Forslag til Lov om ændring af lov om landbrugsejendomme\n(Ophævelse af særlig adgang til opsigelse af lejere af landbrugsejendommes beboelsesbygninger)
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov nr. 435 af 9. juni 2004 om landbrugsejendomme, som ændret ved § 31 i lov nr. 535 af 24. juni 2005 og § 32 lov i nr. 542 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring
1. § 28, stk. 3, ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. februar 2006.
§ 3
Loven gælder ikke for Københavns og Frederiksberg Kommuner, Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at give lejere af beboelsesbygninger på en landbrugsejendom samme beskyttelse som lejere af hus og husrum, jf. lejelovens regler. Lovforslaget skal således dels sikre, at opsigelsesvarslet, hvis udlejer selv skal benytte det lejede, bliver 1 år, dels forhindre, at udlejeren opsiger en lejer, fordi udlejerens personale skal bruge ejendommen. Derved skabes der et tidssvarende regelsæt for adgangen til opsigelse af lejere af landbrugsejendommes beboelsesbygninger.
2. Lovforslagets indhold
Lovforslaget fremsættes med henblik på at ophæve den gældende bestemmelse i landbrugslovens § 28, stk. 3, således at lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger ikke længere kan opsiges med 6 måneders varsel, når boligen ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet ved erhvervelse af ejendomme eller som bolig for personer, der beskæftiges i driften.
I dag kan landmænd ifølge den gældende landbrugslovs § 28, stk. 3, uanset bestemmelserne i lejelovgivningen og uanset, om der i lejeforholdet er fastsat længere varsel, opsige lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger med 6 måneders varsel, når boligen ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet ved erhvervelse af ejendomme eller som bolig for personer, der beskæftiges i driften.
Forslagsstillerne vurderer imidlertid, at tiden er løbet fra bestemmelsen. Før i tiden var det almindeligt, at ansatte på et landbrug boede på ejendommen. Nu er der bedre transportmuligheder, og der er derfor ikke det samme behov for landmanden for at kunne stille en bolig til rådighed for en ansat. Derimod er der behov for, at lejere af boliger på en landbrugsejendom får samme beskyttelse mod opsigelse som andre lejere.
3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne.
6. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige konsekvenser.
8. Høring
Lovforslaget har ikke været sendt i høring.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen
Ingen
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lovforslaget indebærer, at den hidtil gældende bestemmelse i landbrugslovens § 28, stk. 3, ophæves, således at lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger ikke længere kan opsiges med 6 måneders varsel, når boligen ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet ved erhvervelse af ejendomme eller som bolig for personer, der beskæftiges i driften.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2006.
Til § 3
Det foreslås, at loven i lighed med landbrugslovens øvrige bestemmelser ikke gælder for Københavns og Frederiksberg Kommuner, Færøerne og Grønland.
Skriftlig fremsættelse
Bjarne Laustsen (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme. (Ophævelse af særlig adgang til opsigelse af lejere af landbrugsejendommes beboelsesbygninger).
(Lovforslag nr. L 84).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Fremsat den 24. november 2005 af Bjarne Laustsen (S), Mette Gjerskov (S), Lene Hansen (S) og Jens Peter Vernersen (S)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om landbrugsejendomme
(Ophævelse af særlig adgang til opsigelse af lejere af landbrugsejendommes beboelsesbygninger)