Forslag til Lov om ændring af lov om ændring af færdselsloven \n(Overgangsbestemmelser i forbindelse med fradømmelse af kørekort på grund af spirituskørsel)
Statutory Text (3 Articles)
§ 1
I lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven. (Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel m.v.) foretages følgende ændring
1. I § 3 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Uanset stk. 1 kan personer, som har fået førerretten frakendt inden den 1. september 2005 som følge af spiritus- eller promillekørsel, indbringe spørgsmål om generhvervelse for domstolene, når halvdelen af frakendelsestiden, dog mindst 1½ år, er forløbet.«
§ 2
Lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Ved vedtagelsen af lovforslag nr. L 7 Forslag til lov om ændring af færdselsloven. (Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel m.v.) blev § 132, stk. 2, ophævet. Færdselslovens § 132, stk. 2, gav mulighed for generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb under lempeligere betingelser, i tilfælde hvor førerretten var frakendt som følge af spiritus- eller promillekørsel, hvis den pågældende i mindst 1 år forud for sagens indbringelse for retten havde overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol. Færdselslovens § 132, stk. 2, rettede sig primært mod den persongruppe, som havde fået en betinget dom med vilkår om alkoholbehandling, samtidig med at de havde fået frakendt førerretten ubetinget. Lovforslaget trådte i kraft den 1. september 2005.
Retsudvalget har efter lovens vedtagelse fået en del henvendelser fra personer, som har fået frakendt førerretten ubetinget på grund af spirituskørsel, og som har fået en betinget dom med vilkår om en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling. Ved domsafsigelsen var disse personer blevet stillet i udsigt, at de kunne søge om generhvervelse af førerretten, når halvdelen af frakendelsestiden, dog mindst 1½ år, var forløbet, såfremt de pågældende i mindst 1 år forud for sagens indbringelse for retten havde overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol. Efter den 1. september 2005 er der ikke længere mulighed herfor.
Der var ikke indsat en overgangsregel i lovforslaget. Justitsministeriet har som begrundelse for ikke at indsætte en overgangsordning i lovforslaget anført, at Justitsministeriet ikke fandt behov herfor. Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at hensigten med ordningen med betingede domme med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling er, at personer, som har et alkoholproblem, kommer i behandling, og at disse personer fremover på lige fod med personer, der ikke har et alkoholproblem, fortsat vil have mulighed for at generhverve førerretten efter den almindelige regel i § 132, stk. 1.
Forslagsstillerne stemte for loven i foråret 2005, men finder, at de efterfølgende reaktioner har vist, at det var en fejl, at loven ikke indeholder en overgangsbestemmelse vedrørende ophævelse af § 132, stk. 2. Det foreslår forslagsstillerne, at der rådes bod på med dette lovforslag. Ud fra en ren juridisk synsvinkel kan der sikkert argumenteres for, at loven ikke har tilbagevirkende kraft. Men det ændrer ikke ved, at loven ud fra en almindelig opfattelse – med rette – betragtes som lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at der indsættes en overgangsordning i lov nr. 363 af 24. maj 2005, hvorefter de personer, som er blevet fradømt kørekortet for spirituskørsel inden lovens ikrafttræden den 1. september 2005, bevarer muligheden for at søge retten om generhvervelse af kørekortet, når halvdelen af frakendelsestiden, dog mindst 1½ år, er forløbet, såfremt den pågældende i mindst 1 år forud for sagens indbringelse for retten har overholdt en kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol. Forslagsstillerne lægger især vægt på, at denne kontrollerede behandling mod misbrug af alkohol i 1 år er gennemført succesfuldt.
Til § 2
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Skriftlig fremsættelse
Kim Christiansen (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om ændring af færdselsloven. (Overgangsbestemmelser i forbindelse med fradømmelse af kørekort på grund af spirituskørsel).
(Lovforslag nr. L 232).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Fremsat den 7. april 2006 af Kim Christiansen (DF), Frode Sørensen (S), Simon Emil Ammitzbøll (RV), Anne Baastrup (SF) og Per Clausen (EL)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ændring af færdselsloven
(Overgangsbestemmelser i forbindelse med fradømmelse af kørekort på grund af spirituskørsel)