Legislator Case Law & Legislation
20041XX00221 DK

Skriftlig fremsættelse (17. december 2004) - B 100

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af besl. forslag 2004 B 100 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. december 2004)

Colette L. Brix (DF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af momssatsen for overnatninger på hoteller og lignende etablissementer.

(Beslutningsforslag nr. B 100).

Hvis beslutningsforslaget vedtages, vil det betyde, at danske hoteller opnår en længe tiltrængt forbedring af konkurrencevilkårene. Med en rekordhøj momssats på 25 pct. for hotelerhvervet dømmer Danmark sig selv totalt udenfor i forhold til mange turistaktiviteter såsom konferencer og kurser, individuelle rejser såvel som charterrejser m.v. Til sammenligning er hotelmomsen i Sverige 12 pct., i Norge 0 pct. og i Frankrig 5,5 pct. Disse lande fastholder en væsentligt lavere moms for hotelydelser end for andre varer og ydelser. De europæiske lande, der ikke har differentieret moms på hotelydelser, nemlig Storbritannien og Tyskland, har en væsentligt lavere standardmoms end Danmark, nemlig 17,5 pct. og 16 pct. moms, så også i forhold til disse lande er det danske hotelerhverv stillet meget ulige i konkurrencemæssig henseende.

Fra politisk side har der undertiden været røster om at nedsætte hotelmomsen. Det Konservative Folkeparti skriver således i sit program »Konservativ politik kort fortalt«: »Momsen skal nedsættes på visse serviceområder. Det vil kunne skabe tusindvis af arbejdspladser inden for turist-, restaurations- og byggefagene. Hoteller skal ikke betale moms af udenlandske gæsters overnatninger. Virksomhederne skal kunne fradrage moms for repræsentations-, hotel- og restaurationsudgifter. En sådan ordning vil koste staten ca. 0,75 mia. kr. om året. I løbet af nogle år vil tabet dog blive mere end opvejet af merindtægter i skat og sparede udgifter til dagpenge«. Det Konservative Folkeparti har dog ikke gentaget kravet, efter at partiet er kommet i regering.

Med dette beslutningsforslag, som nu fremsættes af Dansk Folkeparti, har Folketinget omsider muligheden for at tage stilling til et konkret initiativ til nedsættelse af momssatsen.

Kan Danmark være tjent med at fortsætte med at dømme sig selv ude, mens den sunde konkurrence over alt i Europa udfolder sig og trækker turismen væk fra Danmark? Det mener vi ikke i Dansk Folkeparti. Vi opfordrer andre partier til at genoverveje deres stilling meget grundigt. Her er virkelig en sag, der bør kunne samle hele Folketinget, fordi der udelukkende er fordele for alle ved at vedtage forslaget.

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →