Legislator Case Law & Legislation
20041XX00093 DK

Skriftlig fremsættelse (11. november 2004) - L 92

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2004 L 92 Valid

Skriftlig fremsættelse (11. november 2004)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (indsættelse af alder og handicap som kriterier i loven)

(Lovforslag nr. L 92).

Forslagets formål er at gennemføre den resterende del af Rådets direktiv 2000/78/EØF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv i dansk ret.

Det foreslås at indføre to nye diskriminationskriterier i loven, således at der fremover ikke må forskelsbehandles på grund af alder og handicap.

I tilknytning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap foreslås en forpligtelse for arbejdsgiveren til at foretage konkrete nødvendige tilpasninger i rimeligt omfang for at sikre personer med handicap adgang til beskæftigelse eller fortsat beskæftigelse.

I relation til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder foreslås en række undtagelsesbestemmelser, der skal sikre opretholdelsen af en målrettet beskæftigelsesindsats samt beskyttelse af unge. Endvidere foreslås det, at bestemmelser i kollektive overenskomster, der indeholder aldersgrænser, vil kunne opretholdes i det omfang aldersgrænserne kan begrundes objektivt og rimeligt i et legitimt formål indenfor rammerne af dansk ret. Det foreslås yderligere, at loven ikke er til hinder for bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler om pligtmæssig fratræden, når lønmodtageren fylder 65 år uanset forbuddet mod forskelsbehandling i afskedigelsessituationen.

Derudover foreslås der en bestemmelse, hvorefter loven ikke er til hinder for foranstaltninger til fremme af ældre lønmodtageres og handicappedes beskæftigelsesmuligheder.

Endelig foreslås det, at lovens bestemmelser om forskelsbehandling på grund af alder og handicap ikke gælder, hvis der er indgået en kollektiv overenskomst, der som minimum lever op til bestemmelserne i beskæftigelsesdirektivet.

Forslaget forventes ikke at have nogen væsentlige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →