Legislator Case Law & Legislation
200514L00126 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering, retsafgiftsloven og tinglysningsloven\n(Etablering af landsdækkende bygnings- og boligregister, forbedring af datakvaliteten i bygnings- og boligregisteret og forbedret adgang til oplysninger i tingbogen m.v.)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 2005 33 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 33

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat, fra økonomi- og erhvervsministeren

2

Meddelelse om, at der kan stilles spørgsmål til lovforslaget

3

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

Fastlagt tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

5

1. udkast til betænkning

6

2. udkast til betænkning

7

3. udkast til betænkning

8

4. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 33

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om fordele og ulemper ved at henlægge driften af BBR til enten offentlig myndighed eller privat selskab, til økonomi- og erhvervsminsteren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om at redegøre for baggrunden for, at et selskab skal drive BBR, når CPR-registeret og CVR-registeret drives af ministerier, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om meningen med, at registret forløbig lægges i kommunalt regi, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om, hvorledes registeret er tænkt organiseret under KL, samt sikring af offentlighedens adgang til registeret, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om formål og baggrund for, at registeret eventuelt kan drives i privat regi, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om indførelse af dispensationsbestemmelse med mulighed for reducering af bødestørrelse ved særlige private forhold, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm., om ministeren vil forholde sig til bødeniveauet sammenholdt med andre områder, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om teknisk bistand til ændringsforslag vedrørende krav om, at ejendomsmægler/sælger kun må sælge ejendomme, hvis BBR-oplysningerne stemmer overens med de faktiske forhold, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om »frit lejde-periode« uden idømmelse af bøder eller automatiske godkendelser, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

Betænkning over lovforslag 2005 33 Valid

Bilag 2

2 af udvalgets spørgsmål til økonomi- og erhvervsministerens og dennes svar herpå

Spørgsmål 6 og 7 og økonomi- og erhvervsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 6

Ministeren bedes oplyse hvorvidt det er muligt at dispensere eller indføre en dispensationsbestemmelse, der giver muligheder for at reducere bødens størrelse i særlige tilfælde − eksempelvis for private hvor særlige forhold gør sig gældende, jf. lovforslagets § 1 nr. 12.

Svar

I sager, hvor ejere af registrerede bygninger, enheder m.v. overtræder bestemmelsen om at levere oplysninger til registrets drift, kan kommunen pålægge den pågældende en administrativ bøde.

Det er kun i sager, hvor ejeren ikke medvirker til at levere oplysninger til BBR, at der administrativt kan pålægges bøde efter bestemmelse i BBR -lovens § 9. Bestemmelsen kan således ikke anvendes overfor en ejer, der aktivt medvirker til opdatering af BBR.

Ved pålæggelse af administrative bøder kan der ske domstolsprøvelse, såfremt ejeren nægter sig skyldig eller nægter at betale bøden.

Den maksimale størrelse af bøden for ikke at indberette retvisende oplysninger til BBR har været på 2000 kr. siden den første BBR -lov i 1976. Lovforslaget opregulerer derfor bødestørrelsen i forhold til prisudviklingen. De foreslåede 7.000 kr. er det maksimale bødeniveau, og den faktiske bødestørrelse skal således fastsættes i forhold til overtrædelsens omfang.

Kommunen kan således vælge, at give en væsentligt mindre bøde, som efter kommunens skøn er proportional med graden af overtrædelsen.

Det bemærkes, at såfremt kommunen skønner, at der ikke er grundlag for at forfølge sagen, kan kommunen vælge at se bort fra § 9. Derfor finder jeg det ikke nødvendigt at indføre en dispensationsbestemmelse.

Jeg har sideløbende med lovforslaget iværksat en handlingsplan, hvori der indgår en række initiativer, der giver indikation af mulige fejl i BBR. Herefter kan kommunen målrette sine henvendelser til ejere med et servicebrev, hvori kommunen kan gøre ejeren opmærksom på konstaterede fejl, og give ejeren mulighed for at korrigere oplysningerne. Der skal samtidigt orienteres om bødestraffen ved ikke at give korrekte oplysninger. Hvis borgeren på baggrund af henvendelsen ikke reagerer, og kommunen derefter ved kontrolbesøg og opmåling, efter forudgående meddelelse til ejer, konstaterer, at oplysninger skal korrigeres, kan bødestraffen i henhold til § 9 komme i anvendelse.

Spørgsmål 7

Ministeren bedes forholde sig til bødeniveauet, jf. § 1, nr. 12, sammenholdt med andre områder eksempelvis bødestørrelser i forbindelse med anvendelse af illegal arbejdskraft.

Svar

Lovforslaget medfører, at den maksimale bøde, der kan pålægges for ikke at indberette retvisende oplysninger til BBR, hæves til 7000 kr. Den nuværende bødestørrelse på 2000 kr. har været gældende siden den første BBR -lov i 1976. Lovforslaget regulerer derfor alene bødestørrelsen i forhold til den almindelige prisudvikling i samfundet.

Det er kommunen, som i den konkrete sag afgør, hvor stor den faktiske bøde skal være. Bødestørrelsen skal fastsættes i forhold til omfanget og grovheden af den konkrete overtrædelse. Kommunen kan således vælge at fastsætte en bøde, der er væsentligt lavere end 7000 kr.

Ved fastsættelse af den maksimale størrelse af bøden, er det afgørende, at bøden har tilstrækkelig præventiv virkning. Det er væsentligt at være opmærksom på, at fejl i BBR oplysningerne kan have stor betydning for bl.a. fastsættelsen af ejendomsværdiskatten, udbetaling af boligstøtte mv. Jeg er indstillet på at overveje, om det maksimale bødeniveau bør nedsættes. Dog skal vi fortsat sikre, at bødeniveuaet virker præventivt.

Bødeniveauet på andre områder, hvor der kan udstedes administrative bøder, er meget varierende. Bødeniveauet i forbindelse med anvendelse af illegal arbejdskraft er reguleret i udlændingelovens § 59 stk. 4 – 6. Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/2005 fastsætter retningslinierne for bødestørrelsen i sager efter udlændigelovens § 59. Jeg kan oplyse, at bødestørrelsen efter udlændigelovens § 59 stk. 4 er 10.000 kr.

Betænkning over lovforslag 2005 33 Valid

Betænkning afgivet af Boligudvalget den 1. december 2005

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering,

retsafgiftsloven og tinglysningsloven

(Etablering af landsdækkende bygnings- og boligregister, forbedring af datakvaliteten i

bygnings- og boligregisteret og forbedret adgang til oplysninger i tingbogen m.v.)

[af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)]

1. Ændringsforslag

Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 12. oktober 2005 og var til 1. behandling den 8. november 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Boligudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 29. august 2005 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 62, (folketingsåret 2004-05, 2. samling). Den 27. oktober 2005 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 9 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 2 af udvalgets spørgsmål og økonomi- og erhvervsministerens svar herpå er optrykt i bilag 2 til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af RV og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget finder, at det er naturligt, at der som konsekvens af den nye kommunale struktur findes en række områder, hvor der kan ske en rationalisering af opgaverne. Det er her oplagt at se på BBR, nemlig Bygnings- og Boligregisterets 271 kommunale delregistre, og erstatte disse med større enheder.

Socialdemokraterne støtter overordnet lovforslaget, herunder de stillede ændringsforslag. Det er især vigtigt, at ikræfttrædelsesdatoen tidligt bliver bekendt både for boligejere og offentlige myndigheder.

Det overordnede mål må være at sikre korrekte BBR-oplysninger til Bygnings- og Boligregisteret.

Vi anser det ligeledes for vigtigt, at BBR placeres som et selskab under KL, og at selve finansieringsmodellen afklares.

Med lovforslaget finder Socialdemokraterne, at muligheden for et mere effektivt og korrekt bygnings- og boligregister er tilvejebragt. Dog har Socialdemokraterne fundet, at det foreslåede bødeniveau ikke er rimeligt i forhold til andre bøder, hvorfor Socialdemokraterne med ændringsforslaget har ønsket et mere rimeligt bødeniveau.

Vi kan i den forbindelse undre os over, at det ikke fra ministerens side er fundet naturligt, at inddrage partierne i en snak om dette.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at lovforslaget er et godt initiativ, der vil sikre mere konkrete BBR-oplysninger. Herved sikres borgerne forbedringer, og samtidig vil lovforslaget også give økonomiske besparelser for stat, amter og kommuner. Der er tale om en samling af de kommunale registre til et samlet register under KL. Kommunerne vil fortsat være ansvarlige for ajourføring af data, der omfatter bygnings- og boligforhold samt tekniske anlæg m.v. Lovforslaget giver kommunerne hjemmel til kontrolbesøg hos ejendommens ejere på ejendommens udendørsarealer. I de situationer, hvor det skønnes nødvendigt at foretage kontrolbesøg i boligen, må kommunerne indhente en retskendelse. Det foreslås også, at den nuværende bødestørrelse, der er fastsat i 1976 til 2.000 kr., opreguleres til nutidskroner, svarende til 7.000 kr. Dette mener DF er for stor en stigning og stiller derfor et ændringsforslag, der ændrer bødestørrelsen til 5.000 kr. Samtidig stilles ændringsforslag, der gør det muligt for befolkningen at ændre deres BBR, før den ændrede bødestørrelse træder i kraft. Lovforslaget indeholder endvidere offentlig adgang til tinglysningsdata via internettet igennem OIS. Herudover indeholder lovforslaget nye regler til forbedringer af skiltning af husnumre på ubebyggede arealer og anlæg med adgang til offentlig vej samt private veje af hensyn til bl.a. udrykningskøretøjer, hvilket DF mener er gode tiltag. DF kan således støtte lovforslaget med de stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget skal bemærke, at der er et stort behov for et mere retvisende BBR-register. Derfor anser Socialistisk Folkeparti forslagets initiativer for at være fornuftige opstramninger som opfølgning på Rigsrevisionens meget kritiske beretning.

SF stiller sig dog uforstående over for, at døren skal åbnes for at privatisere registeret, og vil søge at fjerne denne mulighed, så snart der viser sig parlamentarisk mulighed for det. SF vil dog ud fra en samlet afvejning stemme for det samlede forslag ved 3.-behandlingen.

Et mindretal i udvalget (RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Det Radikale Venstres medlem af udvalget finder, at det er helt afgørende at sikre et bygnings- og boligregister (BBR) af høj kvalitet og dækning, eftersom registeret er et centralt element i den offentlige datainfrastruktur. Lovforslaget, hvormed der oprettes et nyt landsdækkende BBR, er et solidt skridt i den rigtige retning.

RV noterer sig dog, at der i høringssvarene spores en vis bekymring for, om et nyt landsdækkende register i sig selv løser de problemer, der hidtil har kendetegnet BBR-registeret.

Af samme grund ønsker RV derfor heller ikke at støtte de to fremsatte ændringsforslag, der henholdsvis sænker det administrative bødeloft fra 7.000 kr. til 5.000 kr. og udskyder ikrafttrædelsen for det ny bødeloft til den 1. marts 2006. Vi ønsker tværtom at skabe en stærk tilskyndelse for ejerne til at bidrage med oplysninger til BBR. Den nuværende bødestørrelse på 2.000 kr. har været i kraft siden 1976 – og derfor er det kun rimeligt i det mindste at opjustere beløbet, så det stemmer overens med den almindelige prisudvikling, der har fundet sted siden. Det giver et bødeloft på 7.000 kr.

RV bemærker også, at det står kommunerne frit for at vælge bødestørrelsen i den konkrete sag – og 7.000 kr. er derfor alene et maksimumbeløb. RV noterer sig også, at det kun er i de tilfælde, hvor ejeren med fuldt overlæg afviser at medvirke til at levere oplysninger til BBR, at en bøde kan komme på tale. En ejer risikerer derfor ikke en bøde, hvis hun eller han aktivt medvirker til opdatering af BBR. Bøden er derfor alene tiltænkt ejere, der i ond tro vælger ikke at bidrage med oplysninger til BBR.

Derudover bemærker RV, at ministeren har bebudet en handlingsplan, hvorefter kommunerne bl.a. opfordres til at sende et servicebrev til ejere, hos hvem der er konstateret fejl i BBR. I brevet oplyses ejerne om konstaterede fejl, muligheden for at korrigere dem og om bødestraffen. På den måde får den enkelte ejer alle muligheder for at undgå, at det kommer så vidt som en bødestraf.

RV noterer endelig, at et kommunalt ejet selskab under KL får ansvaret for at drive og udvikle BBR-registeret. Fordelen er, at kommunerne får et tydeligt medansvar for at udvikle et effektivt register, der spiller bedst muligt sammen med de øvrige relevante kommunale it-systemer. Vi bifalder, at selskabet så vidt muligt udbyder og på den måde skaber mest mulig konkurrence om opgaven.

Et andet mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for de stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stille et ændringsforslag uden for betænkningen. Hvis dette vedtages, kan mindretallet støtte lovforslaget ved 3. behandlingen.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (S og DF), tiltrådt af et flertal (V, KF, SF og EL)

1) I den under nr. 12 foreslåede ændring af § 9, stk. 1, ændres »7.000 kr.« til: »5.000 kr.«.

[Ændring af bødestørrelsen fra 7.000 til 5.000 kr.]

Til § 4

2) I stk. 1 indsættes som 2. pkt.

»§ 1, nr. 12, træder dog først i kraft den 1. marts 2006.«

[Ændret ikrafttrædelsestidspunkt for nye bødestørrelser]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget ønsker forslagsstillerne, at der bliver fastsat et niveau for bødestørrelserne, der er rimeligere set i forhold til bødestørrelser på andre sammenlignelige områder.

Til nr. 2

Med ændringsforslaget ønsker forslagsstillerne, at der skal gives brugerne tid til at ændre deres BBR-oplysninger, hvis disse ikke er korrekt oplyst.

Inge‑Lene Ebdrup (V) Michael Aastrup Jensen (V) Kurt Kirkegaard (V) Hanne Severinsen (V) Søren Pind (V) Anita Knakkergaard (DF) Mia Falkenberg (DF) Jakob Axel Nielsen (KF) nfmd. Allan Niebuhr (KF) Lissa Mathiasen (S) fmd. Rasmus Prehn (S) Jytte Andersen (S) Hüseyin Arac (S) René Skau Björnsson (S) Charlotte Fischer (RV) Morten Homann (SF) Majbrit Berlau (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →