siden sidste udgivelse.
– Mindst 50 procent af stoffet skal være produceret med henblik på offentliggørelse i det pågældende blad.
Ministeriet er i lys af høringssvaret indstillet på at udforme de mere specifikke indholdskriterier, således at mindst halvdelen af publikationens indhold skal være redaktionelt stof (d.v.s. ikke annoncestof) i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof.
En bestemmelse i bekendtgørelsen kunne herefter udformes således
– Mindst halvdelen af publikationens indhold skal være redaktionelt stof i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof.
– Mindst halvdelen af det redaktionelle stof skal behandle politiske, samfundsøkonomiske og kulturelle temaer.
– Mindst en tredjedel af det redaktionelle stof skal være selvstændigt journalistisk bearbejdet.
Spørgsmål 6
Vil ministeren oversende talepapir fra den tekniske gennemgang af lovforslaget?
Svar
Jeg vedlægger det efterspurgte talepapir.
Endvidere vedlægger jeg – som tilkendegivet i forbindelse med den tekniske gennemgang – et udkast til kapitel 2 i en kommende bekendtgørelse.
Jeg gør opmærksom på, at det er bekendtgørelsesudkastets kapitel 2, der fastsætter de regler, der specifikt omhandler den kommende støtteordning til dagbladslignende publikationer.
Talepapir
– Først vil jeg gerne takke udvalget for, at vi i dag får mulighed for at drøfte indholdet af L 96. Det er mit håb, at vi nok skal blive enige om, at vi med forslaget bevæger os i den rigtige retning hvad angår forenkling og forbedring af distributionsstøtten til den trykte presse.
– L 96 skal jo ses i sammenhæng med regeringens beslutning om at ophæve muligheden for, at udgivere af momsfritagne uge- og månedsblade kan få bladene befordret til lave takster hos Post Danmark. Ændringen, som har haft virkning fra 1. januar i år, betyder, at alene egentlige dagblade, der udkommer mindst 5 gange ugentligt, er omfattet af lavtakstordningen indtil 31. december 2006.
– Lovforslaget skal også ses som opfølgning på forårets forespørgselsdebat F 17 om udviklingen i pressestøtten, hvor regeringen redegjorde for ændringen, som ganske simpelt er nødvendiggjort af klager til Europa-Kommissionen over den hidtil gældende ordning.
– Den nye ordning har ét, centralt formål – som i øvrigt også skal ses i sammenhæng med en kommende ordning for dagblade – nemlig at støtte distribution af dagbladslignende publikationer, der ligesom egentlige dagblade bidrager til den demokratiske debat ved formidling af og kommentarer til aktuelt nyhedsstof inden for områder som politik, samfundsøkonomi og kultur.
– Der er tale om en ordning, der afløser en tidligere ordning, men der er samtidig tale om en ny ordning med nye støttekriterier. Det indebærer, at nye blade vil kunne komme i betragtning, ligesom det indebærer, at blade, der hidtil har fået støtte, måske ikke vil leve op til de nye støttekriterier, og måske skal bruge tid på at tilpasse sig.
– Der er tale om en rammestyret ordning med en tilskudssum, hvis niveau er fastsat på grundlag af tidligere afholdte udgifter, og som derfor har en bestemt størrelse. Denne bevillingsstørrelse gør det nødvendigt nøje at overveje støttekriterierne, således at ordningens formål kan opnås.
– F.s.v. angår den tekniske gennemgang af lovforslaget med bemærkninger vil jeg pege på følgende hovedproblemstillinger, som skal overvejes i forbindelse med den fortsatte politiske behandling og udarbejdelse af bekendtgørelse: 1) sammenhæng med en kommende distributionsstøtteordning for egentlige dagblade, 2) indholdskrav 3) geografisk kriterium og 4) betalingskriterium.
– Både høringssvar og 1. behandlingen har understreget, at man ønsker størst mulig sammenhæng mellem den foreslåede støtteordning for dagbladslignende publikationer og en kommende støtteordning for egentlige dagblade - især af konkurrencehensyn. Som udgangspunkt vedrører begge ordninger publikationer, som lever op til visse karakteristika for dagblade, d.v.s.
– udkommer mindst fem på hinanden følgende hverdage om ugen eller mindst 1 og højest 4 gange ugentligt når der er tale om dagbladslignende publikationer
– henvender sig til en bred kreds af læsere og ikke er rettet mod bestemte erhvervs- eller faggrupper, medlemmer af politiske partier eller foreninger, og
– indeholder aktuelt nyhedsstof inden for et bredt emneområde og behandler politiske, samfundsøkonomiske og kulturelle spørgsmål.
Det forslag, vi diskuterer i dag, indeholder desuden en række supplerende indholdskrav, som jeg vil komme ind på senere.
Det foreliggende forslag rummer to centrale afvigelser i forhold til en kommende støtteordning for egentlige dagblade: Dels er der fastsat et betalingskrav og dels stilles krav om, at publikationen ikke må være rettet mod et begrænset geografisk område.
Vi er i ministeriet som udgangspunkt enige i, at der bør tilstræbes størst mulig sammenhæng mellem de to ordninger, men vi vurderer dog, at det vil være nødvendigt at opretholde fravigelse på det punkt, som vedrører spørgsmålet om et geografisk kriterium. Baggrunden for det kommer jeg også ind på senere. Hvad angår betalingskravet kan der anføres argumenter både for og imod – det vil jeg også vende tilbage til.
– F.s.v.a. kravene til en publikations indhold har Dansk Fagpresse foreslået, at der fokuseres på det redaktionelle stof frem for som foreslået i L 96 det aktuelle nyhedsstof. Redaktionelt stof kan defineres objektivt som alt stof i en avis, der ikke er annoncestof, mens det er noget sværere at definere ”aktuelt nyhedsstof”. Vi vil være indstillet på at følge Dansk Fagpresses forslag, idet der herved vil være indført et objektivt og målbart kriterium at administrere efter. Dette betyder mere specifikt, at en kommende bekendtgørelse vil have følgende specifikke indholdskriterier
– Mindst halvdelen af publikationens indhold skal være redaktionelt stof (d.v.s. ikke annoncestof) i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof.
– Mindst halvdelen af det redaktionelle stof skal behandle politiske, samfundsøkonomiske og kulturelle temaer.
– Mindst en tredjedel af det redaktionelle stof skal være selvstændigt journalistisk bearbejdet.
– I den kommende ordning for støtte til egentlige dagblade vil både landsdækkende og ikke-landsdækkende blade kunne få støtte – dog efter en differentieret ordning. Et landsdækkende dagblad kan defineres som et blad, der i mindst 6 af de 11 bladkredse har en dækningsgrad – dvs. antal abonnenter i forhold til antal husstande - på mindst 0,1 procent (jf. Finansministeriets rapport om tilskud til befordring af dagblade).
I L 96 vedr. dagbladslignende publikationer er der imidlertid foreslået et kriterium om, at publikationen ikke må være rettet mod et begrænset geografisk område. Dette er ønskeligt for at undgå en udvanding af puljen på 10 mio. kr. Uden kriteriet vil fx mange lokalaviser via mindre justeringer af deres indhold kunne komme i betragtning, og det har ikke været regeringens hensigt med puljen at støtte denne type blade. Målet er at støtte publikationer, som i størst muligt omfang ligner egentlige dagblade. Derfor vil vi i bekendtgørelsen lægge Finansministeriets rapports definition af landsdækkende dagblade til grund for en tydeliggørelse i bekendtgørelsen af det geografiske kriterium. Dette vil betyde en afvigelse fra den kommende ordning vedr. egentlige dagblade, men systematikken opretholdes, idet vi følger definitionen på landsdækkende kontra ikkelandsdækkende.
– F.s.v.a. spørgsmålet om et betalingskriterium findes der ikke et sådant i den påtænkte kommende støtteordning for dagblade. I L 96 er der imidlertid fastsat et betalingskrav – af samme grund som med det geografiske kriterium – d.v.s. at under fravær af et betalingskriterium vil udviklingen inden for gratisaviser indebære en risiko for udvanding af puljen på 10 mio. kr. Der har dog været ytret ønske om, at betalingskravet ophæves i ordningen for dagbladslignende publikationer af hensyn til sammenhæng med den kommende ordning for dagblade – primært af konkurrencehensyn. Vi vurderer, at hensynet til, at ordningerne ikke må være konkurrenceforvridende vejer tungt – også i forhold til ordningerne godkendelses i EU. Derfor vil vi fastsætte i bekendtgørelsen, at ordningen vil omfatte gratisblade i abonnement.
Jeg vil dog gerne understrege, at der kun kan ydes støtte til gratisblade, der er omfattet af et egentligt abonnement.
– Herefter vil jeg foreslå, at jeg gennemgår svarene på de spørgsmål, som udvalget har stillet, og som efter mødet i dag vil blive fremsendt på normal vis.
– I spørgsmål 1 bliver jeg bedt om at redegøre for, hvilke blade der er omfattet af den nuværende distributionsstøtte, og som ikke vil modtage støtte, hvis L 96 vedtages.
I svaret oplyser jeg, at der i 2004 var 19 momsfritagne uge- og månedsblade, der fik del i det statslige bladtilskud til Post Danmark. Svaret indeholder en liste over bladene og størrelsen af deres tilskud.
For så vidt angår den kommende støtteordning for dagbladslignende publikationer, der foreslås i L 96, må jeg - som også nævnt tidligere i dag - i mit svar henholde mig til, at der er tale om en ny støtteordning med nye kriterier. Dette indebærer, at nye blade vil kunne komme i betragtning, ligesom det indebærer at blade, der hidtil har fået støtte, måske ikke vil leve op til de nye støttekriterier. Det vil være det foreslåede fordelingsudvalg, der ud fra en faglig vurdering træffer afgørelse om, hvilke blade, der er støtteberettigede.
– I spørgsmål 2 bliver jeg bedt om at redegøre for, hvorfor 14-dages eller månedsblade, som f.eks. Notat ikke er omfattet af støtteordningen i L 96. Jeg bliver også bedt om at svare på, om jeg vil være villig til at ændre lovforslaget så 14-dages og månedsblade også kan omfattes.
For at starte bagfra kan jeg oplyse, at jeg afslutter mit svar på dette spørgsmål med at konstatere, at bladet »Notat« efter de foreliggende oplysninger ikke er et 14-dages-blad, men et blad som udkommer en gang ugentligt 40 gange om året.
Hvad angår de generelle principper oplyser jeg i svaret – som jeg været inde på tidligere i dag – at regeringen fremlagde hovedlinjerne i lovforslaget i Folketinget i forbindelse med F 17 om udviklingen i pressestøtten. Det fremgik her, at ordningens sigte er at støtte udgivere af dagbladslignende publikationer med delvis dækning af deres distributionsomkostninger. Regeringen finder, at dagbladslignende blade bidrager til demokratisk debat, kulturel og samfundsmæssig oplysning på samme måde som egentlige dagblade. Derfor ønsker vi at sikre disse blade en tilskudsmulighed efter den omlægning af den gældende støtteordning, som betyder, at alene egentlige dagblade er omfattet af ordningen per 1. januar i år. I forlængelse heraf svarer jeg videre, at det at være »dagbladslignende« stiller nogle krav til indholdsaktualitet og udgivelseshyppighed, og i L 96 foreslås en udgivelseshyppighed på en til fire gange ugentlig. Regeringen finder, at disse kriterier stemmer overens med den foreslåede ordnings formål.
– I spørgsmål 3spørges der til, hvordan jeg vil sikre, at bestemmelsen om, at bladene skal henvende sig til en bred kreds af læsere og ikke mod bestemte erhvervs- og faggrupper bliver administreret ud fra objektive kriterier.
Hertil svarer jeg, at regeringen med lovforslaget har sigtet mod at etablere en ordning, hvor afgørelser om støtte træffes på baggrund af kriterier, der giver grundlag for størst mulig objektivitet. Disse kriterier vedrører dels bladets almindelige karakter, der er beskrevet med vendinger, der normalt anvendes i denne forbindelse, og dels med specifikke krav vedrørende bladets indhold og geografiske udbredelse. Jeg henviser videre i svaret til, at det i henhold til L 96 vil være et fordelingsudvalg med medlemmer fra bl.a. Dansk Fagpresse, Danske Dagblades Forening og Dansk Journalistforbund, som vil skulle træffe de endelige afgørelser om støtte og hermed også om, hvorvidt et givet blad lever op til ordningens tilskudskriterier.
Sluttelig påpeger jeg, at forslaget om et fordelingsudvalg netop skal ses på baggrund af, at regeringen ikke finder, at en ordning med et formål som den foreslåede kan baseres på rent målbare kriterier. Det vil være nødvendigt at foretage en faglig vurdering af, hvorvidt en konkret ansøgning lever op til visse af tilskudskriterierne.
– I spørgsmål 4 bliver der spurgt om, hvorvidt jeg er indstillet på at ændre L 96 sådan, at kriteriet om, at bladene skal henvende sig til en bred kreds af læsere, ændres til, at et blad skal være landsdækkende?
Dette spørgsmål har vi allerede rundet i dag, så i den forbindelse vil jeg nøjes med at konstatere, at L 96’s geografiske kriterium i bekendtgørelsen vil blive præciseret til, at en publikation skal være landsdækkende for at kunne opnå støtte.
– Endelig spørges der i spørgsmål 5 til, om jeg vil være indstillet på at ændre kravene til publikationens indhold, så det kommer til at svare til det foreslåede i punkt 3 i høringssvaret fra Dansk Fagpresse.
Dette er også et område, vi har været inde på tidligere. Så hertil vil jeg blot gentage, at ministeriet som foreslået af Dansk Fagpresse vil udforme de mere specifikke indholdskriterier, således at mindst halvdelen af publikationens indhold skal være redaktionelt stof i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof.
– Jeg foreslår, at vi herefter drøfter de eventuelle supplerende spørgsmål, som I måtte have. Ministeriet vil naturligvis være indstillet på en hurtig besvarelse af de uddybende spørgsmål, som den videre behandling giver anledning til.
Udkast til bekendtgørelse
Bekendtgørelse nr.
Bekendtgørelse om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter samt dagbladslignende publikationer.
Kapitel 2
Kriterier for tilskud
§ 8. Der ydes tilskud til distribution i Danmark til udgivere af visse kommercielt udgivne periodiske blade og tidsskrifter, der indholdsmæssigt svarer til egentlige dagblade, men har en lavere udgivelsesfrekvens end sådanne.
Stk. 2. For at opnå tilskud efter stk. 1 skal
Publikationen udkomme mellem én og fire gange ugentlig i mindst 36 uger per år
Publikationen henvende sig til en bred kreds af læsere og må ikke være rettet mod bestemte erhvervs- eller faggrupper, medlemmer af enkelte politiske partier eller foreninger.
Publikationen være landsdækkende, forstået således, at bladet i mindst 6 af Danmarks 11 bladkredse har en dækningsgrad – dvs. antal abonnenter i forhold til antal husstande – på mindst 0,1 procent.
Mindst halvdelen af publikationens indhold være redaktionelt stof (d.v.s. ikke annoncer) i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof, og således at mindst halvdelen af det redaktionelle stof skal behandle politiske, samfundsøkonomiske og kulturelle temaer. Mindst en tredjedel af det redaktionelle stof skal være selvstændigt journalistisk bearbejdet.
Stk. 3. Tilskuddet beregnes alene i forhold til den del af oplaget, der i trykt form distribueres i abonnement i form af egentlige forsendelser.
Ved et abonnement forstås en aftale mellem abonnent og udgiver, der frit kan opsiges af abonnenten i den forstand, at abonnementet ikke er knyttet til andre relationer – f.eks. foreningsmedlemsskab – mellem abonnenten og udgiveren.
Fordeling
§ 9. Det er en betingelse for, at en udgiver af en publikation kan modtage tilskud i et givet finansår, at udgiveren afgiver de for fordelingen og udbetalingen nødvendige oplysninger på et ansøgningsskema, som rekvireres i Biblioteksstyrelsen. Det er endvidere en betingelse, at skemaet er modtaget i styrelsen inden en årligt fastsat frist.
Stk. 2. Oplysningerne på ansøgningsskemaet afgives under tro og love. Det påhviler ansøgerne straks at meddele Biblioteksstyrelsen eventuelle ændringer.
Stk. 3. Et fordelingsudvalg afgør på grundlag af de afgivne oplysninger, om en udgiver af en publikation er berettiget til tilskud efter bestemmelserne i § 8. Udvalget har den endelige administrative afgørelse.
Stk. 4. Fordelingsudvalget beskikkes for 4 år ad gangen af kulturministeren og består ud over de tre medlemmer af det i § 2, stk. 4, nævnte udvalg af yderligere to medlemmer med særlig indsigt i dagbladsvirksomhed, som beskikkes efter indstilling fra dels Dansk Journalistforbund og dels Danske Dagblades Forening.
Stk. 5. Biblioteksstyrelsen yder sekretariatsbistand til udvalget.
Beregning og udbetaling
§ 10. Administrationen af tilskudsordningen varetages af Biblioteksstyrelsen.
§ 11. Tilskuddet ydes for et kalenderår.
§ 12. Tilskuddet beregnes efter et pointsystem på grundlag af ansøgningsskemaets oplysninger om antallet af forsendelser per år.
Stk. 2. De enkelte publikationer tildeles 1 point per forsendelse.
Stk. 3. Den samlede tildelte pointsum sættes i forhold til årets bevilling på finansloven. Biblioteksstyrelsen beregner herefter, hvilket beløb der det pågældende år skal udbetales per point. Udgiveren modtager tilskud svarende til det antal point, der er tildelt vedkommendes publikation.
§ 13. Udbetalingen af tilskud foretages samlet, når fordelingsudvalget har afsluttet gennemgangen af årets ansøgninger, og pointberegningen er foretaget .
Stk. 2. Såfremt ændringer i de enkelte publikationers forhold tilsiger det, eller udgiveren ikke gennemfører den forudsatte aktivitet, kan allerede udbetalte tilskud eller dele heraf forlanges tilbagebetalt.
Stk. 3. Den årlige støtte til en publikation kan ikke overstige 50 pct. af de faktisk afholdte udgifter til distribution. Såfremt det af den fremsendte dokumentation, jf. § 14, stk. 1, fremgår, at tilskuddet for det forudgående år overstiger den fastsatte grænse, modregnes det for meget udbetalte beløb i det følgende års tilskud.
§ 14. Udgiveren skal inden 30. juni året efter tilskudsåret fremsende dokumentation for antallet af abonnenter og eksemplarer distribueret i Danmark, inkl. Færøerne og Grønland, samt dokumentation for de samlede udgifter ved denne distribution. Dokumentationen skal være underskrevet af en udgivers revisor.
Stk. 2. I tilfælde, hvor udgiveren ikke kan dokumentere antallet af distribuerede eksemplarer, eller hvilke udgifter der har været forbundet med distributionen, kan tilskuddet kræves helt eller delvis tilbagebetalt.
Stk. 3. Nærmere regler for dokumentationen fastsættes af Biblioteksstyrelsen.
Ikrafttræden
§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft
Spørgsmål 7
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 6/2-06 fra Dansk Fagpresse, jf. KUU L 96 – bilag 4?
Svar
Henvendelsen af 6. februar 2006 fra Dansk Fagpresse giver anledning til følgende bemærkninger
Jeg er enig med Dansk Fagpresse i, at vi skal lægge vægt på den størst mulige samordning af den foreslåede ordning vedrørende dagbladslignende publikationer og den kommende ordning vedrørende dagbladsstøtte.
For så vidt angår støttekriterier skal jeg bemærke, jf. også svar på spørgsmål nr. 3, at det er min opfattelse, at forslaget indeholder så klare kriterier for støtte som muligt.
Det er vigtigt at notere sig, at den foreslåede ordning indebærer etableringen af et fagkyndigt udvalg, som vil skulle foretage de faglige vurderinger, som vil være nødvendige. Udvalget skal således ikke udforme kriterier, men foretage en bedømmelse af opfyldelsen af de foreslåede kriterier på et grundlag, som jeg ikke finder kan betragtes som upræcist.
For så vidt angår spørgsmålet om indholdskriterier i øvrigt er der i forslaget lagt vægt på omtale af stofområder, der viser publikationens brede karakter. Publikationen kan naturligvis behandle emner, der for eksempel er sundhedsfaglige, erhvervsmæssige eller tekniske, men det ligger i den foreslåede dagbladsafgrænsning, at sådanne emner behandles i en politisk, samfundsøkonomisk eller kulturel sammenhæng.
Spørgsmål 8
Kan ministeren bekræfte, at »Notat« det sidste år har været et 14-dages-blad, der udkommer 23 gange om året?
Svar
Jeg kan på grundlag af de for ministeriet nu foreliggende oplysninger konstatere, at Notat er en publikation, som udkommer hver 14. dag.
Jeg vil i denne forbindelse være indstillet på at udforme den foreslåede støtteordning på en sådan måde, at ikke kun ugentlige publikationer omfattes. Det er i øvrigt min umiddelbare opfattelse, at en udgivelsesfrekvens på hver anden uge vil kunne leve op til den foreslåede ordnings forudsætning om indholdsaktualitet.
Det vil derfor blive indarbejdet i den kommende bekendtgørelse, at dagbladslignende publikationer, som udkommer 2 gange månedligt i mindst 10 måneder per år, er omfattet af ordningen.
Betænkning afgivet af Kulturudvalget den 22. februar 2006
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter
(Støtte til dagbladslignende publikationer)
[af kulturministeren (Brian Mikkelsen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. november 2005 og var til 1. behandling den 13. december 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kulturudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring. Den 9. december 2005 sendte kulturministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra Dansk Fagpresse og Deloitte. Kulturministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 10 spørgsmål til kulturministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
Nogle af udvalgets spørgsmål til kulturministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten finder det positivt, at regeringen med dette lovforslag viser vilje til at sikre fortsat tilskud til de dagbladslignende publikationer, som kom i klemme, da regeringen i foråret 2005 besluttede at skære portostøtten væk for momsfritagne uge- og månedsblade.
Men når lovforslaget fremsættes adskilt fra lovforslaget om dagblade, der først skal gælde fra januar 2007 og adskilt fra de medieforhandlinger, som skal pågå i foråret 2006, finder partierne anledning til at understrege behovet for at gennemføre en samlet debat om og skabe en stærkere sammenhæng i den medie- og pressestøtte, der gives i Danmark.
Sådan som medierne udvikler sig med store sammenfald i ejerskabet af de forskellige medietyper og mere og mere omfattende samdrift og samarbejde medietyperne imellem, er der mere end nogensinde behov for, at Folketinget ser samlet på hele mediestrukturen og de støtteordninger, der er knyttet hertil for at sikre en moderne mediestøtte, der bl.a. også tager hensyn til de mange nye medietyper, som skyder frem i disse år.
Det eneste fornuftige ville derfor også være, at støtteordningen for dagbladslignende publikationer blev formuleret i sammenhæng med den kommende støtteordning for dagblade, og at begge ordninger kom til at træde i kraft samtidig den 1. januar 2007.
Dette har regeringen ikke ønsket. Det har derfor for Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten drejet sig om at få regeringen til at tilkendegive, at de regler og principper for støtte, der nu kommer til at gælde for dagbladslignende publikationer, også kommer til at gælde for den kommende ordning for dagblade. Det har regeringen bekræftet, bl.a. i form af at indskrænkningen af støtteordningen til kun at gælde blade i abonnement altså i så fald også skal gælde for dagblade.
Endvidere har regeringen imødekommet en række af de indvendinger, som partierne har haft mod det konkrete lovforslag. Det gælder først og fremmest præciseringer, hvad angår målgrupper, geografisk udstrækning, størrelse og bladenes indhold.
Vedrørende bladenes indhold havde Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten dog gerne set, at stofområderne var defineret bredere, end regeringen lægger op til, sådan at disse kunne defineres som politiske, sundhedsfaglige, erhvervsmæssige, økonomiske, kulturelle eller tekniske. Det dækker i langt højere grad de blade, som i dag modtager støtte fra ordningen, end regeringens definition.
Samlet set er der dog nu tale om en støtteordning, som er god og fornuftig i forhold til de dagbladslignende publikationer, hvorfor Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten også kan støtte lovforslaget.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Kim Andersen (V) fmd. Flemming Damgaard Larsen (V) Leif Mikkelsen (V) Ellen Trane Nørby (V) Preben Rudiengaard (V) Louise Frevert (DF) nfmd. Karin Nødgaard (DF) Jakob Axel Nielsen (KF) Carina Christensen (KF) Mogens Jensen (S) Jytte Andersen (S) Troels Ravn (S) Jytte Wittrock (S) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Simon Emil Ammitzbøll (RV) Ole Sohn (SF) Per Clausen (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11