Forslag til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik\n(Indtægter i forbindelse med visse borgerlige ombud og hverv)
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 foretages følgende ændringer
1. I § 33, stk. 1, ophæves nr. 3, og i stedet indsættes
»3) Indtægter, som modtages for hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer eller tilforordnet ved valg.
4) Indtægter, som et medlem af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd modtager for hverv efter de kommunale og de regionale styrelseslove.«
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 5-7.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
Bemærkninger til lovforslaget
Forslagsstillerne finder, at kontanthjælp skal sidestilles med arbejdsløshedsdagpenge m.v. i forbindelse med fradrag for indtægter, som opnås i forbindelse med borgerlige ombud og hverv.
Reglerne er i dag således, at kontanthjælpsmodtagere ikke får foretaget fradrag i kontanthjælpen, hvis de modtager vederlag som tilforordnet ved valg. Dette følger af § 33, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. Modtagere af dagpenge er bedre stillet, idet der er flere tilfælde, hvor der ikke sker fradrag i dagpengene. Indtægter, som de pågældende får i forbindelse med hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer eller tilforordnet ved valg, og indtægter, som de opnår som menigt medlem af en kommunalbestyrelse eller et amtsråd, medfører således ikke fradrag i dagpengene. Dette følger af bekendtgørelse om fradrag i dagpenge m.v.
I maj 1991 opfordrede et flertal i Kommunaludvalget i betænkningen over lovforslag nr. L 102 – forslag til lov om ændring af de kommunale styrelseslove m.v. (Offentligt udbud af fast ejendom, diæter og tabt arbejdsfortjeneste m.v.) regeringen til at sikre, »at der ved udbetaling af diæter, vederlag og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til de kommunale styrelseslove ikke foretages reduktion i arbejdsløshedsunderstøttelse og efterløn«.
Den 8. maj 1992 fremsatte medlemmer af S, SF og CD beslutningsforslag nr. B 90 om diæters og vederlags forhold til dagpenge. Dette beslutningsforslag gentog denne opfordring til regeringen. Beslutningsforslaget nåede ikke at komme til 1. behandling, og det blev tilbagetaget den 15. juni 1992, den samme dag som bekendtgørelsen om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse blev ændret (bek. 461 af 15. juni 1992).
Baggrunden for, at der ikke skulle ske fradrag i dagpenge m.v., var, at flest muligt skulle kunne deltage i det demokratiske arbejde som kommunalbestyrelsesmedlem. Forslagsstillerne finder, at helt de samme hensyn gør sig gældende for kontanthjælpsmodtageres deltagelse i det demokratiske arbejde.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at der kommer til at gælde helt identiske regler for fradrag i kontanthjælp og fradrag i dagpenge m.v. i forbindelse med indtægter, som modtages i forbindelse med hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer, tilforordnet ved valg eller som medlem af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd. Da det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007, er amtsråd erstattet af regionsråd.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007, samtidig med kommunalreformen.
Skriftlig fremsættelse
Anne Baastrup (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Indtægter i forbindelse med visse borgerlige ombud og hverv).
(Lovforslag nr. L 223).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
§ 33. Der foretages ikke fradrag i hjælpen for
1) Invaliditetsydelse, invaliditetsbeløb samt bistands- og plejetillæg efter lov om social pension.
2) Godtgørelse efter § 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
3) Vederlag som tilforordnet ved valg.
4) Ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22.
5) Børns indtægter og indtægter, der vedrører børn, bortset fra tilskud til pasning af egne børn efter § 26 a i lov om social service.
6) Værdien af kost m.v. under indlæggelse på sygehus eller lignende behandlingsinstitutioner. Hvis sygehusopholdet har varet i mere end 3 måneder, kan der dog foretages fradrag svarende til den besparelse, der er en følge af indlæggelsen.
Stk. 2. De erstatninger for tab af erhvervsevne, der omtales i § 14, stk. 3 og 4, godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for ikke-økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra, trækkes ikke fra i hjælpen.
1. I § 33, stk.1, ophæves nr. 3, og i stedet indsættes
»3) Indtægter, som modtages for hverv som vidne, nævning, domsmand, lægdommer eller tilforordnet ved valg.
4) Indtægter, som et medlem af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd modtager for hverv efter de kommunale og de regionale styrelseslove.«
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 5-7.
Fremsat den 5. april 2006 af Anne Baastrup (SF), Ole Sohn (SF) og Kristen Touborg (SF)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik
(Indtægter i forbindelse med visse borgerlige ombud og hverv )