Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en maritim styrelse
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 29. marts 2005 af Ole Sohn (SF), Anne Baastrup (SF), Poul Henrik Hedeboe (SF) og Villy Søvndal (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om etablering af en maritim styrelse
Med henblik på at sikre en bedre og mere koordineret indsats vedrørende sikkerheden i og kontrollen med de danske farvande opfordrer Folketinget regeringen til at fremsætte forslag til samling af kystrednings- og kontrolressourcerne for de danske farvande samt isbrydertjenesten i en særlig kystvagtenhed under en ny maritim styrelse.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af B 106 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling, der blev fremsat den 17. december 2004, jf. Folketingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A side 4765.
En række tragiske hændelser gennem de senere år med skibskollisioner, brokollisioner, grundstødninger og havmiljøforurening m.v. har tydeliggjort behovet for en bedre og mere koordineret indsats i forbindelse med sikkerheden i og kontrollen med de danske farvande. Desuden er der behov for en koordinering med de opgaver, som varetages af politiet, toldmyndighederne og fiskerikontrolmyndighederne. Samfundet kunne udnytte ressourcerne bedre, hvis disse opgaver blev samlet i en ny administrativ enhed.
I dag løses kystbevogtnings-, sikkerheds- og kontrolopgaverne af henholdsvis Økonomi- og Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet, Trafikministeriet, Justitsministeriet, Skatteministeriet, Miljøministeriet og Fødevareministeriet, som igen har fordelt opgaverne til forskellige styrelser. Dette besværliggør selvsagt en samlet planlægning og koordinering af aktiviteter og ressourcer.
Hvis de søfartspolitiske og de beredskabs- og bevogtningsmæssige, herunder kystbevogtningsmæssige, opgaver blev samlet i ét ressort med én operativ driftsenhed, ville man opnå en mere rationel drift, en entydig ansvarsplacering af driften og en bedre koordinering og derved frigøre ressourcer til at forbedre den samlede indsats inden for
- miljøovervågning og -kontrol
- farvandsovervågning
- bekæmpelse af havmiljøforurening
- fiskerikontrol
- toldkontrol
- politikontrol
- bekæmpelse af brand i skibe
- skibsulykker ved kaj
- bjærgning af skibe
- kystredning
- afmærkning
- isbrydning.
Derudover kunne det overvejes, om lodstjenesten skulle indgå i en sådan styrelse.
Samling af maritime opgaver i én operativ driftsenhed giver mulighed for at lade skibene have en fast grundbesætning og så supplere besætningen med specialister, alt efter hvilken type opgave der skal løses. Ligeledes bør marinehjemmeværnet indgå i den nye civile kystvagt, hvor dets skibe kan indgå i patruljering, overvågning, miljøbekæmpelse m.v.
En organisationsplan for en kystvagt kunne være, at den samles under en fælles maritim styrelse, som strategisk er underlagt Søværnets Operative Kommando (SOK). Skibe og personel fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet, Miljøministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Skatteministeriet overføres til den nye driftsenhed. Den nye driftsenhed vil med det eksisterende personel og antal skibe komme til at bestå af ca. 200 medarbejdere plus 39 skibe.
En sådan organisationsform vil give mulighed for, at nye skibe bygges på en sådan måde, at de kan løse alle relevante opgaver under den maritime styrelse. Den ene dag kan de foretage fiskeriinspektion, den næste toldkontrolopgaver og den tredje deltage i havforureningsbekæmpelse.
Samtidig vil det skabe et større og bedre fagligt miljø og større fleksibilitet i løsningen af opgaverne, og ikke mindst vil der fremover kunne ske en væsentligt bedre koordinering i løsningen af de maritime opgaver.
Skriftlig fremsættelse
Ole Sohn (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en maritim styrelse.
(Beslutningsforslag nr. B 32).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.