Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige love\n(Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 149
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra skatteministeren
2
Meddelelse om vejledende tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Resultat af forelæggelse af muligheden for anvendelse af digitale lønsedler for et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler
4
Materiale fra L 10 (Revision af reglerne om gældssanering)
5
1. udkast til betænkning
6
Ændringsforslag, fra skatteministeren
7
2. udkast til betænkning
8
Supplerende ændringsforslag til 2. behandling, fra skatteministeren
9
3. udkast til betænkning
10
Supplerende ændringsforslag til 2. behandling, fra skatteministeren
11
Henvendelse af 20/5-05 fra Michael Andersen, Viby
12
Kommentar til henvendelse fra Michael Andersen, fra skatteministeren
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 149
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvilke kriterier ministeren vil opstille for beskyttelsen af de socialt svage borgere med lave indkomster i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen til dette lovforslag, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om kommunerne som kravsmyndighed fremover vil blive hørt før et kommunalt krav, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om det er rimeligt, at små, private kreditorer, som følge af lovforslagets udvidede og automatiserede lønindholdelse, får vanskeligere ved at få deres tilgodehavender tilbagebetalt, jf. høringssvaret fra Domstolsstyrelsen, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvorfor ministeren vil ændre betingelserne for at få eftergivelse, så de bliver magen til betingelserne for at få gældssanering, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om eftergivelse helt eller delvis af offentlig gæld, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvad der ligger i ordlyden i forslaget til ny § 15, stk. 2, nr. 1 i opkrævningsloven, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om at kommentere artiklen »Ingen vej ud« i bladet Tænk, marts 2005, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om at uddybe svar vedrørende betalingsevnevurdering i forhold til lønindholdelse ud over 20 pct., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvorfor ministeren foreslår, at bestemmelsen i den nuværende kildeskattelov § 73, stk. 3, 4. pkt., ikke skal opretholdes, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm., om ministeren vil udnytte sin bemyndigelse i den foreslåede nye ordlyd af § 73, stk. 3, i kildeskatteloven, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om regeringen har tænkt sig at afsætte midler til, at Forbrugerstyrelsen løbende kan ajourføre det normalbudget, der ligger til grund for betalingsevneberegningen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509 fortsat vil være gældende med hensyn til offentlig gældsinddrivelse, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om der med lovforslaget sker nogen ændringer med hensyn til reglerne for inddrivelse og eftergivelse af studiegæld, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm., om ægtefællers/samleveres økonomiske forhold vil blive inddraget i betalingsevneberegningen af skyldneren, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om at uddybe den foreslåede nye formulering af kildeskattelovens § 73, stk. 3, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm., om en skyldner fortsat vil kunne pålægges at fremlægge oplysninger om ægtefælles/samlevers økonomiske forhold, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om, hvordan samspillet bliver mellem lønindeholdelse og modregning i børnechecken, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om ophævelsen af § 21 i lov om underholdsbidrag, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om at yde teknisk bistand til et ændringsforslag, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålene og skatteministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra S og RV.
Spørgsmål 1
Hvilke kriterier vil ministeren opstille for beskyttelsen af de socialt svage borgere med lave indkomster i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen til dette lovforslag?
Svar
Med henblik på at beskytte de socialt svage borgere vil der i bekendtgørelsen blive fastsat nedre indkomstgrænser for, hvornår der vurderes at være betalingsevne i relation til afgørelser om lønindeholdelse som træffes på baggrund af nettoindkomsten. De nedre nettoindkomstgrænser som er vejledende for, hvornår der vurderes at være betalingsevne, vil tage udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet efter skat for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn, og de vil blive justeret i takt med kontanthjælpsniveauet.
Det vil herudover blive fastsat, at indeholdelsesprocenten er stigende med nettoindkomsten, således at den er nul for indkomster på eller under kontanthjælpsniveauet og herefter er stigende med nettoindkomsten i overensstemmelse med, at betalingsevnen alt andet lige er stigende med nettoindkomsten og således at høje indeholdelsesprocenter er forbundet med høje nettoindkomster. Det vil også herved blive sikret, at der altid er et økonomisk incitament til at opnå beskæftigelse – også for kontanthjælpsmodtagere - eller anden lønfremgang, hvilket ikke er situationen, hvis lønindeholdelsesprocenten alene fastsættes på baggrund af en betalingsevnevurdering, da denne ved uændrede udgifter vil resultere i en tilsvarende forhøjelse af indeholdelsesprocenten.
Da de foreliggende indkomstoplysninger i visse tilfælde kan være forældede, således at man ikke i alle situationer kan være sikker på, at den pågældende skyldner ikke modtager f.eks. kontanthjælp, vil der også blive anvendt oplysninger fra de såkaldte MIA-indberetninger til at sikre, at der ikke udsendes lønindeholdelsesvarsel til modtagere af kontanthjælp, førtidspension og folkepension. Dermed sikres det også, at svage borgere i denne gruppe, for hvem det kan være vanskeligt at udfylde et budgetskema, ikke uden dyberegående sagsbehandling og evt. kontakt med de sociale myndigheder i den pågældende kommune bliver lønindeholdt.
De socialt svage borgere vil derfor som hovedregel blive holdt ude i forbindelse med lønindeholdelse og anden inddrivelse. Det vil dog f.eks. på baggrund af oplysninger fra kommunen være muligt at udtage en sag til dyberegående manuel behandling med henblik på at foretage en konkret betalingsevnevurdering efter de regler, som også fastsættes i bekendtgørelsen, og som vil tage udgangspunkt justitsministerens bekendtgørelse vedr. gældssanering, jf. besvarelsen af spørgsmål 10, således at det også herigennem sikres, at der tages de nødvendige sociale hensyn. Dette vil dog kun være relevant i helt særlige situationer, f.eks. hvis kontanthjælpsmodtageren er over 25 år og hjemmeboende og derfor har en forhøjet betalingsevne på grund af lave eller ingen boligudgifter.
Jeg kan herudover henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 9.
Spørgsmål 9
Ministeren bedes oplyse, hvorfor han foreslår at bestemmelsen i den nuværende kildeskattelovs § 73, stk. 3, 4. pkt. »Ved indeholdelse med mere end 15 pct. skal skattemyndighederne i hvert enkelt tilfælde have sikre oplysninger om at der overlades skatteyderen de nødvendige midler« ikke skal opretholdes og om ministeren har tænkt sig at sikre tilsvarende regler i den bekendtgørelse ministeren får bemyndigelse til at udstede?
Svar
Baggrunden for, at det i spørgsmålet nævnte citat fra kildeskatteloven ikke opretholdes er, at det kan give indtryk af, at lønindeholdelse med 15 procent eller derunder er en mindre alvorlig sag end lønindeholdelse med over 15 procent, idet der kun ved lønindeholdelse over 15 procent skal foreligge sikre oplysninger om, at der overlades skatteyderen de nødvendige midler.
Dette mener jeg imidlertid ikke, er tilfældet, idet en lønindeholdelse med 10 procent i en nettoindkomst på 130.000 kr. kan have langt mere vidtrækkende konsekvenser for skatteyderen og dennes familie end en lønindeholdelse på 20 procent i en nettoindkomst på 190.000 kr. Derfor skal der efter min mening i alle tilfælde sikres de samme oplysninger, uanset hvilken procent der indeholdes med.
Herudover skal ophævelsen også ses i sammenhæng med, at det foreslås, at indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomsten og at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om sammenhængen mellem nettoindkomsten og indeholdelsesprocenten. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.3. vil bemyndigelsen blive anvendt til at fastsætte nærmere regler for den praksis med automatiserede forslag til lønindeholdelser, som efter gældende regler udarbejdes udfra objektive kriterier og på baggrund af de foreliggende oplysninger om indkomster m.v.
Som det fremgår af bemærkningerne, vil der blive fastsat nærmere regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om lønindeholdelse på baggrund af skyldnerens nettoindkomst, hvis skyldneren ikke reagerer på et varsel om lønindeholdelse eller giver fyldestgørende oplysninger. De foreliggende oplysninger om indkomster kan være oplysninger fra årsopgørelsen eller oplysninger afgivet i forbindelse med frivillig forskudsregistrering. Nettoindkomsten i relation til den maskinelle lønindeholdelse er i princippet bruttoindkomsten plus positiv kapitalindkomst, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, SP-bidrag (midlertidigt suspenderet), ATP og skat.
Det fremgår endvidere, at restanceinddrivelsesmyndigheden forinden iværksættelse af lønindeholdelse skal underrette skyldneren om, at lønindeholdelse påtænkes iværksat, og om den procent, der agtes indeholdt med. Skyldneren skal endvidere oplyses om, at indeholdelsesprocenten kan ændre sig, hvis indkomstforholdene ændres. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal endvidere gøre skyldneren bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse, og skal opfordre skyldneren til inden for en rimelig frist at fremkomme med yderligere oplysninger om sine aktuelle økonomiske og familiemæssige forhold (budgetskema) til brug for vurderingen af betalingsevnen. Fremkommer skyldneren ikke med yderligere oplysninger, eller giver oplysningerne ikke restanceinddrivelsesmyndigheden grundlag for at ændre den påtænkte afgørelse, skal skyldneren underrettes om, at lønindeholdelse iværksættes.
Indeholdelsesprocenten vil endvidere blive gradueret efter nettoindkomsten, således at indeholdelsesprocenten er stigende med nettoindkomsten. Herved tages der hensyn, til at betalingsevnen alt andet lige er stigende med nettoindkomsten. Der vil endvidere blive fastsat nedre indkomstgrænser for, hvornår der vurderes at være betalingsevne. De nedre nettoindkomstgrænser som er vejledende for, hvornår der vurderes at være betalingsevne, vil tage udgangspunkt i kontanthjælpsniveauet efter skat for enlige kontanthjælpsmodtagere over 25 år med og uden børn.
Da de foreliggende indkomstoplysninger i visse tilfælde kan være forældede, således at man ikke i alle situationer kan være sikker på, at den pågældende skyldner ikke modtager f.eks. kontanthjælp, vil der også blive anvendt oplysninger fra de såkaldte MIA-indberetninger til at sikre, at der ikke udsendes lønindeholdelsesvarsel til modtagere af kontanthjælp, førtidspension og folkepension. Dermed sikres det også, at svage borgere i denne gruppe, for hvem det kan være vanskeligt at udfylde et budgetskema, ikke uden dyberegående sagsbehandling og evt. kontakt med de sociale myndigheder i den pågældende kommune bliver lønindeholdt.
Lønindeholdelse på baggrund af nettoindkomsten anvendes kun, når hverken restanceinddrivelsesmyndigheden eller skyldneren finder, at der er behov for en individuel vurdering. Finder skyldneren, at der ved en lønindeholdelse, der er fastsat ud fra nettoindkomsten, ikke er overladt tilstrækkelige midler, vil skyldneren kunne indsende et budgetskema, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden vil foretage en konkret vurdering af omfanget af lønindeholdelsen. På samme måde kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge, at lønindeholdelsen skal fastsættes ud fra en konkret vurdering. Det kan ske i særlige tilfælde, hvor lønindeholdelse ud fra standardsatserne for nettoindkomsten ikke vil føre til indfrielse af gælden indenfor rimelig tid. Eksempelvis kan der være tale om børnebidrag, hvor bidraget forudsættes betalt indenfor rammerne af de fastsatte minimumsgrænser for nettoindkomster. Et andet eksempel er afvikling af store gældsposter, hvor budgettet skal anvendes til at afklare, om der er mulighed for at indeholde mere end de standardiserede indeholdelsesprocenter resulterer i, eller om der er belæg for, at skyldneren får indledt en eftergivelsessag.
Jeg kan yderligere henvise til afsnit 2.1.2.3. i de almindelige bemærkninger.
Spørgsmål 14
Ministeren bedes redegøre for i hvilket omfang ægtefæller/samlevendes økonomiske forhold vil blive inddraget i betalingsevneberegningen i forhold til skyldneren, såfremt skyldneren ikke selv ville have betalingsevne men kun får det, fordi man forudsætter at ægtefælle/samlever bidrager til betaling af skyldnerens gæld.
Svar
I relation til afgørelser om lønindeholdelse som træffes på baggrund af nettoindkomsten, jf. min besvarelse af spørgsmål 9, vil der indtil videre blive taget udgangspunkt i skyldnerens nettoindkomst, og her vil det kun være når skyldneren selv påberåber sig særlige hensyn på grund af familiære forpligtelser, at der vil blive foretaget en egentlig betalingsevnevurdering som involverer hele husstanden. Det er dog hensigten, at der i forbindelse med udviklingen af det nye inddrivelsessystem med forventet idriftsættelse 1. halvår af 2007 også i relation til disse afgørelser skal tages udgangspunkt i husstandsprincippet i overensstemmelse med den nuværende praksis på bl.a. skatteområdet.
Herudover vil der i sager som udtages til dyberegående sagsbehandling af restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på at foretage en konkret betalingsevnevurdering f.eks. for at sikre tilpas afvikling af gælden være mulighed for i fuldt omfang at inddrage en ægtefælles eller samlevers økonomiske forhold i betalingsevnevurderingen. Dette er som nævnt i øvrigt i overensstemmelse med den nuværende praksis på bl.a. skatteområdet.
Spørgsmål 15
Ministeren bedes uddybe den foreslåede nye formulering af kildeskattelovens § 73, stk. 3, om at der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold, kun skal forstås sådan at man skal være sikker på at skyldneren kan opfylde sine eventuelle forsørgerforpligtelser, men ikke omvendt skal forstås sådan, at en ægtefælle/samlever i strid med de familieretlige regler kan pålægges indirekte at betale på skyldnerens gæld således som praksis i nogle tilfælde er i dag.
Svar
Jeg skal indledningsvist gøre opmærksom på, at det i den gældende formulering af det nævnte pkt. i kildeskattelovens § 73, stk. 3, hedder: Ved pålæg om indeholdelse skal der overlades skatteyderen det nødvendige til eget og familiens underhold. Denne affattelse videreføres uændret i den nye formulering, bortset fra at skatteyderen er ændret til skyldneren.
Jeg kan herudover henvise til besvarelsen af spørgsmål 14 og 16.
Spørgsmål 16
Ministeren bedes oplyse om en skyldner fortsat vil kunne pålægges at fremlægge oplysninger om ægtefælle/samlevers økonomiske forhold, eller om man fremover alene vil se på skyldnerens økonomiske forhold, så længe han/hun ikke selv påberåber sig særlige hensyn på grund af familiære forpligtelser.
Svar
Jeg kan oplyse, at det også fremover vil være muligt, efter en konkret vurdering at pålægge skyldner at fremlægge oplysninger om ægtefælle/samlevers økonomiske forhold.
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 25. maj 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af forskellige love
(Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler)
[af skatteministeren (Kristian Jensen)]
1. Ændringsforslag
Skatteministeren har stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 6. april 2005 og var til 1. behandling den 20. april 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 24. februar 2005 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 9. Den 7. april 2005 sendte skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Politisk aftale
Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen. Lovforslaget er en udmøntning af aftalen fra juni 2004 mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en strukturreform og aftalen om en udmøntningsplan fra september 2004 mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Michael Andersen, Viby. Skatteministeren har over for udvalget kommenteret henvendelsen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 19 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S og RV) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.
Enhedslistens og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget er imod lovforslaget, selv om det indeholder nogle klare forbedringer, herunder mere ens regler, og at man som hovedregel ikke kan lave lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Det er også et stort fremskridt, at gældsfængslet nu bliver afviklet. Men partierne er imod, at der generelt bliver mulighed for at foretage lønindeholdelse ud over de 20 pct. af lønnen, der i dag har været maksimum. Desuden er der en forringelse af mulighederne for gældseftergivelse.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og EL)
Til § 45
1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 7, stk. 3, ændres »§ 6, stk. 3« til: »§ 6, stk. 5«.«
[Konsekvensændring som følge af den under § 45, nr. 1, foreslåede indsættelse af to nye stykker]
Til § 52
2) Nr. 7 affattes således
»7. § 73 C, 2. pkt., og § 73 D, 2. pkt., ophæves.«
[Konsekvensændring som følge af den foreslåede ophævelse af § 73 C, 2. pkt.]
Til § 54
3) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 49 ændres »§ 48, stk. 1-5 og 7« til: »§ 48, stk. 1-5, 7 og 8«.«
[Konsekvensændring som følge af den under § 54, nr. 1, foreslåede indsættelse af et nyt stykke]
Til § 63
4) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 10, stk. 1, ændres »§ 9, stk. 6 og 7« til: »§ 9, stk. 7 og 8«.«
[Konsekvensændring som følge af den under § 63, nr. 1, foreslåede indsættelse af et nyt stykke]
Til § 64
5) Nr. 2 affattes således
»2. I § 5 indsættes som stk. 5-10
»Stk. 5. Beløb efter stk. 3 kan inddrives ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Skyldige beløb kan endvidere inddrives ved modregning i overskydende skat.
Stk. 6. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive krav efter stk. 3 efter reglerne i opkrævningsloven.
Stk. 7. Fogedretten træffer efter begæring afgørelse om indsigelser, som skyldneren fremsætter over for restanceinddrivelsesmyndigheden om kravets berettigelse, om berettigelsen af et meddelt pålæg om lønindeholdelse og om berettigelsen af en gennemført modregning i overskydende skat. Begæringen fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden, som indbringer indsigelsen for fogedretten. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503.
Stk. 8. Afgørelse efter stk. 7 træffes af fogedretten i den retskreds, hvor skyldnerens bopæl er beliggende.
Stk. 9. Fristen for begæring om indbringelse af indsigelser efter stk. 7 er 4 uger, fra skyldneren har modtaget meddelelse om lønindeholdelse eller modregning.
Stk. 10. Overskrides den i stk. 9 nævnte frist, afviser fogedretten sagen. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om lønindeholdelse eller modregning tillade, at en indsigelse behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.««
[Særlig klageadgang til fogedretten]
Til § 85
6) I stk. 1 ændres »1. oktober 2005« til: »1. november 2005«.
[Konsekvens af ændring af fusionens virkningstidspunkt]
7) I stk. 2 ændres »nr. 7« til: »nr. 8«.
[Korrektion]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den under § 45, nr. 1, foreslåede indsættelse af to nye stykker i lov om mark- og vejfred (mark- og vejfredsloven).
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ophævelse af kildeskattelovens § 73 C, 2.pkt.
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den under § 54, nr. 1, foreslåede indsættelse af et nyt stykke i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den under § 63, nr. 1, foreslåede indsættelse af et nyt stykke i lov om tvungen administration af udlejningsejendomme.
Til nr. 5
Der er efter gældende regler vedr. kontrolafgifter, f.eks. § 6 a, stk. 5, i lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (lovbekendtgørelse nr. 492 af 16. juni 1995, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 1317 af 20. december 2000), fastsat, at skyldneren inden for visse frister kan begære indsigelser om kravets berettigelse, om pålæg om lønindeholdelse eller en beslutning om iværksættelse af modregning m.v. prøvet af fogedretten. Denne særlige lette adgang til domstolsprøvelse, for så vidt angår kontrolafgifter af bl.a. berettigelsen af den pålagte afgift, ændres der ikke på i forbindelse med samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet, jf. forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer (lovforslag nr. L 112) og særlig afsnit 2.2. i forslag til lov om ændringer af forskellige love. (Konsekvensændringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer – samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet (lovforslag nr. L 113).
Ved en fejl blev der ikke i det fremsatte lovforslag i relation til lov om buskørsel foreslået en tilsvarende adgang til prøvelse af fogedretten, og det foreslås derfor, at fogedretten efter begæring træffer afgørelse om indsigelser, som skyldneren fremsætter over for restanceinddrivelsesmyndigheden om kravets berettigelse, om berettigelsen af et meddelt pålæg om lønindeholdelse og om berettigelsen af en gennemført modregning i overskydende skat. Begæringen fremsættes over for restanceinddrivelsesmyndigheden, som indbringer indsigelsen for fogedretten. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503. Det præciseres herudover, at inddrivelsen kan ske ved modregning i overskydende skat.
Til nr. 6
Det er besluttet at udskyde fusionen på skatte- og inddrivelsesområdet fra den 1. oktober 2005, som det blev meldt ud efter folketingsvalget, til den 1. november 2005. Som følge heraf foreslås det, at ændre ikrafttrædelsen fra den 1. oktober 2005 til den 1. november 2005, så de foreslåede ændringer træder i kraft samtidig med fusionen.
Til nr. 7
Henvisningen i lovforslaget er ved en redaktionel fejl blevet anført med forkert nummer. Den korrekte henvisning er til § 52, nr. 8.
Kim Andersen (V) Charlotte Antonsen (V) Peter Christensen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Torsten Schack Pedersen (V) Mikkel Dencker (DF) Colette L. Brix (DF) Charlotte Dyremose (KF) Jakob Axel Nielsen (KF) René Skau Björnsson (S) Pia Gjellerup (S) Frode Sørensen (S) fmd. Rasmus Prehn (S) Ole Stavad (S) Poul Erik Christensen (RV) Poul Henrik Hedeboe (SF) Frank Aaen (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11