Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet\n(Maksimale bindingsperioder ved udbud af teleterminaludstyr, ophævelse af regler om småforbrugerabonnement og ændring af regler vedrørende frit operatørvalg)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 164
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat fra videnskabsministeren
2
Høringssvar fra videnskabsministeren
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
2. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 164
Spm.nr.
Titel
1
Spm., om EU-direktivet fra 2003, som ministeren henviser til som baggrund for lovforslaget, ikke stiller ultimativt krav om afskaffelse af muligheden for småforbrugerabonnement i dansk lovgivning, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvorfor lovforslaget ikke er udformet sådan, at det er teknologineutralt, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, som kan sikre, at lovforslaget er teknologineutralt, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om teknisk hjælp til et ændringsforslag, som giver mulighed for at bevare småforbrugerordningen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om ministeren kan bekræfte, at hensigten med lovforslaget er at sikre, at der fremover gælder en maksimumsgrænse på 6 måneder for bindingsperioder for mobiltelefonbrugere, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren kan bekræfte, at hvis lovgivningen ikke er fuldt teknologineutral, vil der kunne gælde forskellige bindingsperioder for henholdsvis en mobiltelefon med indbygget kamera og et digitalkamera med telefonfunktioner, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvorvidt udbyderen er forpligtet til at oprette særskilte aftaler for henholdsvis abonnement/SIM-kort og låne/lejeaftale vedrørende terminaler, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om en udbyder ifølge lovforslaget vil kunne udforme en aftale om levering af (mobil)teleterminaludstyr således, at leveringen af selve terminalen ikke er omfattet af lovens bestemmelser om bindingsperiode, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå
Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 1. juni 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet
(Maksimale bindingsperioder ved udbud af teleterminaludstyr, ophævelse af regler om
småforbrugerabonnement og ændring af regler vedrørende frit operatørvalg)
[af videnskabsministeren (Helge Sander)]
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlem af udvalget har stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 27. april 2005 og var til 1. behandling den 10. maj 2005. Lovfor-slaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Videnskab og Teknologi.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring. Den 26. april 2005 og den 27. april 2005 sendte videnskabsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 8 spørgsmål til videnskabsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget gav under 1. behandling af lovforslaget udtryk for, at Dansk Folkeparti gerne vil være med til de positive ting, der ligger i forslaget. Men vi mener, at det er for dårligt, at man nu tvinger nogle kunder til at skifte abonnement, idet man udfaser et produkt, hvor der er 18.000 kunder, som kun ønsker at have en telefon som sikkerhed. De vil blive straffet. De har krav på et billigere abonnement og en billigere løsning på deres problem. Men Dansk Folkeparti har forståelse for, at der kan være tekniske muligheder for at løse de problemer, man eventuelt har, på en billig måde.
Dansk Folkeparti konstaterer, at det ikke er et EU-direktiv, der stiller et ultimativt krav over for småforbrugerabonnementer. Det er alene på baggrund af en udtalelse fra Europa-Kommissionen, at man ønsker at lave en ny lovgivning på dette område. Det mener Dansk Folkeparti er et tyndt grundlag, men Dansk Folkeparti vil gerne have et så frit operatørvalg på området som overhovedet muligt. Vi ser dog gerne, at man også tager andre ting med ind i sine overvejelser, når man igen gennemfører lovændringer. Der er mange ting, der skal rettes op på teleområdet, hvor der er sket en voldsom udvikling, siden man indgik teleforliget.
Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslagene ikke vedtages vil mindretallet stemme for lovforslaget.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af et mindretal (EL)
Til § 1
1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 1, stk. 1, nr. 3, udgår », der anvendes til mobilkommunikationstjenester«.
[Teknologineutralitet]
2) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 2 udgår », der anvendes til mobilkommunikationstjenester«.
[Teknologineutralitet]
3) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 11 udgår », der anvendes til mobilkommunikationstjenester«.
[Teknologineutralitet]
4) Efter nr. 3 indsættes som nye numre
»01. I § 16, stk. 4, nr. 2, udgår »og«.
02. I § 16, stk. 4, nr. 3, udgår ».«, og i stedet indsættes: », og«.
03. Efter § 16, stk. 4, nr. 3, indsættes som nr. 4
»4) krav om udbud af et småforbrugerabonnement.««
[Sikring af småforbrugerabonnement]
5) Nr. 8 affattes således
»8. I § 107, stk. 1 og 2, indsættes efter »udbydere af betalingstelefoner«: », udbydere af teleterminaludstyr«.«
[Teknologineutralitet]
Bemærkninger
Til nr. 1-3 og 5
Ændringsforslagene har til formål at sikre, at lovforslaget er teknologineutralt og dermed fremtidssikret.
Til nr. 4
Med ændringsforslaget sikres, at der udbydes et småforbrugerabonnement.
Magnus Heunicke (S) nfmd. Troels Lund Poulsen (V) Britta Schall Holberg (V) Tina Nedergaard (V) Torsten Schack Pedersen (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Karin Nødgaard (DF) Jesper Langballe (DF) Per Ørum Jørgensen (KF) Carina Christensen (KF) Lene Jensen (S) Christine Antorini (S) Pia Gjellerup (S) Margrethe Vestager (RV) Charlotte Fischer (RV) Anne Grete Holmsgaard (SF) Per Clausen (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11