Legislator Case Law & Legislation
200424L00256 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse\n(Producentansvar for elektronikskrot m.v.)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Betænkning over lovforslag 2004 2 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 2

Bilagsnr.

Titel

1

Meddelelse om det materiale, der forelå i forbindelse med behandlingen af L 100 i folketingsåret 2004-05, 1. samling

2

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

1. udkast til betænkning

5

2. udkast til betænkning

6

Ændringsforslag fra miljøministeren

7

Udkast til bekendtgørelse om håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, fra miljøministeren

8

Henvendelse af 21/3-05 fra AVV-Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S, Hjørring

9

3. udkast til betænkning

10

Miljøministerens talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål A, fra miljøministeren

11

4. udkast til betænkning

12

Henvendelse af 11/4-05 fra Kommunernes Landsforening

13

Ændringsforslag fra miljøministeren

14

Ændringsforslag fra miljøministeren

15

5. udkast til betænkning

16

Udtalelse til udvalgets betænkning fra miljøministeren

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 2

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om oversendelse af udkast til bekendtgørelse m.v., til miljøministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om tilbagetagelse af udtjente elektronikprodukter m.v., til miljøministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om husstandsindsamling af småt elektronikskrot eventuelt samtidig med etablering af ordning for indsamling af batterier, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm., om direktivet eller lovforslaget giver mulighed for pålæggelse af afholdelse af udgifter til husstandsindsamling af småt elektronikskrot, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om sikring af, at elektronikskrot ikke eksporteres til lande med lempeligere miljøkrav m.v., til miljøministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm., om besvarelsen af spørgsmål 2 skal forstås sådan, at den danske implementering fraviger fra hovedbestemmelsen i direktivet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm., om besvarelsen af spørgsmål 4 skal forstås sådan, at direktivet ikke giver mulighed for at pålægge producenterne at afholde udgifterne til hustandsindsamling af småt elektronikskrot, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om kommentar til henvendelse af 21/3-05 fra AVV-Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S, Hjørring, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm., om ministeren vil yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der muliggør, at elektronikskrot kan behandles af kommunalt ejede selskaber, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om oversendelse af en redegørelse om betydningen af kommunalfuldmagten i relation til lovforslaget, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om de beskæftigelsesmæssige konsekvenser, hvis de ni kommunale affaldsselskaber ikke kan fortsætte, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om, hvor stor en procentdel af de samlede omkostninger ved elektronikaffald der vedrører indsamlingsdelen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om eksport af elektronikaffald til udviklingslandene, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om, hvorvidt kommunerne med lovforslaget vil kunne fralægge sig ansvaret for indsamlingen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

15

Spm. om kommentar til henvendelse af 11/4-05 fra Kommunernes Landsforening, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm. om forslag om, at loven skal indeholde hjemmel til, at alle selskaber (juridisk afgrænsede enheder), der konkurrerer på markedsvilkår, kan påtage sig behandling af affaldet uanset selskabets ejerkreds, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om, hvilke grænser den kommunale fuldmagt sætter for affaldsselskaber i kommunalt regi, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om, hvilke grænser konkurrencelovgivningen sætter for affaldsselskaber i kommunalt regi, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 2

Samråds-spm.nr.

Titel

A

Samrådsspm. om en redegørelse for L 2 vedrørende producentansvar for elektronikskrot m.v., til miljøministeren

Betænkning over lovforslag 2004 2 Valid

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 27. april 2005

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

(Producentansvar for elektronikskrot m.v.)

[af miljøministeren (Connie Hedegaard)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 12 ændringsforslag til lovforslaget. Miljøministeren har stillet ændringsforslag nr. 1-7 og 9-11. Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 8, og Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 12.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. februar 2005 og var til 1. behandling den 1. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 7 møder.

Tidligere behandling

Lovforslaget er i hovedtræk en genfremsættelse af lovforslag nr. L 100 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling. Udvalget har fået omdelt det materiale, der forelå i forbindelse med behandlingen af L 100, herunder de høringssvar og det høringsnotat, som miljøministeren sendte til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra AVV-Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S og Kommunernes Landsforening.

Miljøministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

AVV-Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S har mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til miljøministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med udvalget den 6. april 2005. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede grundlag for ministerens mundtlige besvarelse af spørgsmålet.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 18 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Udtalelse fra miljøministeren

Miljøministeren har oplyst følgende over for udvalget

»Med dette lovforslag foreslås indført producentansvar for elektronikskrot. Det medfører i praksis, at det fremover er producenter og importører, der får ansvar for at tage affald af elskrot tilbage, håndtere det miljømæssigt korrekt og afholde samtlige udgifter herved. For øjeblikket forhandles der i ministerrådet om ændring af batteridirektivet, hvor det også foreslås, at der indføres producentansvar. I udkastet til batteridirektiv stilles der krav om, at alle batterier skal indsamles, og at indsamlingen af batterier skal foregå tæt på brugeren og være nem for brugeren at gøre brug af. Dette krav vil kunne opfyldes på forskellige måder eksempelvis ved husstandsindsamlinger eller via detailhandlen el. lign. Såfremt et revideret batteridirektiv medfører, at der skal gennemføres sådanne indsamlingsordninger, vil jeg se positivt på mulighederne for at koordinere indsamlingen af batterier og småt elektronikaffald.

Producentansvar er et nyt styringsmiddel, som vi ikke tidligere har anvendt i Danmark. Jeg anser det derfor for hensigtsmæssigt, at der senest tre år efter ordningens ikrafttræden, dvs. i 2009, gennemføres en evaluering af, hvordan ordningen har fungeret i Danmark.

Lovforslaget regulerer ikke import og eksport af elektronikskrot, idet regler herom er fastsat i EU’s Transportforordning, der forbyder eksport af farligt affald til lande uden for OECD (udviklingslande). Størstedelen af elektronikaffaldet er farligt affald. For den del, der ikke er farligt affald, er det tilladt at eksportere også til udviklingslande. Kommissionen har i forbindelse med reguleringen af dette ikkefarlige elektronikaffald specifikt spurgt hvert enkelt ikke-OECD land, om det ønsker dette affald til nyttiggørelse og i givet fald, hvilken kontrolprocedure der kræves. Kommissionen har på den baggrund udarbejdet en regulering, hvoraf det fremgår, hvilke typer af det ikkefarlige affald, det er lovligt at eksportere til hvilke lande.«

4. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, RV, SF og IA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-11 stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at regeringen ønsker at gennemtvinge EF-direktiver, selv om det medfører tab af eksisterende arbejdspladser. For Dansk Folkeparti har det også været vigtigt at lægge vægt på, at eksisterende anlæg, som er godkendt til behandling af elektronisk udstyr og sat i drift inden den 1. januar 2005, fortsat kan drives efter denne lovændring. Dansk Folkeparti har fundet det vigtigt at kæmpe for, at arbejdspladserne i branchen bliver bevaret. Derfor har det også været vigtigt, at ministeren kan fastsætte de nærmere vilkår for driften, så kommuner ikke kan give så favorable vilkår, at der opstår ulige vilkår for private og kommunale anlæg.

Et mindretal i udvalget (V og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag.

Venstre og Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte det af Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag, hvorefter ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at eksisterende kommunale elskrotanlæg fortsat kan drives af kommunerne. Venstre og Det Konservative Folkeparti lægger stor vægt på, at hovedformålet med lovforslaget er at indføre producentansvar for elektronikskrot. Dette betyder i praksis, at det fremover er producenter og importører, der får ansvar for at tage affald af elektronikskrot tilbage, håndtere det miljømæssigt korrekt og afholde samtlige udgifter hermed. Der er Venstres og Det Konservative Folkepartis opfattelse, at ændringsforslaget strider mod princippet om producentansvar, som det er forudsat i det af regeringen fremsatte lovforslag og i direktivet.

Venstre og Det Konservative Folkeparti finder det principielt forkert, at kommunerne får mulighed for – på et konkurrenceudsat marked – at drive virksomhed i konkurrence med private virksomheder. Endelig er Venstre og Det Konservative Folkeparti bekymrede for, at ændringsforslaget vil kunne skabe ulige konkurrence mellem kommunerne og private elskrotanlæg i strid med konkurrenceregler og statsstøtteregler.

Et andet mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Enhedslisten er i udgangspunktet positiv over for tiltag, der giver øget fokus på at gøre affaldet mindre skadeligt. Derfor er tiltag, der kan føre til øget indsamling af elektrisk og elektronisk affald, positive. Vi har i dag en række offentlige ordninger, som nogle steder er velfungerende, andre steder ikke. Men der er ikke i ordningerne incitament til producenterne til at nedbringe mængden af farlige stoffer eller gøre apparater nemmere at genanvende eller mere holdbare. Implementering af dette EF-direktiv vil muligvis gøre det mere tydeligt for producenterne, hvordan deres produkter påvirker samfundet, når de ikke længere kan anvendes, og dermed virke forebyggende. Det er imidlertid svært at læse ud af så vel direktiv som lovforslag, hvordan man forestiller sig, at de nye ordninger reelt kommer til at virke præventivt. Alt andet lige vil de fleste producenter have en grundlæggende interesse i at sælge så meget som muligt, hvilket er i modstrid med intentionerne om at begrænse mængden af elektronikaffald. Det er vigtigt for Enhedslisten, at de offentlige ordninger bevares, fordi det skal være nemt for borgerne at aflevere deres udtjente produkter. Enhedslistens bekymring går i høj grad på, om der er tilstrækkeligt effektive virkemidler til at sikre den bedst mulige behandling af affaldet, og om det er muligt at kontrollere, at det er de bedste løsninger, der bliver anvendt.

Under behandlingen af lovforslaget er det blevet klart, at regeringens varslede opstramning af rækkevidden af kommunalfuldmagten skal sætte et eksempel her. Miljøministeren tolker rammerne for kommunalfuldmagten derhen, at når det er producenter og importører, der skal betale og have ansvar for elskrot efter indsamlingen, så eksisterer der ikke længere en kommunal opgave, og dermed må kommunerne ikke længere eje eller drive sådanne selskaber.

Enhedslisten har i den forbindelse stillet et ændringsforslag til lovforslaget, som ganske enkelt handler om, at kommuner skal kunne drive og eje selskaber, der behandler elektronikskrot. Enhedslisten finder, at det er en væsentlig indskrænkning af kommunernes muligheder for aktivt at indgå i løsninger af miljøproblemer, der historisk har vist sig at have en høj værdi. Enhedslisten hæfter sig også ved, at regeringens indskrænkning i fortolkningen af kommunalfuldmagtens rammer kan føre til mistede arbejdspladser og til længere transport af elektronikskrot og dermed en miljømæssig forværring af de nuværende betingelser. Endelig vil et mindre udbud i virksomheder, der lokalt kan stå for forarbejdningen af elskrot, øge risikoen for eksport af affald, der ved forkert behandling er meget skadeligt for miljø og mennesker, jf. sagen om skrotning af færger. Enhedslisten stemmer på denne baggrund imod lovforslaget, hvis ikke ændringsforslaget fra Enhedslisten vedtages.

Tjóðveldisflokkurin, Siumut og Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

1) I det under nr. 2 foreslåede § 9 j, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »31. december 2005«: », medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2«.

[Mulighed for kommunale indsamlingsordninger i medfør af § 44 og § 45, stk. 2]

2) I den under nr. 2 foreslåede § 9 j indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om en tildelingsordning for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger omfattet af stk. 1 og § 9 l, stk. 1, herunder om den geografiske fordeling mellem producenter og importører, tidsfrister for afhentning og udveksling af beholdere i forbindelse med afhentningen af det tildelte affald m.v.«

[Tildelingsordning]

3) I det under nr. 2 foreslåede § 9 l, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »særlig håndtering«: », medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2«.

[Mulighed for kommunale indsamlingsordninger i medfør af § 44 og § 45, stk. 2]

4) I det under nr. 2 foreslåede § 9 o, stk. 3, ændres »§ 9 k, stk. 2« til: »§ 9 j, stk. 2«.

[Redaktionel ændring]

5) I det under nr. 2 foreslåede § 9 o, stk. 6, 1. pkt., ændres »§ 9 k« til: »§ 9 j«.

[Redaktionel ændring]

6) I det under nr. 2 foreslåede § 9 p, stk. 1, udgår nr. 6.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 7]

7) I den under nr. 2 foreslåede § 9 p indsættes som stk. 4

»Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af den af ministeren godkendte private organisations omkostninger ved administration og kontrol, jf. stk. 1.«

[Bemyndigelsesbestemmelse]

Af et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (S, DF, SF, EL og IA)

8) I nr. 2 indsættes efter § 9 q som ny paragraf

»§ 9 r. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunale anlæg, der er godkendt til behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr og sat i drift inden den 1. januar 2005, fortsat kan drives af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte de nærmere vilkår for driften af de i stk. 1 nævnte behandlingsanlæg, herunder vilkår om organisering i selskabsform og regnskabsmæssig adskillelse.«

[Bemyndigelse til at sikre kommunernes mulighed for fortsat at eje og drive eksisterende anlæg for behandling af elektronikskrot samt bemyndigelse til at fastsætte vilkår herfor]

Til § 2

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget

9) Datoen »1. maj 2005« ændres til: »1. juni 2005«.

[Udskydelse af lovens ikrafttræden]

10) Som stk. 2-4 indsættes

»Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler, der helt eller delvis undtager fra pligten i miljøbeskyttelseslovens § 9 j, stk. 1, for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr markedsført i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. marts 2006.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler, der helt eller delvis undtager fra pligten i miljøbeskyttelseslovens § 9 l, stk. 1, for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr, som leveres til affaldshåndtering i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. marts 2006.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler, der helt eller delvis undtager fra forbuddet i miljøbeskyttelseslovens § 9 o, stk. 7, 1. pkt., for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr markedsført i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. marts 2006«.

[Bemyndigelse til at udskyde ikrafttrædelsen af producentansvaret]

11) Som stk. 5 indsættes

»Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at kommunale anlæg, der er godkendt til behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr og sat i drift inden den 1. januar 2005, fortsat kan drives af kommunalbestyrelsen indtil den 31. december 2006.«

[Overgangsregel for kommunale behandlingsanlæg]

Af et mindretal (EL)

12) Som stk. 6 indsættes

»Stk. 6. Miljøministeren fastsætter regler om, at kommunale anlæg, der er godkendt til behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, kan drives af kommunalbestyrelsen.«

[Bemyndigelse til at sikre kommunernes mulighed for at eje og drive anlæg for behandling af elektronikskrot]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 3

Baggrunden for ændringsforslagene er, at det er nødvendigt med tilføjelsen »medmindre der er fastsat andre regler i medfør af § 44 og § 45, stk. 2«, da det ellers ikke, som det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, er muligt at bevare de kommunale indsamlingsordninger for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger. Uden tilføjelsen ligger opgaven og dermed også kompetencen til indsamlingen alene hos producenterne.

Tilbagetagningsordning i § 9 j skal forstås således, at en indsamlingsordning er en del af at foranstalte tilbagetagning. § 9 j pålægger producenter og importører en pligt til at foranstalte tilbagetagning og dermed også indsamling.

Til nr. 2

Baggrunden for ændringsforslaget er, at der er behov for at fastsætte regler, som sikrer, at producenter og importører koordinerer indsamlingen, således at der sker afhentning af affald af elektrisk og elektronisk udstyr i alle kommuner på alle genbrugspladser m.v. Der er uden bestemmelsen risiko for, at yderområderne i det danske samfund ikke vil kunne komme af med deres affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Det er tanken, at der i den private organisations regi skal oprettes en tildelingsordning, som sikrer, at producenter og importører afhenter affald af elektrisk og elektronisk udstyr i alle kommuner på alle genbrugspladser m.v.

Til nr. 4 og 5

Der er tale om redaktionelle ændringer, hvor to henvisninger til § 9 k korrigeres til henvisninger til § 9 j.

Til nr. 6

Lovforslagets § 9 p, stk. 1, nr. 6, udgår, da bestemmelsens nye stk. 4, jf. ændringsforslag nr. 7, giver tilstrækkelig hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om, at den af ministeren godkendte organisation kan opkræve gebyrer til dækning af omkostningerne ved administration og kontrol i forbindelse med producentregisteret.

Til nr. 7

Baggrunden for ændringsforslaget er, at den nuværende bemyndigelse i miljøbeskyttelsesloven ikke giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at gebyrer kan opkræves af den organisation, som ministeren kan henlægge myndighedslignende opgaver til. Det er efter aftale med brancheorganisationerne sigtet, at organisationen skal varetage opgaver, som ellers ville skulle udføres af Miljøstyrelsen, og at omkostningerne herved finansieres via gebyrer opkrævet af organisationen. Der er ikke i det fremsatte lovforslag en hjemmel, der gør det muligt for ministeren at fastsætte regler om, at en af ministeren godkendt privat organisation, som har fået delegeret kompetence efter loven, kan opkræve gebyrer for det arbejde, som er delegeret til den private organisation. Der er heller ikke tilstrækkelig klar hjemmel til, at ministeren kan opkræve gebyrer for den opgave, som er delegeret til den private organisation.

Hvis der ikke delegeres kompetence til en privat organisation, vil ministeren skulle delegere kompetencen til f.eks. Miljøstyrelsen. Ministeren kan i så fald fastsætte regler om, at Miljøstyrelsen kan opkræve gebyrer til dækning af omkostninger til kontrol og administration med producentregisteret med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.

Til nr. 8

Ændringsforslaget tager sigte på at tilvejebringe grundlaget for, at kommunerne kan drive elskrotbehandlingsanlæggene, selv om det ifølge lovforslaget ikke længere er en kommunal opgave at behandle affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elskrot).

Det foreslås endvidere i stk. 2, at ministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere vilkår for driften af de omhandlede behandlingsanlæg. Baggrunden for bestemmelsen er, at Konkurrencestyrelsen har påpeget en række betingelser, der skal være opfyldt for at undgå konkurrenceforvridning og problemer i forhold til statsstøttereglerne. For at undgå disse problemer vil det bl.a. være nødvendigt at udskille de kommunale anlæg til selvstændige aktie- eller anpartsselskaber med hertil hørende regnskabsmæssig adskillelse fra kommunens øvrige drift. Det er i forbindelse med udskillelsen en forudsætning, at der sker en værdiansættelse af det kommunale anlægs aktiver, og at denne ansættelse sker til markedspris for at sikre, at det kommunale anlæg ikke opnår en konkurrencemæssig fordel. Ved driften af et udskilt elskrotbehandlingsselskab forudsættes en fuldstændig adskillelse fra den kommunale økonomi, herunder de kommunale renovationsgebyrer. Det er endvidere en betingelse for driften, at et udskilt elskrotbehandlingsselskab driver virksomhed på almindelige markedsmæssige vilkår. Selskabet må således ikke modtage nogen former for offentlig støtte, herunder tilskud og garantier, medmindre der er hjemmel hertil i statsstøttereglerne.

Til nr. 9

Baggrunden for ændringsforslaget er, at behandlingen af lovforslaget har trukket ud, og at det derfor ikke kan forventes, at lovforslaget er vedtaget inden den 1. maj 2005.

Til nr. 10

Baggrunden for ændringsforslaget er, at brancheforeningerne har udtrykt bekymring for, om producenterne og importørerne kan nå at omstille deres administrative systemer, og om producenterne og importørerne kan nå i fællesskab at danne de selskaber og systemer, som rent praktisk skal sikre tilbagetagning og behandling af elektronikskrot.

Der skal etableres et producentregister, hvor alle producenter og importører af elektriske eller elektroniske produkter omfattet af direktivet skal lade sig registrere. Producentregisteret kan først oprettes, når lovgrundlaget er på plads. Der er således tale om en stor opgave, hvor det er tvivlsomt, om det kan nås at oprette registeret og registrere alle producenter og importører inden den 31. december 2005.

Ifølge direktivet skulle den nationale lovgivning have været på plads den 13. august 2004 med virkning fra den 13. august 2005. Der var således lagt op til, at producenterne skulle have et år til at indrette sig på udmøntningen af producentansvaret.

Lovforslag nr. L 2 er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 100, som bortfaldt ved udskrivelsen af folketingsvalget den 18. januar 2005. Lovforslag nr. L 2 bliver formentlig vedtaget i sin endelige form i løbet af april måned, hvilket er ca. 3 måneder senere, end L 100 ville være blevet vedtaget. Med bemyndigelsen er det muligt for ministeren at udskyde producentansvaret i op til 3 måneder, således at producenterne får 1 år til at indrette sig på producentansvaret, sådan som direktivet oprindelig har lagt op til.

Til nr. 11

Ændringsforslaget tager sigte på at tilvejebringe grundlaget for, at kommunerne kan drive elskrotbehandlingsanlæggene i en overgangsperiode, selv om det ikke længere er en kommunal opgave at behandle affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elskrot). Såfremt lovgrundlaget ikke tilvejebringes, vil det være i strid med kommunalfuldmagten, at kommunerne driver virksomhed, uden at det er en kommunal opgave.

Baggrunden for ændringsforslaget er, at det er en meget brat overgang for de kommunale elskrotbehandlingsanlæg, og at de uden dette ændringsforslag i løbet af kort tid enten skal lukkes eller afhændes. Med ændringsforslaget får kommunerne mere tid til at afhænde eller nedlægge elskrotbehandlingsanlæggene.

Konkurrencemyndighederne er indforstået med, at det vil være muligt at lade elskrotbehandlings-anlæggene fortsætte hele 2006. Det vil give de levedygtige virksomheder en rimelig tid til at indrette sig på de nye regler, f.eks. ved at blive privatiseret.

Til nr. 12

Med ændringsforslaget sikres, at det også fremover vil være muligt for kommuner at eje og drive anlæg for affaldsbehandling af elektronikskrot. Såfremt ændringsforslaget vedtages, vil forslagsstiller til lovforslagets 3. behandling stille ændringsforslag om de nødvendige konsekvensrettelser i lovforslaget.

Erling Bonnesen (V) Birgitte Josefsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Inger Støjberg (V) Eyvind Vesselbo (V) Jørn Dohrmann (DF) Walter Christophersen (DF) Christian Wedell‑Neergaard (KF) fmd. Helle Sjelle (KF) Pernille Blach Hansen (S) Torben Hansen (S) Jytte Wittrock (S) Martin Lidegaard (RV) Johannes Poulsen (RV) Steen Gade (SF) Per Clausen (EL) Kuupik Kleist (IA)

Tjóðveldisflokkurin, Siumut og Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →