Forslag til Lov om ændring af patentloven, ophavsretsloven m.v.\n(Implementering af EU direktiv 2004/48/EF om håndhævelse af intellektuelle rettigheder)

Artikel 1

Genstand

Dette direktiv vedrører de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. I dette direktiv omfatter udtrykket «intellektuelle ejendomsrettigheder» også industrielle ejendomsrettigheder.

Bilag 1

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EØS-relevant tekst)

EU-Tidende nr. L 136 af 30/04/2004 s. 0034 – 0057

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251(2), og

ud fra følgende betragtninger

(1) Virkeliggørelsen af det indre marked forudsætter ophævelse af restriktioner for den frie bevægelighed og forbud mod konkurrenceforvridning, og at der samtidig skabes et gunstigt miljø for innovation og investeringer. I den forbindelse er beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret en væsentlig faktor for et velfungerende indre marked. Beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret er vigtig ikke kun for at fremme innovation og kreativitet, men også for at forbedre beskæftigelsen og konkurrenceevnen.

(2) Beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret bør sikre, at opfindere og produktudviklere kan skaffe sig en rimelig indtægt af deres opfindelser eller frembringelser. Den bør desuden danne grundlag for den videst mulige udbredelse af værker, idéer og ny viden. Samtidig bør den ikke være til hinder for ytringsfriheden, den frie bevægelighed for information eller beskyttelsen af personoplysninger, bl.a. på internettet.

(3) Uden effektive midler til at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder mindskes interessen imidlertid for innovation og kreativitet, og investeringerne vil falde. Det er derfor nødvendigt at sikre, at de materielle regler om intellektuel ejendomsret, der i dag i høj grad henhører under den gældende fællesskabsret, reelt anvendes i Fællesskabet. I den henseende er midlerne til at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder afgørende for et velfungerende indre marked.

(4) I international sammenhæng er alle medlemsstaterne samt Fællesskabet, for så vidt angår de områder, der hører under dets kompetence, bundet af aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder («TRIPs-aftalen» ), der ved Rådets beslutning 94/800/EF(3) blev godkendt inden for rammerne af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi.

(5) TRIPs-aftalen indeholder bl.a. bestemmelser om midler til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der udgør fælles, internationalt gældende regler, som anvendes i alle medlemsstater. Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes internationale forpligtelser, herunder deres forpligtelser i henhold til TRIPs-aftalen.

(6) Der findes herudover internationale konventioner, som alle medlemsstaterne har tiltrådt, og som også indeholder bestemmelser om midler til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Det gælder bl.a. Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret, Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker og Romkonventionen om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender.

(7) De høringer, som Kommissionen har foretaget vedrørende dette spørgsmål, viser, at der til trods for TRIPs-aftalen stadig er store forskelle medlemsstaterne imellem med hensyn til midlerne til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Det varierer således betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden, hvilke regler der gælder for de foreløbige foranstaltninger, der bl.a. træffes for at sikre bevismateriale, for udmåling af erstatning, og for behandling af sager med påstand om at bringe krænkelser af den intellektuelle ejendomsret til ophør. I visse medlemsstater findes der ikke foranstaltninger, procedurer og retsmidler som f.eks. retten til information og tilbagekaldelse for den krænkende parts regning af de omtvistede varer, der er bragt i handelen.

(8) Forskellene mellem medlemsstaternes ordninger for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er til hinder for et velfungerende indre marked og gør det umuligt at sikre, at intellektuelle ejendomsrettigheder nyder ensartet beskyttelse på hele Fællesskabets område. Denne situation fremmer ikke den frie bevægelighed i det indre marked eller skaber et klima til fremme af sund konkurrence mellem virksomhederne.

(9) De nuværende forskelle svækker ligeledes de materielle regler om intellektuel ejendomsret og splitter det indre marked på dette område. Det medfører, at erhvervslivet mister tilliden til det indre marked, og dermed at investeringerne i innovation og kreativitet falder. Krænkelserne af intellektuelle ejendomsrettigheder synes i stigende grad at have forbindelser til den organiserede kriminalitet. Udviklingen i brugen af internettet har skabt mulighed for øjeblikkelig global udbredelse af piratkopier. Effektiv håndhævelse af de materielle bestemmelser om intellektuel ejendomsret, bør sikres ved en specifik fællesskabsaktion. Indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger på dette område er således en væsentlig forudsætning for, at det indre marked fungerer tilfredsstillende.

(10) Formålet med dette direktiv er indbyrdes at tilnærme lovgivningerne med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i det indre marked.

(11) Dette direktiv har ikke til formål at fastsætte harmoniserede regler for retsligt samarbejde, for retternes kompetence, for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, eller at behandle spørgsmålet om, hvilken lov der skal finde anvendelse. Disse områder er omfattet af generelle bestemmelser i fællesskabsretsakter, der i princippet også finder anvendelse på den intellektuelle ejendomsret.

(12) Dette direktiv bør ikke berøre anvendelsen af konkurrencereglerne, særlig traktatens artikel 81 og 82. Foranstaltningerne i dette direktiv bør ikke anvendes til uretmæssigt at begrænse konkurrencen på en måde, der er i strid med traktaten.

(13) Det er nødvendigt at fastlægge så bredt et anvendelsesområde for dette direktiv som muligt for at dække alle de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af fællesskabsbestemmelserne på dette område og/eller af de berørte medlemsstaters lovgivning. Dette er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne, hvis de ønsker det, af hensyn til nationale behov kan udvide bestemmelserne i dette direktiv til at omfatte illoyal konkurrence, herunder piratkopiering og tilsvarende aktiviteter.

(14) Foranstaltningerne i artikel 6, stk. 2, artikel 8, stk. 1 og artikel 9, stk. 2, skal kun være obligatoriske i forbindelse med handlinger, der udføres i kommerciel målestok. Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for at anvende foranstaltningerne også i forbindelse med andre handlinger. Handlinger, der udføres i kommerciel målestok, er handlinger, der udføres med henblik på direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel gevinst; dette udelukker normalt handlinger, der udføres af slutforbrugerne, når de handler i god tro.

(15) Dette direktiv bør ikke berøre de materielle regler om intellektuel ejendomsret, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger(4), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af 13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer(5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked(6).

(16) Bestemmelserne i dette direktiv bør ikke berøre de særlige bestemmelser til håndhævelse af rettigheder og vedrørende undtagelser inden for ophavsret og beslægtede rettigheder, der er fastsat i fællesskabsinstrumenter, herunder især sådanne bestemmelser i Rådets direktiv 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer(7) eller i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet(8).

(17) De foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der fastlægges i dette direktiv, bør i hvert enkelt tilfælde fastsættes på en sådan måde, at der tages behørigt hensyn til det pågældende tilfældes specifikke karakteristika, herunder de særlige egenskaber ved den enkelte intellektuelle ejendomsret, og, når det er relevant, til krænkelsens forsætlige eller ikke-forsætlige karakter.

(18) Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler bør kunne kræves anvendt ikke kun af rettighedshaverne, men også af personer, der i det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med den relevante lovgivning, har en direkte interesse og søgsmålsret, hvilket kan indbefatte faglige organisationer, der skal varetage forvaltningen af rettighederne eller forsvare de kollektive og individuelle interesser, de repræsenterer.

(19) Da ophavsretten gælder fra det øjeblik, et værk er skabt, og ikke forudsætter formel registrering, er det hensigtsmæssigt at følge reglen i Bernerkonventionens artikel 15, hvori der fastsættes en formodning for, at ophavsmanden til et litterært eller kunstnerisk værk er den, hvis navn er anført på værket. En tilsvarende formodning bør gælde for indehaverne af beslægtede rettigheder, da det ofte er indehaveren af en beslægtet ret, som f.eks. en fonogramproducent, der vil forsøge at forsvare rettighederne og bekæmpe piratkopiering.

(20) Da beviser er af altafgørende betydning for at fastslå en krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, bør det sikres, at der reelt er mulighed for at optage, fremlægge og sikre beviser. Procedurerne bør tage hensyn til forsvarets rettigheder og sikre de nødvendige garantier, herunder beskyttelse af fortrolige oplysninger. Hvad angår krænkelser i kommerciel målestok er det også vigtigt, at domstolene i givet fald kan kræve finansielle og kommercielle dokumenter, herunder bankdokumenter, som er under den formodede krænkende parts kontrol, fremlagt.

(21) Der findes i visse medlemsstater andre foranstaltninger, der skal sikre et højt beskyttelsesniveau, og disse bør være til rådighed i alle medlemsstater. Det gælder retten til information, der gør det muligt at indhente præcise oplysninger om de rettighedskrænkende varers eller tjenesteydelsers oprindelse og distributionskanaler samt om identiteten af tredjemænd, der måtte have deltaget i krænkelsen.

(22) Det er også tvingende nødvendigt, at der fastsættes foreløbige foranstaltninger, som omgående kan bringe krænkelsen til ophør uden at afvente en afgørelse vedrørende realiteten, idet dette skal ske under iagttagelse af retten til forsvar, og idet det påses, at de foreløbige foranstaltninger afpasses efter omstændighederne i den konkrete sag, og idet der stilles den nødvendige sikkerhed til dækning af de omkostninger og det tab, der påføres modparten, hvis kravet viser sig at være grundløst. Disse foranstaltninger er især berettigede, når en forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab.

(23) Rettighedshaverne bør, uden at dette berører andre tilgængelige foranstaltninger, procedurer eller retsmidler, have mulighed for at anmode om, at der udstedes påbud over for mellemmænd, hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke rettighedshaverens industrielle ejendomsret. Betingelser og procedurer for sådanne påbud bør fastsættes i medlemsstaternes nationale lovgivning. For så vidt angår krænkelser af ophavsret og beslægtede rettigheder er der allerede i direktiv 2001/29/EF indført en udstrakt grad af harmonisering. Artikel 8, stk. 3, i direktiv 2001/29/EF bør derfor ikke berøres af dette direktiv.

(24) Afhængigt af den enkelte sag, og hvis omstændighederne tilsiger det, bør de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der skal indføres, omfatte prohibitive foranstaltninger med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af de intellektuelle ejendomsrettigheder. Der bør desuden, i givet fald for den krænkendes parts regning, kunne iværksættes korrigerende foranstaltninger, som f.eks. tilbagekaldelse, endelig fjernelse fra handelen eller tilintetgørelse af de rettighedskrænkende varer, og hvis det er relevant, af de materialer og redskaber, der primært har været anvendt til at skabe eller fremstille varerne. Disse korrigerende foranstaltninger bør tage hensyn til tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

(25) I tilfælde, hvor en krænkelse er begået uforsætligt, og der ikke er udvist uagtsomhed, og hvor de i dette direktiv fastlagte korrigerende foranstaltninger eller påbud ville være uforholdsmæssigt bebyrdende, bør medlemsstaterne have mulighed for at bestemme, at der som alternativ i visse tilfælde kan ydes den krænkede part økonomisk kompensation. Hvis den kommercielle anvendelse af plagierede varer eller ydelsen af tjenester imidlertid er i strid med anden lovgivning end lovgivningen om intellektuel ejendomsret eller vil kunne skade forbrugerne, bør den pågældende anvendelse eller tjenesteydelse fortsat være forbudt.

(26) Med henblik på at erstatte det tab, der er påført som følge af en krænkelse begået af en krænkende part, der vidste eller havde rimelig grund til at vide, at hans aktiviteter udgjorde en krænkelse, bør der ved udmålingen af erstatningen til rettighedshaveren tager hensyn til alle relevante aspekter som f.eks. rettighedshaverens tab af fortjeneste eller den krænkende parts uberettigede fortjeneste samt i givet fald det ikke-økonomiske tab, der er påført rettighedshaveren. Hvis det f.eks. er vanskeligt at bestemme størrelsen af det faktiske tab, kan erstatningen alternativt beregnes på grundlag af f.eks. de gebyrer og afgifter, som den krænkende part skulle have betalt, hvis han havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende intellektuelle ejendomsrettighed. Formålet er ikke at indføre en pligt til at fastsætte en erstatning, der har karakter af straf, men at give mulighed for en erstatning på et objektivt grundlag, hvor der samtidig tages hensyn til rettighedshaverens udgifter til f.eks. påvisning og efterforskning af krænkelsen.

(27) Med henblik på yderligere at afskrække en fremtidig krænkende part og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed er det hensigtsmæssigt at offentliggøre afgørelserne i sager om krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

(28) Foruden de civilretlige og administrative foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der fastlægges i dette direktiv, kan strafferetlige sanktioner også i visse tilfælde være et redskab til at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

(29) Erhvervslivet bør deltage aktivt i kampen mod piratkopiering og varemærkeforfalskning. Udarbejdelsen af adfærdskodekser i de kredse, der er direkte berørt af problemerne, udgør et supplement til lovgivningen. Medlemsstaterne bør i samarbejde med Kommissionen tilskynde til udarbejdelse af adfærdskodekser i almindelighed. Kontrollen med fremstillingen af optiske diske, især ved hjælp af en identifikationskode, der påføres diske fremstillet i Fællesskabet, kan medvirke til at begrænse krænkelserne af intellektuelle ejendomsrettigheder i denne sektor, der i høj grad er offer for piratkopiering. Disse tekniske beskyttelsesforanstaltninger bør dog ikke misbruges til at beskytte markederne og forhindre parallelimport.

(30) Med henblik på at fremme den ensartede anvendelse af dette direktiv bør der fastlægges ordninger for samarbejde og udveksling af oplysninger medlemsstaterne imellem og mellem medlemsstaterne og Kommissionen, navnlig ved oprettelse af et net af kontaktpersoner, der udpeges af medlemsstaterne, og ved regelmæssige rapporter, hvori anvendelsen af dette direktiv og effektiviteten af de foranstaltninger, de forskellige nationale organer træffer, evalueres.

(31) Da målet for dette direktiv af de allerede anførte grunde bedst kan gennemføres på fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(32) Dette direktiv er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Direktivet har navnlig til formål at sikre, at den intellektuelle ejendomsret overholdes fuldt ud i overensstemmelse med chartrets artikel 17, stk. 2 -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

§ 1

I patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1136 af 16. november 2004, foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s. 15).«

2. §§ 58 og 59 affattes således

» § 58. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår patentindgreb, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 1

I patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1136 af 16. november 2004, foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s. 15).«

2. §§ 58 og 59 affattes således

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Med forbehold af de midler, der er indført eller kan indføres i fællesskabslovgivningen eller i medlemsstaternes lovgivninger, for så vidt disse midler er gunstigere for rettighedshaverne, finder de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger, procedurer og retsmidler anvendelse i overensstemmelse med artikel 3 på enhver krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder som fastsat i fællesskabsretten og/eller den pågældende medlemsstats nationale ret.

2. Dette direktiv berører ikke de særlige bestemmelser om håndhævelse af rettigheder og undtagelser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen om ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder, særlig direktiv 91/250/EØF, navnlig artikel 7, og direktiv 2001/29/EF, navnlig artikel 2-6 og artikel 8.

3. Dette direktiv berører ikke

a) fællesskabsbestemmelserne med materielle regler vedrørende intellektuel ejendomsret, direktiv 95/46/EF, direktiv 1999/93/EF og direktiv 2000/31/EF i almindelighed, og artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF i særdeleshed

b) medlemsstaternes forpligtelser i henhold til internationale konventioner, navnlig TRIPs-aftalen, herunder forpligtelserne i relation til strafferetlige procedurer og sanktioner

c) medlemsstaternes nationale bestemmelser om strafferetlige procedurer eller sanktioner i forbindelse med krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 2

I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 782 af 30. august 2001, som ændret ved § 4 i lov nr. 451 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s.15).«

2. §§ 43 og 44 affattes således

» § 43. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens varemærkeret, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1-3, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

Stk. 4. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at ansøgningen var indleveret.

Stk. 5. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af denne lov er af væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, medmindre parterne vedtager andet.

§ 2

I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 782 af 30. august 2001, som ændret ved § 4 i lov nr. 451 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s.15).«

2. §§ 43 og 44 affattes således

Artikel 3

Almindelige bestemmelser

1. Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af dette direktiv. Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler skal være fair og rimelige, de må ikke være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende, og de må ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede forsinkelser.

2. Foranstaltningerne og retsmidlerne skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.

Bilag 3

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og Patent- og Varemærkestyrelsens, høringsliste over hørte parter

Activinova

Advokatrådet

Akademiet for De skønne kunster

Akademiet for de Tekniske Videnskaber

Alfa-Laval Fish And Meat Engineering A/S

ALK-Abelló

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Arla Foods

Astma-Allergi Forbundet

AUTIG Autobranchens Industriforening i Danmark

Bager- og Konditormestre i Danmark

Beagle

Bech, Bruun Dragsted Advokatfirma

BFID Brancheforeningen for farmaceutiske

Biodania

Biodynamisk Forbrugersammenslutning

Bioteknologisk Institut

Brancheforeningen for Frø

Brødrene Hartmann A/S

Bryggeriforeningen

Budde, Schou & Ostenfeld A/S

Carlsberg A/S

Chas. Hude A/S

Chr. Hansen A/S

Coloplast A/S

COOP A/S – Centrallaboratoriet

Coop Danmark A/S

DAFFO

DAKO A/S

DAKOFO

Danfoss A/S

Danisco A/S

Danmarks Aktive Forbrugere

Danmarks Apotekerforening

Danmarks Biavlerforening

Danmarks Fiskehandlere

Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening

Danmarks Fiskeriforening

Danmarks Fiskeriundersøgelser

Danmarks Fødevareforskning

Danmarks Frugthandlere

Danmarks Jordbrugsforskning

Danmarks Restauranter og Cafeer

Danmarks Røgeriejerforening

Danmarks Sportsfiskerforbund

Danmarks Tekniske Universitet

Dansk Ægproduktforening

Dansk Akvakultur

Dansk Åleproducentforenings Sekretariat

Dansk Arbejdsgiverforening

Dansk Design Center

Dansk Erhvervsfjerkræ

Dansk Erhvervsfrugtavl

Dansk Erhvervsgartnerforening

Dansk Fødevareråd

Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister

Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri v/adv. Sture Rygaard

Dansk Frøhandler Forening

Dansk Handel & Service

Dansk Handel & Service

Dansk Havbrugerforening

Dansk Industri

Dansk Isindustri

Dansk Kvæg

Dansk Landbrug

Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret

Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953

Dansk Pelsdyravlerforening

Dansk Planteværn

Dansk Slagtefjerkræ

Dansk Supermarked

Dansk Toksikologi Center

Dansk Transport og Logistik

Dansk Varefakta Nævn

Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk Arkitektforening

Danske Frøavlere

Danske Håndværksslagtere

Danske Helsekostforretningers Brancheforening

Danske Læskedrik Fabrikanter

Danske Slagterier

Danske Slagtermestres Landsforening

Danske Svineproducenter

Danske Veterinærhygiejnikeres Organisation (DVO)

Datatilsynet

De Danske Patentagenters Forening

De Samvirkende Købmænd

DEG Dansk Erhvervsgartnerforening

Den danske Brancheorganisation for Vitalmidler

Den Danske Dyrlægeforening

Det Danske Fjerkræråd

Det Økologiske Fødevareråd

Det Økologiske Råd og Selskab

Det Veterinære Sundhedsråd

DFO, Dansk Flavour Organisation

Diabetesforeningen

Direktoratet for FødevareErhverv

Domstolsstyrelsen

Dumex-Alpharma A/S

Durascan Medical Products A/S

Elektronikindustrien

Emballage- og Transportinstituttet

Emballageindustrien

Erhvervs og Byggestyrelsen

Ernæringsrådet

F.L. Smidth & Co. A/S

Ferring A/S

Ferrosan A/S

Ferskvandsfiskeriforeningen

Finansministeriet

Fiskeridirektoratet

FødevareIndustrien

Forbrugerrådet

Foreningen af autoriserede vildtbehandlings virksomheder

Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark

Foreningen af Dagligvaregrossister

Foreningen af Danske Fiskefoderfabrikanter

Foreningen af Danske Havfrøgrossister

Foreningen af Danske Planteforædlere

Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter

Foreningen af Danske Stammeejere af Mark- og Havefrø

Foreningen af Forretningsdrivende i Københavns Kødby

Foreningen af Frugtimportører i Danmark

Foreningen af Frugtvinsfabrikanter i Danmark

Foreningen Af Kommercielle Danske Internet Sites

Foreningen Danske Designere

Foreningen for Biodynamisk Jordbrug

Foreningen for Danmarks Farve- og Lakindustri

Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri

Foreningen Industriel Retsbeskyttelse

Forsvarsministeriet

Frugtindustriforeningen

GN Danavox A/S

Gosh Cosmetics (E. Tjellesen) A/S)

Gribskovsbanens værksted

Grumsens Maskinfabrik A/S

H. Lundbeck A/S

Haldor Topsøe A/S

Håndværksrådet

Håndværksrådet

Hans Harding ApS

Heat Transfer Tønder A/S

Heiden A/S

Helsebranchens Leverandørforening

Hexal A/S

Høiberg ApS

HORESTA

HTS Interesseorganisationen

HTS Interesseorganisationen

Indenrigs- og Sundheds ministeriet

Ingeniørforbundet i Danmark

Ingeniørforeningen i Danmark

International Transport Danmark

Internationalt Patentbureau A/S

Jens Schovsbo

Justitsministeriet

Kaffe- & Teimportørforeningen

Kaj Hansen ApS

Kantineledernes Landsklub

Kartonnage- og bølgepapindustriens arbejdsgiverforening

Københavns Slagtermesterforening

Kødbranchens Fællesråd

Konkurrencestyrelsen

Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening

Kosan Teknova A/S

Kost & Ernæringsforbundet

Kulturministeriet

Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark

KVL

Landboforeningerne

Landbrugsrådet

Landbrugsrådet

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter

Landsforeningen Den Lokale Andel

Landsforeningen til fremme af opfinders rettigheder v. Willy Pedersen

Landskontoret for Heste

Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere

Landsorganisationen i Danmark (LO)

Landsudvalget for Svin

Larsen & Birkeholm A/S

LEGO Holding A/S

LIF, Lægemiddelindustriforeningen

Lindholst & Co. A/S

LK A/S

Løvens Kemiske Fabrik

Mælkeproducenter i Danmark

Magnus Jensens Eftf.

Man B&W Diesel A/S

Mejeriforeningen

MIFU, Margarine Industri Foreningen

Miljøministeriet

Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling

Nærbutikkernes Landsforening

Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet

NeuroSearch A/S

Nilfisk-Advance A/S

NIRO A/S

NKT Research & Innovation A/S

NOAHs Sekretariat

NOPALAX

Novo Nordisk A/S

Novozymes A/S

Nycomed A/S

Øgruppen - Dansk Økologileverandørforening

Økologisk Landsforening

Økonomi- og Erhvervsministeriet

Ole Olsson Rådgivende Civilingeniører ApS

Opfinderforeningen.dk

Organisationen Dansk Aquakultur

Ostehandlerforeningen for Danmark

Oticon A/S

Papirvareindustriens Arbejdsgiverforening

Patentgruppen ApS

Patrade A/S

PCG, Producenter af Komprimerede Gasser

Plantenyhedsnævnet

Plastindustrien i Danmark

Plougmann & Vingtoft A/S

Pressalit A/S

Profa A.m.b.a.

Radiometer Medical A/S

RBF RestaurationsBranchens Forbund

Rockwool International A/S

Sabroe Refrigeration A/S

Sammenslutningen af Danske Fiskeriforeninger

Sammenslutningen af Danske Havne

Sammenslutningen af Danske Ørredeksportører

Sammenslutningen af Danske Sortsejere

Sandel, Løje & Wallberg

ScanFoam Cleaning Equipment ApS

SEDAN

SID, Specialarbejderforbundet i Danmark

SJP Consult

Skandinavisk Tobakskompagni A/S

Slagteriernes Forskningsinstitut

Smithkline Beecham Consumer Health Care

Sø- og Handelsretten

Statens Seruminstitut

TDJ

Teknologirådet

Teknologisk Institut

Udenrigsministeriet

Udvalget for plantesorter og udsæd

Undervisningsministeriet

Unomedical A/S

VELUX Industri A/S

Veterinærmedicinsk Industriforening

Viking Life-Saving Equipment A/S

Vita Care A/S

VSOD

Zacco Danmark A/S

§ 3

I designloven, jf. lov nr. 1259 af 20. december 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 451 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer

1. Som 2. pkt. i fodnoten til lovens titel indsættes

»Loven indeholder desuden bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s.15).«

2. §§ 37 og 38 affattes således

» § 37. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår designindgreb, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 3

I designloven, jf. lov nr. 1259 af 20. december 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 451 af 10. juni 2003, foretages følgende ændringer

1. Som 2. pkt. i fodnoten til lovens titel indsættes

»Loven indeholder desuden bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s.15).«

2. §§ 37 og 38 affattes således

Artikel 4

Personer berettiget til at anmode om anvendelse af foranstaltninger, procedurer og retsmidler

Medlemsstaterne anerkender

a) indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse

b) alle andre personer, der har tilladelse til at anvende disse rettigheder, navnlig licenshavere, i det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse

c) organisationer til kollektiv forvaltning af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er efter reglerne er officielt anerkendt som berettigede til at repræsentere indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder, i det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse

d) faglige interesseorganisationer, der efter reglerne er anerkendt som berettigede til at repræsentere indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder, i det omfang det er muligt efter og i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse

som personer, der kan anmode om anvendelse af de i dette kapitel omhandlede foranstaltninger, procedurer og retsmidler.

Bilag 4

Kulturministeriets høringsliste over hørte parter

Adjunkt Hanne Kirk Deichmann

Advokatrådet

Akademiet for de Skønne Kunster

Akademiet for de Tekniske Videnskaber

Amtsrådsforeningen i Danmark

Antipiratgruppen

Arkitektforbundet

Beskæftigelsesministeriet

Bibliotekarforbundet

Bibliotekslederforeningen

Biblioteksstyrelsen

Billedkunstnernes Forbund

Brancheforeningen for Undervisningsmidler

Brancheorganisationen Forbrugerelektronik

Business Software Alliance

Canal Digital

Copy-Dan

Danmarks Biblioteksforening

Danmarks Biblioteksskole

Danmarks Blindebibliotek

Danmarks Forskningsbiblioteksforening

Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek

Dansk Arbejdsgiverforening

Dansk Artist Forbund

Dansk BiblioteksCenter

Dansk Blindesamfund

Dansk Fagpresse

Dansk Filmfotograf Forbund

Dansk Folkemindesamling

Dansk Folkeoplysnings Samråd

Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri

Dansk Forfatterforening

Dansk Fotografisk Forening

Dansk Galleri Sammenslutning

Dansk Handel og Service

Dansk Industri

Dansk IT

Dansk Journalistforbund

Dansk Kapelmesterforening

Dansk Kommunikationsforening

Dansk Komponistforening

Dansk Kunstnerråd

Dansk Magasinpresses Udgiverforening

Dansk Metalarbejderforbund

Dansk Musikbiblioteksforening

Dansk Musiker Forbund

Dansk Musikforlæggerforening

Dansk Skuespillerforbund

Dansk Solist-Forbund

Danske Arkitektvirksomheder

Danske Billedautorer

Danske Billedkunstneres Fagforening

Danske Dagblades Forening

Danske Dramatikeres Forbund

Danske Døves Landsforbund

Danske Filminstruktører

Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer

Danske Kunsthåndværkere

Danske Mediers Forum

Danske Populærautorer

Danske Reklamebureauers Brancheforening

Danske Skønlitterære Forfattere

Danske Teatres Fællesorganisation

Danske Tegneserieskabere

Danske Uafhængige Pladeselskaber

Datatilsynet

DDJO

De Samvirkende Invalideorganisationer

Den danske Boghandlerforening

Den danske Forlæggerforening

Den Kristne Producent Komite

Det Centrale Handicapråd

Det danske Akademi

Det Danske Filminstitut

Det Kgl. Bibliotek

Det Kgl. Teater

DIFO

Digital Forbruger Danmark

Direktoratet for Kriminalforsorgen

DK 4

Docent Thomas Riis

Domstolsstyrelsen

DR

Døvefilm Video

Film- og Tv-arbejderforeningen

FILMRET

Finansministeriet

Finansrådet

Fonden for Aktive Blinde

Forbrugerrådet

Forenede Danske Antenneanlæg

Foreningen af Arbejderbevægelsens Medievirksomheder

Foreningen af Auktionsledere i Danmark

Foreningen af Billedmedieoversættere

Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter

Foreningen af Danske Sceneinstruktører

Foreningen af Filmudlejere i Danmark

Foreningen af Kommercielle Lokalradio og Tv-stationer

Foreningen af Videogramdistributører i Danmark

Foreningen Danske Designere

Foreningen for Dansk Internet Handel

Forskningsbibliotekernes Chefkollegium

Forsvarsministeriet

Frederiksberg Kommune

Fællesrådet for Autorer

Fællesrådet for Udøvende Kunstnere

Færøernes Hjemmestyre

Grafisk Arbejdsgiverforening

Gramex

Grønlands Hjemmestyre

HK

HORESTA

HTS-I

Håndværksrådet

IFPI Danmark

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

IT-Brancheforeningen

ITEK

Justitsministeriet

Kirkeministeriet

KL

KODA

Kommunernes Skolebiblioteksforening

Konkurrencestyrelsen

Kræftens Bekæmpelse

Kulturarvsstyrelsen

Kulturministeriet Rektorer – KUR

Kunsthandlerforeningen

Kunstrådet

Københavns Kommune

Landsforeningen til bevaring af fotografier og film

Landsorganisationen i Danmark

Lektor Morten Rosenmeier

Lægemiddel Industri Foreningen

Miljøministeriet

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Multi Medie Foreningen

Nordisk Copyright Bureau

Ophavsretligt Forum

Ophavsretslicensnævnet

Ordblinde/Dysleksiforeningen

Organisationen DANSKE MUSEER

Patent- og Varemærkestyrelsen

Phonofile

Piratgruppen

Producentforeningen

Professor Jens Schovsbo

Professor Mads Bryde Andersen

Professor Palle Bo Madsen

Professor Peter Blume

PROSA

Rektorkollegiet

RettighedsAlliancen

Rigsarkivet

Rigsrevisionen

Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer

Sammenslutningen af Danske Scenografer

Sammenslutningen af Lokalarkiver

Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer

Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark

Samrådet for Ophavsret

Skatteministeriet

SKY Radio

Socialministeriet

Solistforeningen af 1921

Speaker- og Indlæserforeningen

Statens Kunstfond

Statens Museum for Kunst

Statsbiblioteket

Statsministeriet

STOP I/S

TDC

Teaterteknikerforbundet

Tegnerne/Tegnerforbundet af 1919

Teknologirådet

Trafikministeriet

TV 2/DANMARK

TvDanmark

UBOD

UBVA

UBVA-sekretariatet

Udenrigsministeriet

Undervisningsministeriet

Viasat

Videnskabsministeriet

Økonomi- og Erhvervsministeriet

§ 4

I lov nr. 778 af 9. december 1987 om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi), foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF om håndhævelse af ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s.15).«

2. §§ 14 og 15 affattes således

» § 14. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en eneret i henhold til denne lov, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 4

I lov nr. 778 af 9. december 1987 om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi), foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF om håndhævelse af ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s.15).«

2. §§ 14 og 15 affattes således

Artikel 5

Formodning om ophavs- eller ejendomsret

Ved anvendelse af de i dette direktiv omhandlede foranstaltninger, procedurer og retsmidler

a) er det, for at ophavsmanden til et litterært eller kunstnerisk værk kan betragtes som ophavsmand og dermed være berettiget til at anlægge sag om krænkelse, indtil det modsatte er bevist, tilstrækkeligt, at den pågældendes navn er anført på værket på sædvanlig måde

b) finder bestemmelserne i litra a) tilsvarende anvendelse på indehavere af ophavsretbeslægtede rettigheder for så vidt angår det beskyttede materiale.

Afdeling 2

Bevismateriale

§ 5

I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 6. juli 2005, foretages følgende ændringer

1. Som nyt punkt i fodnoten til lovens titel indsættes

»Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF om håndhævelse af ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s. 15).«

2. I § 65, stk. 4, indsættes efter ”§§ 3,”: ” 7,”.

3. I § 66, stk. 2, § 67, stk. 2, og § 69, stk. 3, indsættes efter ”§ 2, stk. 2-4, ”: ”§ 7, stk. 1, ”.

4. § 83 affattes således

»§ 83. Den, som forsætligt eller uagtsomt overtræder en af de i §§ 76 og 77 nævnte bestemmelser, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.«

5. § 84 affattes således

»Tilintetgørelse m.v.

§ 5

I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 6. juli 2005, foretages følgende ændringer

1. Som nyt punkt i fodnoten til lovens titel indsættes

»Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF om håndhævelse af ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s.15)«

Artikel 6

Bevismateriale

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at understøtte hans påstande, og som til støtte for sine påstande har angivet bevismateriale, som modparten har kontrol over, kan pålægge modparten at fremlægge det pågældende bevismateriale, under forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes. I forbindelse med dette stykke kan medlemsstaterne fastsætte, at et rimeligt udvalg af et betydeligt antal kopier af et værk eller enhver anden beskyttet genstand af de kompetente retslige myndigheder anses for at være rimeligt bevismateriale.

2. På de samme betingelser træffer medlemsstaterne i tilfælde af en krænkelse i kommerciel målestok de nødvendige foranstaltninger til, at de kompetente retslige myndigheder, når det er hensigtsmæssigt, på begæring af en part kan kræve dokumenter med bankoplysninger samt finansielle og kommercielle oplysninger, som modparten har kontrol over, fremlagt, under forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes.

§ 6

I lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s.15).«

2. Efter § 19 indsættes i kapitel 5

» § 19 a. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en intellektuel ejendomsrettighed inden for lovens område, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 6

I lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer foretages følgende ændringer

1. Som fodnote til lovens titel indsættes

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195 s.15).«

19.---

2. Efter § 19 indsættes i kapitel 5

»§ 19 a. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en intellektuel ejendomsrettighed inden for lovens område, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

Artikel 7

Foranstaltninger til sikring af bevismateriale

1. Medlemsstaterne sikrer, allerede inden behandlingen af en sag vedrørende realiteten påbegyndes, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af en part, der har fremført et rimeligt tilgængeligt bevismateriale til støtte for sin påstand om, at hans intellektuelle ejendomsret er blevet krænket eller vil blive krænket, træffer afgørelse om, at der omgående skal iværksættes effektive foreløbige foranstaltninger med henblik på at sikre det relevante bevismateriale i forbindelse med den påståede krænkelse, under forudsætning af at fortrolige oplysninger beskyttes. Sådanne foranstaltninger kan omfatte en udførlig beskrivelse af de omtvistede varer med eller uden udtagning af prøver eller en beslaglæggelse af disse og, når det er hensigtsmæssigt, af de materialer og redskaber, der har været anvendt i fremstillingen og/eller distributionen af disse varer og af de hertil hørende dokumenter. Disse foranstaltninger træffes om nødvendigt uden at modparten høres, især hvis en forsinkelse vil kunne påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab, eller hvor der foreligger en påviselig risiko for tilintetgørelse af bevismateriale.

Hvis der træffes foranstaltninger til sikring af bevismateriale, uden at modparten høres, underrettes de berørte parter straks efter, at foranstaltningerne er gennemført. En efterfølgende prøvelse under iagttagelse af høringsretten foretages på begæring af de berørte parter, således at det inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan afgøres, hvorvidt disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

2. Medlemsstaterne sikrer, at foranstaltningerne til sikring af bevismateriale kan gøres betinget af, at rekvirenten stiller en tilstrækkelig sikkerhed eller tilsvarende forsikring med henblik på eventuel kompensation af det tab, der påføres rekvisitus, jf. stk. 4.

3. Medlemsstaterne sikrer, at foranstaltningerne til sikring af bevismateriale ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning på begæring af rekvisitus med forbehold af et eventuelt erstatningskrav, hvis rekvirenten ikke inden for en rimelig frist anlægger sag vedrørende realiteten ved den kompetente retslige myndighed; denne frist fastsættes af den retslige myndighed, der anordner foranstaltningerne, hvis det er muligt ifølge medlemsstatens lovgivning, eller, hvis det ikke er tilfældet, inden for en frist på højst 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.

4. Hvis foranstaltningerne til sikring af bevismateriale ophæves eller bortfalder som følge af en handling eller undladelse fra rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende konstateres, at der ikke forelå nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, skal de retslige myndigheder have beføjelse til på begæring af rekvisitus at pålægge rekvirenten at yde rekvisitus passende erstatning for det tab, der er lidt som følge af disse foranstaltninger.

5. Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger med henblik på at beskytte vidners identitet.

Afdeling 3

Ret til information

§ 7

I lov om plantenyheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 1. marts 2001, som ændret ved § 6 i lov nr. 967 af 4. december 2002, foretages følgende ændringer

1. Fodnoten til lovens titel affattes således

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser (EF-Tidende 1998, L 213, s. 13) og bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195, s 15).«

2. Efter § 25 indsættes som ny overskrift

»Straffe- og erstatningsbestemmelser m.m.«

3. Efter § 26 indsættes

» § 26 a. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en sortsejers ret til en plantenyhed, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1 kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 7 gælder også for fremstillere af fotografiske billeder, jf. § 70, og for fremstillere af kataloger m.v., jf. § 71, men ikke for så vidt angår indehavere af de øvrige nærtstående rettigheder i den gældende lovs kapitel 5, det vil sige lyd- og billedproducenter, radio- og tv-virksomheder og udøvende kunstnere.

3.2 Erstatning

3.2.1 Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

Både patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven indeholder bestemmelser om erstatning for krænkelser af eneretten i henhold til de pågældende love.

Ifølge den nuværende § 58 i patentloven har den, som forsætligt eller uagtsomt krænker et patent, pligt til at betale et rimeligt vederlag for udnyttelsen af opfindelsen samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Den krænkede part har efter patentlovens § 58, stk. 1 mulighed for at kræve, at krænkeren betaler et rimeligt vederlag for udnyttelsen af opfindelsen. Vederlagsreglen fortolkes på den måde, at krænkeren altid og som et minimum skal betale en godtgørelse, der svarer til en passende licensafgift. Det vil sige, at rettighedshavers godtgørelse svarer til det beløb, som krænkeren skulle have betalt for en lovlig udnyttelse af patentet. Dette gælder, uanset om der er dokumenteret et tab. Vederlagsreglen kan ses som et udtryk for, at det kan være yderst vanskeligt at dokumentere det lidte tab.

Hvis den krænkede part vælger at kræve kompensation efter vederlagsreglen, kan der desuden kræves erstatning for den yderligere skade, der måtte være lidt. Opgørelsen af det økonomiske tab sker efter dansk rets almindelige erstatningsretlige betingelser. Når krænkelsen er forsætlig eller uagtsom, har den krænkede part krav på at få dækket sit fulde lidte tab. De økonomiske skader, som den krænkede har lidt, vil oftest være afsætningstab, tab på grund af markedsforstyrrelse og interne tab. Såvel afsætningstabet som markedsforstyrrelsen kan være vanskelige at opgøre præcist, og det kan desuden være vanskeligt at dokumentere et tab. En sparsom retspraksis viser, at erstatningen ofte bliver udmålt efter et skøn fra retten.

Hvis den krænkede part vælger at kræve kompensation efter vederlagsreglen samt erstatning for den yderligere skade, kan der kun kræves erstatning på en sådan måde, at der ikke derved opnås dobbelt kompensation for krænkelsen. Den krænkede part kan vælge, om denne vil opgøre tabet præcist efter de almindelige erstatningsretlige regler, eller om der kræves vederlag og herefter erstatning for de yderligere tab, der er lidt.

Der er ingen bestemmelse i patentloven vedrørende godtgørelse for den ikke-økonomiske skade.

Efter patentlovens § 58, stk. 2, er det desuden muligt at kræve erstatning fra krænkeren, selv når denne har været i god tro. Der skal dog foretages et konkret rimelighedsskøn. Da det er sjældent, at der foreligger god tro, spiller denne regel ingen større rolle i praksis på det patentretlige område.

Den nuværende § 43 i varemærkeloven svarer til § 58 i patentloven.

Den nuværende § 37, stk. 1 i designloven svarer til patentlovens § 58, stk. 1. Erstatning for krænkelser foretaget i god tro i henhold til § 37, stk. 2 kan dog ikke overstige den vinding, som krænkeren må antages at have haft.

Den nuværende § 14 i chipsloven svarer til patentlovens § 58, stk. 1. § 14 giver således ikke mulighed for erstatning for krænkelser foretaget i god tro.

3.2.2 Ophavsretsloven

Ifølge den gældende lovs § 83, stk. 1, er den, der krænker ophavsretten til et værk, som er beskyttet efter ophavsretsloven, forpligtet til at udrede et rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Bestemmelsen baserer sig på dansk rets almindelige erstatningsprincipper om, at erstatningen skal udmåles med udgangspunkt i det tab, som den krænkede part har lidt.

Som minimum skal der betales et rimeligt vederlag for udnyttelsen. Ved rimeligt vederlag forstås det honorar, som rettighedshaveren ville have haft krav på, såfremt krænkeren havde fået tilladelse fra rettighedshaveren, det vil sige et sædvanligt honorar eller lignende. Hvis der ikke eksisterer et sædvanligt honorar for eksempel en standardtakst på området, fastsættes vederlaget skønsmæssigt. Det er domstolene, der i sidste ende vurderer, hvad der er et rimeligt vederlag.

Herudover har rettighedshaveren krav på erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført. Domstolene fastsætter erstatningen i tilfælde af en tvist.

Det følger af stk. 2, at der er mulighed for at tilkende rettighedshaveren vederlag og erstatning efter stk. 1 for krænkelser foretaget i god tro i det omfang, det skønnes rimeligt. Summen af vederlaget og erstatningen kan dog ikke overstige den ved krænkelsen indvundne fortjeneste. Det er domstolene, der vurderer, om det er rimeligt at tilkende en erstatning i disse tilfælde.

Ifølge stk. 3 har en ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade i tilfælde, hvor en krænker har handlet forsætligt eller uagtsomt. Lyd- og billedproducenter, radio- og tv-virksomheder og fremstillere af kataloger m.v. er ikke omfattet af stk. 3. Betaling af godtgørelse er efter ordlyden af bestemmelsen i princippet obligatorisk.

Ifølge retspraksis er det uklart, om der efter gældende ret kan tilkendes godtgørelse for ikke-økonomisk skade til juridiske personer, for eksempel et pladeselskab eller en tv-virksomhed, men det er lagt til grund i flere domme.

3.2.3 Fødevareloven

Hverken i den gældende lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven) eller i lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer, som forventes sat i kraft 1. januar 2006, er der bestemmelse om, at den som forsætligt eller uagtsomt krænker en intellektuel ejendomsrettighed har pligt til at betale et rimeligt vederlag for udnyttelsen af en sådan rettighed samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Hidtil har sådanne sager derfor skullet afgøres efter enten dansk rets almindelige erstatningsregler eller anden lovgivning, herunder varemærkeloven og fællesmærkeloven (lov nr. 342 af 6. juni 1991).

3.2.4 Lov om plantenyheder

Den gældende lov om plantenyheder indeholder ikke bestemmelser om betaling af erstatning for krænkelse af forædlerrettigheder, der har dansk sortsbeskyttelse, herunder betaling af erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Hvis en sortsejer lider et tab som følge af manglende overholdelse af reglerne, vil denne efter dansk rets almindelige erstatningsregler kunne søge om erstatning hos skadevolder. Der er ingen særskilt bestemmelse i lov om plantenyheder vedrørende godtgørelse for den ikke-økonomiske skade.

3.3 Korrigerende foranstaltninger

3.3.1 Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

Både patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven indeholder bestemmelser, hvorefter retten, til forebyggelse af yderligere misbrug, har mulighed for at træffe bestemmelser i forhold til krænkende produkter m.v. Disse bestemmelser sikrer, at en krænker, der ved dom forbydes at fortsætte med den krænkende adfærd, ikke har mulighed for at begå yderligere krænkelser. Bestemmelserne kan anvendes, selvom krænkeren er i god tro.

I henhold til patentlovens § 59 kan retten, i det omfang det skønnes rimeligt, træffe bestemmelser til forebyggelse af yderligere misbrug af produkter, der er fremstillet i henhold til en patenteret opfindelse. Dette gælder også over for de apparater, redskaber eller andet, hvis udnyttelse vil indebære en krænkelse af et patent.

Efter den gældende bestemmelse kan retten træffe bestemmelse om en hvilken som helst foranstaltning, der forebygger misbrug. I bestemmelsen nævnes eksempler på foranstaltninger, nemlig ændring af en genstand, tilintetgørelse eller udlevering til den forurettede mod vederlag. Der er dog ikke tale om en udtømmende opregning.

Hvis en genstand, der udgør en krænkelse af et patent, er erhvervet i god tro, og den pågældende erhverver ikke selv har krænket patentet, kan retten efter den gældende bestemmelse ikke træffe foranstaltninger i forhold til den pågældende genstand. Bestemmelsens anvendelsesområde er forholdsvist snævert, da betingelserne for anvendelsen kun kan anses for at være opfyldt, hvis en genstand er erhvervet i god tro, og personen eksempelvis har udført en handling i ikke-erhvervsmæssigt øjemed eller i forsøgsøjemed efter patentlovens § 3, stk. 3, nr. 1 og 3.

Herudover findes der i den gældende bestemmelse i patentlovens § 59, stk. 2 en undtagelse, hvorefter retten, når ganske særlige grunde foreligger, kan give tilladelse til udnyttelse af de produkter m.v., der udgør en patentkrænkelse mod et rimeligt vederlag til rettighedshaver. De ganske særlige grunde kan være situationer, hvor tilintetgørelse eller lignende vil være en samfundsmæssig urimelig foranstaltning eller hvor udlevering mod vederlag vil belaste rettighedshaverens økonomi i uforholdsmæssigt omfang.

I henhold til varemærkelovens § 44 kan retten træffe bestemmelse om en hvilken som helst foranstaltning, der forebygger misbrug. I bestemmelsen nævnes eksempler på foranstaltninger, nemlig fjernelse af de ulovligt anbragte varemærker, tilintetgørelse og udlevering til den forurettede mod eller uden erstatning. Der er dog ikke tale om en udtømmende opregning, og andre relevante foranstaltninger kunne være nedtagelse eller ændring af facadeskiltning, nedlukning af den server, der er vært for en krænkende hjemmeside og tilbagekaldelse af produkter. Reglen i varemærkeloven finder navnlig anvendelse i sager om deciderede varemærkekrænkelser.

Den nuværende § 38 i designloven svarer stort set til patentlovens § 59. Dog er der i designloven tale om en udtømmende opregning, idet retten kun har mulighed for at træffe bestemmelse om, at det krænkende produkt skal ændres på en nærmere angiven måde, tilintetgøres eller udleveres til den forurettede mod vederlag. Ligesom i patentlovens § 59 kan retten efter designlovens § 38, stk. 1, 2. pkt. ikke træffe foranstaltninger over for produkter, der er erhvervet i god tro af en person, der ikke har begået designindgreb. Herudover findes der i designlovens § 38, stk. 2 en undtagelse, der svarer til patentlovens § 59, stk. 2.

I henhold til chipslovens § 15 kan retten træffe bestemmelser om, at ulovligt fremstillede eksemplarer af topografien eller halvlederprodukter, der er fremstillet ved hjælp af topografien, skal ændres på en nærmere angiven måde, tilintetgøres eller udleveres til den forurettede, eventuelt mod et vederlag. Herudover findes der i § 15, stk. 2, en undtagelse, der svarer til patentlovens § 59, stk. 2 og designlovens § 38, stk. 2.

3.3.2 Ophavsretsloven

Den gældende lovs § 84, stk. 1, giver mulighed for ved dom at inddrage ulovligt fremstillede eksemplarer til fordel for den forurettede eller overdrage disse til den forurettede mod betaling af et vederlag, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne.

Ved inddragelse får rettighedshaveren eksemplarerne udleveret vederlagsfrit. Ved overdragelse skal rettighedshaveren betale et beløb, der ikke må overstige fremstillingsomkostningerne. Ifølge bemærkningerne til ophavsretsloven fra 1961 er det op til domstolens vurdering, om der skal ske inddragelse eller overdragelse.

Det følger af stk. 2, 1. pkt., at retten kan bestemme, at de ulovlige eksemplarer tilintetgøres eller på anden måde gøres uanvendelige til ulovlig brug. Ifølge stk. 2, 2. pkt., kan retten endvidere tillade, at de ulovlige eksemplarer gøres tilgængelige for almenheden, hvis det skønnes rimeligt under hensyn til eksemplarernes kunstneriske eller økonomiske værdi eller omstændighederne i øvrigt. Der skal i så fald betales erstatning og godtgørelse til rettighedshaveren.

Brug af foranstaltningerne i den gældende § 84 forudsætter, at der er tale om krænkelser af ophavsretten til værker efter §§ 2 og 3 eller frembringelser og præstationer, der beskyttes efter §§ 65-71, eller om overtrædelse af §§ 73-75 om titelbeskyttelse, signering og droit moral, § 77 om import af ulovlige eksemplarer eller af § 61, stk. 2, om testamentariske forskrifter.

Ifølge § 84, stk. 3, gælder § 84, stk. 1 og 2, også for tryksatser, klicheer, forme og andet, som kan tjene til ulovlig fremstilling eller brug af værket eller frembringelsen.

Bestemmelsen gælder ikke for tekniske foranstaltninger efter §§ 75 b og 75 c. Tekniske foranstaltninger efter § 75 c, stk. 2, kan konfiskeres efter straffelovens § 75, hvis de findes ulovlige.

Bestemmelsen er ikke begrænset til krænkelser begået i erhvervsmæssigt øjemed.

Foranstaltningerne kan også anvendes over for krænkere i god tro, dog ikke i forhold til personer, der i god tro har erhvervet kopier til privat brug i henhold til privatkopieringsreglen i § 12, stk. 1, eller som i god tro har fremstillet eksemplarer på baggrund af et ulovligt forlæg efter ophavsretslovens § 11, stk. 3. Det følger af den gældende bestemmelse i § 84, stk. 4.

Det følger af § 84, stk. 5, at bygninger ikke kan kræves inddraget, tilintetgjort m.v.

Ifølge lovmotiverne til 1995-loven kan foranstaltningerne efter § 84 ikke pålægges under en fogedforbudssag, men alene ved endelig dom.

Indholdsmæssigt har den gældende lovs § 84 på nogle punkter grænseflader til bestemmelserne om beslaglæggelse i retsplejeloven. Det gælder navnlig foranstaltningen om ”inddragelse” af ulovligt fremstillede eksemplarer i § 84, stk. 1. Beslaglæggelse i civile sager kan efter retsplejeloven alene foretages som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterialretligheder m.v. efter retsplejelovens kap. 57 a og ved overtrædelse af et nedlagt fogedforbud efter retsplejelovens § 645, stk. 2. Beslaglæggelsesreglerne i retsplejeloven gælder – i modsætning til den gældende ophavsretslovs § 84 – kun i forbindelse med fogedsager, og sådanne beslaglæggelser skal således altid følges op af en justifikationssag.

3.3.3 Fødevareloven

Hverken i den gældende lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer m.m. (fødevareloven) eller i lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer, som forventes sat i kraft 1. januar 2006, er der bestemmelse til forebyggelse af yderligere misbrug af produkter, der er fremstillet i strid med en intellektuel ejendomsrettighed.

3.3.4 Lov om plantenyheder

Den nugældende lov om plantenyheder indeholder ikke bestemmelser om forebyggelse af yderligere misbrug af en beskyttet plantenyhed. Det samme gør sig gældende med hensyn til plantenyheder, der er beskyttet efter forordning om EF-sortsbeskyttelse.

3.4 Offentliggørelse af domme

Gældende dansk ret indeholder ikke en bestemmelse om offentliggørelse af domme på det immaterialretlige område.

Der findes sammenlignelige regler på få andre områder i dansk ret.

Eksempelvis følger det af straffelovens § 273, stk. 2, at retten kan bestemme, at den, der dømmes for ærekrænkelser, kan forpligtes til at betale et beløb til den krænkede part for de omkostninger, der er forbundet med offentliggørelse af hele dommen eller konklusionen i dommen. Det er den krænkede part, der selv skal sørge for offentliggørelsen.

I medieansvarsloven § 54 er der hjemmel til at dømme et massemedie til at offentliggøre en dom eller en del heraf i de tilfælde, hvor massemediet er idømt straf, erstatning eller mortifikation for indholdet af et medie. Pligten til at offentliggøre dommen påhviler redaktøren. Offentliggørelsen skal ske uden vederlag til krænkeren og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

Som almindelig regel kan domme i civilretlige sager frit offentliggøres i deres helhed. Der findes dog regler, der begrænser denne adgang, for eksempel i straffelovens § 264 d om beskyttelse af privatlivets fred og reglerne i persondataloven om behandling af personoplysninger.

Straffelovens § 264 d om krænkelse af privatlivets fred regulerer videregivelse (og dermed også offentliggørelse) af oplysninger om en andens personlige forhold. Bestemmelsen forbyder uberettiget videregivelse. Den gælder både fysiske og private juridiske personer.

Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) gælder for elektronisk behandling af persondata og for ikke-elektronisk behandling af persondata, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. § 1, stk. 1, det vil sige at persondataloven gælder for eksempel ved offentliggørelse af personoplysninger i elektronisk form, eksempelvis på internettet.

Omfattet er såvel offentlige myndigheder og private virksomheder, foreninger og fysiske personer. Persondataloven indeholder regler for behandling, herunder videregivelse og offentliggørelse af personoplysninger. Personoplysninger omfatter enhver form for information om en identificerbar fysisk person.

Persondatalovens § 6 regulerer, hvornår behandling af ikke-følsomme oplysninger, som for eksempel navn, adresse, telefonnummer, e-mail, må ske. § 6 indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor behandling må ske. Af betydning for privates offentliggørelse af domme i elektronisk form er navnlig bestemmelsen i stk. 1, nr.1, om udtrykkeligt samtykke fra den person, oplysningerne angår og bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, om, at behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.

Følsomme oplysninger i persondatalovens §§ 7 og 8 som for eksempel oplysninger om seksuelle eller strafbare forhold, racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, er underlagt skrappere betingelser for behandling. Udgangspunktet er, at følsomme personoplysninger i domme ikke vil kunne offentliggøres i elektronisk form, medmindre der foreligger et udtrykkeligt samtykke fra den person, oplysningerne angår, det vil sige krænkeren eller rettighedshaveren, eller den pågældende selv tidligere har offentliggjort oplysningerne, eller - for privates vedkommende - hvis offentliggørelsen er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

4 Lovforslagets indhold

4.1 Indledning

Med lovforslaget gennemføres de nødvendige ændringer til gennemførsel af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder på det immaterialretslige område.

Lovforslaget indeholder således ændringer af patentloven, varemærkeloven, designloven, chipsloven, ophavsretsloven, fødevareloven og lov om plantenyheder. Lovforslaget medfører ikke grundlæggende ændringer i de nævnte immaterielle love. Der er tale om ændringer i erstatningsbestemmelsen og bestemmelsen om korrigerende foranstaltninger (inddragelse, tilintetgørelse mv.). Endvidere medfører direktivet en nyskabelse på det immaterialretlige område ved indførelsen af en bestemmelse, der gør det muligt for retten at bestemme, at domme der fastslår en krænkelse af immaterielle rettigheder, skal offentliggøres for krænkerens regning. Endvidere er der tale om ændringer i ophavsretslovens formodningsregel om, hvem der er indehaver af ophavsretten.

4.2 Formodning for ophavsrettens indehaver

4.2.1 Ophavsretsloven

Direktivets art. 5 nødvendiggør, at den gældende formodningsregel i § 7 udvides til også at gælde for udøvende kunstnere, lyd- og billedproducenter samt radio- og tv-virksomheder.

Som konsekvens heraf har den gældende bestemmelse i 85, stk. 3, som er en formodningsregel om, hvem der er producent til et filmværk, ikke længere en selvstændig betydning. Det foreslås derfor, at § 85, stk. 3, ophæves.

§ 7, stk. 2, om, at der er en formodning for, at udgiveren eller forlæggeren repræsenterer ophavsmandens rettigheder i de tilfælde, hvor ophavsmandens navn ikke er påført et udgivet værk m.v., er ikke omfattet af direktivet. Efter Kulturministeriets opfattelse er § 7, stk. 2, ikke efter sit indhold naturligt møntet på juridiske personer. Derfor stilles der ikke forslag om, at lade § 7, stk. 2, finde tilsvarende anvendelse i forhold til lyd- og billedproducenter samt radio- og tv-virksomheder.

Forslaget medfører ingen ændringer af den gældende lovs § 7, der er i overensstemmelse med direktivteksten.

Forslaget gælder for både erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige krænkelser.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 2 og 3 (§ 65, stk. 4, § 66, stk. 2, § 67, stk. 2 og § 69, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

4.3 Erstatning

4.3.1 Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

Det foreslås, at erstatningsbestemmelserne i patentlovens § 58, varemærkelovens § 43, designlovens § 37 og chipslovens § 14 ændres således, at hovedlinjerne i de gældende bestemmelser med en kombination af et rimeligt vederlag og erstatning for yderligere skade bibeholdes. I overensstemmelse med direktivet foreslås dog enkelte ændringer, herunder opregningen i forslagets stk. 2 af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen, samt en mulighed for retten til at fastsætte en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Efter forslagets stk. 1, nr. 1 skal krænkeren betale et rimeligt vederlag. Vederlaget fastsættes af retten til et beløb, der som minimum svarer til det vederlag, som den krænkede part skulle have betalt, hvis denne havde fået tilladelse til udnyttelsen. Udtrykket vederlag kendes allerede fra de gældende bestemmelsers i stk. 1 om betaling af et ”rimeligt vederlag”.

De kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen i stk. 1, nr. 2, er opregnet i forslagets stk. 2. Erstatningen skal, i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper, fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn til alle relevante elementer i sagen, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Muligheden for at tage hensyn til den krænkende parts fortjeneste udgør et helt nyt element i forhold til de almindelige principper i dansk erstatningsret. Det nye kriterium kan eventuelt få betydning for erstatningens størrelse, idet det kan bevirke, at rettighedshaver i visse tilfælde vil kunne få en erstatning, der er større end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes, at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste, giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet krænkerens uberettigede fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket en indehaver af en intellektuel ejendomsrettighed, der indehaves af en person eller virksomhed med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

De gældende bestemmelser i patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven indeholder ikke nogen særskilt hjemmel til at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske og derved eksempelvis yde en godtgørelse for ikke-økonomisk skade, som den krænkede part måtte have lidt. Til gennemførsel af direktivet foreslås det som en konsekvens heraf, at en sådan mulighed indføres i de pågældende loves erstatningsbestemmelser i stk. 3. Muligheden for at tage hensyn til den ikke-økonomiske skade medfører, at der vil kunne ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor kopiprodukter er af så ringe kvalitet, at disse anses for skadelige for indehaveren af en rettighed i ideel henseende.

Det er blevet overvejet, hvorvidt de gældende bestemmelser i patentlovens § 58 stk. 2, varemærkelovens § 43, stk. 2, designlovens § 37, stk. 2, om erstatning for krænkelser foretaget i god tro, skal opretholdes. En bestemmelse, der medfører erstatning i tilfælde, hvor krænkeren er i god tro, harmonerer ikke med de gældende erstatningsretlige principper om, at et erstatningskrav alene kan pålægges over for den, der har handlet uagtsomt eller forsætligt. Bestemmelserne ses heller ikke at være anvendt i praksis. Ifølge direktivet er det frivilligt for medlemsstaterne, om de ønsker at indføre erstatning for krænkelser foretaget i god tro. På denne baggrund foreslås det, at de gældende bestemmelser om god tro ophæves.

Som en konsekvens af at god tros erstatningen i patentlovens § 58, stk. 2, foreslås ophævet foreslås det endvidere, at den gældende bestemmelse i § 60, stk. 2 ændres. Det fremgår af denne bestemmelse, at hvis en krænkelse foregår før bekendtgørelse om patentets meddelelse, skal der kun betales erstatning i det i § 58, stk. 2 angivne omfang. Henvisningen til § 58, stk. 2 betyder, i henhold til betænkning 1963:6, at der i denne periode kun skal betales erstatning i samme omfang, som ved krænkelser foretaget i god tro. Det vil sige, at der kun skal betales erstatning i det omfang, det skønnes rimeligt. Derimod er henvisningen til § 58, stk. 2 ikke en henvisning til, at krænkelserne for at berettige erstatning, skal ske i god tro. Det foreslås herefter, at henvisningen i § 60, stk. 2 til § 58, stk. 2 slettes, og at det i stedet præciseres, at der i den pågældende periode udelukkende skal betales erstatning i det omfang, det skønnes rimeligt.

Endelig foreslås det, at patentlovens § 83, stk. 2, sidste punktum, der vedrører den provisoriske beskyttelse for en europæisk patentansøgning, tilsvarende ændres således, at henvisningen til § 58, stk. 2 slettes, og at det i stedet præciseres, at der i den pågældende periode udelukkende skal betales erstatning i det omfang, det skønnes rimeligt.

Som en konsekvens af at god tros erstatningen i designlovens § 37, stk. 2 foreslås ophævet, foreslås det endvidere, at den gældende bestemmelse i designlovens § 39, 3. pkt. ændres. Det fremgår af denne bestemmelse, at hvis en krænkelse foregår, før akterne i en ansøgning er gjort tilgængelige for enhver, skal der kun betales erstatning i det i § 37, stk. 2 angivne omfang. Henvisningen til § 37, stk. 2 betyder, at der i denne periode kun skal betales erstatning i samme omfang, som ved krænkelser foretaget i god tro. Det vil sige, at der kun skal betales erstatning, hvis krænkeren har haft en vinding, og i det omfang det skønnes rimeligt, dog ikke udover den vinding, som den pågældende må antages at have haft ved designindgrebet. Det foreslås herefter, at henvisningen i § 39, 3. pkt., til § 37, stk. 2 slettes, og at det i stedet præciseres, at der i den pågældende periode udelukkende skal betales erstatning i det omfang, det skønnes rimeligt, dog ikke ud over den vinding som krænkeren må antages at have haft ved designindgrebet.

4.3.2 Ophavsretsloven

Direktivet nødvendiggør ændringer af den gældende lovs § 83.

Forslaget gælder for både erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige krænkelser.

Direktivet er ikke ganske klart med hensyn til opdelingen af erstatningsfastsættelsen i to modeller, jf. art. 13, stk. 1, litra a og b. Det foreslås derfor at bibeholde hovedlinjerne i den gældende § 83, stk. 1 og 3, med en kombination af et rimeligt vederlag og erstatning for yderligere skader samt godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Der foreslås dog enkelte ændringer, der følger af direktivet, nemlig for så vidt angår indførelse af nyt kriterium om krænkerens uberettigede fortjeneste og udvidelsen af godtgørelsesbestemmelsen til juridiske personer. Opregningen af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatning, fremgår af forslagets stk. 2 og er ny.

Efter forslagets stk.1 skal krænkeren betale et rimeligt vederlag. Vederlaget fastsættes ud fra de samme kriterier som efter gældende ret i § 83, stk. 1. Herudover har den forurettede krav på erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen har medført.

De kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen, er opregnet i forslagets stk. 2. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn til alle relevante elementer, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste. Kriteriet om krænkerens uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til den gældende § 83 og gældende erstatningsretlige principper i dansk ret. Dette kriterium vil således kunne indgå i beregningen af erstatningen på lige fod med andre kriterier, som for eksempel den forurettedes tabte fortjeneste. Det betyder, at der er mulighed for en friere vurdering af fastsættelsen af det lidte tab – og dermed erstatningens størrelse – fordi man også kan lægge vægt på krænkerens fortjeneste.

Det er domstolene, der fastsætter den samlede erstatning efter en helhedsvurdering af alle relevante elementer, eventuelt skønsmæssigt. Derfor vil der formentlig ikke være tale om, at rettighedshaveren kan få erstatning, der dækker summen af rettighedshaverens fulde tab og krænkerens fortjeneste krone-til-krone. Men krænkerens fortjeneste kan være større end den forurettedes lidte tab; det har domstolene mulighed for at tage hensyn til ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse.

Forslagets stk. 3 giver mulighed for, at der ud over erstatning kan fastsættes en godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, som rettighedshaveren har lidt. Bestemmelsen kendes fra gældende ret i § 83, stk. 3. Direktivet nødvendiggør imidlertid, at den gældende bestemmelse udvides til også at omfatte lyd- og billedproducenter, jf. §§ 66 og 67, radio- og tv-virksomheder, jf. § 69, og fremstillere af kataloger m.v., jf. § 71. Det er en betingelse for godtgørelse, at der foreligger et retsstridigt forhold.

Det foreslås, at godtgørelsen gøres ikke-obligatorisk i lighed med direktivet og i lighed med, hvad der er foreslået i de øvrige immaterialretlige love. Det betyder en ændring af den gældende § 83, stk. 3, der i princippet er obligatorisk, men det vil samtidig være i overensstemmelse med retspraksis, hvorefter der dels skal foreligge et ansvarsgrundlag, dels en skadevirkning.

Kulturministeriet har overvejet, om den gældende bestemmelse i § 83, stk. 2, om betaling af en rimelighedserstatning i tilfælde, hvor krænkeren er i god tro , skal opretholdes. Bestemmelsen harmonerer ikke med gældende erstatningsretlige principper om, at et erstatningskrav alene kan pålægges over for den, der har handlet uagtsomt eller forsætligt. Endvidere ses den gældende bestemmelse om god tros-erstatning ikke anvendt i trykt retspraksis siden 1985. I de ganske få domme, der er afsagt før da, er det små beløb, som retten har fastsat. Hertil kommer et hensyn til private personer i modsætning til de professionelle aktører. Erstatningsbestemmelsen er ikke kun møntet på erhvervsmæssige eller kommercielle krænkelser af ophavsretten, men omfatter også private personers krænkelser. Disse personer har ikke altid de samme muligheder som en professionel aktør for at gennemskue, om og hvornår der er tale om krænkelser. Endvidere er det også formålet at skabe ensartethed med de øvrige immaterialretslove, hvor bestemmelsen tillige foreslås at udgå. Som følge heraf anser Kulturministeriet det for uhensigtsmæssigt at bibeholde en regel om erstatning i tilfælde, hvor krænkeren er i god tro. På denne baggrund – og da direktivet på det punkt er fakultativt – foreslås det, at den gældende § 83, stk. 2, ophæves.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 4 (§ 83), og bemærkningerne hertil.

4.3.3 Fødevareloven

I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at der i lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer, som § 19 a indsættes en erstatningsbestemmelse, der giver mulighed for, at retten kan fastsætte et rimeligt vederlag for udnyttelsen og en erstatning for yderligere skade samt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Med hensyn til beskrivelsen af forslagets indhold til denne bestemmelse kan der henvises til punkt 4.3.1 om de tilsvarende bestemmelser i patentloven m.v.

4.3.4 Lov om plantenyheder

I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at der er i lovbekendtgørelse nr. 145 af 1. marts 2001, som ændret ved § 6 i lov nr. 967 af 4. december 2002 om plantenyheder, som § 26 a indsættes en erstatningsbestemmelse, der giver mulighed for, at retten kan fastsætte et rimeligt vederlag for udnyttelsen og en erstatning for yderligere skade samt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Med hensyn til beskrivelsen af forslagets indhold til denne bestemmelse kan der henvises til punkt 4.3.1 om de tilsvarende bestemmelser i patentloven m.v.

4.4 Korrigerende foranstaltninger

4.4.1 Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

Bestemmelserne om korrigerende foranstaltninger i patentlovens § 59, varemærkelovens § 44, designlovens § 38 og chipslovens § 15 foreslås herefter ændret således, at de klart omfatter direktivets ordlyd.

I den forbindelse foreslås det, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelserne i forslagets stk. 1 til bestemmelserne herom i de pågældende love.

Der er tale om et minimumsdirektiv, og medlemsstaterne kan således vælge at lade bestemmelserne omfatte yderligere foranstaltninger end de, der er nævnt i direktivteksten. Det foreslås derfor, at det i ordlyden til bestemmelserne tydeliggøres, at disse bestemmelser ikke er udtømmende i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i patentloven og varemærkeloven. Det foreslås desuden, at de foranstaltninger, der fremgår af de gældende bestemmelser i patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven, fortsat fremgår direkte af teksten. I patentloven foreslås det således, at ”ændring af genstanden på nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” fortsat fremgår direkte af teksten. I varemærkeloven foreslås det, at ”fjernelse af de ulovligt anbragte varemærker” og ”udlevering til den forurettede” fortsat fremgår af teksten. I designloven foreslås det, at ”ændring af designet på nærmere angiven måde” og ”udlevering til den forurettede” fremgår direkte af teksten. I chipsloven foreslås det, at ”ændring af topografien eller halvlederprodukter, der er fremstillet ved hjælp af topografien på en nærmere angiven måde” og ”udlevering til den forurettede” fortsat fremgår af teksten. I forbindelse med ”udlevering til den forurettede” foreslås det, at der ikke længere skal betales et vederlag/betales en erstatning til krænkeren ved udlevering til den forurettede. Opretholdelse af dette vederlag vil være i strid med direktivet, da det fremgår af art. 10, at foranstaltningerne skal ske uden nogen form for godtgørelse til krænkeren.

Til gennemførsel af direktivet foreslås det i stk. 2, at det præciseres, at foranstaltningerne efter stk. 1 ligeledes kan finde anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til fremstilling af produkter, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed. For så vidt angår patentloven foreslås det endvidere, at ”apparater” indgår i overensstemmelse med den nuværende bestemmelse.

Forslaget indfører en ny bestemmelse i stk. 3 i bestemmelserne i de pågældende love om, at foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning. Forslaget gennemfører art. 10, stk. 2, som medlemsstaterne har pligt til at indføre. Bestemmelsen kendes ikke i gældende ret på det immaterialretslige område.

Det foreslås at gennemføre direktivet art. 10, stk. 3 om proportionalitetsbetragtningen stort set ordret i patentlovens § 59, stk. 4, varemærkelovens § 44, stk. 4, designlovens § 38, stk. 4 og chipslovens § 15, stk. 4. Retten skal således ved en dom om korrigerende foranstaltninger tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Det foreslås herefter, at de gældende bestemmelser i patentlovens § 59, stk. 1, sidste pkt., og designlovens § 38, stk. 1, sidste pkt., ophæves. Dette skyldes, at man ikke kan opretholde bestemmelser, hvorefter retten kan undlade at træffe foranstaltninger over for tredjemand, der i god tro har erhvervet en genstand, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed. Det vil dog, efter forslagets stk. 4 til bestemmelserne i patentloven og designloven, fortsat være muligt ved behandlingen af en begæring om korrigerende foranstaltninger at tage hensyn til forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro. Der vil således være en forskel i forhold til de gældende bestemmelser, idet retten med ændringen kan træffe de pågældende foranstaltninger over for sådanne personer under hensyntagen til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser. Det kan således ikke afvises, at der i den konkrete situation vil kunne træffes foranstaltninger over for en tredjemand i god tro.

Ifølge direktivets art. 12 er det, når det er hensigtsmæssigt, muligt for medlemsstaterne at indsætte bestemmelser om alternative foranstaltninger. Det kan således bestemmes, at der i stedet for eksempelvis korrigerende foranstaltninger sker en betaling til den forurettede rettighedshaver af en kontant godtgørelse.

I de gældende bestemmelser i patentlovens § 59, stk. 2, designlovens § 38, stk. 2 og chipslovens § 15, stk. 2 findes der en mulighed for, at retten kan give tilladelse til, at den krænkende part kan råde over den krænkende genstand mod betaling af et rimeligt vederlag, når ganske særlige grunde foreligger. De gældende bestemmelser er tiltænkt anvendt i meget begrænset omfang. For så vidt angår bestemmelsen i patentloven er bestemmelsen tiltænkt de situationer, hvor eksempelvis tilintetgørelse eller lignende vil være samfundsmæssigt urimeligt samt de situationer, hvor udlevering til den forurettede mod vederlag ikke er hensigtsmæssig for den forurettede af økonomiske grunde.

Efter direktivets art. 12 kræves det, at den krænkende part har handlet i god tro, at de pågældende foranstaltninger efter art. 10 vil skade den krænkende part uforholdsmæssigt meget, og at en kontant godtgørelse til den forurettede rettighedshaver forekommer tilfredsstillende. Det fremgår desuden af betragtning nr. 25, at hvis den kommercielle anvendelse af plagierede varer eller ydelsen af tjenester er i strid med anden lovgivning end lovgivningen om intellektuel ejendomsret eller vil kunne skade forbrugerne, bør den pågældende anvendelse eller tjenesteydelse fortsat være forbudt.

De alternative foranstaltninger i art. 12 er kun tiltænkt anvendt, hvis kriterierne i denne bestemmelse respekteres. Til gennemførsel af direktivets art. 12 i patentloven, designloven og chipsloven foreslås det herefter, at de gældende undtagelsesbestemmelser ophæves, og at der i stedet for indsættes en ny bestemmelse i stk. 5 i de pågældende love, der i lighed med direktivets bestemmelse giver retten mulighed for at undlade at træffe korrigerende foranstaltninger og i stedet meddele tilladelse til at råde over de krænkende produkter mod et rimeligt vederlag, når kriterierne i direktivet er opfyldt.

4.4.2 Ophavsretsloven

Forslaget indebærer en omfattende revision af den gældende lovs § 84. § 84 er – bortset fra en mindre ændring i stk. 4 i 2001-loven – ikke ændret siden 1961-loven.

Forslaget gælder for både erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige krænkelser.

Det foreslås, at gennemføre foranstaltningerne i direktivets art. 10, stk. 1, i § 84, stk. 1 , for at sikre, at bestemmelsen klart omfatter de foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handelen”, ”endelig fjernelse fra handelen” og ”tilintetgørelse”, samt for at indføre et mere tidssvarende sprogbrug.

Det foreslås herudover at indføre en i forhold til direktivet ny foranstaltning i stk. 1, nemlig at ulovlige eksemplarer skal ”udleveres til den forurettede”. Dette er en mulighed som følge af, at direktivet er et minimumsdirektiv, og at foranstaltningerne i direktivet ikke er udtømmende. Denne foranstaltning er i overensstemmelse med gældende ret, idet den anses for indeholdt i den gældende § 84, stk. 1. Foranstaltningen om udlevering til den forurettede kendes i dag fra blandt andet varemærkeloven.

Forslaget til stk. 1 medfører således dels indførelse af nye begreber, dels to helt nye foranstaltninger: ”endeligt fjernes fra handelen” og ”udleveres til den forurettede”.

Det har samtidig den konsekvens, at den gældende § 84, stk. 2, udgår. Foranstaltningen i den gældende bestemmelse i § 84, stk. 2, 1. pkt., om tilintetgørelse af ulovlige eksemplarer foreslås flyttet til forslaget til stk. 1. Det foreslås endvidere, at den gældende bestemmelse i § 84, stk. 2, 2. pkt., om, at retten kan bestemme, at de ulovlige eksemplarer under visse nærmere specificerede omstændigheder kan gøres tilgængelig for almenheden mod erstatning og godtgørelse til rettighedshaveren, helt udgår. Bestemmelsen er forskellig fra direktivets art. 10. Kulturministeriet finder det tvivlsomt, om der er hjemmel i direktivet til at opretholde denne regel, der blev indført ved 1961-loven. Det beror på, at reglen næppe kan opfattes som et retsmiddel, der er gunstigere for rettighedshaveren end de øvrige foranstaltninger, jf. direktivets art. 2, stk. 1, der fastslår, at direktivet er et minimumsdirektiv.

Forslaget indebærer endvidere, at den nuværende foranstaltning i § 84, stk. 1, om overdragelse af de ulovlige eksemplarer til rettighedshaveren mod betaling af vederlag til krænkeren, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne, udgår. Det er Kulturministeriets vurdering, at der ikke er hjemmel i direktivet til at opretholde denne særregel på grund af artikel 10’s formulering om, at foranstaltningerne gælder ”uden nogen form for godtgørelse”. Endvidere kan denne foranstaltning næppe opfattes som et retsmiddel, der er gunstigere for rettighedshaveren end de øvrige foranstaltninger, jf. direktivets art. 2, stk. 1. Denne særlige foranstaltning i § 84 ses ikke anvendt i trykt retspraksis i hvert fald siden 1961-loven. Domstolene har alene brugt foranstaltningen om inddragelse af ulovlige eksemplarer og uden at forpligte rettighedshaveren til at betale vederlag herfor til krænkeren.

Forslaget indfører en ny bestemmelse i stk. 3 om, at foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning. Forslaget gennemfører direktivets art. 10, stk. 2, som medlemsstaterne har pligt til at indføre. Bestemmelsen kendes ikke i gældende ret på ophavsretsområdet.

Endvidere er det i forslaget til stk. 3 præciseret, at de i stk. 1 nævnte foranstaltninger skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren og uden, at det berører en mulig erstatning til den forurettede. Disse præciseringer følger af direktivets art. 10, stk. 1, og er tillige en nyskabelse i forhold til gældende ret på ophavsretsområdet, som medlemsstaterne har pligt til at indføre. Det findes mest hensigtsmæssigt at samle disse elementer i en fælles bestemmelse.

Det foreslås at gennemføre direktivets artikel 10, stk. 3, om proportionalitetsbetragtningen stort set ordret i forslaget til stk. 4. Forslaget indeholder derfor en regel om, at ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til, at der skal være forholdsmæssighed mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands interesser. Det grundlæggende formål bag forslaget til stk. 4 om, at der bør tages hensyn til tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro, kendes fra den gældende lovs § 84, stk. 4. Den gældende § 84, stk. 4, vil derfor som langt overvejende udgangspunkt kunne indeholdes i proportionalitetsbetragtningen i forslaget til stk. 4. Der er ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden på det punkt.

Det foreslås, at den gældende lovs § 84, stk. 5, om, at bygninger ikke kan kræves inddraget eller tilintetgjort, ophæves. Kulturministeriet finder, at den som udgangspunkt vil være indeholdt i proportionalitetsbetragtningen i forslaget til stk. 4, og at det således er overflødigt med en særskilt bestemmelse herom. Der er ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden på det punkt.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 5 (§ 84), og bemærkningerne hertil.

4.4.3 Fødevareloven

I overensstemmelse med direktivets art. 10 foreslås det, at der i lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer, som § 19 b indsættes en bestemmelse om korrigerende foranstaltninger.

I den forbindelse foreslås det, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets stk. 1.

Der er tale om et minimumsdirektiv, og medlemsstaterne kan således vælge at lade bestemmelsen omfatte yderligere foranstaltninger end de, der er nævnt i direktivteksten. Det foreslås derfor, at det i ordlyden til bestemmelsen tydeliggøres, at bestemmelsen ikke er udtømmende. Det foreslås desuden, at ”ændring af genstanden på nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” derudover fremgår direkte af teksten, selv om det ikke er nævnt i direktivets artikel 10, for at få en ensartet gennemførelse af direktivets bestemmelse i dansk ret.

Til gennemførsel af direktivet foreslås det i stk. 2, at det præciseres, at foranstaltningerne efter stk. 1 ligeledes kan finde anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af varer, som krænker en intellektuel ejendomsrettighed.

Forslagets stk. 3 indebærer, at foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning. Forslaget gennemfører art. 10, stk. 2, som medlemsstaterne har pligt til at indføre. Bestemmelsen kendes ikke i gældende ret på det immaterialretlige område.

Det foreslås at gennemføre direktivet art. 10, stk. 3, om proportionalitetsbetragtningen stort set ordret i § 19 b, stk. 4. Retten skal således ved en dom om korrigerende foranstaltninger tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

4.4.4 Lov om plantenyheder

Det foreslås, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets § 26 b stk. 1.

Der er tale om et minimumsdirektiv, og medlemsstaterne kan således vælge at lade bestemmelsen omfatte yderligere foranstaltninger end de, der er nævnt i direktivteksten. Det foreslås derfor, at det i ordlyden til bestemmelsen tydeliggøres, at bestemmelsen ikke er udtømmende. Det foreslås desuden, at ”ændring af plantenyheden på nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” derudover fremgår direkte af teksten, selv om det ikke er nævnt i direktivets artikel 10 for at få en ensartet gennemførelse af direktivets bestemmelse i dansk ret.

Forslaget indfører en bestemmelse i § 26 b, stk. 3 om, at foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning. Forslaget gennemfører art. 10, stk. 2, som medlemsstaterne har pligt til at indføre. Bestemmelsen kendes ikke i gældende ret på det immaterialretslige område.

Det foreslås at gennemføre direktivet art. 10, stk. 3 om proportionalitetsbetragtningen stort set ordret i § 26 b, stk. 4. Retten skal således ved en begæring om korrigerende foranstaltninger tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Ifølge direktivets art. 12 er det, når det er hensigtsmæssigt, muligt for medlemsstaterne at indsætte bestemmelser om alternative foranstaltninger. Det kan således bestemmes, at der i stedet for eksempelvis korrigerende foranstaltninger sker en betaling til den forurettede af en kontant godtgørelse.

Efter direktivets art. 12 kræves det, at den krænkende part har handlet i god tro, at de pågældende foranstaltninger efter art. 10 vil skade den krænkende part uforholdsmæssigt meget, og at en kontant godtgørelse til den forurettede forekommer tilfredsstillende. Det fremgår desuden af betragtning nr. 25, at hvis den kommercielle anvendelse af plagierede varer eller ydelsen af tjenester er i strid med anden lovgivning end lovgivningen om intellektuel ejendomsret eller vil kunne skade forbrugerne, bør den pågældende anvendelse eller tjenesteydelse fortsat være forbudt.

De alternative foranstaltninger i art. 12 er kun tiltænkt anvendt, hvis kriterierne i denne bestemmelse respekteres. Stk. 5 foreslås derfor udformet i lighed med direktivets bestemmelse og giver således retten mulighed for at undlade at træffe korrigerende foranstaltninger mod et rimeligt vederlag, når kriterierne herfor er opfyldt.

4.5 Offentliggørelse af domme

4.5.1 Patentloven, varemærkeloven, designloven, chipsloven, fødevareloven og lov om plantenyheder

Direktivets art. 15 nødvendiggør, at der indføres en ny regel i dansk ret om offentliggørelse af domme på det immaterialretlige område.

Forslaget gælder for både erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige krænkelser.

Det foreslås således at indføre regler i patentloven, varemærkeloven, designloven, chipsloven, fødevareloven og lov om plantenyheder, hvorefter retten, i en dom, hvorved nogen dømmes efter reglerne om erstatning, tilintetgørelse m.v. i de pågældende love, på begæring, kan bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Det foreslås, at det i ordlyden til bestemmelserne præciseres, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Det foreslås derfor i stk. 2, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det andet foreslås det, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen af domme vil for eksempel kunne ske i dagblade eller på Internettet, herunder på relevante websider, for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen ske ved, at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Offentliggørelsen af domme i civilretlige sager efter forslaget til de pågældende bestemmelser i henholdsvis patentloven, varemærkeloven, designloven, chipsloven, ophavsretsloven, fødevareloven og lov om plantenyheder skal ske i overensstemmelse med de gældende regler om behandling af personoplysninger i for eksempel persondataloven, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017d. Der foreslås ingen ændringer af disse regler.

Forslaget omfatter alene pligt til offentliggørelse af domme i civilretlige retssager.

Forslagets bestemmelser gælder også i de civilretlige sager, hvor der udover en påstand om erstatning, også nedlægges påstand om straf (sager, der er undergivet privat påtale), men således, at kun den civilretlige del af dommen omfattes af offentliggørelsen..

Bestemmelsen om offentliggørelse omfatter ikke straffesager, heller ikke hvis den krænkede part vælger at rejse et erstatningskrav under en straffesagen, (sager der undergivet betinget offentlig påtale).

.

4.5.2 Ophavsretsloven

Direktivets art. 15 nødvendiggør, at der indføres en ny regel i dansk ret om offentliggørelse af domme på det immaterialretlige område.

Forslaget gælder for både erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige krænkelser.

Det foreslås i forslaget til stk. 1 , at domme i civilretlige sager, der fastslår en ophavsretlig krænkelse, skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag. Det foreslås endvidere i forslaget til stk. 2 , at forpligtelsen påhviler krænkeren, og at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

Kulturministeriet har overvejet, hvordan direktivets art. 15 mest hensigtsmæssigt kan gennemføres i ophavsretsloven. Kulturministeriet finder, at medieansvarslovens § 54 er den bestemmelse i dansk ret, der kommer tættest på ordlyden af og formålet med direktivets art. 15. Forslaget til § 84 a er derfor formuleret tæt op ad ordlyden i medieansvarslovens § 54.

Det foreslås, at pligten til offentliggørelse kun vedrører egentlige domme. Selv om det ikke fremgår direkte af ordlyden af direktivets art. 15, der bruger udtrykket ”retsafgørelse”, findes det at være for vidtgående, at udstrække bestemmelsen til at gælde foreløbige foranstaltninger, såsom kendelser i sager om fogedforbud og arrest.

Direktivets art. 15, 2. pkt., om yderligere offentliggørelsesforanstaltninger er fakultativ for medlemsstaterne. Da formålet med direktivets art. 15, 1. pkt., fuldt ud imødekommes ved gennemførelsen af foranstaltningen om offentliggørelse af domme, mener Kulturministeriet ikke, at der er behov for særskilt at gennemføre denne del af direktivbestemmelsen.

Offentliggørelsen af domme efter forslaget til § 84 a skal ske med respekt af de gældende regler om behandling af personoplysninger i for eksempel persondataloven og straffelovens § 264 d, samt retsplejelovens § 1017 d, der forbyder offentliggørelse af strafferetlige domme, medmindre disse er anonymiseret. Der forslås ingen ændringer af disse regler.

Forslaget omfatter alene pligt til offentliggørelse af domme i civilretlige retssager.

Forslaget til § 84 a gælder også domme i de civilretlige sager, hvor der ud over en påstand om erstatning også nedlægges påstand om straf (sager, der er undergivet privat påtale), men således, at kun den civilretlige del af dommen omfattes af offentliggørelsen.

Bestemmelsen om offentliggørelse omfatter ikke straffesager, heller ikke hvis den krænkede part vælger at rejse et erstatningskrav under en straffesagen, (sager der undergivet betinget offentlig påtale).

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 6 (§ 84 a), og bemærkningerne hertil.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for hverken stat, amt eller kommune.

6 Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ikke nogen administrative konsekvenser for borgerne.

7 Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ikke økonomiske konsekvenser for virksomhederne. Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt et virksomhedspanel. Forslaget bør derfor ikke forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

8 Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

9 Forholdet til EU-retten

Lovforslaget tager sigte på at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle rettigheder. Direktivet er optaget som bilag 1 til lovforslaget. En gennemførelse af direktivets bestemmelser i national ret skal ske senest den 29. april 2006.

10 Høring

Høringsliste over hørte parter vedlægges som bilag 3 til forslaget.

Positive konsekvenser/mindre-udgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for Erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for Erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget tager sigte på at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle rettigheder. En gennemførelse af direktivets bestemmelser i national ret skal ske senest den 29. april 2006.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der indsættes en fodnote i patentloven, der angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s. 15).

Til nr. 2

Til § 58

Efter den gældende bestemmelse i patentlovens § 58 har en rettighedshaver, hvis patent er krænket ved en forsætlig eller uagtsom handling, krav på rimeligt vederlag for udnyttelsen af opfindelsen samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Direktivet medfører ikke ændringer i relation til fastsættelsen af det rimelige vederlag. Stk. 1, nr. 1 i forslaget giver mulighed for, at retten kan fastsætte et beløb, der som minimum skal svare til størrelsen af det vederlag, som den krænkende part skulle have betalt, hvis der var givet tilladelse til at udnytte opfindelsen. Vederlaget fastsættes således ud fra de samme kriterier som efter gældende ret om betaling af et rimeligt vederlag.

I overensstemmelse med direktivet indeholder forslaget i stk. 2 en opregning af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn til alle relevante kriterier, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Muligheden for at tage hensyn til den krænkende parts uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til erstatningsretlige principper i dansk ret. Det forekommer sandsynligt, at rettighedshavers tab langt fra altid vil være lig den fortjeneste, som krænkeren har opnået. Det nye kriterium, der foreslås indført, kan således eventuelt bevirke, at rettighedshaveren i visse tilfælde kan få en større erstatning end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes, at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet krænkerens uberettigede fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket et patent, der indehaves af en opfinder med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

Det fremgår af forslagets ordlyd, at opregningen i stk. 2, der vedrører de aspekter, der kan indgå i beregningen af erstatningen, ikke er udtømmende. Det vil sige, at retten har mulighed for at inddrage alle relevante aspekter, herunder den krænkede parts afsætningstab, markedsforstyrrelse og interne tab, der ligeledes indgår som elementer ved fastsættelsen af erstatningen efter gældende ret.

Efter den gældende bestemmelse er der ikke nogen særlig hjemmel inden for patentretten til at give godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Forslaget indeholder som noget nyt i stk. 3. mulighed for at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske og derved eksempelvis yde en godtgørelse til den krænkede part for den ikke-økonomiske skade, som denne har lidt. Godtgørelsen er ikke en del af den almindelige tabserstatning. Denne bestemmelse giver således den krænkede part ret til økonomisk kompensation for den ideelle skade, som krænkelsen måtte have medført. Muligheden for at tage hensyn til den ikke økonomiske skade medfører, at der vil kunne ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor kopiprodukter er af så ringe kvalitet, at disse anses for skadelige for indehaveren af et patent i ideel henseende. Der findes en tilsvarende mulighed i den gældende ophavsretslov § 83, stk. 3, hvorefter en ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Bestemmelsen kan ikke forventes at få den store betydning på patentområdet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.3.1.

Til § 59

Efter den gældende bestemmelse i patentlovens § 59 kan retten, når det skønnes rimeligt, træffe bestemmelser til forebyggelse af yderligere misbrug af produkter, der er fremstillet i henhold til en patenteret opfindelse. De foranstaltninger, der kan træffes bestemmelse om, er eksempelvis ændring af en genstand, tilintetgørelse eller udlevering til den forurettede mod vederlag.

Formålet med ændringen af § 59 er at gennemføre direktivets art. 10 om korrigerende foranstaltninger.

Det foreslås, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets stk. 1.

De foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, er ikke udtømmende. Forslaget indeholder derfor desuden foranstaltningerne ”ændring af genstanden på nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” ligesom den gældende bestemmelse. Forslagets opregning af foranstaltninger er ikke udtømmende og kan således som den gældende bestemmelse omfatte alle foranstaltninger, der har til formål at forebygge yderligere krænkelser.

Lovforslaget medfører mulighed for at anvende følgende foranstaltninger

1) ”Tilbagekaldelse fra handlen”.

2) ”Endelig fjernelse fra handlen”.

3) ”Tilintetgørelse”.

4) ”Udlevering til den forurettede”.

5) ”Ændring på nærmere angiven måde”.

Det er den forurettede, der nedlægger påstand om anvendelsen af den eller de foranstaltninger, der findes hensigtsmæssige at anvende i den konkrete situation.

Ved ”tilbagekaldelse fra handlen” forstås en fjernelse af eksempelvis produkter, der krænker et patent, fra detailhandlen med den mulighed, at varerne på et senere tidspunkt kan komme tilbage i handlen. Tilbagekaldelse fra handlen kan tænkes anvendt i den situation, hvor de ulovlige produkter tilbagekaldes fra handlen, fordi parterne forhandler om en aftalemæssig løsning i form af eksempelvis en licensaftale. Foranstaltningen kan desuden tænkes anvendt i den situation, hvor rettigheden til et patent er lige ved at udløbe, og hvor de ulovlige kopier af et beskyttet produkt opbevares i den resterende beskyttelsesperiode.

Ved en ”endelig fjernelse fra handlen” er muligheden for en midlertidig fjernelse fra detailhandlen ikke tilstede. Fjernelsen er således permanent. Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er det ikke udelukket, at de ulovlige produkter kan tænkes anvendt i ikke kommercielle forhold.

Ved ”tilintetgørelse” forstås destruktion af eksempelvis et produkt, der krænker et patent. ”Tilintetgørelse” kan tænkes anvendt uanset, om de ulovlige produkter har været i handlen.

Ved ”Udlevering til den forurettede” forstås udlevering uden nogen form for godtgørelse eller vederlag til krænkeren.

Foranstaltningerne i bestemmelsen kan kun pålægges ved dom.

Der er ikke med denne ændring af reglerne tiltænkt en ændring af praksis i fogedforbudssager, hvorefter fogedretten i medfør af RPL § 645, stk. 2 kan beslaglægge rørligt gods med henblik på at sikre forbudets opretholdelse eller som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterielle rettigheder.

Forslaget til stk. 2 svarer stort set til den gældende § 59, stk. 1, 1. pkt. Forslaget om at foranstaltninger i stk. 1 også gælder for materialer, redskaber eller lignende, der har været anvendt til ulovlig fremstilling af en patenteret opfindelse, har til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets art. 10, stk. 1. Desuden omfatter forslaget ”apparater” i lighed med den gældende bestemmelse.

I stk. 3 er det præciseret, at foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren, medmindre særlige grunde taler herimod. Dette betyder, at den gældende bestemmelse om udlevering af den krænkende genstand mod betaling af et vederlag til krænkeren udgår. Det kan dog ikke afvises, at der vil kunne opstå konkrete situationer, hvor foranstaltningerne foretages med en vis form for kompensation til krænkeren.

Forslaget til stk. 4 gennemfører proportionalitetshensynet i direktivets art. 10, stk. 3. I modsætning til den gældende bestemmelse betyder dette, at retten vil kunne træffe foranstaltninger over for personer i god tro, dog under hensyntagen til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Forslaget til stk. 5 omfatter en mulighed for, at retten, når det er hensigtsmæssigt, i stedet for anvendelse af foranstaltningerne i stk. 1, kan meddele krænkeren tilladelse til at råde over de krænkende produkter, apparater, materialer og redskaber m.v. i patentets gyldighedstid mod et rimeligt vederlag til den forurettede. Bestemmelsen minder om den gældende bestemmelses stk. 2 men har et andet sigte end den gældende bestemmelse. Bestemmelsen i forslaget til stk. 5 er kun tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor en korrigerende foranstaltning ville være uforholdsmæssigt bebyrdende. Betingelserne for anvendelse af bestemmelsen er, at krænkeren har været i god tro, at foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade denne forholdsmæssigt meget, og at et rimeligt vederlag til den forurettede forekommer tilfredsstillende.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.4.1.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensrettelse i forhold til, at erstatning for krænkelser foretaget i god tro foreslås ophævet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under punkt 4.3.1.

Til nr. 4

I forslaget til § 60 a foreslås en ny bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at der i domme, hvor nogen dømmes efter bestemmelserne om erstatning og tilintetgørelse m.v., skal ske en offentliggørelse af dommen. Forslaget har til formål at gennemføre direktivets art. 15, der er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed. Bestemmelsen har således et præventivt formål.

Det foreslås desuden, at pligten til offentliggørelse kun vedrører domme.

Bestemmelsen er alene rettet mod domme i civile sager.

Det foreslås i stk. 1, at retten på begæring kan bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag. Det foreslås i stk. 2, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen, da dommen er afsagt over den pågældende i anledning af en krænkelse begået af den pågældende. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Forslaget til stk. 2 indebærer for det første, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det andet, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen kan eksempelvis ske i dagblade, Dansk Patenttidende eller på Internettet, herunder på relevante websides, for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen ske ved, at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Ved offentliggørelsen af domme forudsættes det, at persondatalovens regler, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8 overholdes.

I langt de fleste tilfælde, vil domme i civilretlige sager på det immaterialretlige område indeholde § 6 – oplysninger, det vil sige almindelige personoplysninger såsom navn, adresse m.v. Disse oplysninger vil kunne offentliggøres med hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, hvorefter behandlingen kan finde sted, hvis den er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – i dette tilfælde krænkeren. En retsafgørelse anses for en retlig forpligtelse ifølge bemærkningerne til persondataloven.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor der måtte være tale om offentliggørelse af domme, der indeholder følsomme og fortrolige oplysninger efter persondatalovens §§ 7 eller 8, vil persondataloven medføre, at såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre sådanne oplysninger, så skal dommen anonymiseres, hvilket vil sige, at oplysningerne ekstraheres. Det samme gør sig gældende med hensyn til cpr-nummer, der ikke er en følsom oplysning i persondatalovens forstand, men som alligevel er underlagt en særskilt regulering i persondatalovens § 11.

Straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred gælder også i forhold til offentliggørelse af domme. Ligesom efter persondatalovens §§ 7 og 8, vil det være yderst sjældent, at der forekommer oplysninger om personlige forhold efter straffelovens § 264 d i disse domme. Hvis dette alligevel måtte være tilfældet, skal dommen anonymiseres, hvilket vil sige, at oplysningerne ekstraheres.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

I de civilretlige sager, hvor der ud over påstand om erstatning også er påstået straf (sager undergivet privat påtale), forudsættes det, at reglerne i såvel persondataloven, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d, overholdes, når dommen offentliggøres. Såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre oplysninger omfattet af disse regler, skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige at oplysningerne ekstraheres. Det kan eksempelvis være oplysninger om vidners identitet, strafpåstanden etc.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.5.1

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensrettelse i forhold til, at erstatningen for krænkelser foretaget i god tro foreslås ophævet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under punkt 4.3.1.

Til § 2

Til nr. 1

Der indsættes en fodnote i varemærkeloven, der angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s. 15).

Til nr. 2

Til § 43

Efter den gældende bestemmelse i varemærkelovens § 43 har en rettighedshaver, hvis varemærke er krænket ved en forsætlig eller uagtsom handling, krav på rimeligt vederlag for udnyttelsen af opfindelsen samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Direktivet medfører ikke ændringer i relation til fastsættelsen af det rimelige vederlag. Stk. 1, nr. 1 i forslaget giver mulighed for, at retten kan fastsætte et beløb, der som minimum skal svare til størrelsen af det vederlag, som den krænkende part skulle have betalt, hvis der var givet tilladelse til at udnytte varemærket. Vederlaget fastsættes således ud fra de samme kriterier som efter gældende ret om betaling af et rimeligt vederlag.

I overensstemmelse med direktivet indeholder forslaget i stk. 2 en opregning af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn til alle relevante kriterier, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Muligheden for at tage hensyn til krænkerens uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til gældende erstatningsretlige principper i dansk ret. Det forekommer sandsynligt, at rettighedshavers tab langt fra altid vil være lig den fortjeneste, som krænkeren har opnået. Det nye kriterium, der foreslås indført, kan således eventuelt bevirke, at rettighedshaveren i visse tilfælde kan få en større erstatning end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes, at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet krænkerens uberettigede fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket et varemærke, der indehaves af en person med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

Det fremgår af forslagets ordlyd, at opregningen i stk. 2, der vedrører de aspekter, der kan indgå i beregningen af erstatningen, ikke er udtømmende. Det vil sige, at retten har mulighed for at inddrage alle relevante aspekter, herunder den krænkede parts afsætningstab, markedsforstyrrelse og interne tab, der ligeledes indgår som elementer ved fastsættelsen af erstatningen efter gældende ret.

Efter den gældende bestemmelse er der ikke nogen særlig hjemmel inden for varemærkeretten til at give godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Forslaget indeholder som noget nyt i stk. 3. mulighed for at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske og derved eksempelvis yde en godtgørelse til den krænkede part for den ikke-økonomiske skade, som denne har lidt. Godtgørelsen er ikke en del af den almindelige tabserstatning. Denne bestemmelse giver således den krænkede part ret til økonomisk kompensation for den ideelle skade, som krænkelsen måtte have medført. Muligheden for at tage hensyn til den ikke økonomiske skade medfører, at der vil kunne ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor kopiprodukter er af så ringe kvalitet, at disse anses for skadelige for indehaveren af et varemærke i ideel henseende. Der findes en tilsvarende mulighed i den gældende ophavsretslov § 83, stk. 3, hvorefter en ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Bestemmelsen kan ikke forventes at få den store betydning på varemærkeområdet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.3.1.

Til § 44

Efter den gældende bestemmelse i varemærkelovens § 44 kan retten træffe bestemmelser til forebyggelse af yderligere misbrug af varemærket. De foranstaltninger, der kan træffes bestemmelse om, er eksempelvis fjernelse af de ulovligt anbragte varemærker, tilintetgørelse eller udlevering til den forurettede mod eller uden erstatning.

Formålet med ændringen af § 44 er at gennemføre direktivets art. 10 om korrigerende foranstaltninger.

Det foreslås, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets stk. 1.

De foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, er ikke udtømmende. Forslaget indeholder derfor desuden foranstaltningerne ”fjernelse af de ulovligt anbragte varemærker” og ”udlevering til den forurettede” ligesom den gældende bestemmelse. Forslagets opregning af foranstaltninger er ikke udtømmende og kan således som den gældende bestemmelse omfatte alle foranstaltninger, der har til formål at forebygge yderligere krænkelser.

Lovforslaget medfører mulighed for at anvende følgende foranstaltninger

1) ”Tilbagekaldelse fra handlen”.

2) ”Endelig fjernelse fra handlen”.

3) ”Tilintetgørelse”.

4) ”Udlevering til den forurettede”.

5) ”Fjernelse af de ulovligt anbragte varemærker”.

Det er den forurettede, der nedlægger påstand om anvendelsen af den eller de foranstaltninger, der findes hensigtsmæssige at anvende i den konkrete situation.

Ved ”tilbagekaldelse fra handlen” forstås en fjernelse af eksempelvis varer, der krænker et varemærke, fra detailhandlen med den mulighed, at varerne på et senere tidspunkt kan komme tilbage i handlen. Tilbagekaldelse fra handlen kan tænkes anvendt i den situation, hvor de ulovlige varer tilbagekaldes fra handlen, fordi parterne forhandler om en aftalemæssig løsning i form af eksempelvis en licensaftale.

Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er muligheden for en midlertidig fjernelse fra detailhandlen ikke tilstede. Fjernelsen er således permanent. Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er det ikke udelukket, at de ulovlige varer kan tænkes anvendt i ikke kommercielle forhold.

Ved ”tilintetgørelse” forstås destruktion af eksempelvis en vare, der krænker et varemærke. ”Tilintetgørelse” kan tænkes anvendt uanset, om de ulovlige varer har været i handlen.

Ved ”udlevering til den forurettede” forstås udlevering uden nogen form for godtgørelse eller vederlag til krænkeren.

Foranstaltningerne i bestemmelsen kan kun pålægges ved dom.

Der er ikke med denne ændring af reglerne tiltænkt en ændring af praksis i fogedforbudssager, hvorefter fogedretten i medfør af RPL § 645, stk. 2 kan beslaglægge rørligt gods med henblik på at sikre forbudets opretholdelse eller som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterielle rettigheder.

Forslaget til stk. 2 præciserer, at foranstaltninger i stk. 1 også gælder for materialer, redskaber eller lignende, der har været anvendt til ulovlig fremstilling af en krænkende vare. Stk. 2 har til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets art. 10, stk. 1.

I stk. 3 er det præciseret, at foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren, medmindre særlige grunde taler herimod. Dette betyder, at den gældende bestemmelse om udlevering af den krænkende genstand mod betaling af et vederlag til krænkeren udgår. Det kan dog ikke afvises, at der vil kunne opstå konkrete situationer, hvor foranstaltningerne foretages med en vis form for kompensation til krænkeren.

Forslaget til stk. 4 gennemfører proportionalitetshensynet i direktivets art. 10, stk. 3. Dette betyder, at retten ved en begæring om korrigerende foranstaltninger skal tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.4.1.

Til nr. 3

I forslaget til § 44 a foreslås en ny bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at der i domme, hvor nogen dømmes efter bestemmelserne om erstatning, tilintetgørelse m.v., skal ske en offentliggørelse af dommen. Forslaget har til formål at gennemføre direktivets art. 15, der er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed. Bestemmelsen har således et præventivt formål.

Det foreslås, at pligten til offentliggørelse kun vedrører domme.

Bestemmelsen er alene rettet mod domme i civile sager.

Det foreslås i stk. 1, at retten på begæring kan bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag. Det foreslås i stk. 2, at det i ordlyden præciseres, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen, da dommen er afsagt over den pågældende i anledning af en krænkelse begået af den pågældende. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Forlaget til stk. 2 indebærer for det første, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det andet, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen kan eksempelvis ske i dagblade, Dansk Varemærketidende eller på Internettet, herunder på relevante websides, for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen ske ved, at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Ved offentliggørelsen af domme forudsættes det, at persondatalovens regler, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8 overholdes.

I langt de fleste tilfælde, vil domme i civilretlige sager på det immaterialretlige område indeholde § 6 – oplysninger, det vil sige almindelige personoplysninger såsom navn, adresse m.v. Disse oplysninger vil kunne offentliggøres med hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, hvorefter behandlingen kan finde sted, hvis den er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – i dette tilfælde krænkeren. En retsafgørelse anses for en retlig forpligtelse ifølge bemærkningerne til persondataloven.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor der måtte være tale om offentliggørelse af domme, der indeholder følsomme og fortrolige oplysninger efter persondatalovens §§ 7 eller 8, vil persondataloven medføre, at såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre sådanne oplysninger, så skal dommen anonymiseres, det vil sige oplysningerne ekstraheres. Det samme gør sig gældende med hensyn til cpr-nummer, der ikke er en følsom oplysning i persondatalovens forstand, men som alligevel er underlagt en særskilt regulering i persondatalovens § 11.

Straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred gælder også i forhold til offentliggørelse af domme. Ligesom efter persondatalovens §§ 7 og 8, vil det være yderst sjældent, at der forekommer oplysninger om personlige forhold efter straffelovens § 264 d i disse domme. Hvis dette alligevel måtte være tilfældet, skal dommen anonymiseres, det vil sige oplysningerne ekstraheres.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

I de civilretlige sager, hvor der ud over påstand om erstatning også er påstået straf (sager undergivet privat påtale), forudsættes det, at reglerne i såvel persondataloven, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d, overholdes, når dommen offentliggøres. Såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre oplysninger omfattet af disse regler, skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige at oplysningerne ekstraheres. Det kan eksempelvis være oplysninger om vidners identitet, strafpåstanden etc.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.5.1.

Til § 3

Til nr. 1

Der indsættes et 2. pkt. til fodnoten i designloven, der angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s. 15).

Til nr. 2

Til § 37

Efter den gældende bestemmelse i designlovens § 37 har en rettighedshaver, hvis design er krænket ved en forsætlig eller uagtsom handling, krav på rimeligt vederlag for udnyttelsen af designet samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Direktivet medfører ikke ændringer i relation til fastsættelsen af det rimelige vederlag. Stk. 1, nr. 1 i forslaget giver mulighed for, at retten kan fastsætte et beløb, der som minimum skal svare til størrelsen af det vederlag, som den krænkende part skulle have betalt, hvis der var givet tilladelse til at udnytte designet. Vederlaget fastsættes således ud fra de samme kriterier som efter gældende ret om betaling af et rimeligt vederlag.

I overensstemmelse med direktivet indeholder forslaget i stk. 2 en opregning af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn til alle relevante kriterier, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Muligheden for at tage hensyn til krænkerens uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til gældende erstatningsretlige principper i dansk ret. Det forekommer sandsynligt, at rettighedshavers tab langt fra altid vil være lig den fortjeneste, som krænkeren har opnået. Det nye kriterium, der foreslås indført, kan således eventuelt bevirke, at rettighedshaveren i visse tilfælde kan få en større erstatning end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes, at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet om krænkerens uberettigede fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket et design, der indehaves af en person med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

Det fremgår af forslagets ordlyd, at opregningen i stk. 2, der vedrører de aspekter, der kan indgå i beregningen af erstatningen, ikke er udtømmende. Det vil sige, at retten har mulighed for at inddrage alle relevante aspekter, herunder den krænkede parts afsætningstab, markedsforstyrrelse og interne tab, der ligeledes indgår som elementer ved fastsættelsen af erstatningen efter gældende ret.

Efter den gældende bestemmelse er der ikke nogen særlig hjemmel inden for designretten til at give godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Forslaget indeholder som noget nyt i stk. 3. mulighed for at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske og derved yde en godtgørelse til den krænkede part for den ikke-økonomiske skade, som denne har lidt. Godtgørelsen er ikke en del af den almindelige tabserstatning. Denne bestemmelse giver således den krænkede part ret til økonomisk kompensation for den ideelle skade, som krænkelsen måtte have medført. Muligheden for at tage hensyn til den ikke økonomiske skade medfører, at der vil kunne ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor kopiprodukter er af så ringe kvalitet, at disse anses for skadelige for indehaveren af et design i ideel henseende. Der findes en tilsvarende mulighed i den gældende ophavsretslov § 83, stk. 3, hvorefter en ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Bestemmelsen kan ikke forventes at få den store betydning på designområdet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under 4.3.1.

Til § 38

Efter den gældende bestemmelse i designlovens § 38 kan retten, når det skønnes rimeligt, træffe bestemmelser til forebyggelse af yderligere misbrug af ulovligt fremstillede produkter og produkter, hvis udnyttelse ville indebære et designindgreb. De foranstaltninger, der kan træffes bestemmelse om, er ændring af designet på nærmere angiven måde, tilintetgørelse eller udlevering til den forurettede mod vederlag.

Formålet med ændringen af § 38 er at gennemføre direktivets art. 10 om korrigerende foranstaltninger.

Det foreslås, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets stk. 1.

De foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, er ikke udtømmende. Forslaget indeholder derfor desuden foranstaltningerne ”ændring af designet på en nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” ligesom den gældende bestemmelse. Forslagets opregning af foranstaltninger er ikke udtømmende og kan således omfatte alle foranstaltninger, der har til formål at forebygge yderligere krænkelser.

Lovforslaget medfører mulighed for at anvende følgende foranstaltninger

1) ”Tilbagekaldelse fra handlen”.

2) ”Endelig fjernelse fra handlen”.

3) ”Tilintetgørelse”.

4) ”Udlevering til den forurettede”.

5) ”Ændring på en nærmere angiven måde”.

Det er den forurettede, der nedlægger påstand om anvendelsen af den eller de foranstaltninger, der findes hensigtsmæssige at anvende i den konkrete situation.

Ved ”tilbagekaldelse fra handlen” forstås en fjernelse af eksempelvis produkter, der krænker et design, fra detailhandlen med den mulighed, at produkterne på et senere tidspunkt kan komme tilbage i handlen. Tilbagekaldelse fra handlen kan tænkes anvendt i den situation, hvor de ulovlige produkter tilbagekaldes fra handlen, fordi parterne forhandler om en aftalemæssig løsning i form af eksempelvis en licensaftale. Foranstaltningen kan desuden tænkes anvendt i den situation, hvor rettigheden til et design er lige ved at udløbe, og hvor de ulovlige kopier af et beskyttet produkt opbevares i den resterende beskyttelsesperiode.

Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er muligheden for en midlertidig fjernelse fra detailhandlen ikke tilstede. Fjernelsen er således permanent. Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er det ikke udelukket, at de ulovlige produkter kan tænkes anvendt i ikke kommercielle forhold.

Ved ”tilintetgørelse” forstås destruktion af eksempelvis et produkt, der krænker et design. ”Tilintetgørelse” kan tænkes anvendt uanset, om de ulovlige produkter har været i handlen.

Ved ”udlevering til den forurettede” forstås udlevering uden nogen form for godtgørelse eller vederlag til krænkeren.

Foranstaltningerne i bestemmelsen kan kun pålægges ved dom.

Der er ikke med denne ændring af reglerne tiltænkt en ændring af praksis i fogedforbudssager, hvorefter fogedretten i medfør af RPL § 645, stk. 2 kan beslaglægge rørligt gods med henblik på at sikre forbudets opretholdelse eller som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterielle rettigheder.

Forslaget til stk. 2 svarer stort set til indholdet af den gældende § 38. Forslaget om at foranstaltninger i stk. 1 også gælder for materialer, redskaber eller lignende, der har været anvendt til ulovlig fremstilling af et krænkende produkt, har til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets art. 10, stk. 1.

I stk. 3 er det præciseret, at foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren, medmindre særlige grunde taler herimod. Dette betyder, at den gældende bestemmelse om udlevering af den krænkende genstand mod betaling af et vederlag til krænkeren udgår. Det kan dog ikke afvises, at der vil kunne opstå konkrete situationer, hvor foranstaltningerne foretages med en vis form for kompensation til krænkeren.

Forslaget til stk. 4 gennemfører proportionalitetshensynet i direktivets art. 10, stk. 3. I modsætning til den gældende bestemmelse betyder dette, at retten vil kunne træffe foranstaltninger over for personer i god tro dog under hensyntagen til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Forslaget til stk. 5 omfatter en mulighed for, at retten, når det er hensigtsmæssigt, i stedet for anvendelse af foranstaltningerne i stk. 1, kan meddele krænkeren tilladelse til at råde over de krænkende produkter, materialer og redskaber m.v. i designets gyldighedstid mod et rimeligt vederlag til den forurettede. Bestemmelsen i forslaget til stk. 5 er kun tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor en korrigerende foranstaltning ville være uforholdsmæssigt bebyrdende. Betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen er, at krænkeren har været i god tro, at foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade denne forholdsmæssigt meget, og at et rimeligt vederlag til den forurettede forekommer tilfredsstillende.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.4.1.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensrettelse i forhold til, at erstatning for krænkelser foretaget i god tro foreslås ophævet.

Der henvises i øvrig til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.3.1.

Til nr. 4

I forslaget til § 39 a foreslås en ny bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at der i domme, hvor nogen dømmes efter bestemmelserne om erstatning og tilintetgørelse m.v., skal ske en offentliggørelse af dommen. Forslaget har til formål at gennemføre direktivets art. 15, der er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed. Bestemmelsen har således et præventivt formål.

Det foreslås, at pligten til offentliggørelse kun vedrører domme.

Bestemmelsen er alene rettet mod domme i civile sager.

Det foreslås i stk. 1, at retten på begæring kan bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag. Det foreslås i stk. 2, at det i ordlyden præciseres, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen, da dommen er afsagt over den pågældende i anledning af en krænkelse begået af den pågældende. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Forslaget til stk. 2 indebærer for det første, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det andet, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen kan eksempelvis ske i dagblade, Dansk Designtidende eller på Internettet, herunder på relevante websides, for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen ske ved, at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Ved offentliggørelsen af domme forudsættes det, at persondatalovens regler, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8 overholdes.

I langt de fleste tilfælde, vil domme i civilretlige sager på det immaterialretlige område indeholde § 6 – oplysninger, det vil sige almindelige personoplysninger såsom navn, adresse m.v. Disse oplysninger vil kunne offentliggøres med hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, hvorefter behandlingen kan finde sted, hvis den er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – i dette tilfælde krænkeren. En retsafgørelse anses for en retlig forpligtelse ifølge bemærkningerne til persondataloven.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor der måtte være tale om offentliggørelse af domme, der indeholder følsomme og fortrolige oplysninger efter persondatalovens §§ 7 eller 8, vil persondataloven medføre, at såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre sådanne oplysninger, så skal dommen anonymiseres, det vil sige oplysningerne ekstraheres. Det samme gør sig gældende med hensyn til cpr-nummer, der ikke er en følsom oplysning i persondatalovens forstand, men som alligevel er underlagt en særskilt regulering i persondatalovens § 11.

Straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred gælder også i forhold til offentliggørelse af domme. Ligesom efter persondatalovens §§ 7 og 8, vil det være yderst sjældent, at der forekommer oplysninger om personlige forhold efter straffelovens § 264 d i disse domme. Hvis dette alligevel måtte være tilfældet, skal dommen anonymiseres, det vil sige oplysningerne ekstraheres.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

I de civilretlige sager, hvor der ud over påstand om erstatning også er påstået straf (sager undergivet privat påtale), forudsættes det, at reglerne i såvel persondataloven, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d, overholdes, når dommen offentliggøres. Såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre oplysninger omfattet af disse regler, skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige at oplysningerne ekstraheres. Det kan eksempelvis være oplysninger om vidners identitet, strafpåstanden etc.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.5.1.

Til § 4

Til nr. 1

Der indsættes en fodnote i chipsloven, der angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s. 15).

Til nr. 2

Til § 14

Efter den gældende bestemmelse i chipslovens § 14 har en rettighedshaver, hvis eneret er krænket ved en forsætlig eller uagtsom handling, krav på rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Direktivet medfører ikke ændringer i relation til fastsættelsen af det rimelige vederlag. Dette vederlag fastsættes således ud fra de samme kriterier som efter gældende ret om betaling af et rimeligt vederlag. Stk. 1, nr. 1 i forslaget giver således mulighed for, at retten kan fastsætte et beløb, der som minimum skal svare til størrelsen af det vederlag, som den krænkende part skulle have betalt, hvis der var givet tilladelse til at udnytte eneretten.

I overensstemmelse med direktivet indeholder forslaget i stk. 2 en opregning af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn alle relevante kriterier, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Muligheden for at tage hensyn til den krænkende parts uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til gældende erstatningsretlige principper i dansk ret. Det forekommer sandsynligt, at rettighedshavers tab langt fra altid vil være lig den fortjeneste, som krænkeren har opnået. Det nye kriterium, der foreslås indført, kan således eventuelt bevirke, at rettighedshaveren i visse tilfælde kan få en større erstatning end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes, at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet krænkerens uberettigede fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer hvor en stor virksomhed har krænket en eneret efter chipsloven, og hvor indehaveren er en person med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

Det fremgår af forslagets ordlyd, at opregningen i stk. 2, der vedrører de aspekter, der kan indgå i beregningen af erstatningen, ikke er udtømmende. Det vil sige, at retten har mulighed for at inddrage alle relevante aspekter, herunder den krænkede parts afsætningstab, markedsforstyrrelse og interne tab, der ligeledes indgår som elementer ved fastsættelsen af erstatningen efter gældende ret.

Efter den gældende bestemmelse er der ikke nogen særlig hjemmel til at give godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Forslaget indeholder som noget nyt i stk. 3 mulighed for at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske og derved yde en godtgørelse til den krænkede part for den ikke-økonomiske skade, som denne har lidt. Godtgørelsen er ikke en del af den almindelige tabserstatning. Denne bestemmelse giver således den krænkede part ret til økonomisk kompensation for den ideelle skade, som krænkelsen måtte have medført. Muligheden for at tage hensyn til den ikke økonomiske skade medfører, at der vil kunne ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor kopiprodukter er af så ringe kvalitet, at disse anses for skadelige for indehaveren af en eneret efter chipsloven i ideel henseende. Der findes en tilsvarende mulighed i den gældende ophavsretslov § 83, stk. 3, hvorefter en ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Bestemmelsen kan ikke forventes at få den store betydning på området for halvlederprodukters udformning (topografi).

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.3.1.

Til § 15

Efter den gældende bestemmelse i chipslovens § 15 kan retten træffe bestemmelser i forhold til ulovligt fremstillede eksemplarer af topografien eller halvlederprodukter, der er fremstillet ved hjælp af topografien. De foranstaltninger, der kan træffes bestemmelse om, er ændring på nærmere angiven måde, tilintetgørelse eller udlevering til den forurettede, eventuelt mod et vederlag.

Formålet med ændringen af § 15 er at gennemføre direktivets art. 10 om korrigerende foranstaltninger.

Det foreslås, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets stk. 1.

De foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, er ikke udtømmende. Forslaget indeholder derfor desuden foranstaltningerne ”ændring af topografien på nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” ligesom den gældende bestemmelse. Forslagets opregning af foranstaltninger er ikke udtømmende og kan således omfatte alle foranstaltninger, der har til formål at forebygge yderligere krænkelser.

Lovforslaget medfører mulighed for at anvende følgende foranstaltninger

1) ”Tilbagekaldelse fra handlen”.

2) ”Endelig fjernelse fra handlen”.

3) ”Tilintetgørelse”.

4) ”Udlevering til den forurettede”.

5) ”Ændring på nærmere angiven måde”.

Det er den forurettede, der nedlægger påstand om anvendelsen af den eller de foranstaltninger, der findes hensigtsmæssige at anvende i den konkrete situation.

Ved ”tilbagekaldelse fra handlen” forstås en fjernelse af eksempelvis eksemplarer, der krænker eneretten, fra detailhandlen med den mulighed, at eksemplarerne på et senere tidspunkt kan komme tilbage i handlen. ”Tilbagekaldelse fra handlen” kan tænkes anvendt i den situation, hvor de ulovlige eksemplarer tilbagekaldes fra handlen, fordi parterne forhandler om en aftalemæssig løsning i form af eksempelvis en licensaftale. Foranstaltningen kan desuden tænkes anvendt i den situation, hvor rettigheden til eneretten er lige ved at udløbe, og hvor de ulovlige eksemplarer opbevares i den resterende beskyttelsesperiode.

Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er muligheden for en midlertidig fjernelse fra handlen ikke tilstede. Fjernelsen er således permanent. Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er det ikke udelukket, at de ulovlige eksemplarer kan tænkes anvendt i ikke kommercielle forhold.

Ved ”tilintetgørelse” forstås destruktion af eksempelvis et eksemplar af topografien, der krænker denne eneret. ”Tilintetgørelse” kan tænkes anvendt uanset, om de ulovlige eksemplarer har været i handlen.

Ved ”udlevering til den forurettede” forstås udlevering uden nogen form for godtgørelse eller vederlag til krænkeren.

Foranstaltningerne i bestemmelsen kan kun pålægges ved dom.

Der er ikke med denne ændring af reglerne tiltænkt en ændring af praksis i fogedforbudssager, hvorefter fogedretten i medfør af RPL § 645, stk. 2 kan beslaglægge rørligt gods med henblik på at sikre forbudets opretholdelse eller som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterielle rettigheder.

Forslaget til stk. 2 om at foranstaltninger i stk. 1 også gælder for materialer, redskaber eller lignende, der har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende eksemplarer, har til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets art. 10, stk. 1.

I stk. 3 er det præciseret, at foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren, medmindre særlige grunde taler herimod. Dette betyder, at den gældende bestemmelse om udlevering af den krænkende genstand mod betaling af et vederlag til krænkeren udgår. Det kan dog ikke afvises, at der vil kunne opstå konkrete situationer, hvor foranstaltningerne foretages med en vis form for kompensation til krænkeren.

Forslaget til stk. 4 gennemfører proportionalitetshensynet i direktivets art. 10, stk. 3. Dette betyder, at retten vil kunne træffe foranstaltninger over for personer i god tro dog under hensyntagen til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Forslaget til stk. 5 omfatter en mulighed for, at retten, når det er hensigtsmæssigt, i stedet for anvendelse af foranstaltningerne i stk. 1, kan meddele krænkeren tilladelse til at råde over de krænkende produkter, materialer og redskaber m.v. i patentets gyldighedstid mod et rimeligt vederlag til den forurettede. Bestemmelsen i forslagets stk. 5 er kun tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor en korrigerende foranstaltning ville være uforholdsmæssigt bebyrdende. Betingelserne for anvendelse af bestemmelsen er, at krænkeren har været i god tro, at foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade denne uforholdsmæssigt meget, og at et rimeligt vederlag til den forurettede forekommer tilfredsstillende.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.4.1.

Til nr. 3

I forslaget til § 15 a foreslås en nye bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at der i domme, hvor nogen dømmes efter bestemmelserne om erstatning og tilintetgørelse m.v., skal ske en offentliggørelse af dommen. Forslaget har til formål at gennemføre direktivets art. 15, der er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed. Bestemmelsen har således et præventivt formål.

Det foreslås, at pligten til offentliggørelse kun vedrører domme.

Bestemmelsen er alene rettet mod domme i civile sager

Det foreslås i stk. 1, at retten på begæring kan bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag. Det foreslås i stk. 2, at det i ordlyden præciseres, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen, da dommen er afsagt over den pågældende i anledning af en krænkelse begået af den pågældende. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Forslaget til stk. 2 indebærer for det første, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det andet, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen kan eksempelvis ske i dagblade, Dansk Patenttidende eller på Internettet, herunder på relevante websides, for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen ske ved, at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Ved offentliggørelsen af domme forudsættes det, at persondatalovens regler, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8 overholdes.

I langt de fleste tilfælde, vil domme i civilretlige sager på det immaterialretlige område indeholde § 6 – oplysninger, det vil sige almindelige personoplysninger såsom navn, adresse m.v. Disse oplysninger vil kunne offentliggøres med hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, hvorefter behandlingen kan finde sted, hvis den er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – i dette tilfælde krænkeren. En retsafgørelse anses for en retlig forpligtelse ifølge bemærkningerne til persondataloven.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor der måtte være tale om offentliggørelse af domme, der indeholder følsomme og fortrolige oplysninger efter persondatalovens §§ 7 eller 8, vil persondataloven medføre, at såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre sådanne oplysninger, så skal dommen anonymiseres, det vil sige, at oplysningerne ekstraheres. Det samme gør sig gældende med hensyn til cpr-nummer, der ikke er en følsom oplysning i persondatalovens forstand, men som alligevel er underlagt en særskilt regulering i persondatalovens § 11.

Straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred gælder også i forhold til offentliggørelse af domme. Ligesom efter persondatalovens §§ 7 og 8, vil det være yderst sjældent, at der forekommer oplysninger om personlige forhold efter straffelovens § 264 d i disse domme. Hvis dette alligevel måtte være tilfældet, skal dommen anonymiseres, det vil sige oplysningerne ekstraheres.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

I de civilretlige sager, hvor der ud over påstand om erstatning også er påstået straf (sager undergivet privat påtale), forudsættes det, at reglerne i såvel persondataloven, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d, overholdes, når dommen offentliggøres. Såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre oplysninger omfattet af disse regler, skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige at oplysningerne ekstraheres. Det kan eksempelvis være oplysninger om vidners identitet, strafpåstanden etc.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.5.1.

Til § 5

Til nr. 1

Der indsættes en fodnote i ophavsretsloven, der angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s. 15).

Til nr. 2 og 3 (§§ 65-67 og § 69)

Forslaget indebærer en ændring af den gældende lovs § 65, stk. 4, § 66, stk. 2, § 67, stk. 2, og § 69, stk. 3.

Formålet med ændringerne er at gennemføre direktivets art. 5. Bestemmelsen er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formodningsreglen i den gældendes lovs § 7, stk. 1, foreslås udvidet til at gælde for udøvende kunstnere, lyd- og billedproducenter samt radio- og tv-virksomheder. Det betyder, at en udøvende kunstner, hvis navn er anført i forbindelse med, at hans eller hendes præstation gøres tilgængelig for almenheden eller er påført eksemplarer af præstationen, formodes at have rettighederne til præstationen og kan gøre sin ret gældende ved domstolene. For så vidt angår lyd- og billedproducenter betyder det, at der er en formodning for, at det er for eksempel pladeproducenten, hvis navn er påført eksemplarer af en cd, der er indehaver af producentrettighederne efter § 66. Formodningsreglen medfører ikke, at der tillige er en formodning for, at pladeproducenten også er indehaver af de øvrige rettigheder til musikindspilningen. For radio- og tv-virksomheders vedkommende vil formodningsreglen indebære, at en tv-station, hvis navn for eksempel er anført i slutningen af kreditlisten på en tv-produktion (rulleteksterne), formodes at have producentrettighederne efter § 69 til tv-produktionen. Det samme gælder hvis navnet er anført på eksemplarer af tv-produktionen, for eksempel en video/dvd. Formodningsreglen medfører ikke, at der tillige er en formodning for, at tv-stationen også er indehaver af de øvrige rettigheder til tv-produktionen.

Formodningsreglen gælder også, hvis det er rettighedshaverens alment kendte pseudonym eller mærke, som er anført. Ved mærke forstås kunstnerens signatur, initialer m.v. I henhold til Bernerkonventionens art. 15, stk. 1, er et pseudonym alment kendt, når det ”ikke efterlader nogen tvivl om [rettighedshaverens] identitet”.

Forslaget indebærer, at formodningsreglen i § 7, stk. 2, om, at udgiveren eller forlæggeren repræsenterer ophavsmandens rettigheder i de tilfælde, hvor ophavsmanden er anonym med videre, ikke gælder for lyd- og billedproducenter og radio- og tv-virksomheder. Det betyder, at det er de almindelige bevisbyrderegler, der gælder for disse juridiske personer, det vil sige, at for eksempel en pladeproducent, hvis navn ikke er anført på en cd, skal løfte bevisbyrden for, at han har producentrettighederne til musikindspilningen. Det er baggrunden for, at det alene er § 7, stk. 1, der er henvist til i forslaget til §§ 66, 67 og 69.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.2.1.

Til nr. 4 (§ 83)

Forslaget medfører ændringer af den gældende lovs § 83.

Formålet med ændringerne er at gennemføre direktivets art. 13, stk. 1, om erstatning. Bestemmelsen er obligatorisk for medlemsstaterne.

Forslaget medfører ændringer i § 83, stk. 1-3.

Efter forslagets stk. 1 skal krænkeren betale et rimeligt vederlag. Vederlaget fastsættes ud fra de samme kriterier som efter gældende ret i § 83, stk. 1. Ved rimeligt vederlag forstås det honorar, som rettighedshaveren ville have haft krav på, såfremt krænkeren havde fået tilladelse fra rettighedshaveren, det vil sige et sædvanligt honorar eller lignende. Hvis der ikke eksisterer et sædvanligt honorar for eksempel en standardtakst på området, fastsættes vederlaget skønsmæssigt. Det er domstolene, der i sidste ende vurderer, hvad der er et rimeligt vederlag.

Herudover har den forurettede krav på erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen har medført. Der er med formuleringen ”har medført” ikke tilsigtet en ændring i forhold til den gældende formulering i § 83, stk. 1, ”måtte have medført”.

De kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen, er opregnet i forslagets stk. 2 , som er ny. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn til alle relevante elementer, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste. Kriteriet om krænkerens uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til den gældende § 83 og gældende erstatningsretlige principper i dansk ret. Dette kriterium vil således kunne indgå i beregningen af erstatningen på lige fod med andre kriterier, som for eksempel den forurettedes tabte fortjeneste. Det betyder, at domstolene har mulighed for en friere vurdering af fastsættelsen af det lidte tab – og dermed erstatningens størrelse – fordi man også kan lægge vægt på krænkerens fortjeneste.

Det er domstolene, der fastsætter den samlede erstatning efter en helhedsvurdering af alle relevante elementer, eventuelt skønsmæssigt. Derfor vil der formentlig ikke være tale om, at rettighedshaveren kan få erstatning, der dækker summen af rettighedshaverens fulde tab og krænkerens fortjeneste krone-til-krone. Men krænkerens fortjeneste kan være større end den forurettedes lidte tab; det har domstolene mulighed for at tage hensyn til ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet om krænkerens uberettigede fortjeneste kan for eksempel tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket en ophavsret, som indehaves af en ophavsmand med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte ophavsmandens tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste. Erstatningen kan i sådanne tilfælde i stedet fastsættes under hensyntagen til krænkerens fortjeneste.

Opregningen af de elementer, der kan indgå i beregningen af erstatningen i stk. 2 er ikke udtømmende. Det betyder, at domstolene også kan inddrage andre elementer ved fastsættelsen af erstatningen, for eksempel afsætningstab, tab som følge af markedsforstyrrelser, kontrolomkostninger m.v., der ligeledes indgår som elementer ved fastsættelsen af erstatningen efter gældende ret.

Forslaget til stk. 3 , om godtgørelse for ikke-økonomisk skade indebærer, at den gældende bestemmelse i § 83, stk. 3, ændres på to punkter.

For det første udvides bestemmelsen til også at omfatte lyd- og billedproducenter, radio- og tv-virksomheder og fremstillere af kataloger m.v. Det betyder, at både fysiske og juridiske personer kan nedlægge påstand om godtgørelse for ikke-økonomisk skade i de tilfælde, hvor en krænker har handlet uagtsomt eller forsætligt. For det andet ændres godtgørelsen til at være ikke-obligatorisk, det vil sige, at den forurettede ikke har et ubetinget krav om betaling af godtgørelse. Betaling af godtgørelse er betinget af dels et retsstridigt forhold, dels en skadevirkning.

Godtgørelsen er ikke en del af den almindelige tabserstatning. Det er en kompensation for den ideelle skade, der kan blive aktuel, hvis for eksempel piratkopier af film eller musik er af så dårlig kvalitet, at eksemplarerne anses for skadelige for ophavsmanden eller den udøvende kunstners droit moral.

Det bemærkes, at ved ”krænkeren” forstås den, der krænker ophavsretten på en måde, der er i strid med §§ 76 eller 77.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.3.2.

Til nr. 5 (§ 84)

Forslaget indebærer en ændring af § 84.

Formålet med ændringen er at gennemføre direktivets art. 10 om korrigerende foranstaltninger. Bestemmelsen er obligatorisk for medlemsstaterne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 4.4.2.

Til stk. 1

Forslaget indebærer en ændring af § 84, stk. 1.

Formålet med ændringen er at gennemføre direktivets art. 10, stk. 1.

Det foreslås at gennemføre foranstaltningerne i direktivbestemmelsen i § 84, stk. 1, for at sikre, at bestemmelsen klart omfatter de foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handelen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, samt for at indføre en mere tidssvarende sprogbrug.

Foranstaltningerne i direktivet er ikke udtømmende, og medlemsstaterne er således frit stillet med hensyn til at indføje andre foranstaltningerne en dem, der direkte er nævnt i direktivet. Forslaget indeholder derfor herudover foranstaltningen om, at et ulovligt eksemplar skal ”udleveres til den forurettede”. Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende ret, idet den anses for indeholdt i den gældende foranstaltning om inddragelse i § 84, stk.1. Foranstaltningen om udlevering til den forurettede kendes i dag fra blandt andet varemærkeloven.

Brug af foranstaltningerne forudsætter, at der er tale om krænkelser af retten til værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, det vil sige samtlige de rettigheder, der er givet i henhold til denne lov.

Lovforslaget medfører mulighed for at anvende følgende foranstaltninger

1) ”Tilbagekaldes fra handelen”. Herved forstås at for eksempel piratkopierede varer fjernes fra detailhandelen med den mulighed, at varerne på et senere tidspunkt kan komme tilbage i handelen.

2) ”Endeligt fjernes fra handelen”. Ved denne foranstaltning er muligheden for en midlertidig fjernelse fra detailhandelen ikke tilstede. Fjernelsen af for eksempel piratkopierede varer fra detailhandelen er permanent.

3) ”Tilintetgøres”. Herved forstås destruktion, for eksempel af en bog.

4) ”Udleveres til den forurettede”. Herved forstås, at et ulovligt eksemplar udleveres uden nogen form for godtgørelse eller vederlag til krænkeren, jf. i øvrigt forslaget til § 84, stk. 3.

Som eksempel på forskellen mellem ” tilbagekaldes fra handelen” og ”endeligt fjernes fra handelen”, kan nævnes den situation, hvor de ulovlige eksemplarer tilbagekaldes fra handelen fordi parterne forhandler om en aftalemæssig løsning eksempelvis i form af en licensaftale, der vil lovliggøre krænkerens spredning af rettighedshaverens eksemplarer.

Forskellen mellem foranstaltningerne ”endeligt fjernes fra handlen” og ”tilintetgøres” kan være tilfælde, hvor de ulovlige eksemplarer eller varer tilintetgøres inden de overhovedet er kommet i handelen. Krænkelsen i disse tilfælde kan for eksempel bestå i ulovlig fremstilling af varer eller eksemplarer, der opbevares på et lager.

Forskellen mellem ”udleveres til den forurettede” og ”tilbagekaldes fra handelen” kan være tilfælde, hvor de ulovlige eksemplarer eller varer udleveres til den forurettede inden de er sat i handelen.

Foranstaltningerne i stk. 1, nr. 1-4 er alternative. Det betyder, at foranstaltningerne kan anvendes hver for sig. Det op til retten at afgøre – med respekt af det almindelige forhandlingsprincip i retsplejeloven – hvilke foranstaltninger der skal bringes i anvendelse. Hvis det for eksempel er umuligt af juridiske eller faktuelle grunde at tilbagekalde eksemplarerne fra handelen, er det op til retten at afgøre, hvilke andre foranstaltninger, der kan bringes i anvendelse.

Foranstaltningerne i bestemmelsen kan kun pålægges ved dom – ikke under en fogedforbudssag. Det beror blandt andet på, at der er tale om stærke foranstaltninger i direktivets art. 10 der gør, at det vil føre for vidt at begære disse foranstaltninger under en fogedforbudssag. Herudover findes der regler om beslaglæggelse i civilretlige sager inden for det immaterialretlige område – reglerne om beslaglæggelse som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v. efter retsplejelovens kap. 57 a og ved overtrædelse af et nedlagt fogedforbud, jf. retsplejelovens § 645, stk. 2. Disse beslaglæggelsesregler gælder kun i fogedsager. Sådanne beslaglæggelser skal således altid følges op af en justifikationssag. Forslaget medfører ingen ændring på det punkt i forhold til den gældende lovs § 84, hvis foranstaltninger om tilintetgørelse m.v. ifølge lovmotiverne til 1995-loven ikke kan pålægges i fogedforbudssager.

Der kan være en tidsmæssig forskydning mellem den dom, der fastslår selve krænkelsen, og den dom, der pålægger foranstaltningerne eller et tidsmæssigt sammenfald. Den forurettede part kan således begære § 84 foranstaltninger i en ny sag, selv om vedkommende allerede har en dom, der fastslår selve krænkelsen.

Det bemærkes, at forslaget ikke gælder for tekniske foranstaltninger efter §§ 75 b og 75 c. Tekniske foranstaltninger efter § 75 c, stk. 2, kan konfiskeres efter straffelovens § 75, hvis de findes ulovlige.

Forslaget kan efter Kulturministeriets opfattelse ikke bruges til at kræve tilbagelevering af ulovlige kopier, der er afleveret til bibliotekerne i medfør af pligtafleveringsloven.

Til stk. 2

Forslaget er af teknisk karakter. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den gældende § 84, stk. 3. Forslaget om, at foranstaltningerne i stk. 1 også gælder for materialer, redskaber eller lignende, der har været anvendt til ulovlig fremstilling eller brug af eksemplarer, har til formål, at indføre en mere tidssvarende sprogbrug og at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets art. 10, stk. 1.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 er ny.

Formålet med forslaget til stk. 3 er at gennemføre direktivets art. 10, stk. 2, om at foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlig grunde gør sig gældende.

Endvidere er det i forslaget til § 84, stk. 3, præciseret, at de i stk. 1 nævnte foranstaltninger skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede.

At foranstaltningen skal gennemføres ”uden nogen form for godtgørelse til krænkeren”, medfører, som omtalt under de almindelige bemærkninger til § 84, at den gældende bestemmelse i § 84, stk. 1, om overdragelse af de ulovlige eksemplarer til rettighedshaveren mod betaling af vederlag til krænkeren udgår.

Til stk. 4

Forslaget indebærer en ændring af § 84, stk. 4. Forslaget har til formål at gennemføre direktivets art. 10, stk. 3.

Det foreslås at gennemføre direktivbestemmelsen om proportionalitetsbetragtningen stort set ordret i stk. 4. Formålet bag proportionalitetsbetragtningen om, at der bør tages hensyn til tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro, kendes fra den gældende lovs 84, stk. 4. Det er Kulturministeriets opfattelse, at direktivets art. 10, stk. 3, ikke udelukker den mulighed, at foranstaltninger som nævnt i § 84 også kan pålægges over for personer, der for eksempel i god tro har erhvervet kopier til privat brug efter privatkopieringsreglen i § 12, stk. 1, men at det som langt overvejende udgangspunkt ikke vil være tilfældet netop som følge af proportionalitetshensynet.

Det forventes, at der ikke i den fremtidige praksis bliver forskel i retstilstanden på dette punkt, men det kan i sagens natur ikke fuldstændig udelukkes. Der er således ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Endvidere foreslås det, at den gældende § 84, stk. 5, ophæves. Efter denne bestemmelse kan bygninger ikke kræves inddraget eller tilintetgjort. Bestemmelsen vil som langt overvejende udgangspunkt kunne indeholdes i proportionalitetsbetragtningen i forslaget til stk. 4. Det betyder, at bygninger, der måtte krænke en ophavsmands rettigheder til de bagvedliggende arkitekttegninger, som udgangspunkt ikke kan kræves tilintetgjort m.v. efter § 84, stk. 1. Det forventes, at der ikke i den fremtidige praksis bliver forskel i retstilstanden på dette punkt. Der er således ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Til nr. 6 (§ 84 a)

Forslaget til § 84 a er ny.

Forslaget har til formål at gennemføre direktivets art. 15. Bestemmelsen er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.5.2.

Til stk. 1

Det foreslås, at pligten til offentliggørelse kun vedrører egentlige domme. Selv om det ikke fremgår direkte af ordlyden af direktivets art. 15, der bruger udtrykket ”retsafgørelse”, findes det at være for vidtgående at udstrække bestemmelsen til at gælde foreløbige foranstaltninger, såsom kendelser i sager om fogedforbud og arrest.

Til stk. 2

Det foreslås for det første, at det i ordlyden præciseres, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Forslaget indebærer for det andet, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det tredje, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering, varighed m.v. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen kan ske i for eksempel dagblade eller på internettet, herunder på relevante websites, for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen for eksempel ske ved at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Ved offentliggørelsen af domme forudsættes det, at persondatalovens regler, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, overholdes.

I langt de fleste tilfælde, vil domme i civilretlige sager på det immaterialretlige område indeholde § 6-oplysninger, det vil sige almindelige personoplysninger såsom navn, adresse m.v. Disse oplysninger vil efter Kulturministeriets opfattelse kunne offentliggøres med hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, hvorefter behandlingen kan finde sted, hvis den er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige. En domstolsafgørelse anses for en retlig forpligtelse ifølge bemærkningerne til persondataloven.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor der måtte være tale om offentliggørelse af domme, der indeholder følsomme og fortrolige oplysninger efter persondatalovens §§ 7 eller 8, vil persondataloven medføre, at såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre sådanne oplysninger, så skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige blokkes ud. Det samme gør sig gældende med hensyn til cpr-nummer, der ikke er en følsom oplysning i persondatalovens forstand, men som alligevel er underlagt en særskilt regulering i persondatalovens § 11.

Straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred gælder også i forhold til offentliggørelse af domme. Ligesom efter persondatalovens §§ 7 og 8, vil det være yderst sjældent, at der forekommer oplysninger om personlige forhold efter straffelovens § 264 d i disse domme. Hvis dette alligevel måtte være tilfældet, skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige blokkes ud.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

I de civilretlige sager, hvor der ud over påstand om erstatning også er påstået straf (sager undergivet privat påtale), forudsættes det, at reglerne i såvel persondataloven, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d, overholdes, når dommen offentliggøres. Såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre oplysninger omfattet af disse regler, skal oplysningerne anonymiseres, dvs. blokkes ud. Det kan eksempelvis være oplysninger om vidners identitet, strafpåstanden etc.

Til nr. 7 (§ 85, stk.3)

Som konsekvens af ændringerne til nr. 2 og 3 (§§ 65-67 og § 69), hvorved den gældende lovs § 7 udvides til også at gælde for billedproducenter, har den gældende bestemmelse i § 85, stk. 3, som er en formodningsregel om, hvem der er producent til et filmværk, ikke længere en selvstændig betydning. Det foreslås derfor, at § 85, stk. 3 ophæves.

Til § 6

Til nr. 1

Der indsættes en fodnote i fødevareloven, der angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s. 15).

Til nr. 2

Til § 19 a

I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at der i lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer som § 19 a indsættes en erstatningsbestemmelse, der giver mulighed for, at retten kan fastsætte et rimeligt vederlag for udnyttelsen og en erstatning for yderligere skade samt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Det rimelige vederlag i stk. 1, nr. 1 fastsættes ud fra de samme kriterier som efter gældende ret om betaling af et rimeligt vederlag i de øvrige immaterielle love. Forslaget giver således mulighed for, at retten kan fastsætte et beløb, der som minimum skal svare til størrelsen af det vederlag, som den krænkende part skulle have betalt, hvis der var givet tilladelse til at udnytte den intellektuelle ejendomsrettighed.

I overensstemmelse med direktivet indeholder forslaget i stk. 2 en opregning af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn alle relevante kriterier, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Muligheden for at tage hensyn til krænkerens uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til gældende erstatningsretlige principper i dansk ret. Det forekommer sandsynligt, at rettighedshavers tab langt fra altid vil være lig den fortjeneste, som krænkeren har opnået. Det nye kriterium, der foreslås indført, kan således eventuelt bevirke, at rettighedshaveren i visse tilfælde kan få en større erstatning end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes, at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og erstatningens størrelse. Kriteriet om krænkerens uberettigede fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket en intellektuel ejendomsrettighed, og hvor indehaveren er en person med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

Det fremgår af forslagets ordlyd, at opregningen i stk. 2, der vedrører de aspekter, der kan indgå i beregningen af erstatningen, ikke er udtømmende. Det vil sige, at retten har mulighed for at inddrage alle relevante aspekter, herunder den krænkede parts afsætningstab, markedsforstyrrelse og interne tab, der ligeledes indgår som elementer ved fastsættelsen af erstatningen efter gældende ret.

Forslaget indeholder i stk. 3 mulighed for at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske og derved yde en godtgørelse til den krænkede part for den ikke-økonomiske skade, som denne har lidt. Godtgørelsen er ikke en del af den almindelige tabserstatning. Denne bestemmelse giver således den krænkede part ret til økonomisk kompensation for den ideelle skade, som krænkelsen måtte have medført. Muligheden for at tage hensyn til den ikke-økonomiske skade medfører, at der vil kunne ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor kopiprodukter er af så ringe kvalitet, at disse må anses for skadelige for indehaveren af en intellektuel ejendomsrettighed i ideel henseende. Der findes en tilsvarende mulighed i den gældende ophavsretslov § 83, stk. 3, hvorefter en ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.3.3. og 4.3.1.

Til § 19 b

Forslaget til § 19 b er nyt. Formålet med bestemmelsen er at gennemføre direktivets art. 10 om korrigerende foranstaltninger.

Det foreslås, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets stk. 1.

De foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, er ikke udtømmende. Det foreslås, at der i overensstemmelse med bestemmelsen i den gældende patentlov specifikt anføres, at også foranstaltningerne ”ændring af genstanden på nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” kan anvendes. Derved sikres en ensartet implementering af direktivets bestemmelser i dansk ret. Forslagets opregning af foranstaltninger er ikke udtømmende og kan således omfatte alle foranstaltninger, der har til formål at forebygge yderligere krænkelser.

Lovforslaget medfører mulighed for at anvende følgende foranstaltninger

1) ”Tilbagekaldelse fra handlen”.

2) ”Endelig fjernelse fra handlen”.

3) ”Tilintetgørelse”.

4) ”Udlevering til den forurettede”.

5) ”Ændring på nærmere angiven måde”.

Det er den forurettede, der nedlægger påstand om anvendelsen af den eller de foranstaltninger, der findes hensigtsmæssige at anvende i den konkrete situation.

Ved ”tilbagekaldelse fra handlen” forstås en fjernelse af eksempelvis produkter, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, fra detailhandlen med den mulighed, at varerne på et senere tidspunkt kan komme tilbage i handlen. ”Tilbagekaldelse fra handlen” kan tænkes anvendt i den situation, hvor de ulovlige produkter tilbagekaldes fra handlen, fordi parterne forhandler om en aftalemæssig løsning.

Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er muligheden for en midlertidig fjernelse fra detailhandlen ikke tilstede. Fjernelsen er således permanent. Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er det ikke udelukket, at de ulovlige produkter kan tænkes anvendt i ikke kommercielle forhold.

Ved ”tilintetgørelse” forstås destruktion af eksempelvis et produkt, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed. ”Tilintetgørelse” kan tænkes anvendt i de tilfælde, hvor de ulovlige produkter endnu ikke har været i handlen.

Ved ”udlevering til den forurettede” forstås udlevering uden nogen form for godtgørelse eller vederlag til krænkeren.

Foranstaltningerne i bestemmelsen kan kun pålægges ved dom.

Der er ikke med denne ændring af reglerne tiltænkt en ændring af praksis i fogedforbudssager, hvorefter fogedretten i medfør af RPL § 645, stk. 2 kan beslaglægge rørligt gods med henblik på at sikre forbudets opretholdelse eller som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterielle rettigheder.

Forslagets stk. 2 om at foranstaltninger i stk. 1 også gælder for materialer, redskaber og lignende, der har været anvendt til ulovlig fremstilling varer i strid med en intellektuel ejendomsrettighed, har til formål at gennemføre direktivets art. 10, stk. 1.

I stk. 3 er det præciseret, at foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren, medmindre særlige grunde taler herimod. Det kan således ikke afvises, at der vil kunne opstå konkrete situationer, hvor foranstaltningerne foretages med en vis form for kompensation til krænkeren.

Forslaget til stk. 4 gennemfører proportionalitetshensynet i direktivets art. 10, stk. 3. Det indebærer, at retten vil kunne træffe foranstaltninger over for personer i god tro dog under hensyntagen til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under 4.4.3. og 4.4.1.

Til § 19 c

I forslaget til § 19 c foreslås en ny bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at der i domme, hvor nogen dømmes efter bestemmelserne om erstatning og tilintetgørelse m.v., skal ske en offentliggørelse af dommen. Forslaget har til formål at gennemføre direktivets art. 15, der er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed. Bestemmelsen har således et præventivt formål.

Det foreslås, at pligten til offentliggørelse kun vedrører domme.

Bestemmelsen er alene rettet mod domme i civile sager.

Det foreslås i stk. 1, at retten på begæring kan bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag. Det foreslås i stk. 2, at det i ordlyden præciseres, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen, da dommen er afsagt over den pågældende i anledning af en krænkelse begået af den pågældende. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Forslaget til stk. 2 indebærer for det første, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det andet, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen kan eksempelvis ske i dagblade eller på Internettet, herunder på relevante websides, for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen ske ved, at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Ved offentliggørelsen af domme forudsættes det, at persondatalovens regler, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8 overholdes.

I langt de fleste tilfælde, vil domme i civilretlige sager på det immaterialretlige område indeholde § 6 – oplysninger, det vil sige almindelige personoplysninger såsom navn, adresse m.v. Disse oplysninger vil kunne offentliggøres med hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, hvorefter behandlingen kan finde sted, hvis den er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – i dette tilfælde krænkeren. En retsafgørelse anses for en retlig forpligtelse ifølge bemærkningerne til persondataloven.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor der måtte være tale om offentliggørelse af domme, der indeholder følsomme og fortrolige oplysninger efter persondatalovens §§ 7 eller 8, vil persondataloven medføre, at såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre sådanne oplysninger, så skal dommen anonymiseres, det vil sige, at oplysningerne ekstraheres. Det samme gør sig gældende med hensyn til cpr-nummer, der ikke er en følsom oplysning i persondatalovens forstand, men som alligevel er underlagt en særskilt regulering i persondatalovens § 11.

Straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred gælder også i forhold til offentliggørelse af domme. Ligesom efter persondatalovens §§ 7 og 8, vil det være yderst sjældent, at der forekommer oplysninger om personlige forhold efter straffelovens § 264 d i disse domme. Hvis dette alligevel måtte være tilfældet, skal dommen anonymiseres, det vil sige oplysningerne ekstraheres.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

I de civilretlige sager, hvor der ud over påstand om erstatning også er påstået straf (sager undergivet privat påtale), forudsættes det, at reglerne i såvel persondataloven, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d, overholdes, når dommen offentliggøres. Såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre oplysninger omfattet af disse regler, skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige at oplysningerne ekstraheres. Det kan eksempelvis være oplysninger om vidners identitet, strafpåstanden etc.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.5.1.

Til § 7

Til nr. 1

Der indsættes en ændring af fodnoten i lov om plantenyheder, der angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L195 s. 15).

Til nr. 2

Det foreslås at indsætte overskriften ”Straffe- og erstatningsbestemmelser m.m.” som ny overskrift.

Til nr. 3 (§§ 26 a – 26 d)

Til § 26 a

Til stk. 1

I overensstemmelse med direktivet foreslås, at der i lovbekendtgørelse nr. 145 af 1. marts 2001, som ændret ved § 6 lov nr. 967 af 4. december 2002 om plantenyheder, som § 26 a indsættes en erstatningsbestemmelse, der giver mulighed for, at retten kan fastsætte et rimeligt vederlag for udnyttelsen og en erstatning for yderligere skade samt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Det rimelige vederlag i stk. 1, nr. 1, fastsættes ud fra de samme kriterier som efter gældende ret om betaling af et rimeligt vederlag i de øvrige immaterielle love. Forslaget giver således mulighed for at retten kan fastsætte et beløb, der som minimum skal svare til størrelsen af det vederlag, som den krænkende part skulle have betalt, hvis der var givet tilladelse til at udnytte plantenyheden.

Til stk. 2

I overensstemmelse med direktivet indeholder forslaget i stk. 2 en opregning af de kriterier, der skal indgå i fastsættelsen af erstatningen. Erstatningen skal i overensstemmelse med gældende erstatningsretlige principper fastsættes med udgangspunkt i det lidte tab. Det er således ikke muligt at få erstatning uden at dokumentere eller sandsynliggøre et tab. Ved beregningen af erstatningen skal retten tage hensyn til alle relevante kriterier, herunder den tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Muligheden for at tage hensyn til krænkerens uberettigede fortjeneste er nyt i forhold til gældende erstatningsretlige principper i dansk ret. Det forekommer sandsynligt, at rettighedshavers tab langt fra altid vil være lig den fortjeneste, som krænkeren har opnået. Det nye kriterium, der foreslås indført, kan således eventuelt bevirke, at rettighedshaveren i visse tilfælde kan få en større erstatning end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes, at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger, hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet om krænkerens uberettigede fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket en sortsejers ret til en plantenyhed, der indehaves af en jordbruger med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste.

Det fremgår af forslagets ordlyd, at opregningen i stk. 2, der vedrører de aspekter, der kan indgå i beregningen af erstatningen, ikke er udtømmende. Det vil sige, at retten har mulighed for at inddrage alle relevante aspekter, herunder den krænkede parts afsætningstab, markedsforstyrrelse og interne tab, der ligeledes indgår som elementer ved fastsættelsen af erstatningen efter gældende ret.

Til stk. 3

Forslaget indeholder som noget nyt i stk. 3. mulighed for at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske og derved yde en godtgørelse til den krænkede part for den ikke-økonomiske skade, som denne har lidt. Godtgørelsen er ikke en del af den almindelige tabserstatning. Denne bestemmelse giver således den krænkede part ret til økonomisk kompensation for den ideelle skade, som krænkelsen måtte have medført. Muligheden for at tage hensyn til den ikke-økonomiske skade medfører, at der vil kunne ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor kopiprodukter er af så ringe kvalitet, at disse må anses for skadelige for indehaveren af en plantenyhed i ideel henseende. Der findes en tilsvarende mulighed i den gældende ophavsretslov § 83, stk. 3, hvorefter en ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Bestemmelsen kan ikke forventes at få den store betydning på plantenyhedsområdet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.3.4. og 4.3.1.

Til § 26 b

Til stk. 1

Formålet med ændringen af § 26b er at gennemføre direktivets art. 10 om korrigerende foranstaltninger.

Det foreslås, at de foranstaltninger, der omfattes af direktivet, nemlig ”tilbagekaldelse fra handlen”, ”endelig fjernelse fra handlen” og ”tilintetgørelse”, udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen til forslagets stk. 1.

De foranstaltninger, der er nævnt i direktivet, er ikke udtømmende. Det er op til medlemsstaterne eventuelt at fastsætte yderligere foranstaltninger. Det foreslås, at der i overensstemmelse med bestemmelsen i den gældende patentlov specifikt anføres, at også foranstaltningerne ”ændring af genstanden på nærmere angivet måde” og ”udlevering til den forurettede” kan anvendes. Derved sikres en ensartet implementering af direktivets bestemmelser i dansk ret. Forslagets opregning af foranstaltninger er ikke udtømmende og kan således omfatte alle foranstaltninger, der har til formål at forebygge yderligere krænkelser.

Lovforslaget medfører mulighed for at anvende følgende foranstaltninger

1) ”Tilbagekaldelse fra handlen”.

2) ”Endelig fjernelse fra handlen”.

3) ”Tilintetgørelse”.

4) ”Udlevering til den forurettede”.

5) ”Ændring af plantenyheden på nærmere angiven måde”.

Det er den forurettede, der nedlægger påstand om anvendelsen af den eller de foranstaltninger, der findes hensigtsmæssige at anvende i den konkrete situation.

Ved ”tilbagekaldelse fra handlen” forstås en fjernelse af eksempelvis produkter, der krænker en beskyttet plantenyhed, fra handlen med den mulighed, at varerne på et senere tidspunkt kan komme tilbage i handlen.

Med produkter i bestemmelsen menes blandt andet opformeringsmateriale, herunder essentielt afledte sorter (EDV) og piratkopier af plantenyhedsbeskyttet opformeringsmateriale, men ikke slutprodukter som for eksempel snitblomster, spisekartofler m.v. Hvis slutproduktet indgår i en forædlingsproces, og der derved skabes opformeringsmateriale, der krænker en plantenyhedsbeskyttet sort, er det ikke slutproduktet men det deraf skabte opformeringsmateriale, der er omfattet af bestemmelsen.

”Tilbagekaldelse fra handlen” kan tænkes anvendt i den situation, hvor de ulovlige produkter tilbagekaldes fra handlen, fordi parterne forhandler om en aftalemæssig løsning i form af eksempelvis en licensaftale. Foranstaltningen kan desuden tænkes anvendt i den situation, hvor rettigheden til en plantenyhed er lige ved at udløbe, og hvor de ulovlige kopier af et beskyttet produkt opbevares i den resterende beskyttelsesperiode.

Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er muligheden for en midlertidig fjernelse fra detailhandlen ikke tilstede. Fjernelsen er således permanent. Ved ”endelig fjernelse fra handlen” er det ikke udelukket, at de ulovlige produkter kan tænkes anvendt i ikke kommercielle forhold.

Ved ”tilintetgørelse” forstås destruktion af eksempelvis et produkt, der krænker en beskyttet plantenyhed. ”Tilintetgørelse” kan tænkes anvendt i de tilfælde, hvor de ulovlige produkter endnu ikke har været i handlen.

Ved ”udlevering til den forurettede” forstås udlevering uden nogen form for godtgørelse eller vederlag til krænkeren.

Foranstaltningerne i bestemmelsen kan kun pålægges ved dom.

Der er ikke med denne ændring af reglerne tiltænkt en ændring af praksis i fogedforbudssager, hvorefter fogedretten i medfør af RPL § 645, stk. 2, kan beslaglægge rørligt gods med henblik på at sikre forbudets opretholdelse eller som led i en bevissikringsundersøgelse ved krænkelse af immaterielle rettigheder.

Til stk. 2

Bestemmelsen har til formål at gennemføre direktivets art. 10, stk. 1. Af forslaget til stk. 2 fremgår det, at foranstaltninger i stk. 1 også gælder for materialer, redskaber og lignende, der har været anvendt til ulovlig udnyttelse af en beskyttet sort. Det kan for eksempel være bejdsemaskiner, transportmaskiner m.v. Forslaget er af teknisk karakter.

Til stk. 3

Bestemmelsen har til formål at gennemføre direktivets art. 10, stk. 2. I bestemmelsen er det præciseret, at foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren, medmindre særlig grunde gør sig gældende. Det kan således ikke afvises, at der vil kunne opstå konkrete situationer, hvor foranstaltningerne foretages med en vis form for kompensation til krænkeren.

Bestemmelsen berører ikke en mulig erstatning til den forurettede.

Til stk. 4

Forslaget til stk. 4 gennemfører proportionalitetshensynet i direktivets art. 10, stk. 3. Forslaget medfører, at retten vil kunne træffe foranstaltninger over for personer, selvom disse har handlet i god tro. Retten skal dog i sin afgørelse tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede retsmidler og tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Til stk. 5

Forslaget til stk. 5 omfatter en mulighed for, at retten, når det er hensigtsmæssigt, i stedet for anvendelse af foranstaltningerne i stk. 1, kan meddele krænkeren tilladelse til at råde over de krænkende produkter, materialer og redskaber m.v. i den tid sorten nyder beskyttelse mod et rimeligt vederlag til den forurettede. Bestemmelsen i forslaget til stk. 5 er kun tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor en korrigerende foranstaltning ville være uforholdsmæssigt bebyrdende. Betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen er, at krænkeren har været i god tro, at foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade denne forholdsmæssigt meget, og at et rimeligt vederlag til den forurettede forekommer tilfredsstillende.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.4.4.

Til § 26 c

Til stk. 1

I forslaget til § 26 c foreslås en ny bestemmelse, hvorefter retten kan bestemme, at der i domme, hvor nogen dømmes efter bestemmelserne om erstatning og tilintetgørelse m.v., skal ske en offentliggørelse af dommen. Forslaget til § 26 c har til formål at gennemføre direktivets art. 15, der er obligatorisk for medlemsstaterne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed. Bestemmelsen har således et præventivt formål.

Det foreslås i stk. 1, at retten på begæring kan bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Det foreslås desuden, at pligten til offentliggørelse kun vedrører domme.

Bestemmelsen er alene rettet mod domme i civile sager.

Til stk. 2

Det foreslås i stk. 2, at det i ordlyden præciseres, at det er krænkeren, der er forpligtet til at offentliggøre dommen, da dommen er afsagt over den pågældende i anledning af en krænkelse begået af den pågældende. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden til direktivets art. 15, men ligger implicit i bestemmelsen.

Forslaget til stk. 2 indebærer for det første, at offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning. For det andet, at offentliggørelsen af dommen skal ske på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Det betyder, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelsen i for eksempel et dagblad skal ske med samme typer som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter begæring fra rettighedshaveren.

Offentliggørelsen kan eksempelvis ske i dagblade eller på Internettet, herunder på relevante websides for eksempel krænkerens eller rettighedshaverens webside. Endvidere kan offentliggørelsen ske ved, at udsende en meddelelse om dommen via distributionslister til krænkerens kunder.

Ved offentliggørelsen af domme forudsættes det, at persondatalovens regler, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8 overholdes.

I langt de fleste tilfælde, vil domme i civilretlige sager på det immaterialretlige område indeholde § 6 – oplysninger, det vil sige almindelige personoplysninger såsom navn, adresse m.v. Disse oplysninger vil kunne offentliggøres med hjemmel i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, hvorefter behandlingen kan finde sted, hvis den er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige – i dette tilfælde krænkeren. En retsafgørelse anses for en retlig forpligtelse ifølge bemærkningerne til persondataloven.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor der måtte være tale om offentliggørelse af domme, der indeholder følsomme og fortrolige oplysninger efter persondatalovens §§ 7 eller 8, vil persondataloven medføre, at såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre sådanne oplysninger, så skal dommen anonymiseres, det vil sige, at oplysningerne ekstraheres. Det samme gør sig gældende med hensyn til cpr-nummer, der ikke er en følsom oplysning i persondatalovens forstand, men som alligevel er underlagt en særskilt regulering i persondatalovens § 11.

Straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred gælder også i forhold til offentliggørelse af domme. Ligesom efter persondatalovens §§ 7 og 8, vil det være yderst sjældent, at der forekommer oplysninger om personlige forhold efter straffelovens § 264 d i disse domme. Hvis dette alligevel måtte være tilfældet, skal dommen anonymiseres, det vil sige oplysningerne ekstraheres.

Domme i straffesager må i henhold til retsplejelovens § 1017 d ikke offentliggøres, medmindre disse er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forrettedes eller vidners identitet ikke fremgår.

I de civilretlige sager, hvor der ud over påstand om erstatning også er påstået straf (sager undergivet privat påtale), forudsættes det, at reglerne i såvel persondataloven, herunder behandlingsreglerne i §§ 6-8, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d, overholdes, når dommen offentliggøres. Såfremt der efter en konkret vurdering ikke er hjemmel til at offentliggøre oplysninger omfattet af disse regler, skal oplysningerne anonymiseres, det vil sige at oplysningerne ekstraheres. Det kan eksempelvis være oplysninger om vidners identitet, strafpåstanden etc.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen under punkt 4.5.1.

Til § 26 d

Plantenyheder, der er beskyttet efter Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 (EF-Tidende 1994, L 227 side 1) om EF-sortsbeskyttelse er ikke omfattet af lov om plantenyheder. Af forordningen artikel 103 fremgår, at krænkelser af rettigheder beskyttet af forordningen skal afgøres efter de retsplejeregler, der finder anvendelse på samme type sager om tilsvarende former for national ejendomsret.

Forordningen er senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 873/2004 af 29. april 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse (EU-Tidende 2004, L 162 s. 38).

Med forslaget til § 26 d præciseres, at bestemmelserne i §§ 26a – 26c finder tilsvarende anvendelse på krænkelser af plantenyheder, der er omfattet af bestemmelser i nævnte forordning om EF-sortsbeskyttelse.

Rådets forordning om EF-sortsbeskyttelse er gennemført i dansk ret ved lov nr. 301 af 10. maj 1995 om anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om EF-sortsbeskyttelse. Bestemmelserne er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 630 af 20. juli 1993 om straf for overtrædelse af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om EF-sortsbeskyttelse.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om lovens ikrafttræden, som er fastsat til den 1. januar 2006. Direktivets bestemmelser skal være gennemført i national ret inden 29. april 2006.

Til § 9

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan, for så vidt angår §§ 1-3 og § 5, senere sættes i kraft ved kongelig anordning. § 6, der vedrører ændring af lov om fødevarer kan sættes i kraft ved kongelig anordning for Grønland. Bestemmelsen er affattet i overensstemmelse med almindelige hensyn til Færøerne og Grønland.

§ 7

I lov om plantenyheder, lovbekendtgørelse nr. 145 af 1. marts 2001, som ændret ved § 6 i lov nr. 967 af 4. december 2002, foretages følgende ændringer

1. Fodnote 1 til lovens titel affattes således

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser (EF-Tidende 1998, L 213, s. 13) og bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195, s 15).«

Artikel 8

Ret til information

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed og som svar på en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten, kan pålægge den krænkende part og/eller enhver anden person at give oplysninger om oprindelsen af og distributionskanalerne for de varer eller tjenesteydelser, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed, såfremt den pågældende

a) er fundet i besiddelse af de omtvistede varer i kommerciel målestok

b) er fundet i færd med at anvende de omtvistede tjenesteydelser i kommerciel målestok

c) er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes i de omtvistede aktiviteter, i kommerciel målestok,

eller

d) er blevet identificeret af den i litra a), b) eller c) omhandlede person som indblandet i produktion, fremstilling eller distribution af sådanne varer eller levering af sådanne tjenesteydelser.

2. De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter i givet fald

a) navn og adresse på producenter, fremstillere, distributører, leverandører og andre tidligere indehavere af varer eller tjenesteydelser samt på engros- og detailhandelsled

b) oplysninger om producerede, fremstillede, leverede, modtagne eller bestilte mængder og om den pris, der er opnået for de pågældende varer eller tjenesteydelser.

3. Stk. 1 og 2 finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der

a) tillægger rettighedshaveren en mere vidtgående ret til information

b) regulerer brugen af oplysninger meddelt i henhold til denne artikel i civilretlige eller strafferetlige sager

c) omhandler erstatningsansvaret ved misbrug af retten til information

d) danner grundlag for at nægte at meddele oplysninger, som ville tvinge den i stk. 1 omhandlede person til at indrømme, at vedkommende selv eller en nær slægtning har deltaget i en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed,

eller

e) omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder til information eller behandlingen af personoplysninger.

Afdeling 4

Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger

§ 8

Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

§ 8

Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Artikel 9

Foreløbige og retsbevarende foranstaltninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af rekvirenten kan

a) udstede et foreløbigt påbud til en påstået krænkende part med henblik på at forhindre en nært forestående krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed eller midlertidigt og, i givet fald hvis det er muligt i henhold til national lovgivning, under trussel om tvangsbøder, forbyde en fortsættelse af den påståede krænkelse af den pågældende rettighed eller gøre denne fortsættelse betinget af, at der stilles sikkerhed for erstatning til rettighedshaveren; et foreløbigt påbud kan på de samme betingelser udstedes til en mellemmand, hvis ydelser anvendes af tredjemand til krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed; påbud udstedt over for en mellemmand, hvis tjenesteydelser bruges af en tredjemand til at krænke en ophavsrettighed eller beslægtet rettighed, er omfattet af direktiv 2001/29/EF

b) kræve beslaglæggelse eller aflevering af varer, der mistænkes for at krænke en intellektuel ejendomsrettighed for at forhindre, at de indføres i handelen eller omsættes.

2. I tilfælde af overtrædelser i kommerciel målestok sikrer medlemsstaterne, at de retslige myndigheder, hvis den forurettede part godtgør, at der foreligger omstændigheder, som kan vanskeliggøre inddrivelsen af erstatning, kan kræve arrest i den påståede krænkende parts løsøregenstande og faste ejendom, herunder indefrysning af bankkonti og andre fordringer. Med henblik herpå kan de kompetente myndigheder kræve fremlæggelse af dokumenter med bankoplysninger samt finansielle og kommercielle oplysninger eller passende adgang til de relevante oplysninger.

3. De retslige myndigheder skal, for så vidt angår de i stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger, have beføjelse til at kræve, at rekvirenten fremlægger alt bevismateriale, som er rimeligt tilgængeligt, således at de med tilstrækkelig stor sikkerhed kan fastslå, at rekvirenten er rettighedshaveren, og at rettighedshaverens rettigheder krænkes, eller at en sådan krænkelse er nært forestående.

4. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 og 2 omhandlede foreløbige foranstaltninger i givet fald kan træffes, uden at modparten høres, især hvis en forsinkelse vil påføre rettighedshaveren et uopretteligt tab. I så fald underrettes de berørte parter senest umiddelbart efter, at foranstaltningerne er gennemført.

En efterfølgende prøvelse under iagttagelse af høringsretten foretages på begæring af rekvisitus, således at det inden for en rimelig frist efter meddelelsen af foranstaltningerne kan afgøres, hvorvidt disse skal ændres, ophæves eller stadfæstes.

5. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 og 2 nævnte foranstaltninger ophæves eller på anden måde ophører med at have virkning på begæring af rekvisitus, hvis rekvirenten ikke inden for en rimelig frist anlægger sag vedrørende realiteten ved den kompetente retslige myndighed; fristen fastsættes af den kompetente retslige myndighed, der anordner foranstaltningerne, hvis det er muligt efter medlemsstatens lovgivning, eller, hvis det ikke er tilfældet, inden for en frist på højst 20 hverdage eller 31 kalenderdage, idet den længste frist benyttes.

6. De kompetente retslige myndigheder kan gøre de foreløbige foranstaltninger i stk. 1 og 2 betinget af, at rekvirenten stiller tilstrækkelig sikkerhed eller tilsvarende forsikring med henblik på eventuel kompensation af det tab, der påføres rekvisitus, jf. stk. 7.

7. Hvis de foreløbige foranstaltninger ophæves eller bortfalder som følge af en handling eller en undladelse fra rekvirentens side, eller hvis det efterfølgende konstateres, at der ikke forelå nogen krænkelse eller trussel om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, skal de retslige myndigheder have beføjelse til på begæring af rekvisitus at pålægge rekvirenten at yde rekvisitus passende erstatning for det tab, der er lidt som følge af disse foranstaltninger.

Afdeling 5

Foranstaltninger, der følger af en realitetsafgørelse

§ 9

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1-3 og § 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. § 6 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1

Indledning

8

2

Direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

8

2.1

Indledning

8

2.2

Beskrivelse af direktivets enkelte bestemmelser

9

2.2.1

Formodning for ophavsrettens indehaver - direktivets artikel 5

9

2.2.2

Erstatning – direktivets art. 13

9

2.2.3

Korrigerende foranstaltninger – direktivets art. 10

10

2.2.4

Alternative foranstaltninger – direktivets art. 12

10

2.2.5

Offentliggørelse af retsafgørelser – direktivets art. 15

10

3

Gældende ret

11

3.1

Formodning for ophavsrettens indehaver

11

3.1.1

Ophavsretsloven

11

3.2

Erstatning

11

3.2.1

Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

11

3.2.2

Ophavsretsloven

12

3.2.3

Fødevareloven

12

3.2.4

Lov om plantenyheder

12

3.3

Korrigerende foranstaltninger

13

3.3.1

Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

13

3.3.2

Ophavsretsloven

13

3.3.3

Fødevareloven

14

3.3.4

Lov om plantenyheder

14

3.4

Offentliggørelse af domme

14

4

Lovforslagets indhold

15

4.1

Indledning

15

4.2

Formodning for ophavsrettens indehaver

15

4.2.1.

Ophavsretsloven

15

4.3

Erstatning

15

4.3.1

Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

15

4.3.2

Ophavsretsloven

17

4.3.3

Fødevareloven

18

4.3.4

Lov om plantenyheder

18

4.4

Korrigerende foranstaltninger

18

4.4.1

Patentloven, varemærkeloven, designloven og chipsloven

18

4.4.2

Ophavsretsloven

19

4.4.3

Fødevareloven

20

4.4.4

Lov om plantenyheder

20

4.5

Offentliggørelse af domme

21

4.5.1

Patentloven, varemærkeloven, designloven, chipsloven, fødevareloven og lov om plantenyheder

21

4.5.2

Ophavsretsloven

22

5

Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

22

6

Administrative konsekvenser for borgerne

22

7

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

22

8

Miljømæssige konsekvenser

22

9

Forholdet til EU-retten

22

10

Høring

23

1 Indledning

Lovforslaget tager sigte på at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle rettigheder. Direktivet er optaget som bilag til lovforslaget.

Direktivet medfører ændringer i en række love på det immaterialretlige område samt i retsplejeloven. Ændringerne på det immaterialretlige område er samlet i dette lovforslag, der således indeholder ændringer i patentloven, varemærkeloven, designloven, lov om halvlederprodukters udformning (topografi), herefter kaldet chipsloven, ophavsretsloven, fødevareloven og lov om plantenyheder. Ændring af brugsmodelloven til gennemførsel af direktivet fremsættes i et lovforslag i forbindelse med en større revision af brugsmodelloven. Ændringerne i retsplejeloven vil blive fremsat i et lovforslag, der fremsættes af justitsministeren.

2 Direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

2.1 Indledning

Formålet med direktivet, der er vedtaget med hjemmel i art. 95 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, er at tilnærme medlemsstaternes væsentligste nationale bestemmelser om midlerne til håndhævelse af immaterielle rettigheder med henblik på at sikre, at de nationale regler herom ikke lægger hindringer i vejen for de frie varebevægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser. Formålet er endvidere, at sikre indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder (immaterielle rettigheder) muligheden for civilretligt at håndhæve deres rettigheder i EU.

De nationale foranstaltninger og retsmidler skal i henhold til direktivets art. 3, stk. 2, være effektive, stå i rimeligt forhold til krænkelsen og have en afskrækkende virkning. Baggrunden for direktivet er, at de forskellige regler om håndhævelse af intellektuelle rettigheder i medlemslandene har betydning for innovation, kreativitet og investeringer samt for forbrugernes sikkerhed. Endvidere virker de forskellige regler i medlemslandene hæmmende for den frie bevægelighed i det indre marked. Der er desuden en tendens til, at forfalskninger og piratkopier især bliver fremstillet og solgt i lande, der griber mindre effektivt ind over for disse krænkelser.

Selv om krænkelse af immaterielle rettigheder som hovedregel kan strafforfølges, er rettighedshaverens væsentligste værn i praksis dog retsforfølgning på civilretligt grundlag, hvilket efter omstændighederne kan være med påstand om erstatning eller tilintetgørelse m.v. af ulovlige eksemplarer. Direktivet sikrer, at rettighedshaveren i alle EU-lande har adgang til en række relevante retsmidler i forbindelse med en retsforfølgning.

Direktivet finder efter art. 2 anvendelse på enhver krænkelse af intellektuelle rettigheder, således som dette udtryk skal forstås efter fællesskabsretten eller national ret. Direktivet omhandler alene civilretlige og administrative foranstaltninger, procedurer og retsmidler – ikke strafferetlige eller straffeprocessuelle retsmidler eller procedurer jf. direktivets art. 2, stk. 3, litra c. Direktivet er et minimumsdirektiv i forhold til beskyttelsen af rettighedshavere, og medlemsstaterne kan således vælge at fastsætte yderligere foranstaltninger, procedurer og retsmidler end de, der er fastsat i direktivet ved krænkelser af intellektuelle rettigheder i det omfang, der herved gives rettighedshaverne en bedre retsstilling.

Direktivet supplerer TRIPS-aftalen (Agreement on Trade-Related Intellectual Property Rights). Danmark ratificerede ved bekendtgørelse nr. 71 af 8. juni 1995 overenskomsten om oprettelsen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og det til overenskomsten knyttede aftalekompleks, herunder TRIPS-aftalen, til ikrafttræden den 1. januar 1995. Det Europæiske Fællesskab har ligeledes ratificeret overenskomsten og aftalekomplekset ved Rådets beslutning 94/800/EF (EFT L 336, af 23. december 1994, s. 1) til ikrafttræden 1. januar 1995.

En gennemgang af de bestemmelser i direktivet, der gennemføres med dette lovforslag, findes under punkt 2.2. Direktivet indeholder desuden en række bestemmelser af retsplejemæssig karakter. Direktivets art. 4 (personer berettiget til at anmode om anvendelse af foranstaltninger, procedurer og retsmidler), art. 6 (bevismateriale), art. 7 (foranstaltninger til sikring af bevismateriale), art. 8 (ret til information), art. 9 (foreløbige og retsbevarende foranstaltninger), art. 11 (påbud), art. 14 (sagsomkostninger) er behandlet i det lovforslag, som samtidig med dette lovforslag er fremsat af justitsministeren.

Efter direktivets artikel 20 skal medlemsstaterne senest den 29. april 2006 have foretaget de nødvendige lovændringer til gennemførelse af direktivets bestemmelser i national ret.

2.2 Beskrivelse af direktivets enkelte bestemmelser

2.2.1 Formodning om ophavsrettens indehaver – direktivets art. 5

Art. 5 opstiller en formodningsregel for, hvem der er ophavsmand til et værk eller indehaver af nærtstående rettigheder og dermed berettiget til at påberåbe sig de retsmidler og procedurer, der følger af direktivet. Reglen gælder således både ophavsmænd og indehavere af de nærtstående rettigheder (udøvende kunstnere, radio- og tv virksomheder samt plade- og film producenter).

Det fremgår af direktivets betragtning nr. 19, at formålet med art. 5 er at bringe medlemsstaternes lovgivning på linje med Bernerkonventionens art. 15, og at udvide denne formodningsregel til indehavere af nærtstående rettigheder, da det ofte er disse, for eksempel fonogramproducenten, der vil forsøge at forfølge sager om piratkopiering.

Art. 5 er ikke begrænset til krænkelser begået i erhvervsmæssigt øjemed, jævnfør blandt andet direktivets betragtning nr. 14.

2.2.2 Erstatning - direktivets art. 13

Direktivets art. 13, stk. 1 fastslår, at retten skal pålægge krænkeren at betale erstatning for krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, som er begået forsætligt eller uagtsomt. Erstatningen skal stå i rimeligt forhold til rettighedshaverens lidte tab. Den nationale lovgivning skal give mulighed for at fastsætte erstatningen efter to forskellige modeller

1) erstatningen fastsættes med udgangspunkt i det tab, som den krænkede part har lidt, jf. litra a, eller

2) der fastsættes et fast beløb, der som minimum svarer til størrelsen af de gebyrer eller afgifter som krænkeren skulle have betalt til rettighedshaveren, hvis denne havde spurgt om tilladelse, jf. litra b.

Efter art. 13, stk. 1, litra a skal det være muligt for domstolen at tage hensyn til alle relevante aspekter i sagen ved fastsættelsen af erstatningen. Det fremgår af bestemmelsen, at dette kan omfatte de negative økonomiske konsekvenser, herunder rettighedshaverens tabte fortjeneste eller den krænkende parts uberettigede fortjeneste. Herudover skal det, når det er hensigtsmæssigt, være muligt at tage hensyn til andre elementer end de økonomiske såsom den ikke-økonomiske skade, som rettighedshaveren har lidt. Ifølge direktivet er betaling af godtgørelse for ikke-økonomisk skade ikke obligatorisk. Opregningen af de relevante aspekter i direktivet, som domstolen kan tage hensyn til, er ikke udtømmende. Domstolene er således frit stillet med hensyn til fastsættelse af andre elementer, end dem, der er direkte nævnt i direktivet.

Det følger af art 13, stk. 1, litra b, at domstolen, hvor det er hensigtsmæssigt, kan fastsætte erstatningen som et fast beløb, der som minimum svarer til størrelsen af de gebyrer eller afgifter, som den krænkende part skulle have betalt, hvis denne havde bedt rettighedshaveren om tilladelse til udnyttelse af den pågældende intellektuelle ejendomsrettighed.

Det fremgår blandt andet af direktivets betragtning nr. 26, at formålet med modellen i litra b er at have et alternativ til beregningen af erstatningen i de tilfælde, hvor det er vanskeligt at bestemme størrelsen af det lidte tab. Stk. 1, litra b giver derfor mulighed for at fastsætte en erstatning på et objektivt grundlag, hvor der samtidig tages hensyn til rettighedshaverens udgifter til for eksempel påvisning og efterforskning af krænkelsen. Formålet er ikke at indføre en pligt til at fastsætte en erstatning, der har karakter af straf.

Hvis den krænkende part har været i god tro giver art. 13, stk. 2 mulighed for, at domstolen kan træffe beslutning om, at der skal ske tilbagebetaling af et overskud eller, at der skal ske betaling af en erstatning, der kan være fastsat på forhånd. Bestemmelsen er fakultativ. Det er således op til medlemsstaterne at bestemme, hvorvidt denne skal implementeres i national lovgivning.

Art. 13 omfatter alle rettighedshavere, det vil sige både ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre nærtstående rettighedshavere, for eksempel lyd- og billedproducenter.

Art. 13 er ikke begrænset til krænkelser begået i erhvervsmæssigt øjemed jf. blandt andet direktivets betragtning nr. 14.

2.2.3 Korrigerende foranstaltninger – direktivets art. 10

Art. 10, stk. 1 fastslår, at domstolene ved dom kan bestemme, at produkter som ifølge dom krænker en intellektuel ejendomsrettighed, skal tilbagekaldes fra handlen, endelig fjernes fra handelen eller tilintetgøres. Det samme gælder for materialer og redskaber, der har været anvendt til at fremstille de ulovlige varer. Denne adgang gælder uden nogen form for godtgørelse, og uden at det berører erstatningen til rettighedshaveren.

Foranstaltningerne kan kun anvendes efter, at det ved dom er fastslået, at en vare krænker en intellektuel ejendomsrettighed. Foranstaltningerne i art. 10, stk. 1, litra a-c er ikke udtømmende. Dette fremgår blandt andet af betragtning nr. 24, hvorefter der kan iværksættes korrigerende foranstaltninger som for eksempel tilbagekaldelse, endelig fjernelse fra handlen eller tilintetgørelse af de krænkende produkter m.v. Desuden er der tale om et minimumsdirektiv. Medlemsstaterne er således frit stillet med hensyn til at indføje andre foranstaltninger end dem, der direkte er nævnt i direktivet.

Ifølge direktivets art. 10, stk. 2 skal de i stk. 1 nævnte foranstaltninger gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Art. 10, stk. 3 er udtryk for en proportionalitetsbetragtning, hvor der ved anvendelsen af korrigerende foranstaltninger skal være et forholdsmæssigt forhold mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands interesser. Ifølge betragtning nr. 24 i direktivet bør der ved denne bedømmelse tages hensyn til tredjemands interesser, herunder navnlig forbrugere og privatpersoner, der har handlet i god tro.

Formålet med bestemmelsen er ifølge betragtning nr. 24 at forebygge yderligere krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Art. 10 omfatter alle rettighedshavere, det vil sige både ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre nærtstående rettighedshavere, for eksempel lyd- og billedproducenter.

Art. 10 er ikke begrænset til krænkelser begået i erhvervsmæssigt øjemed jf. blandt andet direktivets betragtning nr. 14.

2.2.4 Alternative foranstaltninger - direktivets artikel 12

Efter art. 12 kan medlemsstaterne, når det er hensigtsmæssigt, bestemme, at domstolene skal kunne træffe bestemmelse om, at krænkeren skal betale en kontant godtgørelse til den forurettede som et alternativ til bestemmelsen om korrigerende foranstaltningerne i art. 10 og påbud i art. 11. Dette gælder dog kun, hvor

– krænkeren har handlet uforsætligt og ikke har udvist uagtsomhed,

– gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget, og

– en kontant godtgørelse forekommer tilfredsstillende.

Det fremgår af betragtning nr. 25, at medlemsstaterne bør have mulighed for at bestemme, at der skal ydes en økonomisk kompensation til krænkeren som alternativ til eksempelvis korrigerende foranstaltninger i de tilfælde, hvor en sådan foranstaltning ville være uforholdsmæssigt bebyrdende.

2.2.5 Offentliggørelse af retsafgørelser - direktivets art. 15

Efter art. 15 skal retten kunne bestemme, på begæring af rekvirenten og for krænkerens regning, at

– der træffes passende foranstaltninger til formidling af information om afgørelsen og

– retsafgørelsen opslås og offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Efter art. 15, 2. pkt., kan medlemsstaterne vælge at indføre mulighed for yderligere offentliggørelsesforanstaltninger, der er afpasset efter de særlige forhold, herunder bekendtgørelse på en iøjnefaldende måde.

Ifølge direktivets betragtning nr. 27 er formålet med bestemmelsen, at forhindre nye krænkelser ved at afskrække en fremtidig krænker og fremme en øget bevidsthed hos den brede offentlighed. Bestemmelsen har således et præventivt formål.

Ifølge forslaget til direktivet, skal offentliggørelsen af domme ske under iagttagelse af reglerne om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandlingen af personoplysninger. Det følger ligeledes af blandt andet direktivets art. 2, stk. 3, litra a, hvorefter direktivet ikke berører eller ændrer blandt andet direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (persondatadirektivet).

Art. 15 er ikke begrænset til krænkelser begået i erhvervsmæssigt øjemed jf. blandt andet direktivets betragtning nr. 14.

3 Gældende ret

3.1 Formodning for ophavsrettens indehaver

3.1.1. Ophavsretsloven

Den gældende lovs § 7 opstiller en formodningsregel for, hvem der er ophavsmand til et værk.

Herudover eksisterer der i lovens § 85, stk. 3, en særskilt formodningsregel om, hvem der er producent til filmværker.

Ifølge § 7, stk. 1, anses den, hvis navn eller alment kendte mærke eller pseudonym på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket eller opgives, når værket gøres tilgængeligt for almenheden, for ophavsmand til værket. Bestemmelsen er alene en formodningsregel. Det følger af Bernerkonventionens art. 15, stk. 1, at formodningen gælder, indtil andet er bevist. Det betyder, at den, der er angivet som ophavsmand ikke har bevisbyrden for, at han eller hun er ophavsmand til værket – bevisbyrden ligger hos den, som måtte hævde det modsatte. En naturlig konsekvens af, at ophavsmandens navn er anført på eksemplaret af værket, er, at det er denne person, der umiddelbart er berettiget til at gøre ophavsretten gældende ved retten.

I tilfælde, hvor ophavsmandens navn ikke er påført et udgivet værkseksemplar eller navnet angives med et ikke alment kendt pseudonym, følger det af § 7, stk. 2, at der er en formodning for, at udgiveren eller forlæggeren repræsenterer ophavsmandens rettigheder. Det følger af ordlyden, at § 7, stk. 2, alene gælder for ophavsmænd til litterære værker. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 7, stk. 2, gælder de almindelige bevisbyrderegler. Det betyder, at en ophavsmand til et kunstnerisk værk, hvis navn ikke er anført på værket, skal løfte bevisbyrden for, at han eller hun er ophavsmand til værket.

§ 9

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1-3 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. § 6 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Artikel 10

Korrigerende foranstaltninger

1. Uden at det berører den erstatning, der skal udredes til rettighedshaveren som følge af krænkelsen, og uden nogen form for godtgørelse sikrer medlemsstaterne, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af rekvirenten kan kræve, at der træffes passende foranstaltninger over for varer, som de har fastslået krænker en intellektuel ejendomsrettighed, og i påkommende tilfælde over for de materialer og redskaber, der primært har været anvendt til at skabe eller fremstille de pågældende varer. Disse foranstaltninger omfatter

a) tilbagekaldelse fra handelen

b) endelig fjernelse fra handelen

c) tilintetgørelse.

2. De retslige myndigheder beordrer disse foranstaltninger gennemført for rettighedskrænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

3. Når en begæring om korrigerende foranstaltninger behandles, tages der hensyn til, at der skal være et forholdsmæssigt forhold mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands interesser.

Artikel 11

Påbud

Medlemsstaterne sikrer, at de retslige myndigheder, når der er truffet en retsafgørelse, som fastslår en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, kan udstede et påbud til den krænkende part med henblik på at forhindre fortsat krænkelse. Hvis det er muligt efter national lovgivning, pålægges der ved manglende overholdelse af et påbud i givet fald en tvangsbøde for at sikre, at påbuddet overholdes. Medlemsstaterne sikrer endvidere, at rettighedshaverne har mulighed for at ansøge om udstedelse af et påbud til en mellemmand, hvis tjenesteydelser anvendes af tredjemand til at krænke en intellektuel ejendomsrettighed, jf. dog artikel 8, stk. 3, i direktiv 2001/29/EF.

Artikel 12

Alternative foranstaltninger

Medlemsstaterne kan bestemme, at de kompetente retslige myndigheder, når det er hensigtsmæssigt, og på begæring af den, der kan pålægges de i denne afdeling nævnte foranstaltninger, kan beordre betaling til den forurettede af en kontant godtgørelse i stedet for anvendelse af foranstaltningerne i denne afdeling, hvis denne person har handlet uforsætligt og ikke har udvist uagtsomhed, hvis gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger ville skade ham uforholdsmæssigt meget, og hvis en kontant godtgørelse til den forurettede forekommer rimeligt tilfredsstillende.

Afdeling 6

Erstatning og sagsomkostninger

Artikel 13

Erstatning

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder på begæring af den forurettede pålægger den krænkende part, der vidste eller med rimelighed burde vide, at hans aktiviteter medførte en sådan krænkelse, at betale rettighedshaveren en erstatning, der står i rimeligt forhold til det tab, denne har lidt som følge af krænkelsen.

Når de retslige myndigheder fastsætter erstatningen

a) skal de tage hensyn til alle relevante aspekter, såsom negative økonomiske konsekvenser, herunder tabt fortjeneste, som den forurettede har lidt, den krænkende parts uberettigede fortjeneste, og, når det er hensigtsmæssigt, andre elementer end de økonomiske, f.eks. den ikke-økonomiske skade, rettighedshaveren har lidt som følge af krænkelsen

b) eller de kan, som et alternativ til litra a), når det er hensigtsmæssigt, fastsætte erstatningen til et fast beløb på grundlag af elementer, der som minimum svarer til størrelsen af de gebyrer eller afgifter, som den krænkende part skulle have betalt, hvis han havde anmodet om tilladelse til at anvende den pågældende intellektuelle ejendomsrettighed.

2. I sager, hvor den krænkede part har krænket intellektuelle ejendomsrettigheder uden at vide det eller uden at have rimelig grund til at vide det, kan medlemsstaterne bestemme, at de retslige myndigheder kan træffe beslutning om tilbagebetaling af et overskud eller om betaling af en erstatning, der kan være fastsat på forhånd.

Artikel 14

Sagsomkostninger

Medlemsstaterne sikrer, at rimelige og forholdsmæssigt afpassede sagsomkostninger og andre udgifter, som den part, der har vundet sagen, har afholdt, som generel regel bæres af den part, der har tabt sagen, medmindre billighedshensyn taler imod dette.

Afdeling 7

Offentliggørelsesforanstaltninger

§ 14. Den, som krænker en andens eneret i henhold til denne lov, skal udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af topografien samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

»§ 14. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en eneret i henhold til denne lov, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

Artikel 15

Offentliggørelse af retsafgørelser

Medlemsstaterne sikrer, at de retslige myndigheder i søgsmål vedrørende krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder kan træffe afgørelse om, at der på begæring af rekvirenten og for den krænkende parts regning træffes passende foranstaltninger til formidling af information om afgørelsen, og at retsafgørelsen opslås og offentliggøres i sin helhed eller i uddrag. Medlemsstaterne kan give mulighed for yderligere offentliggørelsesforanstaltninger, der er afpasset efter de særlige forhold, herunder bekendtgørelse på en iøjnefaldende måde.

§ 15. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at eksemplarer af topografien eller halvleder produkter, der er fremstillet ved hjælp af topografien, der krænker eneretten i henhold til denne lov, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endelig fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende produkter.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer, redskaber eller lignende i enerettens beskyttelsestid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.«

3. Efter § 15 indsættes

» § 15 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 14 og 15, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 15. Foreligger der krænkelse af eneretten til en topografi, kan retten bestemme, at eksemplarer af topografien eller halvlederprodukter, der er fremstillet ved hjælp af topografien, skal ændres på nærmere angivet måde, tilintetgøres, eller udleveres den forurettede, eventuelt mod et vederlag.

Stk. 2. Når ganske særlige grunde foreligger, kan retten efter påstand meddele tilladelse til forsat at råde over eksemplarer eller produkter, som er nævnt i stk. 1, i enerettens gyldighedstid eller en del af denne mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår.

§ 15. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at eksemplarer af topografien eller halvleder produkter, der er fremstillet ved hjælp af topografien, der krænker eneretten i henhold til denne lov, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endelig fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende produkter.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer, redskaber eller lignende i enerettens beskyttelsestid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.«

3. Efter § 15 indsættes

»§ 15 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 14 og 15, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

Artikel 16

Sanktioner anvendt af medlemsstaterne

Med forbehold af de i dette direktiv fastsatte civilretlige og administrative foranstaltninger, procedurer og retsmidler kan medlemsstaterne anvende andre hensigtsmæssige sanktioner, når intellektuelle ejendomsrettigheder er blevet krænket.

Artikel 17

Adfærdskodekser

Medlemsstaterne tilskynder til

a) at erhvervssammenslutninger og -organisationer på fællesskabsplan udarbejder adfærdskodekser, som bidrager til håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, bl.a. ved at anbefale, at der på optiske diske anvendes en kode til identifikation af fabrikanten

b) at Kommissionen får tilsendt udkast til adfærdskodekser på nationalt plan og fællesskabsplan og eventuelle evalueringer af anvendelsen af disse adfærdskodekser.

Artikel 18

Evaluering

1. Tre år efter den i artikel 20, stk. 1, fastsatte dato sender hver medlemsstat Kommissionen en rapport om gennemførelsen af dette direktiv.

På grundlag af disse rapporter udarbejder Kommissionen en rapport om anvendelsen af dette direktiv, herunder en evaluering af effektiviteten af de foranstaltninger, der er truffet, og en vurdering af direktivets virkninger for innovation og udvikling af informationssamfundet. Denne rapport fremsendes til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Den ledsages eventuelt og hvis det er nødvendigt under hensyn til udviklingen i fællesskabsretten af forslag til ændringer af dette direktiv.

2. Medlemsstaterne hjælper og bistår Kommissionen i det omfang, det er nødvendigt, ved udarbejdelsen af den i stk. 1, andet afsnit, nævnte rapport.

Artikel 19

Udveksling af oplysninger og kontaktpersoner

For at fremme samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, medlemsstaterne imellem og mellem medlemsstaterne og Kommissionen udpeger hver medlemsstat en eller flere nationale kontaktpersoner vedrørende spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i dette direktiv. Den meddeler navn og adresse på disse nationale kontaktpersoner til de øvrige medlemsstater og Kommissionen.

§ 19 b. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed i henhold til denne lov, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende varer.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

§ 19 c. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 19a og 19b, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 19 b. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der krænker en intellektuel ejendomsrettighed i henhold til denne lov, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende varer.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

§ 19 c. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 19a og 19b, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

Artikel 20

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 29. april 2006. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 21

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 22

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 29. april 2004.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

M. Mc Dowell

Formand

(1) EUT C 32 af 5.2.2004, s. 15.

(2) Europa-Parlamentets udtalelse af 9.3.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets afgørelse af 26.4.2004 .

(3) EFT L 336, af 23.12.1994, s. 1.

(4) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(5) EFT L 13 af 19.1.2000, s. 12.

(6) EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.

(7) EFT L 122 af 17.5.1991, s. 42. Ændret ved direktiv 93/98/EØF (EFT L 290 af 24.11.1993, s. 9).

(8) EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10.

§ 25.---

2. Efter § 25 indsættes som ny overskrift.

»Straffe- og erstatningsbestemmelser m.m.«

§ 26 b. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser kan retten, såfremt der er nedlagt påstand herom, ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der krænker en beskyttet plantenyhed, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig udnyttelse af en plantenyhed.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan, såfremt der er nedlagt påstand herom, give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer og redskaber i den tid sorten nyder beskyttelse eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade denne uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.

§ 26 c. I en dom, hvorved nogen dømmes efter § 26 a eller § 26 b, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

§ 26 d. Bestemmelserne i §§ 26 a – 26 c finder tilsvarende anvendelse ved krænkelser af plantenyheder, der er beskyttet i medfør af Rådets Forordning (EF) 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse.«

§ 26.---

3. Efter § 26 indsættes

»§ 26 a. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en sortsejers ret til en plantenyhed, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 26 b. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser kan retten, såfremt der er nedlagt påstand herom, ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der krænker en beskyttet plantenyhed, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber, der primært har været anvendt til ulovlig udnyttelse af en plantenyhed.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan, såfremt der er nedlagt påstand herom, give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer og redskaber i den tid sorten nyder beskyttelse eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade denne uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.

§ 26 c. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 26 a - b eller § 26 d, jf. §§ 26 a - c, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.

§ 26 d. Bestemmelserne i §§ 26 a – 26 c finder tilsvarende anvendelse ved krænkelser af plantenyheder, der er beskyttet i medfør af Rådets Forordning EF 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse.«

§ 37. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår designindgreb, skal betale rimeligt vederlag for udnyttelsen af designet samt erstatning for den yderligere skade, som indgrebet måtte have medført.

Stk. 2. Begår nogen designindgreb, uden at det sker forsætligt eller uagtsomt, og har den pågældende derved haft vinding, har denne, om og i det omfang det skønnes rimeligt, pligt til at udrede vederlag og erstatning efter bestemmelserne i stk. 1, dog ikke ud over den vinding, denne må antages at have haft ved designindgrebet.

»§ 37. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår designindgreb, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 38. Med henblik på at forebygge yderligere designindgreb kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der udgør et designindgreb, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende produkter.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer, redskaber eller lignende i designets beskyttelsestid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.«

3. § 39, 3. pkt., affattes således

»Den, som har begået designindgreb før akterne er gjort tilgængelige for enhver, og som derved har haft vinding, skal betale erstatning efter § 37 i det omfang det skønnes rimeligt, dog ikke ud over den vinding, denne må antages at have haft ved designindgrebet.«

4. Efter § 39 indsættes

» § 39 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 37 og 38, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 38. Foreligger designindgreb, kan retten efter påstand af den forurettede, i det omfang det skønnes rimeligt, til forebyggelse af fortsat designindgreb bestemme, at produkter, som er ulovligt fremstillet eller indført her i landet, eller produkter, hvis udnyttelse ville indebære et designindgreb, skal ændres på nærmere angiven måde eller tilintetgøres eller, hvor det drejer sig om ulovligt fremstillede eller indførte produkter, udleveres til den forurettede mod vederlag. Dette gælder dog ikke over for den, som i god tro har erhvervet de pågældende produkter eller erhvervet rettigheder herover, og som ikke selv har begået designindgreb.

Stk. 2. Når ganske særlige grunde dertil foreligger, kan retten uanset bestemmelsen i stk. 1 efter påstand meddele tilladelse til at råde over ulovligt fremstillede eller indførte produkter i designets beskyttelsestid eller en del af denne mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår.

§ 38. Med henblik på at forebygge yderligere designindgreb kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der udgør et designindgreb, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende produkter.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, materialer, redskaber eller lignende i designets beskyttelsestid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.«

§ 39.---

3. § 39, 3. pkt., affattes således

Erstatning for skade som følge af indgreb, der er sket, før akterne er gjort tilgængelige for enhver, er den pågældende kun pligtig at udrede i det i § 37, stk. 2, angivne omfang.

»Den, som har begået designindgreb før akterne er gjort tilgængelige for enhver, og som derved har haft vinding, skal betale erstatning efter § 37 i det omfang det skønnes rimeligt, dog ikke ud over den vinding, denne må antages at have haft ved designindgrebet.«

4. Efter § 39 indsættes

»§ 39 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 37 og 38, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 43 . Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens varemærkeret, er pligtig at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af varemærket samt erstatning for den yderligere skade, som krænkelsen måtte have medført.

Stk. 2. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, er krænkeren pligtig at udrede vederlag og erstatning efter bestemmelserne i stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt.

Stk. 3. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at ansøgningen var indleveret.

Stk. 4. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af denne lov er af væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, medmindre parterne vedtager andet.

»§ 43. Den, som forsætligt eller uagtsomt krænker en andens varemærkeret, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1-3, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

Stk. 4. Er varemærkeretten stiftet ved registrering, finder reglerne i stk. 1 også anvendelse for tiden mellem ansøgningens indlevering og mærkets registrering, dersom krænkeren vidste eller burde vide, at ansøgningen var indleveret.

Stk. 5. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af denne lov er af væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, medmindre parterne vedtager andet.

§ 44. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af varemærkeretten kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at en vare, som krænker en varemærkeret, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endelig fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) at de ulovligt anbragte varemærker skal fjernes.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende varer.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.«

3. Efter § 44 indsættes

» § 44 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 43 og 44, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 44. I sager om krænkelse af en varemærkeret kan retten bestemme, at der skal træffes foranstaltninger til forebyggelse af misbrug af varemærket. I så henseende kan det bl.a. bestemmes, at de ulovligt anbragte varemærker skal fjernes fra de varer, der er i den pågældendes besiddelse eller i øvrigt står til vedkommendes rådighed, eller om fornødent at varerne skal tilintetgøres eller udleveres til den forurettede.

§ 44. Med henblik på at forebygge yderligere krænkelser af varemærkeretten kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at en vare, som krænker en varemærkeret, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endelig fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) at de ulovligt anbragte varemærker skal fjernes.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af de krænkende varer.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.«

3. Efter § 44 indsættes

»§ 44 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 43 og 44, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 58. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår patentindgreb, er pligtig at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen af opfindelsen samt erstatning for den yderligere skade, som indgrebet måtte have medført.

Stk. 2. Begår nogen patentindgreb, uden at det sker forsætligt eller uagtsomt, er han, om og i det omfang det skønnes rimeligt, pligtig at udrede vederlag og erstatning efter bestemmelserne i stk. 1.

» § 58. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår patentindgreb, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2 skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.

§ 59. Med henblik på at forebygge yderligere patentindgreb kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der udgør et patentindgreb, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på apparater, materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af en patenteret opfindelse.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, apparater, materialer, redskaber eller lignende i patentets gyldighedstid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.«

3. § 60, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Den pågældende skal kun betale erstatning efter § 58 for skade som følge af indgreb, der er sket før bekendtgørelsen om patentets meddelelse efter § 20, i det omfang det skønnes rimeligt.«

4. Efter § 60 indsættes

» § 60 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 58-60, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

5. § 83, stk. 2, sidste pkt., affattes således

»§ 57 finder ikke anvendelse, og den pågældende skal kun betale erstatning efter § 58 for skade, i det omfang det skønnes rimeligt.«

§ 59. Foreligger patentindgreb, kan retten i den udstrækning, det skønnes rimeligt, efter påstand træffe bestemmelser til forebyggelse af misbrug af produkter, der er fremstillet i henhold til den patenterede opfindelse eller af apparat, redskab eller andet, hvis anvendelse ville indebære patentindgreb. Det kan således bestemmes, at genstanden skal ændres på nærmere angivet måde eller tilintetgøres eller, hvor det drejer sig om en patentbeskyttet genstand, udleveres til den forurettede mod vederlag. Dette gælder dog ikke over for den, som i god tro har erhvervet den pågældende genstand eller erhvervet rettigheder herover, og som ikke selv har begået patentindgreb.

Stk. 2. Når ganske særlige grunde dertil foreligger, kan retten uanset bestemmelsen i stk. 1 efter påstand meddele tilladelse til at råde over de i stk. 1 nævnte produkter, apparater, redskaber og andet i patentets gyldighedstid eller en del af denne mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår.

§ 59. Med henblik på at forebygge yderligere patentindgreb kan retten efter påstand ved dom blandt andet bestemme, at et produkt, der udgør et patentindgreb, skal

1) tilbagekaldes fra handlen,

2) endeligt fjernes fra handlen,

3) tilintetgøres,

4) udleveres til den forurettede, eller

5) ændres på en nærmere angiven måde.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på apparater, materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling af en patenteret opfindelse.

Stk. 3. Foranstaltningerne efter stk. 1 skal gennemføres uden godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til forholdet mellem krænkelsens omfang, de beordrede foranstaltninger og tredjemands interesser.

Stk. 5. Retten kan efter påstand give krænkeren tilladelse til at råde over de i stk. 1 og 2 nævnte produkter, apparater, materialer, redskaber eller lignende i patentets gyldighedstid eller en del af denne mod et rimeligt vederlag. Dette gælder dog kun, hvis

1) krænkeren hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt,

2) foranstaltningerne efter stk. 1 ville skade krænkeren uforholdsmæssigt meget, og

3) et rimeligt vederlag er tilstrækkeligt.«

§ 60.---

3. § 60, stk. 2, affattes således

Stk. 2. Den pågældende er kun pligtig i det i § 58, stk. 2, angivne omfang at udrede erstatning for skade som følge af indgreb, der er sket før bekendtgørelsen om patentets meddelelse efter § 20.

»Stk. 2. Den pågældende skal kun betale erstatning efter § 58 for skade som følge af indgreb, der er sket før bekendtgørelsen om patentets meddelelse efter § 20, i det omfang det skønnes rimeligt.«

4. Efter § 60 indsættes

»§ 60 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 58-60, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 65.---

Stk. 4. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, §§ 3, 11 og 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16 og 16 a, § 17, stk. 1, 2 og 4, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 21, 22, 25, 27, 28, 30 a, 31, 34, 35, 39-47, 49-57, 58 a, 61 og 62 finder tilsvarende anvendelse på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf.

2. I § 65, stk. 4, indsættes efter ”§§ 3,”: ” 7,”.

§66 , Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 11, stk. 2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16 og 16 a, § 17, stk. 1, 2 og 4, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 21, 22, 25, 27, 28, 30 a, 31, 34, 39-47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på lydoptagelser.

§ 67, Stk. 2. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 11, stk. 2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 2, og stk. 5, 1. pkt., §§ 13, 15, 16 og 16 a, § 17, stk. 1 og 4, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, og §§ 22, 25, 27, 28, 30 a, 31, 32, 34, 47 og 49-52 finder tilsvarende anvendelse på billedoptagelser.

§ 69, Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2-4, § 11, stk. 2 og 3, § 11 a, § 12, stk. 1, stk. 2, nr. 5, stk. 3, stk. 4, nr. 2, og stk. 5, 1. pkt., §§ 15-16 a, § 17, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22 og 25, § 27, stk. 1 og 3, og §§ 28 og 31-33 finder tilsvarende anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser.

3. I § 66, stk. 2, § 67, stk. 2, og § 69, stk. 3, indsættes efter ”§ 2, stk. 2-4, ”: ”§ 7, stk. 1, ”.

4. § 83 affattes således

§ 83.---

5. § 83, stk. 2, sidste pkt., affattes således

»§ 57 finder ikke anvendelse, og den pågældende skal kun betale erstatning efter § 58 for skade, i det omfang det skønnes rimeligt.«

§ 83. Den, som forsætligt eller uagtsomt overtræder en af de i §§ 76 og 77 nævnte bestemmelser, har pligt til at udrede rimeligt vederlag for udnyttelsen samt erstatning for den yderligere skade, som overtrædelsen måtte have medført.

Stk. 2. Selv om overtrædelsen er begået i god tro, kan der tilkendes den forurettede vederlag og erstatning efter bestemmelsen i stk. 1, i det omfang det skønnes rimeligt. Vederlaget og erstatningen kan dog ikke overstige den ved overtrædelsen indvundne fortjeneste.

Stk. 3 . En ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

»§ 83. Den, som forsætligt eller uagtsomt overtræder en af de i §§ 76 og 77 nævnte bestemmelser, skal betale

1) et rimeligt vederlag til den forurettede for udnyttelsen og

2) en erstatning til den forurettede for den yderligere skade, som overtrædelsen har medført.

Stk. 2. Ved fastsættelse af erstatning efter stk. 1, nr. 2, skal der tages hensyn til blandt andet den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.

Stk. 3. I sager, der omfattes af stk. 1, kan der derudover fastsættes en godtgørelse til den forurettede for ikke-økonomisk skade.«

5. § 84 affattes således

Inddragelse m.v.

§ 84. Retten kan ved dom bestemme, at eksemplarer, som krænker retten til værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, skal

1) tilbagekaldes fra handelen,

2) endeligt fjernes fra handelen,

3) tilintetgøres eller

4) udleveres til den forurettede.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling eller brug af eksemplarer af værket eller frembringelsen.

Stk. 3. Foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til, at der skal være forholdsmæssighed mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands interesser.«

6. Efter § 84 indsættes som ny paragraf

»Offentliggørelse af domme

» § 84 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 83 eller 84, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

7. § 85, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

§ 84. Når eksemplarer af værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, er fremstillet, indført eller gjort tilgængelige for almenheden i Danmark i strid med denne lov eller med forskrifter givet efter § 61, stk. 2, kan det ved dom bestemmes, at eksemplarerne skal inddrages til fordel for den forurettede eller overdrages til ham mod et vederlag, der ikke overstiger fremstillingsomkostningerne.

Stk. 2. I stedet for inddragelse eller overdragelse kan det bestemmes, at eksemplarerne helt eller delvis skal tilintetgøres eller på anden måde gøres uanvendelige til ulovlig brug. Hvis det under hensyn til eksemplarernes kunstneriske eller økonomiske værdi eller omstændighederne i øvrigt skønnes rimeligt, kan retten tillade, at de fremstillede eksemplarer gøres tilgængelige for almenheden mod erstatning og godtgørelse til den forurettede.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tryksatser, klicheer, forme og andet, som kan tjene til ulovlig fremstilling eller brug af værket eller frembringelsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 kan ikke bringes i anvendelse over for den, som i god tro har erhvervet eksemplarer til privat brug, eller som i god tro har fremstillet eksemplarer i strid med § 11, stk. 3.

Stk. 5. Bygninger kan ikke kræves inddraget eller tilintetgjort i medfør af stk. 1 og 2.

»Tilintetgørelse m.v.

§ 84. Retten kan ved dom bestemme, at eksemplarer, som krænker retten til værker eller frembringelser, der beskyttes efter §§ 65-71, skal

1) tilbagekaldes fra handelen,

2) endeligt fjernes fra handelen,

3) tilintetgøres eller

4) udleveres til den forurettede.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på materialer, redskaber eller lignende, der primært har været anvendt til ulovlig fremstilling eller brug af eksemplarer af værket eller frembringelsen.

Stk. 3. Foranstaltninger efter stk. 1 skal gennemføres uden nogen form for godtgørelse til krænkeren og berører ikke en mulig erstatning til den forurettede. Foranstaltningerne skal gennemføres for krænkerens regning, medmindre særlige grunde taler herimod.

Stk. 4. Ved en dom om foranstaltninger efter stk. 1 skal retten tage hensyn til, at der skal være forholdsmæssighed mellem krænkelsens omfang og de beordrede retsmidler samt tredjemands interesser.«

6. Efter § 84 indsættes som ny paragraf

»Offentliggørelse af domme

» § 84 a. I en dom, hvorved nogen dømmes efter §§ 83 eller 84, kan retten på begæring bestemme, at dommen skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.

Stk. 2. Pligten til offentliggørelsen påhviler krænkeren. Offentliggørelsen skal ske for krænkerens regning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges.«

§ 85.---

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 3, anses, når andet ikke er oplyst, den som producent, hvis navn på sædvanlig måde er angivet på filmen.

7. § 85, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

KAPITEL I

GENSTAND OG ANVENDELSESOMRÅDE

KAPITEL II

FORANSTALTNINGER, PROCEDURER OG RETSMIDLER

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

KAPITEL III

SANKTIONER ANVENDT AF MEDLEMSSTATERNE

KAPITEL IV

ADFÆRDSKODEKSER OG ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE

KAPITEL V

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Fremsat den 9. november 2005 af økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Forslag

til

Lov om ændring af patentloven, ophavsretsloven m.v. 1)

(Implementering af EU direktiv 2004/48/EF om håndhævelse af intellektuelle rettigheder)

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EU-Tidende 2004, L 195/15).