Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om arbejdsskadesikring og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område\n(En styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning i sygedagspengesager m.v.)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 21
Bilagsnr.
Titel
1
2
Høringssvar, fra beskæftigelsesministeren
Bilaget er tilbagetaget
3
Henvendelse af 9/3 05 fra Høje-Taastrup Kommune
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
Henvendelse af 29/3-05 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)
7
Henvendelse af 23/3-05 fra Fagligt Fælles Forbund og HK/Danmark
8
Henvendelse af 6/4-05 fra FOA – Fag og Arbejde
9
Henvendelse af 8/4-05 fra Arbejdsmiljørådgiverne BST Foreningen
10
Bilaget er udgået
11
1. udkast til betænkning
12
2. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 21
Spm.nr.
Titel
1
Spørgsmålet er tilbagetaget
2
Spm. om kommentar til henvendelse af 9/3-05 fra Høje-Taastrup Kommune, til beskæftigelsesministeren og ministerens svar herpå
3
Spm., om de foreslåede ændringer kan gå ud over den syge, fordi vedkommende presses over på andre ydelser, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvilken betydning lovforslaget får for syge mennesker, som har en diffus diagnose, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvornår en kommune kan iværksætte f.eks. arbejdsprøvning for en sygemeldt, der er i et bestående ansættelsesforhold, og hvilke økonomiske konsekvenser dette har for lønmodtageren, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om muligheden for at indbringe afgørelser for det sociale ankenævn er tilstrækkeligt gode, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvilken status oplysningsskemaet har for sygemeldte i forhold til en eventuel lægeerklæring, og kommunens adgang til at standse udbetalingen af sygedagpenge grundet manglende overensstemmelse mellem oplysninger i skemaet og lægeerklæringen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om der er særlige problemstillinger i forhold til psykisk syge eller andre svage grupper, som ikke kan overskue den nye lovgivning, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm., om kommunerne i tilstrækkelig grad bliver kompenseret for den yderligere udgift til opfølgning, som loven pålægger dem, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, i hvilke tilfælde oplysningsskema til sygemeldte kan føre til bortfald af sygedagpenge, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om ministeren vil inddrage bl.a. arbejdsmarkedets parter til drøftelse af de nærmere regler om de tre kategorier og visitationen og revisitationen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om den sygemeldtes økonomiske situation, når kommunen træffer beslutning om gradvis tilbagevenden, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om fremgangsmåden ved gradvis tilbagevenden for sygemeldte arbejdsløse med ret til arbejdsløshedsdagpenge, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om sygemeldte arbejdsløses økonomiske situation, når kommunen træffer beslutning om gradvis tilbagevenden, hvor der ikke kan anvises deltidsbeskæftigelse, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om, hvilke oplysninger Arbejdsskadestyrelsen vil have adgang til ved behandling af sygedagpengesager, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at oplysninger om den ansattes funktionsbegrænsninger vil blive benyttet til at fastholde den ansatte, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om, hvorledes det er muligt at overholde den ansattes læge forpligtigelse til at afgive oplysninger, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at myndighedens forståelse af ansættelsesretlige og arbejdsretlige regler, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om, hvilke erfaringer der bekræfter, at det er hensigtsmæssigt, at sygemeldte personer pålægges at udfylde og fremsende spørgeskemaer, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at en delvis arbejdsduelig lønmodtager ikke bliver sat ned i dagpenge, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm., om der er mulighed for gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm., om kommunerne kan træffe afgørelse om nedsatte dagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om, hvordan personlige oplysninger om den sygemeldte skal håndteres hos andre aktører, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om, hvordan det sikres, at personlige oplysninger kun bliver viderebragt til fagligt kompetente personer, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm., om den sygemeldte har fuldt aktindsigt i korrespondancen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om, hvorledes ministeren vil kontrollere, at kommunernes indsats og støtte til de sygemeldte lever op til lovens intentioner, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om udarbejdelse af opgørelse, der viser, hvilken betydning en gennemførelse af lovforslagets refusionsregler ville have for kommunerne, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om, hvorledes kompensationen gennem DUT kommer til at virke, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
29
Spørgsmålet er tilbagetaget
30
Spm. om kommentar til henvendelse af 29/3-05 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. om kommentar til henvendelse af 23/3-05 fra Fagligt Fælles Forbund og HK/Danmark, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om kommentar til henvendelse af 6/4-05 fra FOA – Fag og Arbejde, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om kommentar til henvendelse af 8/4-05 fra Arbejdsmiljørådgiverne BST Foreningen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm. om kommentar til henvendelse af 29/3-05 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), til justitsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm., om ministeren er indstillet på at stille et ændringsforslag, således at en dagplejemor kan vende gradvis tilbage til arbejdsmarkedet, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm., om der i forbindelse med delvis uarbejdsdygtighed alene udbetales nedsatte sygedagpenge, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm., om en person, der er delvist raskmeldt, kan holde ferie i den periode, hvor den pågældende er deltidsraskmeldt, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
Bilag 2
2 af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålene og ministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 18
Ad foreslåede § 7, stk. 2 og § 24 e. Hvorledes vil ministeren sikre, at myndighedens forståelse af betegnelsen »tilbagevenden til arbejdspladsen« holdes inden for de rammer, som er fastlagt i henhold til de ansættelsesretlige og arbejdsretlige regler?
Svar
Der findes ikke konkrete arbejds- eller ansættelsesretlige regler om tilbagevenden til arbejdspladsen efter sygdom, men det er klart, at tilbagevenden til arbejdspladsen skal ske indenfor de rammer, der er aftalt for det enkelte ansættelsesforhold.
Det er en konkret vurdering, om ændringer i ansættelsesvilkårene er så væsentlige, at vilkårsforandringerne skal varsles med f.eks. det efter funktionærloven gældende opsigelsesvarsel, men hvis ændringerne af arbejdsvilkårene er mindre væsentlige og kan holdes indenfor de for ansættelsesforholdet aftalte rammer, kan arbejdsgiver i kraft af ledelsesretten beslutte at ændre på fx den pågældende lønmodtagers konkrete arbejdsopgaver. Dette vil arbejdsgiver imidlertid kunne gøre til hver en tid, og der gælder således ikke særlige regler vedrørende vilkårsforandringer i forbindelse med tilbagevenden efter sygdom.
Der er meget vide rammer for, hvad arbejdsgiver og lønmodtager kan aftale omkring ansættelsen, og f.eks. gradvis tilbagevenden er som udgangspunkt en beslutning, der efter § 24 e træffes i enighed mellem virksomheden, kommunen og den sygemeldte.
Jeg forventer i en ny opfølgningsvejledning i kort form at oplyse om de netop beskrevne principper.
Spørgsmål nr. 37
Ministeren bedes oplyse, om det vil være muligt for en person, der er delvist raskmeldt, at holde ferie i den periode, hvor den pågældende er deltidsraskmeldt?
Svar
De problemer der knytter sig til spørgsmålet om at holde ferie, når en lønmodtager er delvist sygemeldt, udspringer af et samspil mellem ferieloven og sygedagpengeloven.
Det følger af feriereglerne, at en lønmodtager, som er syg, ikke kan pålægges at holde ferie. Hvis lønmodtageren er syg i forbindelse med afholdelse af ferie, kan vedkommende vælge alligevel at holde ferie.
Hvis lønmodtageren ikke ønsker at holde ferie på grund af sygdom, har lønmodtageren under visse betingelser ret til at få feriepengene udbetalt uden at holde ferien.
Hvis lønmodtageren gerne vil holde ferie, må lønmodtageren i princippet raskmelde sig fuldt ud. Hvis lønmodtageren holder ferie, har arbejdsgiveren ikke krav på refusion af sygedagpenge. Det følger således af reglerne i sygedagpengeloven, at når lønmodtageren vender tilbage til arbejdet og »genoptager« den delvise sygemelding, begynder en ny arbejdsgiverperiode på 14 dage, dvs. at arbejdsgiveren ikke får dagpengerefusion i 14 dage.
Muligheden for at udstede delvise sygemeldinger er ikke ny. Men der har ikke hidtil været rejst sager vedrørende afholdelse af ferie i forbindelse med delvise sygemeldinger. Dette kan skyldes, at ferie først er blevet holdt, når den ansatte er fuldt arbejdsdygtig, at ferien slet ikke holdes og at den ansatte derfor får udbetalt feriepengene efter ferieårets udløb, eller at den ansatte holder ferie under delvis sygemelding, men uden at raskmelde sig.
Jeg er meget opmærksom på, at eventuelle barrierer for at benytte sig af delvise sygemeldinger, hvor dette måtte være relevant, så vidt muligt bør fjernes. Derfor vil jeg lade spørgsmålet om mulige ændringer i forhold til problemstillingen indgå i de overvejelser, der vil ske i forbindelse med udmøntningen af rapporten fra udvalget om modernisering af sygedagpengeloven, som forventes gennemført i den kommende Folketingssamling.
Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 11. maj 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om arbejdsskadesikring og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
(En styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning i sygedagpengesager m.v.)
[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget. Beskæftigelsesministeren har stillet 2 ændringsforslag og Enhedslistens medlem af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1. behandling den 11. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring. Den 24. februar 2005 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra
Arbejdsmiljørådgiverne BST Foreningen,
Fagligt Fælles Forbund og HK/Danmark,
FOA – Fag og Arbejde,
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og
Høje-Taastrup Kommune.
Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser.
Deputationer
Endvidere har Fagligt Fælles Forbund og HK/Danmark og FOA – Fag og Arbejde mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 34 spørgsmål til beskæftigelsesministeren og 1 til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret. 2 af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren, og dennes svar herpå er optrykt i bilag 2 til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, S, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.
Venstres, Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis, Det Konservative Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget har indgået nedenstående aftale om en styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning i sygedagpengesager m.v.
»Sigtet med lovforslaget om en styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning på sygedagpengeområdet m.v. er at bidrage til at nedbringe sygefraværet bl.a. ved, at sygedagpengeopfølgningen i kommunerne forbedres.
Det indebærer bl.a., at den kommunale indsats i højere grad end hidtil skal målrettes de sygemeldte, der har størst behov for tæt og individuel opfølgning. En ny visitations- og opfølgningsindsats skal sikre den rigtige service over for den enkelte sygemeldte og den enkelte virksomhed.
Endvidere skal der mere fokus på mulighederne for, at sygemeldte kan bevare tilknytningen til arbejdspladsen under et sygeforløb. Det står dog helt centralt, at ingen sygemeldte presses tilbage i funktioner, de ikke kan klare.
Herudover skal nye lægeerklæringer – dels til virksomheden, dels til kommunen – medvirke til at fremme arbejdsfastholdelse.
Aftalepartierne bemærker følgende
Gradvis tilbagevenden (§ 24e)
At der i den nye opfølgningsvejledning til kommunerne sker en præcisering af, at der skal sættes fokus på muligheden for gradvis tilbagevenden for syge i et ansættelsesforhold.
At det præciseres, at de gældende regler om ret til sygedagpenge m.v. for ledige sygemeldte fortsat vil være gældende, da forslaget om gradvis tilbagevenden alene gælder for syge i ansættelsesforhold.
At det i vejledningen fremhæves, for så vidt angår syge i ansættelsesforhold, at sigtet med gradvis tilbagevenden er at øge muligheden for arbejdsfastholdelse. Endvidere at den gradvise tilbagevenden i udgangspunktet sker efter dialog mellem virksomheden, den sygemeldte og kommunen.
At udviklingen for gradvis tilbagevenden følges tæt med henblik på at have opmærksomhed på, at forslaget ikke generelt medvirker til, at syge afskediges.
Ny lægeerklæring til virksomheden.
At det i vejledningen fremhæves, at formålet med en ny lægeerklæring med funktionsoplysninger er at fremme indsatsen på virksomheden for arbejdsfastholdelse og gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen.
At det ligeledes fremhæves i vejledningen, at en ny lægeerklæring til virksomheden udarbejdes af lægen efter en dialog med den sygemeldte om sygdommen og arbejdet. Erklæringen udleveres herefter til den syge, som videregiver den til arbejdsgiveren. Arbejdsgiver og lægen udveksler således ikke oplysninger.
Oplysningsskema
At det fremgår klart af vejledningen, at formålet med oplysningsskemaet er at skabe et solidt grundlag for en tidlig, målrettet indsats med fokus på udsatte grupper.
Oplysningsskemaet indeholder oplysninger om årsager til fravær, om behandling, om arbejdets art og omfang samt om muligheder for at genoptage arbejdet, om ansættelsen og om navn, adresse m.v.
At sygedagpengene ikke bortfalder, såfremt den syge er ude af stand til at besvare skemaet, f.eks. under en indlæggelse eller på grund af. sygdommen. Der skal således være en særlig opmærksomhed på, om en psykisk lidelse er årsag til, at skemaet ikke indsendes.
Statsrefusion
At det er vigtigt, at kommunerne har et økonomisk incitament til at gøre en aktiv indsats i forhold til personer, der er sygemeldt. Aftaleparterne overvejer positivt forslaget om at ændre refusionsreglerne, så de i højere grad understøtter en aktiv indsats i kommunerne.
Parterne er dog enige om, at det kan være hensigtsmæssigt at se forslaget i sammenhæng med de øvrige refusionsordninger for kommunerne, og vil derfor vente med at tage endelig stilling til forslaget til de generelle forhandlinger om den kommende kommunale udligningsordning i tilknytning til kommunalreformen.
Evaluering
At der lægges stor vægt på en tæt evaluering af lovforslagets virkninger.«
Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget støtter en mere systematisk tidlig indsats for at nedbringe sygefraværet, hvor indsatsen har et sagligt og solidarisk indhold over for den syge. Det foreliggende lovforslag lever på en række punkter desværre ikke op hertil.
SF og EL har fra begyndelsen af debatten om lovforslaget skarpt kritiseret, at regeringen havde foreslået at ændre den statslige refusion af udgiften til sygedagpenge i sygedagpengeperiodens uge 27-52 fra 50 pct. til 35 pct. En sådan ændring vil være en kraftig tilskyndelse til kommunerne til at spare penge ved at vurdere den enkelte person som værende rask, selv om vedkommende ikke er det. Derfor støtter SF og EL ændringsforslag nr. 2 fra beskæftigelsesministeren, som fjerner denne ændring.
SF og EL ønsker ikke, at kommunen får ret og pligt til, på baggrund af bl.a. en udvidet lægeerklæring, at træffe afgørelse vedrørende delvis raskmelding og hertil hørende nedsættelse af sygedagpengene, selv om der ikke er truffet aftale med virksomheden og den ansatte om delvis genoptagelse af arbejdet. Når kommunen træffer afgørelse om nedsatte dagpenge uden aftale om tilbagevenden, sker der følgende
1. Enten mister arbejdsgiveren en del af den refusion, der for arbejdsgiveren har været grundlaget for den ansattes rettigheder vedrørende løn under sygdom. Dette vil give arbejdsgiveren et forstærket incitament til at afskedige den ansatte på grund af sygdom. Samtidig vil dette uden tvivl danne grundlag for en række overenskomstmæssige uklarheder og genforhandlinger, hvor arbejdsgivere vil overveje, hvor overenskomstens »ret til løn under sygdom« med sikkerhed indebærer ret til fuld løn for dem, der er delvis raskmeldt via kommunens afgørelse.
2. Eller også får lønmodtagere, der ikke har ret til løn under sygdom, forringet deres indkomst: Arbejdsgiveren vil nægte at betale løn, og kommunen nedsætter den ansattes sygedagpenge.
Disse klare ansættelsesmæssige forringelser vil SF og EL ikke medvirke til.
Desuden indgår det stadig i lovforslaget, at der indføres adgang for arbejdsgiveren til at kræve en stærkt udvidet lægeerklæring, som bl.a. skal indeholde oplysninger om, hvilke konkrete funktionsbegrænsninger sygdommen medfører.
I lighed med høringssvarene fra en række fagforbund frygter SF og EL, at en sådan udvidet lægeerklæring i praksis vil blive brugt som grundlag for at afskedige den syge i stedet for den arbejdsfastholdelse, som ifølge lovforslagets tekst er det erklærede formål.
Det forhold, at lægeerklæringen om funktionsbegrænsninger nu – ifølge betænkningsbidraget fra aftalepartierne – skal videregives af den syge selv til arbejdsgiveren, og ikke som i det oprindelige forslag kan fås ved, at arbejdsgiveren henvender sig direkte til lægen, ændrer ikke på risikoen for, hvad oplysningerne vil blive brugt til af arbejdsgiveren. Hertil kommer, at lovforslaget ikke fastlægger klare regler for, hvornår lægeerklæringens oplysninger skal destrueres.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF)
1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 7, stk. 2, udgår 2. og 3. pkt.
[Oplysning om konkrete funktionsbegrænsninger udgår]
Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget
2) Nr. 9 udgår.
[Ændring af refusionsbestemmelsen udgår]
Til § 4
3) Paragraffen affattes således
»§ 4
Loven træder i kraft den 1. juli 2005.«
[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 2]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at der ikke gives arbejdsgiverne adgang til at forlange en ny type lægeerklæringer. Lovforslaget udvider indholdet af de lægeerklæringer, arbejdsgiveren efter eget skøn kan forlange. Dette sker under henvisning til en intention om at styrke arbejdsfastholdelsen, men loven giver i praksis ingen begrænsninger på, hvad arbejdsgiveren kan benytte oplysningerne til. Risikoen for det modsatte af arbejdsfastholdelse vil være til stede.
Til nr. 2
Det foreslås, at bestemmelsen udgår, således at der ikke sker ændring af den statslige medfinansiering af sygedagpengeudgifterne efter uge 26. Det betyder, at staten fortsat afholder 100 pct. af kommunens udgifter til sygedagpenge i de første 4 uger og herefter 50 pct. af kommunens udgifter til sygedagpenge fra uge 5 til og med uge 52. Kommunen afholder de fulde udgifter til sygedagpenge efter 52. uge.
Til nr. 3
Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 2.
Charlotte Antonsen (V) Erling Bonnesen (V) fmd. Tina Nedergaard (V) Marion Pedersen (V) Jens Vibjerg (V) Bent Bøgsted (DF) Colette L. Brix (DF) Jakob Axel Nielsen (KF) Tom Behnke (KF) Anne‑Marie Meldgaard (S) Kim Mortensen (S) nfmd. Thomas Adelskov (S) Lone Møller (S) Jytte Andersen (S) Elisabeth Geday (RV) Ole Sohn (SF) Jørgen Arbo‑Bæhr (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11