Legislator Case Law & Legislation
20042BB00028 DK

Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk registrering af folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2004 28 Valid

Fremsat den 18. marts 2005 af Ole Sohn (SF), Pernille Vigsø Bagge (SF), Anne Baastrup (SF) og Holger K. Nielsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om obligatorisk registrering af folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser

Folketinget pålægger Udvalget for Forretningsordenen at ændre reglerne om frivillig registrering af folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser efter følgende retningslinjer

1. Det gøres obligatorisk for folketingsmedlemmerne at lade sig registrere.

2. Præsidiet bemyndiges til at vedtage passende sanktioner over for folketingsmedlemmer, som ikke opfylder kravet om obligatorisk registrering.

Bemærkninger til forslaget

Det er vigtigt, at der er gennemskuelighed, hvad angår politikernes hverv og økonomiske interesser. Folketinget vedtog derfor i 1994 at indføre et registreringssystem, hvor folketingsmedlemmerne oplyser om deres hverv og økonomiske interesser. Desværre blev systemet kun gjort frivilligt. Det var formentlig opfattelsen, at stort set alle MF’ere alligevel ville lade sig registrere, hvilket imidlertid ikke har været tilfældet. I det seneste register havde 128 MF’ere tilmeldt sig, hvilket betyder, at 51 ikke ønskede at oplyse offentligheden om deres hverv og økonomiske interesser.

SF har hele tiden ønsket en obligatorisk registrering, og dette synspunkt er blevet yderligere bekræftet af det forhold, at der er gennemført regler om obligatorisk registrering af ministrene. Det er på den baggrund svært at fastholde argumenter om, at registreringen ikke skal være obligatorisk for folketingsmedlemmer. Lige så vel som det er nødvendigt at have gennemskuelighed, hvad angår ministres økonomiske interesser, er det samme nødvendigt for folketingsmedlemmer.

Det har været anført, at det skulle være grundlovsstridigt at gøre registreringskravet obligatorisk. Det synspunkt deler forslagsstillerne ikke. Det er naturligvis muligt at stille krav til folketingsmedlemmer, ligesom der kan stilles krav til andre i samfundet.

Der er ganske rigtigt ikke den sanktionsmulighed, at et folketingsmedlem ud fra en manglende efterlevelse af registreringskravet kan gøres uværdig til at sidde i Folketinget. Men der er andre sanktionsmuligheder, som kan bruges over for enkelte folketingsmedlemmer, således som det f.eks. var tilfældet, da det i den sidste samling viste sig, at Peter Brixtofte ikke brugte sin sekretærbistand efter reglerne.

Dertil kommer, at det i forhold til offentligheden vil være langt vanskeligere at omgå en obligatorisk registrering end en frivillig registrering.

Forslagsstillerne har udarbejdet konkrete ændringer til de nuværende regler, men har fundet det mest hensigtsmæssigt, at dette tekniske arbejdet overlades til Udvalget for Forretningsordenen og Folketingets Administration.

Der er ikke foreslået konkrete sanktioner. I stedet er foreslået, at der i reglerne indsættes en generel bemyndigelse til Præsidiet til at iværksætte passende sanktioner.

Skriftlig fremsættelse

Ole Sohn (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk registrering af folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser.

(Beslutningsforslag nr. B 28).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →