Forslag til folketingsbeslutning om et særligt introduktionsprogram for udlændinge med særlig religiøs embedsvirksomhed
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 11. januar 2005 af Karen J. Klint (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Lotte Bundsgaard (S), Morten Bødskov (S), Anne Marie Meldgaard (S) og Lars Kramer Mikkelsen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om et særligt introduktionsprogram for udlændinge med særlig religiøs embedsvirksomhed
Folketinget pålægger regeringen senest den 1. oktober 2005 at fremlægge forslag til et særligt introduktionsprogram for alle udlændinge, som kommer til Danmark med henblik på at varetage særlige religiøse embeder i forhold til etniske minoriteter, med henblik på drøftelse med de politiske partier i Folketinget.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er i vid udstrækning en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 180 fra 2003-2004 »Forslag til folketingsbeslutning om et særligt introduktionsprogram for udlændinge med religiøs embedsvirksomhed«, se Folketingstidende 2003-04, Folketingets forhandlinger side 9347 og 11468, tillæg A side 7914 og 7916 og tillæg B side 1743. Forslaget blev fremsat i forlængelse af debatten om lovforslag nr. L 171, der indeholdt et helt afsnit om rettigheder og pligter for religiøse forkyndere, der skal virke i Danmark.
Forslaget skal desuden ses i forlængelse af Socialdemokratiets integrationsudspil »Ret og pligt til aktivt medborgerskab« (2003). Heri slår Socialdemokratiet fast, at vi ønsker en vellykket integration for alle, der har lovligt ærinde og ophold i Danmark, og at vi vil give dem et tilbud om at blive aktive medborgere i vort samfund på det eksisterende demokratiske grundlag. Samtidig fastslår vi, at udenlandske religiøse forkyndere, som får længerevarende opholdstilladelse i Danmark, skal fungere som formidlere af deres religion i en dansk kontekst og medvirke til integrationen.
Forslaget er samtidig en implementering af anbefalingen fra Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, som i sin fjerde rapport i februar 2004 har foreslået et introduktionsprogram inspireret af det, der er gjort obligatorisk i Holland.
Socialdemokratiet fremsætter forslaget, da regeringen ikke har taget initiativ til at følge Tænketankens opfordringer på dette område.
En vellykket integrationsproces bygger på respekten for religionsfrihed for alle herboende. I et demokratisk og verdsligt samfund er forhold vedrørende religion underlagt den almindelige lovgivning – og debatten om religion sker i respekt herfor. Derfor er det af afgørende betydning for varetagelsen af et religiøst embede, at forkynderen har et grundlæggende kendskab til det omkringliggende samfunds regler og værdisæt, så religiøst personale får gode og nødvendige forudsætninger for at medvirke til en positiv integration. Forkynderne bør derfor sikres en fælles basisviden om det danske samfund, om balance mellem religion og samfund og om samfundets forventninger til dem.
Socialdemokratiet er enig med Tænketanken i, at trossamfundene er med til at give tryghed, støtte og vejledning i de etniske minoriteters hverdag i deres ny hjemland. For at styrke de religiøse forkynderes mulighed for at medvirke i en positiv integration skal de sikres et grundlæggende kendskab til dansk sprog, normer og samfundsindretning. Ikke mindst skal forkyndere, der kommer fra lande, hvis samfundsstruktur m.m. er væsentlig forskellig fra den danske, sikres redskaber til støtte for integrationen.
Socialdemokratiet arbejder for både religionsfrihed og religionslighed, men vi finder det uacceptabelt, hvis en religiøs overbevisning aktivt bruges imod en integrationsindsats. Socialdemokratiet er imod, at religion bruges som motiv til at oprette en »stat i staten« med egne spilleregler. Dette forhold skal udenlandske forkyndere være bekendte med som betingelse for at opnå arbejds- og opholdstilladelse. Der skal således ikke være mulighed for at vælge introduktionsprogrammet fra, hvis man ønsker at virke i et trossamfund i Danmark.
Introduktionsprogrammet skal være obligatorisk for forkyndere, der har mulighed for at virke her i landet i en periode, der kan strække sig ud over 3 år.
Dispensation bør gives til forkyndere, der med al overvejende sandsynlighed på forhånd kan dokumentere en viden, der i store træk svarer til den, et introduktionsprogram kan bibringe dem.
Det skal understreges, at vi ikke ønsker at lægge hindringer i vejen for den absolutte tros-, tænke- og talefrihed. Socialdemokratiet ønsker heller ikke at begrænse selve forkyndelsesfriheden. Derimod ønsker vi med dette forslag at medvirke til, at ansvarlige nøglepersoner blandt religiøse minoriteter bliver bekendt med de normsæt, der hersker i et vestligt, demokratisk, moderne og sekulært samfund i det 21. århundrede.
Socialdemokratiet ønsker, at de religiøse forkyndere medvirker til, at religiøse minoriteter kan opnå en hurtigere integration i det fælles samfund på basis af demokratisk tænkning, ytrings- og trosfrihed, individuelle rettigheder, ligestilling og personlig frihed. Derfor er det en offentlig forpligtelse at sikre de religiøse forkyndere viden om de spilleregler, som er normgivende i det danske samfund. Socialdemokratiet forventer til gengæld, at disse grundværdier indgår i den måde, de udenlandske forkyndere forvalter deres embede på.
Skriftlig fremsættelse
Karen J. Klint (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om et særligt introduktionsprogram for udlændinge med særlig religiøs embedsvirksomhed.
(Beslutningsforslag nr. B 117).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.