Forslag til folketingsbeslutning om initiativer på baggrund af besættelsestiden 1940-1945
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 17. maj 2005 af Frank Aaen (EL), Jørgen Arbo‑Bæhr (EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Rune Lund (EL) og Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om initiativer på baggrund af besættelsestiden 1940-1945
I debatten om samarbejdspolitikken under den nazistiske besættelse af Danmark 1940 til 45 er der forskellige holdninger, der skiller både politikere, historikere og andre. Uanset de forskellige holdninger og med håb om, at debatten vil fortsætte, konstaterer Folketinget, at samarbejdspolitikken, blandt en lang række dybt beklagelige forhold, førte til
udvisning af jøder, politisk forfulgte, homoseksuelle, romaer og andre forfulgte minoriteter til Tyskland,
den ulovlige fængsling af danske kommunister og frivillige fra forsvaret af den spanske republik og
Danmarks tilslutning til Antikominternpagten.
Folketinget pålægger samtidig regeringen inden udgangen af 2005 at fremsætte lovforslag om eller på anden vis tage initiativ til at sikre
en forhøjelse af hædersgaven til de aktive i modstandsbevægelsen i erkendelse af, at modstandsbevægelsen sikrede, at Danmark blev en del af de allierede i kampen mod nazismen,
en merbevilling til forskning i bl.a. erhvervslivets og landbrugets samarbejde med det nazistiske regime under krigen,
at forskning i samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsens historie fremmes gennem øget adgang til statens arkiver,
at der gives en bevilling til udbygning og sikring af gratis adgang til Frihedsmuseet og andre museer, der beskriver besættelsen og kampen mod nazismen, og
at der i samarbejde med de erhvervsvirksomheder, som under krigen anvendte tvangsarbejdere, etableres en fond med det formål at yde konkret erstatning til ofrene for dette tvangsarbejde.
Bemærkninger til forslaget
Der henvises til beslutningsforslagets ordlyd.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om initiativer på baggrund af besættelsestiden 1940-1945.
(Beslutningsforslag nr. B 91).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.