Skriftlig fremsættelse (17. november 2004) - L 113
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (17. november 2004)
Socialministeren (Eva Kjer Hansen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service og ligningsloven (Frit valg af ledsager m.v.)
(Lovforslag nr. L 113).
Forslaget om frit valg af ledsager er et led i regeringens politik om at give borgeren større ansvar for og frihed til at tilrettelægge fx sociale ydelser, så de svarer til borgerens behov.
Med det frie valg af ledsager bliver ordningen mere flexibel for de berettigede personer, der ønsker selv at vælge en ledsager.
Lovforslaget indeholder 2 delelementer
Frit valg af ledsager
En redaktionel ændring af servicelovens § 30.
1. Frit valg af ledsager
Forslaget indebærer, at personer, der er berettiget til en ledsageordning efter servicelovens §§ 31 og 78, får mulighed for selv at vælge sin ledsager. Kommunen er således fortsat forpligtet til at stille en ledsager til rådighed, hvis den berettigede ønsker det.
Det frie valg af ledsager udmøntes i, at
Personer, der er berettiget til en ledsageordning, får ret til at vælge en ledsager, som ansættes af kommunen.
Personer over 18 år, der er berettiget til en ledsageordning, kan vælge at få ydelsen udbetalt som et kontant tilskud og selv ansætte sin ledsager. Det er op til kommunalbestyrelsen at beslutte, om kommunen generelt ønsker at give de berettigede denne mulighed.
Ad 1) Denne ordning er praktisk for brugeren, da kommunen fortsat er arbejdsgiver. Kommunen står dermed fortsat for ansættelse, administration af løn etc. som i den gældende ordning. Kommunen er forpligtet til at tilbyde denne ordning.
Ad 2) Denne ordning indebærer, at brugeren får arbejdsgiveransvaret for ledsagelsen. Det er frivilligt for brugeren, om han vil modtage ledsagelse som en kontantydelse. Ordningen indebærer, at brugeren skal stå for den samlede administration af ordningen. Kommunen må ved visitationen til ordningen afgøre, om brugeren er egnet til at påtage sig denne opgave.
Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at tilbyde denne ordning til de berettigede.
Formålet med ledsageordningen har været at give brugeren mulighed for at deltage i selvvalgte aktiviteter uden altid at skulle være afhængig af hjælp fra familie eller venner. Ledsageordningen omfatter således som hidtil ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som en ægtefælle, samlever, andet familiemedlem eller ven normalt vil yde som en del af ægteskabet eller familierelationen eller venskabsforholdet. Der vil således normalt ikke kunne ske ansættelse af en ægtefælle eller andre med en meget nær tilknytning til borgeren.
Det skønnes, at der ikke er økonomiske konsekvenser af lovforslaget. Forslaget er forhandlet med de kommunale parter.
2. Redaktionel ændring af servicelovens § 30
Forslaget er af redaktionel karakter. Med ændringen genoprettes den tidligere gældende retstilstand, så det igen bliver muligt for kommuner at yde vedligeholdelsestræning til børn og unge under 18 år, der har behov for det.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.