Legislator Case Law & Legislation
20041XX00050 DK

Skriftlig fremsættelse (27. oktober 2004) - L 54

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2004 L 54 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. oktober 2004)

Socialministeren (Eva Kjer Hansen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om social service og andre love (Videreførelse af overvågningen på grundtakstområdet)

(Lovforslag nr. L 54).

Finansieringsreformen på det sociale område (grundtakstmodellen) trådte i kraft den 1. januar 2002. I tilknytning til finansieringsreformen blev der etableret et overvågningssystem. Overvågningen udløber ved udgangen af 2004. Aftalen om strukturreformen indebærer for det sociale område, at der indføres et enstrenget myndigheds- og finansieringsansvar, der vil afløse den nuværende grundtakstfinansiering. Kommunalreformen forventes at træde i kraft 1. januar 2007. Med henblik på fortsat at følge udviklingen på finansieringsreformens område indtil ændringen af den kommunale myndigheds- og finansieringsstruktur foreslås det gældende overvågningssystem videreført.

Forslaget indebærer, at den hidtidige overvågning af området i form af udviklingsråd, indberetnings- og redegørelsespligt for kommuner, amtskommuner og udviklingsråd samt socialministerens årlige redegørelse til Folketinget videreføres uændret. Overvågningen og udviklingsrådene videreføres dermed frem til 2007, hvor de erstattes af udviklingsråd, der skal overvåge kommunalreformen i en 4-årig periode.

Det foreslås endvidere at videreføre den ændring af lov om social service (præcisering af kommuners og amtskommuners forpligtelse til at levere tilbud på det social område), der blev indsat ved lov nr. 223 af 31. marts 2004, og som har virkning til 1. januar 2005. Forslaget indebærer endvidere, at videreførelsen af ændringen fortsat følges af overvågningssystemet.

Endelig indeholder forslaget en redaktionel ændring som følge af, at den del af puljen til kommuner, der kan dokumentere særligt høje merudgifter som følge af finansieringsreformen den 1. januar 2002 på det sociale område, overføres til Indenrigs- og Sundhedsministeriets pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner.

Forslaget om videreførelse af grundtakstordningen skønnes at medføre en samlet offentlig merudgift på 23,5 mio. kr. årligt i 2005 og 2006. De økonomiske konsekvenser af forslaget skal forhandles med de kommunale parter.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →