Legislator Case Law & Legislation
20041XX00114 DK

Skriftlig fremsættelse (17. november 2004) - L 115

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2004 L 115 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. november 2004)

Socialministeren (Eva Kjer Hansen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om social pension (Forbedring af den supplerende pensionsydelse)

(Lovforslag nr. L 115).

Lovforslaget er et led i finanslovsaftalen mellem Regeringen og Dansk Folkeparti.

Formålet med lovforslaget er at forbedre den supplerende pensionsydelse til folkepensionister.

Forslaget indebærer, at folkepensionister, som er berettiget til pension inden den 1. januar i udbetalingsåret, fremover får udbetalt en højere supplerende pensionsydelse på op til 6.200 kr. (2005-sats) før skat, såfremt pensionisten og dennes eventuelle ægtefælle eller samlever har en samlet likvid formue på mindre end 55.700 kr. (2005-sats). Med lovforslaget lempes indtægtsreguleringen, således at den supplerende pensionsydelse – ligesom helbredstillæg og varmetillæg - indtægtsreguleres efter den personlige tillægsprocent.

Den supplerende pensionsydelse udbetales uden ansøgning i januar måned. Hvis kommunen ikke har de nødvendige oplysninger om likvid formue og indtægtsgrundlag, udbetales den supplerende pensionsydelse, når de nødvendige oplysninger foreligger.

Forslaget skønnes at medføre samlede offentlige merudgifter på 338 mio. kr. i 2005. I perioden 2006-2008 forventes de samlede offentlige merudgifterne at være på 341 mio. kr., 359 mio. kr. og 368 mio. kr.

Det fremgår desuden af lovforslaget, at der i henhold til finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti vil blive foretaget en midlertidig forhøjelse af varmetillæg som kompensation for de stigende oliepriser. Socialministeren har bemyndigelse til at fastsætte disse regler, og ændringen vil blive gennemført ved en bekendtgørelse.

De økonomiske konsekvenser af forslaget skal forhandles med de kommunale parter.

Loven træder efter forslaget i kraft den 1. januar 2005.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →