Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2004) - L 14
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2004)
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om tilsyn med firmapensionskasser og pensionsbeskatningsloven (gennemførelse af direktiv om arbejdsmarkedsrelateret pensionskassers aktiviteter og tilsyn hermed)
(Lovforslag nr. L 14).
Lovforslaget har til formål at sikre en høj grad af sikkerhed for fremtidens pensionsmodtagere gennem strenge tilsynsstandarder. Samtidig skal forslaget bidrage til at gøre en effektiv økonomisk forvaltning af de arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger mulig.
Lovforslaget gennemfører dele af pensionskassedirektivet i lov om tilsyn med firmapensionskasser. Lovforslaget indeholder bemyndigelsesbestemmelser til Finanstilsynet. Direktivet vil være fuldt ud gennemført, når Finanstilsynet udnytter bemyndigelserne.
Direktivet udgør det første skridt på vejen hen imod et indre marked for arbejdsmarkedsrelateret pension på europæisk plan.
De væsentligste ændringer som følger af pensionskassedirektivet er, at der foreslås adgang til at udøve grænseoverskridende pensionskassevirksomhed, samt at kapitalkravet til firmapensionskasserne forhøjes. Endelig foreslås indført særlige krav til firmapensionskassernes information af medlemmerne.
Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte lempeligere krav for små pensionskasser. Hjemlen vil bidrage til at hindre, at de små firmapensionskasser med de nye krav fra direktivet belastes uforholdsmæssigt meget med administrative byrder.
Forslaget indeholder herudover indførelse af krav til organisationen. Kravene skal sikre en god ledelse af firmapensionskasserne. Samtidig bidrager dette forslag til at sikre, at Danmark overholder internationale tilsynsstandarder fra IAIS (International Association of Insurance Supervisors).
Som led i harmoniseringen af den finansielle lovgivning indeholder lovforslaget nogle mindre konsekvensændringer i lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Endelig indeholder forslaget nogle præciseringer af pensionsbeskatningsloven. Der er ved præciseringerne ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer af pensionsbeskatningsloven.
Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.