Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse\n(Overførelse af kompetence i forbindelse med klassificering af skibe som affald m.v.)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 112
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren
2
Udkast til lovforslag, fra miljøministeren
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
Udtalelse fra miljøministeren
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 112
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om høringssvaret fra KL, hvori der efterlyses en regel om omvendt bevisbyrde, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om bemyndigelse til at etablere en oplysningspligt og et eksportforbud, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om lovforslagets relation til flagstatsprincippet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om 1.500 t som grænse for, hvornår staten overtager kompetencen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kompetencen for skibe, der sættes til salg ved auktion, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålene og svarene er optrykt efter ønske fra SF.
Spørgsmål 4
Vil ministeren være indstillet på 1.500 t som grænse for, hvornår staten overtager kompetencen, og vil ministeren stille ændringsforslag i overensstemmelse hermed?
Svar
Som oplyst under 1. behandlingen af L 112 er den vægtgrænse, der skal udgøre afgrænsningen af statens kompetence ved klassificering af skibe som affald, ikke afgørende for mig.
Når vi efterfølgende skal fastsætte en vægtgrænse for kompetencefordelingen i disse sager i affaldsbekendtgørelsen, er det vigtigt for mig, at denne kompetenceafgrænsning virker i 99 pct. af alle tilfælde, således at kommunerne ikke længere skal slås med de problematiske sager, hvor der er risiko for, at skibet kan blive eksporteret til ophugning i et ikke-OECD-land, som f.eks. Indien.
Der er flere faktorer som er bestemmende for, om det er attraktivt at sende et skrotskib til ophugning i f.eks. Indien. Den mest betydende faktor er den internationale markedspris for skibets metaller, som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget. Herudover er også transportomkostninger (herunder prisen for transporten igennem f.eks. Suezkanalen) en afgørende faktor for, om det er attraktivt at sende skibet til ophugning i et ikke-OECD-land som f.eks. Indien. Skibets vægt har i den forbindelse betydning for om prisen, der opnås for skibets metaller, kan dække de samlede transportudgifter og herudover give en fortjeneste i forhold til skibets værdi i øvrigt.
De internationale markedspriser for stål og aluminium varierer på grund af markedskræfterne naturligt over tid, og størrelsen og vægten af skibe, der vil være attraktive for et internationalt ophugningsmarked, vil således variere hermed.
Jeg skal påpege, at Silva (skibet i Esbjerg) vejer 1.295 tons egenvægt – og det vil sige, at Esbjerg Kommune også med en vægtgrænse på 1.500 tons ville have skullet behandle sagen.
Det er min vurdering, at der altid vil være undtagelser fra reglen, og at der således altid vil kunne opstå sådanne sager, hvor det vil være økonomisk rentabelt at ophugge et mindre skib på grund af helt specifikke, konkrete omstændigheder.
Jeg er indstillet på at fastsætte grænsen for kompetenceovergangen til 1.500 tons i affaldsbekendtgørelsen. Med denne vægtgrænse er vi med de gældende markedspriser mere end sikre på, at kommunerne som overvejende hovedregel ikke pt. vil komme til at behandle de problematiske sager.
Jeg vil dog gøre opmærksom på, at staten vil kunne komme til at behandle en del sager om relativt små fiskekuttere og mindre både, hvor der ikke er et internationalt element i sagen. Jeg skal endvidere gøre opmærksom på, at grænsen vil kunne blive flyttet i både op- og nedadgående retning, når der sker ændringer i de faktorer, der er beskrevet ovenfor.
Da det lovteknisk er valgt at anvende en bemyndigelsesbestemmelse i lovforslaget og efterfølgende at fastsætte den konkrete vægtgrænse i affaldsbekendtgørelsen, er et ændringsforslag til lovforslaget i dette tilfælde ikke nødvendigt.
Spørgsmål 5
Vil ministeren være indstillet på, at kompetencen for skibe, der sættes til salg ved auktion, altid overtages af staten, og at dette sker forud for auktion m.v., således at en eventuel køber fra starten er opmærksom på betingelserne, jf. sagen vedrørende Silva i Esbjerg, hvor den endelige køber ifølge udsagn til medierne havde købt skibet til skrotning uden for OECD, og vil ministeren stille ændringsforslag i overensstemmelse hermed?
Svar
Jeg kan sagtens forstå rationalet bag det stillede forslag om at lade staten overtage sagsbehandlingen for klassificering af skibet som affald, hvis det handles på tvangsauktion.
Jeg er enig i, at information om den danske lovgivnings krav til eksport af affald og om forbuddet mod at eksportere farligt affald til ikke-OECD-lande til en eventuel køber forud for køb af et »skrotskib« på en tvangsauktion muligvis vil forebygge, at skibet sælges til en køber, der ønsker at sælge skibet til ophugning udenfor OECD.
Når vi skal udarbejde de detaljerede regler, vil jeg lægge vægt på, at det sikres at denne information gives til potentielle købere. Vi må overveje om det f.eks. kunne ske som led i domstolenes annoncering af tvangsauktionen.
Det er min vurdering, at det ville være uproportionalt, hvis ønsket om tidlig information i forhold til potentielle købere skulle medføre, at staten skal behandle alle sager om salg af skibe på tvangsauktion, ligegyldigt om der er tale om en lille skrotmoden fiskerkutter eller en supertanker.
Som det fremgår af lovforslaget, skal der efter en vedtagelse af nærværende lovforslag udformes en vejledning til brug for myndighedernes behandling af sager om klassificering af skibe som affald.
Jeg vil som alternativ til den foreslåede ændring af lovforslaget i stedet foreslå, at der i denne vejledning medtages en detaljeret vejledning til domstolene i forbindelse med salg af skibe på tvangsauktion, og en detaljeret beskrivelse af den overordnede koordinering af myndighedernes samarbejde og kommunikation med domstolene ved en tvangsauktion.
Endvidere vil jeg foreslå, at Miljøministeriet tager kontakt til Domstolsstyrelsen for at sikre den nødvendige koordination af denne vejledning.
Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 22. februar 2006
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
(Overførelse af kompetence i forbindelse med klassificering af skibe som affald m.v.)
[af miljøministeren (Connie Hedegaard)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 15. december 2005 og var til 1. behandling den 13. januar 2006. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 4. januar 2006 dette udkast til udvalget. Den 14. december 2005 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 5 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
2. Udtalelse fra miljøministeren
Miljøministeren har over for udvalget oplyst følgende
I foråret 2005 gav to sager om eksport af skibe fra Danmark til ophugning i Indien anledning til debat, fordi det er i strid med Baselkonventionen at eksportere skibe, der er farligt affald, fra Danmark til et ikke-OECD-land. En sådan affaldsdumping er uacceptabel, og jeg har derfor lagt vægt på at sætte spørgsmålet om ophugning af skibe på den internationale dagsorden, både i EU og i de relevante FN-fora: Baselkonventionen og IMO. I sommeren 2005 lykkedes det i IMO at opnå enighed om, at det er nødvendigt med bindende internationale regler på området. Det er af afgørende betydning, at Danmark også deltager aktivt i de videre forhandlinger med at udarbejde bindende regler for området.
Under forårets debat om de konkrete sager, blev det også klart, at det kan være en vanskelig opgave for en kommune at afgøre, om et ældre skib er affald, det vil sige, om det sælges med henblik på ophugning eller med henblik på fortsat sejlads. Sådanne sager optræder forholdsvis sjældent, og derfor har den enkelte kommune ikke mulighed for at opbygge tilstrækkelig ekspertise og rutine i behandlingen af sagerne. For at opnå en sikker og rutineret behandling af de sager, hvor der er risiko for eksport til ophugning, finder jeg det hensigtsmæssigt, at sådanne sager behandles af staten i stedet for som hidtil af kommunerne.
Med dette lovforslag foreslås det derfor, at kompetencefordelingen mellem stat og kommune ændres, således at det bliver staten, der får kompetencen til at klassificere større skibe som affald. Kompetencefordelingen foreslås fastsat ud fra en grænse for skibets vægt. Når den præcise vægtgrænse skal fastsættes i affaldsbekendtgørelsen, vil jeg lægge vægt på at sikre lovforslagets formål, således at det i praksis vil være staten, der har kompetencen i de sager, hvor der er en risiko for, at et skib eksporteres ulovligt til et ikke-OECD-land. Herved fritages kommunerne for ansvaret i disse sager, der erfaringsmæssigt er vanskelige og problematiske.
Der er flere faktorer, som er bestemmende for, om det er attraktivt at sende et skrotskib til ophugning i f.eks. Indien. De mest betydende faktorer er den internationale markedspris på skibets metaller og skibets vægt. Herudover er også transportomkostninger (herunder prisen for transporten f.eks. gennem Suezkanalen) afgørende for, om det er attraktivt at sende skibet til ophugning i et ikke-OECD-land. For en potentiel køber har det betydning, om prisen, der opnås for skibet, kan dække de samlede transportudgifter og derudover give en fortjeneste. De internationale markedspriser for stål og aluminium varierer afhængigt af markedet over tid. Derfor vil Miljøministeriet løbende vurdere, om der er behov for at justere vægtgrænsen. Jeg vil orientere udvalget, såfremt der viser sig behov for en justering.
Problematikken vedrørende ulovlig eksport af skibe som affald til ikke-OECD-lande kan bl.a. opstå, når et ældre skib sættes på tvangsauktion. I den forbindelse er det vigtigt, at en potentiel køber forud for købet af et »skrotskib« er orienteret om den danske lovgivnings krav til eksport af affald og om forbuddet mod at eksportere farligt affald til ikke-OECD-lande. Derfor vil jeg i forbindelse med udarbejdelse af de detaljerede regler arbejde for, at det sikres, at denne information gives til potentielle købere, f.eks. som led i domstolenes annoncering af tvangsauktionen. I øvrigt vil der blive udarbejdet en vejledning til brug for myndighedernes behandling af sager om klassificering af skibe som affald. Der henvises endvidere til min besvarelse af spørgsmål 5 samt spørgsmål 4 for så vidt angår grænsen for kompetenceovergangen (1.500 tons) .
Det er mit mål, at dette lovforslag sammen med de igangværende bestræbelser på internationalt at skabe klare og bindende regler for ophugningen af skibe sikrer, at vi i fremtiden undgår yderligere sager, som dem vi så i foråret 2005. Miljøministeriet vil løbende følge udviklingen på området og arbejde aktivt for, at vi når målet.
3. Indstillinger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Erling Bonnesen (V) Birgitte Josefsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Inger Støjberg (V) Eyvind Vesselbo (V) Jørn Dohrmann (DF) Walter Christophersen (DF) Christian Wedell‑Neergaard (KF) fmd. Helle Sjelle (KF) Pernille Blach Hansen (S) Torben Hansen (S) Jytte Wittrock (S) Martin Lidegaard (RV) Johs. Poulsen (RV) Steen Gade (SF) Per Clausen (EL) Kuupik Kleist (IA)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11