Legislator Case Law & Legislation
20042XX00144 DK

Skriftlig fremsættelse (6. april 2005) - L 146

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2004 L 146 Valid

Skriftlig fremsættelse (6. april 2005)

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om tilstødende zone.

(Lovforslag nr. L 146).

Lovforslag tilsigter at etablere en tilstødende zone. Den tilstødende zone omfatter havområder uden for og stødende op til søterritoriet indtil en afstand af 24 sømil (44.448 m) fra de til enhver tid gældende basislinjer. Afgrænsningen af den tilstødende zone i forhold til fremmede stater, hvis kyster ligger over for det danske riges kyster i en afstand, der er mindre end 48 sømil, eller som grænser op til Danmark, sker i mangel af aftale efter den linje, der ligger lige langt fra de nærmeste punkter på basislinjerne ved de to staters kyster (midtlinjeprincippet).

I den tilstødende zone kan Danmark i overensstemmelse med FN’s Havretskonvention af 1982 udøve den fornødne kontrol med henblik på at forhindre, at de i Danmark gældende told-, afgifts-, udlændinge- eller sundhedslove og regler overtrædes på Danmarks land- eller søterritorium. Formålet med lovforslaget er således at forbedre mulighederne for at forebygge og bekæmpe narkotikasmugling, told- og afgiftsovertrædelser samt illegal indvandring ad søvejen.

Danmark har i dag kun mulighed for at føre kontrol med og håndhæve overholdelsen af den pågældende lovgivning i søterritoriet, som strækker sig indtil 12 sømil fra kysten. Med vedtagelsen af lovforslaget vil lovgivningen kunne håndhæves uden for søterritoriet indtil 24 sømil fra kysten.

Oprettelsen af en tilstødende zone medfører ingen ændring af lovgivningen for den eksklusive økonomiske zone eller kontinentalsoklen eller kontrollen med arkæologiske og historiske genstande.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning senere sættes i kraft for disse rigsdele.

Loven træder i kraft den 1. juli 2005.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →