Legislator Case Law & Legislation
20041XX00119 DK

Skriftlig fremsættelse (17. november 2004) - L 122

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2004 L 122 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. november 2004)

Skatteministeren (Kristian Jensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af personskatteloven (Kompensation for kommunale skatteforhøjelser)

(Lovforslag nr. L 122).

Da den kommunale budgetlægning for 2005 viser en stigning i de kommunale skatter på ca. 150 mio. kr., har Regeringen og Dansk Folkeparti som led i aftalen om finansloven for 2005 aftalt en modgående statsfinansieret nedsættelse af indkomstskatten, således at den samlede beskatning ikke stiger. Denne del af finanslovsaftalen gennemføres med dette lovforslag.

En udmøntning af de ca. 150 mio. kr. vil ske ved en sænkning af bundskatteprocenten fra 5,5 pct. til 5,48 pct.

Baggrunden for lovforslaget er, at borgerne skal have de samme penge til rådighed i 2005, som hvis de kommunale skatter ikke var steget. Det foreslås derfor, at skattenedsættelsen for 2005 udmøntes i forbindelse med udsendelsen af årsopgørelserne for indkomståret 2004. Det sker ved, at bundskatten for 2004 beregnes med 5,48 pct. i stedet for 5,5 pct. Dette vil resultere i, at der på slutopgørelsen for 2004, som udsendes i foråret 2005, vil blive udmøntet en ekstra skattenedsættelse for samtlige skatteborgere.

Da kompensationen i 2005 teknisk gives ved en nedsættelse af bundskatten for 2004, fastholdes bundskatten uændret på 5,5 pct. i 2005. Fra og med indkomståret 2006 sænkes bundskatten permanent fra 5,5 pct. til 5,48 pct.

Lovforslaget skønnes at medføre et provenutab på ca. 150 mio. kr. i finansåret 2005 og ca. 147 mio. kr. årligt fra og med finansåret 2006.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at den får virkning fra og med indkomståret 2004.

Lovforslaget har ikke været sendt i høring og vil heller ikke blive det i forbindelse med fremsættelsen, da der er tale om en ukompliceret teknisk ændring af bundskatteprocenten, som der ikke ses at være behov for at gøre til genstand for høring hos diverse erhvervsorganisationer m.v.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →