Legislator Case Law & Legislation
200512L00193 DK

Forslag til Lov om fordeling af skattenedslaget mellem staten og kommunerne som følge af personskattelovens skatteloft

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Lovforslag som fremsat 2005 193 Valid

§ 1. Kommuner afregner til staten et beløb, der opgøres som en del af den samlede nedsættelse af indkomstskatten til staten for et indkomstår som følge af skatteloftet efter personskattelovens § 19.

Lovforslag som fremsat 2005 193 Valid

§ 2. Der opgøres et beløb for kommuner, for hvilke følgende betingelser er opfyldt for det enkelte indkomstskatteår

1) Den kommunale udskrivningsprocent overstiger den efter § 2, stk. 2 opgjorte procent, og

2) den kommunale udskrivningsprocent for indkomståret er højere end den kommunale udskrivningsprocent for 2007.

Stk. 2 . Den i stk. 1, nr. 1, anførte procent opgøres som den størrelse, den kommunale udskrivningsprocent højst kan have for det pågældende indkomstår, uden at skatteloftet, jf. personskattelovens § 19, finder anvendelse.

Lovforslag som fremsat 2005 193 Valid

§ 3. For de kommuner, der er omfattet af § 2, opgøres beløbet ved at gange kommunens skønnede indkomstgrundlag for skatten efter personskattelovens § 5, nr. 3, med den mindste af følgende to størrelser

1) Det antal procentpoint, hvormed den kommunale udskrivningsprocent for det pågældende år overstiger den kommunale udskrivningsprocent for 2007.

2) Det antal procentpoint, hvormed den kommunale udskrivningsprocent for det pågældende år overstiger den efter § 2, stk. 2, opgjorte procent.

Lovforslag som fremsat 2005 193 Valid

§ 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om beregning og afregning af beløb efter denne lov og regler om opgørelsen af kommunens skønnede indkomstgrundlag for skatten efter personskattelovens § 5, nr. 3, som er anført i § 3.

Stk. 2. Kommunens skønnede indkomstgrundlag for skatten efter personskattelovens § 5, nr. 3, som anført i § 3, indgår i opgørelsen endeligt som opgjort pr. 1. juli i indkomståret.

Lovforslag som fremsat 2005 193 Valid

§ 5. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 2007.

Stk. 2. Lov om fordeling mellem staten, kommunerne og amtskommunerne af skattenedslaget som følge af personskattelovens skatteloft, jf. lov nr. 468 af 30. juni 1993, som ændret ved § 2 i lov nr. 826 af 27. oktober 1995 og ved § 1 i lov nr. 477 af 1. juli 1998, ophæves.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål og indhold

1.1. Kommunernes medfinansiering af det skrå skatteloft

Lovforslaget indgår i udmøntningen af aftalen af 27. februar 2006 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en kommunal finansieringsreform.

Med aftalen foreslås indført et nyt finansieringssystem for kommunerne, som er tilpasset kommunernes situation efter kommunalreformen. Det nye finansieringssystem har til hensigt at give de nye kommuner i alle dele af landet mere lige muligheder for ved rimelig beskatning at tilvejebringe et serviceniveau, der imødekommer borgernes behov.

Aftalen om en kommunal finansieringsreform omfatter følgende hovedpunkter

· En reform af tilskuds- og udligningssystemet

· Omlægning af skatter

· Forskellige forenklinger og tilpasninger i skatte- og tilskudslovgivningen

· Overgangsordninger

Med dette lovforslag udmøntes den del af aftalen, der vedrører en tilpasning og en nulstilling af systemet med kommunal medfinansiering af det skrå skatteloft.

I skattesystemet i dag er indlagt en øvre grænse på 59 procent for skatten af den sidst tjente krone (det skrå skatteloft). Skatteloftet betyder, at der i kommuner, hvor den samlede kommunale og amtskommunale indkomstskat overstiger 32,5 procent, ydes borgere, der betaler topskat, et nedslag i skatten.

Som udgangspunkt betales dette nedslag af staten. Siden 1994 har der dog været indført en ordning, hvorefter kommuner og amtskommuner i tilfælde af kommunale skattestigninger finansierer de stigninger i statens udgifter til nedslag, der udløses af kommunale skattestigninger.

Der er mellem regeringen, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti enighed om, at dette medfinansieringssystem bør fortsætte, således at kommunerne ikke får mere ud af en skattestigning, end hvad borgerne rent faktisk betaler i skat. Som følge af omlægningen af de hidtidige amtskommunale skatter, herunder med indførelsen af sundhedsbidraget på 8 procent, vil kommunal medfinansiering fremover blive udløst ved skattestigninger, der ligger ud over en kommunal skat på 24,5 procent.

Efter den nuværende ordning medfinansierer kommunerne i forhold til eventuelle skattestigninger siden 1998. Som konsekvens af kommunalreformen »nulstilles« systemet om medfinansiering med virkning for 2007, således at det fremover vil være eventuelle kommunale skattestigninger i forhold til dette år, der udløser kommunal medfinansiering.

2. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Statens provenutab ved afvikling af medfinansieringen af det skrå skatteloft for perioden 1999-2006 vil indgå i de kommunaløkonomiske forhandlinger som kompensation for den hidtidige statslige indtægt ved ordningen. Som udgangspunkt vil bloktilskuddet til kommunerne fra og med 2007 kunne nedsættes med 118 mio. kr.

For så vidt angår engangsudgifter forbundet med gennemførelse af nærværende lovforslag henvises til bemærkningerne i det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat.

3. Administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ingen erhvervsmæssige konsekvenser

5. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos KL og Amtsrådsforeningen i Danmark.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag.

Positive

Konsekvenser/mindreudgifter

Negative

Konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Statens provenutab ved afvikling af medfinansieringen af det skrå skatteloft for perioden 1999-2006 vil indgå i de kommunaløkonomiske forhandlinger.

For så vidt angår engangsudgifter forbundet med gennemførelse af nærværende lovforslag henvises til bemærkningerne i det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat.

Statens provenutab ved afvikling af medfinansieringen af det skrå skatteloft for perioden 1999-2006 vil indgå i de kommunaløkonomiske forhandlinger.

For så vidt angår engangsudgifter forbundet med gennemførelse af nærværende lovforslag henvises til bemærkningerne i det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvener

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen angiver formålet med lovforslaget. I forhold til den nuværende bestemmelse i lov om fordeling mellem staten, kommunerne og amtskommunerne af skattenedslaget som følge af personskattelovens skatteloft er formålet tydeliggjort, nemlig at kommunerne bidrager til finansieringen af provenutabet som følge af det skrå skatteloft.

Til § 2

Bestemmelsen i § 2 indebærer, at den kommunale betaling til staten for 2007 og de følgende år skal beregnes i forhold til den skatteprocent, som efter personskatteloven vil medføre, at det skrå skatteloft har virkning i en kommune. Med et sundhedsbidrag på 8,0 procent, en bundskat på 5,48 procent, en mellemskat på 6,0 procent og en topskat på 15,0 procent vil grænsen for det skrå skatteloft indtræde ved kommunale skatteprocenter på 24,52 procenter. Som følge af den særlige overgangsordning ved indførelse af et nyt finansieringssystem for kommunerne, jf. det samtidig fremsatte lovforslag om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007, vil kommuneskatten i 2007 kunne fastsættes med to decimaler. Fra og med 2008 vil en tilbagevenden til de normale regler med fastsættelse alene med én decimal betyde, at medfinansiering udløses ved skattestigninger ud over 24,5. Bestemmelsen er udformet, så medfinansieringen tilpasses de til enhver tid gældende satser. Medfinansieringen gælder endvidere alene for kommuner, hvor skatten er øget i forhold til 2007.

I aftalen om sammenlægning af Farum og Værløse Kommuner af 20. maj 2005 er forudsat, at lovgivningen vedrørende det skrå skatteloft udformes således, at den nye kommune ikke skal betale den afgift, som er udløst af Farum Kommunes skatteforhøjelse i 2003. I modsat fald kompenseres afgiften ved en regulering af det årlige tilskud. Med lovforslaget anses denne forudsætning i aftalen om sammenlægning af Farum og Værløse Kommuner for opfyldt.

Bestemmelsen vil endvidere i relation til Furesø og Ringkøbing-Skjern Kommuner, hvor der er fastsat særlige vilkår i forbindelse med sammenlægningen, herunder differentierede skatteprocenter i en overgangsperiode, blive administreret på den måde, at udskrivningsprocenten for de to nye kommuner vil blive fastsat som det vægtede gennemsnit af de hidtidige kommuners udskrivningsprocenter.

Til § 3

Bestemmelsen i § 3 indebærer i lighed med gældende bestemmelse, at grundlaget for beregningen af den enkelte kommunes eventuelle indbetaling til staten anvendes det skattegrundlag for kommunen, hvoraf nedslaget som følge af det skrå skatteloft beregnes, jf. § 5, stk. 3, i personskatteloven. Ved beregningen ganges dette grundlag enten med det antal procentpoint, hvormed den kommunale udskrivningsprocent for 2008 overstiger procenten for 2007 eller med det antal procentpoints, hvormed den overstiger 24,5 procent. Det er den mindste af disse top overskridelser, der anvendes i beregningen. Da de kommunale skatteprocenter fra og med 2008 igen fastsættes med 1 decimal indebærer dette, at der kan fremkomme en mindre forskel i størrelsen af den kommunale medfinansiering og den statslige merudgift til nedslag efter det skrå skatteloft.

Til § 4

Bestemmelsen i § 4 indebærer, at indenrigs- og sundhedsministeren i lighed med de gældende bestemmelser fastsætter regler om afregning af beløb til staten og om opgørelse af det skønnede indkomstgrundlag for topskatten, som indgår i beregningen af kommunernes medfinansiering. I lighed med de nugældende regler er det hensigten at foretage afregningen ved at fratrække beløbet i de månedlige beløb som udbetales af SKAT til kommunerne i henhold til lov om kommunal indkomstskat i månederne oktober, november og december i det år, beløbet vedrører.

Endvidere er det i lighed med nugældende regler hensigten at basere opgørelsen af grundlaget for beregningen på oplysninger fra forskudsregistreringen, der er opgjort af SKAT pr. 31. december i året forud for indkomståret.

Til § 5

Det foreslås, at lovforslaget har virkning fra og med indkomståret 2007. Samtidig foreslås den gældende lov om finansiering af det skrå skatteloft, som omfatter amtskommuner og som vedrører eventuelle skattestigninger siden 1998, ophæves.

Lovforslag som fremsat 2005 193 Valid

Fremsat den 29. marts 2006 af indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Forslag

til

Lov om fordeling af skattenedslaget mellem staten og

kommunerne som følge af personskattelovens skatteloft

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →