Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme\n(Den amtskommunale grundskyldpromille for skovbrug)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 42
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat fra indenrigs- og sundhedsministeren
2
Yderligere høringssvar fra indenrigs- og sundhedsministeren
3
Del af finanslovaftalen for 2006, der vedrører kommunaludvalgets område
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
Ændringsforslag fra indenrigs- og sundhedsministeren
7
Ændringsforslag fra indenrigs- og sundhedsministeren
8
1. udkast til betænkning
9
2. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 42
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om opgørelse amt for amt over antallet af skove, der vil opnå lettelse i grundskylden, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om opgørelse over prisudviklingen de seneste 15 år for skove, der er omfattet af lettelsen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren kan bekræfte, at kommuner, der ikke tidligere har valgt at opkræve dækningsafgift, hidtil har kunnet træffe en sådan beslutning i forbindelse med vedtagelse af budgettet i oktober måned, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om konsekvenserne i en kommune, såfremt man ikke har truffet beslutning om at opkræve dækningsafgift for 2007 senest den 31. marts 2006, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om konsekvenserne i en kommune, såfremt man har truffet beslutning om at opkræve dækningsafgift inden den 31. marts 2006, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om uddybning af lovforslagets § 1, nr. 3, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om det ikke er et reelt politisk problem at pålægge de folkevalgte i kommunerne at træffe endelig beslutning om opkrævning af en dækningsafgift allerede den 31. marts 2006, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om ministeren vil overveje en model, hvor man ikke afskærer muligheden for at opkræve dækningsafgift, selv om beslutningen ikke er truffet inden den 31. marts 2006, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om ministeren forventer, at der vil være vedtaget en udlignings- og finansieringsreform inden den 31. marts 2006, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvor stor en andel af en kommunes erhvervsejendomme der typisk vil mangle afgiftsgrundlag for at kunne indføre og opkræve en dækningsafgift, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 1. december 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme
(Den amtskommunale grundskyldpromille for skovbrug)
[af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke ;Rasmussen)]
1. Ændringsforslag
Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 27. oktober 2005 og var til 1. behandling den 4. november 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 17. oktober 2005 dette udkast til udvalget, jf. alm. del − bilag 21. Den 27. oktober 2005 sendte indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 10 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de under nr. 3 og 4 stillede ændringsforslag og vil stemme imod de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag.
De socialdemokratiske medlemmer af udvalget indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan som nævnt støtte ændringsforslag nr. 3 og 4.
Regeringens tilbagevendende skattelettelser til sine nærmeste støtter i landbruget forekommer hverken saglige eller hensigtsmæssige. Ændringerne medvirker ikke på nogen måde til hensigtsmæssige strukturændringer, men vil i stedet resultere i en kapitalisering med yderligere prisstigninger til følge til skade for de yngre landmænd, som skal købe landbrug. Regeringens begrundelse om at kompensere for mistede EU-tilskud er med til at opretholde en støtte til landbruget på et fuldstændig uacceptabelt niveau.
Når det gælder skovbruget, har ministeren under udvalgsbehandlingen dokumenteret, at der de seneste år har været meget store prisstigninger på de skovejendomme, som har været omsat i fri handel. Eksempelvis er det oplyst, at salgsprisen i 1996 var på 40.500 kr. pr. ha, hvilket var steget til 87.900 kr. pr. ha i 2005. Man må forudse, at en stor nedsættelse af grundskylden, som foreslået i lovforslaget, vil medføre yderligere prisstigninger.
Socialistisk Folkeparti og Enhedslistens medlemmer af udvalget kan ikke støtte lovforslaget, fordi partierne finder, at grundskylden er en af de mest socialt retfærdige beskatningsformer. Efter formueskatten desværre blev afskaffet af et stort flertal i Folketinget, er beskatning af jord og fast ejendom en af de bedste måder at beskatte borgerne med de bredeste skuldre på. Ligesom SF og EL var imod, da man nedsatte grundskylden på jord, der anvendes til landbrug, gartneri, planteskole og frugtplantager, er partierne imod at nedsætte grundskylden på skovbrug og den yderligere nedsættelse af grundskylden på landbrugsjord.
Den lavere skat, som forslaget indebærer, vil blive kapitaliseret i jordens værdi, og når de nuværende ejere sælger jorden, vil de få mere for den – uden at røre en finger. SF og EL er imod sådanne arbejdsfrie indtægter og kan derfor ikke støtte forslaget.
SF og EL medvirker imidlertid meget gerne til at øge skovrejsningen, altså sikre, at vi får mere skov. Det forudsætter, at samfundets sparsomme ressourcer bruges meget mere målrettet, end de bliver, når man laver en skattelettelse, som jo desuden kun har en økonomisk positiv effekt for de nuværende skovejere. Det samme gør sig i øvrigt gældende på landbrugsområdet, hvor man også har kunnet konstatere i de senere år, hvordan de støt stigende jordpriser faktisk i dag gør det meget, meget vanskeligt for unge landmænd overhovedet at komme i gang med at drive landbrug.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af indenrigs- og sundhedsministeren, tiltrådt af et flertal (V, DF og KF)
Til titlen
1) Undertitlen affattes således
»(Den amtskommunale grundskyldpromille for landbrugsejendomme og lignende ejendomme og for skovbrug)«.
[Ændring af undertitlen]
Til § 1
2) Nr. 1 affattes således
»1. § 5, stk. 2, 1. pkt., affattes således
»Af ejendomme, der på tidspunktet for den vurdering, som lægges til grund ved skatteberegningen, må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. § 33, stk. 1, i vurderingsloven, opkræves den amtskommunale grundskyld dog med 1 promille af en del af de pågældende ejendommes afgiftspligtige grundværdi.««
[Nedsættelse af grundskyldpromille]
Af indenrigs- og sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget.
3) I den under nr. 2 foreslåede ændring af § 23 B indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.
[Konsekvensændring som følge af den under nr. 4 foreslåede indsættelse af et nyt stykke]
4) Nr. 3 affattes således
»3. I § 23 B indsættes som stk. 2 og 3
»Stk. 2. For opkrævning af dækningsafgift for 2007 gælder dog reglerne i stk. 3 for sammenlagte kommuner pr. 1. januar 2007, hvor der i hele eller en del af den sammenlagte kommune ikke har været opkrævet dækningsafgift efter § 23 A for 2006.
Stk. 3. Hvis der i de kommuner, der er nævnt i stk. 2, skal opkræves dækningsafgift med forfaldstid før den 1. maj 2007, skal beslutning herom være truffet senest den 31. marts 2006. Hvis beslutning træffes efter dette tidspunkt, kan opkrævning af dækningsafgift i 2007 uanset bestemmelsen i § 27, stk. 1, 1. pkt., ske særskilt, dog således at første rate tidligst kan forfalde til betaling den 1. maj 2007.««
[Ændring af frister vedrørende beslutning om opkrævning af dækningsafgift]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene er foranlediget af aftalen af 7. november 2005 om finansloven for 2006 mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det hedder på side 20 i aftalen
»Jordskattelettelser
Som led i EU’s landbrugsreform reduceres de direkte tilskud fra EU i 2006. På den baggrund er parterne enige om at nedsætte dansk landbrugs indenlandske omkostninger tilsvarende gennem lavere beskatning af produktionsjord.
Derfor nedsættes den amtskommunale grundskyldpromille for landbruget og skovbruget til 1,0 promille fra og med 2006. Amterne vil blive kompenseret for nedsættelsen med et tilsvarende beløb. Inklusive nedsættelsen af skovbruget grundskyld på FFL 2006 sker der en samlet lettelse i 2006 på 68 mio. kr.«
Gennem ændringsforslagene udmøntes dette punkt i finanslovaftalen.
Landbrugets og skovbrugets amtskommunale grundskyldpromille nedsættes til 1 promille fra henholdsvis 1,5 promille og 10 promille.
Det har været regeringens ønske at ligestille skovbruget med jordbruget. Den amtskommunale grundskyldpromille for skovbrug er ved lovforslag nr. L 42 foreslået nedsat fra 10 promille til 1,5 promille. Ved ændringsforslaget nedsættes den med yderligere 0,5 promillepoint, således at den amtskommunale grundskyldpromille bliver 1 for både landbruget og skovbruget.
Nedsættelsen af grundskylden skønnes at give en samlet lempelse på 68 mio. kr., som fordeler sig med ca. 39,5 mio. kr. for landbruget og ca. 28,5 mio. kr. for skovbruget.
Staten vil kompensere det enkelte amt fuldt ud for nedsættelsen, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.
Til nr. 3 og 4
I det fremsatte lovforslag nr. L 42 var det foreslået, at eventuel beslutning om kommunernes opkrævning af dækningsafgift for 2007 skulle være truffet senest den 31. marts 2006, for så vidt angår sammenlagte kommuner, hvor der i hele eller en del af den sammenlagte kommune ikke har været opkrævet dækningsafgift for 2006. Det samme gjaldt for ikkesammenlagte kommuner, hvor der ikke har været opkrævet dækningsafgift for 2006.
På baggrund af de udtalelser om denne bestemmelse i lovforslaget, der fremkom under 1. behandling af lovforslaget den 4. november 2005, og på baggrund af høringssvaret fra Kommunernes Landsforening foreslås denne fristregel udbygget med en mulighed for senere vedtagelse. Endvidere skal fristreglen ifølge ændringsforslagene ikke gælde ikkesammenlagte kommuner; der er kun få blandt disse, der ikke allerede i dag opkræver dækningsafgift. Vedtagelse skal under alle omstændigheder ske senest samtidig med den endelige vedtagelse af kommunens budget for 2007, som normalt vil ske i 1. halvdel af oktober 2006, jf. § 23 B i den kommunale ejendomsskattelov.
Inden spørgsmålet om opkrævning af dækningsafgift for 2007 bliver aktuelt, vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet/skattemyndigheden have opfordret de relevante sammenlægningsudvalg og kommuner til så tidligt som muligt at meddele Indenrigs- og Sundhedsministeriet/skattemyndigheden, om de agter at opkræve dækningsafgift i 2007.
I en del tilfælde vil der være tale om en situation, hvor mindre kommuner, der typisk ikke opkræver dækningsafgift, er blevet lagt sammen med en større bymæssig kommune, hvor der typisk opkræves dækningsafgift. I disse tilfælde skulle det normalt være muligt nogenlunde hurtigt at tage stilling til, om der skal opkræves dækningsafgift i den nye storkommune. Det skal understreges, at det som i det oprindelige forslag kun er principbeslutningen om opkrævning af dækningsafgift eller ej, der her tales om. Vedtagelse af en sådan principbeslutning er ikke til hinder for, at kommunen ved den endelige budgetbehandling kan beslutte at undlade opkrævning af dækningsafgiften.
Hvis beslutning er truffet senest den 31. marts 2006, vil skattemyndigheden foretage de fornødne ansættelser, således at dækningsafgift kan opkræves over den almindelige ejendomsskattebillet for 2007.
Efter ejendomsskattelovens § 27, stk. 1, opkræves grundskyld og dækningsafgift i to eller flere lige store rater efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse med forfaldstid den 1. i de måneder, som kommunalbestyrelsen bestemmer. Det varierer mellem kommunerne, hvornår ejendomsskatterne opkræves, men normalt vil 1. rate forfalde til betaling i en af årets første måneder.
Hvis beslutning om opkrævning af dækningsafgift for 2007 i en kommune først træffes efter den 31. marts 2006, vil kommunen ikke kunne få skattemyndighedens bistand til at foretage de vurderingsmæssige ansættelser så betids, at dækningsafgiften kan opkræves så tidligt på året.
I denne situation vil kommunen derfor tidligst kunne opkræve dækningsafgift pr. 1. maj 2007.
Hvis kommunen i denne situation ønsker at opkræve de øvrige beløb på ejendomsskattebilletten tidligere, er der med ændringsforslagene åbnet mulighed for, at dette kan lade sig gøre.
Det indebærer så, at der må udsendes en særskilt opkrævning for dækningsafgiften med de ekstraomkostninger, det medfører for vedkommende kommune i forhold til den normale situation, hvor grundskyld og dækningsafgift opkræves over den samme ejendomsskattebillet.
Promillen for dækningsafgift af private kontor- og forretningsejendomme og lignende ejendomme, jf. § 23 A i den kommunale ejendomsskattelov, kan efter loven højst fastsættes til 10.
Erling Bonnesen (V) Troels Christensen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Leif Mikkelsen (V) Jens Vibjerg (V) Poul Nødgaard (DF) fmd. Kristian Thulesen Dahl (DF) Christian Wedell‑Neergaard (KF) nfmd. Allan Niebuhr (KF) Pia Gjellerup (S) Ole Stavad (S) Arne Toft (S) Magnus Heunicke (S) Margrethe Vestager (RV) Ole Glahn (RV) Kristen Touborg (SF) Line Barfod (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11