Legislator Case Law & Legislation
20041BB00098 DK

Forslag til folketingsbeslutning om at pålægge pengeinstitutterne på årsopgørelsen at oplyse kunden om opkrævede gebyrer m.v.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2004 98 Valid

Fremsat den 17. december 2004 af Frode Sørensen (S), Niels Sindal (S) og Jan Trøjborg (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om at pålægge pengeinstitutterne på årsopgørelsen at oplyse kunden om opkrævede gebyrer m.v.

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. april 2005 at fremsætte lovforslag, som pålægger pengeinstitutterne at oplyse om gebyrer m.v., som pengeinstitutterne i årets løb har opkrævet hos kunderne.

Bemærkninger til forslaget

De seneste år har pengeinstitutterne pålagt kunderne flere og flere gebyrer som betaling for deres tjenester. Af hensyn til konkurrencen mellem pengeinstitutterne og af hensyn til større gennemskuelighed for kunderne pålægges det pengeinstitutterne at oplyse kunden på årsudskriften pr. 31. december, hvilke gebyrer m.v. kunden har betalt i årets løb.

Alle de gebyrer, som kunden har betalt i løbet af det forgangne år, og som er knyttet til kunden, skal oplyses på årsudskriften.

Såfremt pengeinstituttet har indført eller indfører andre gebyrer, som kunden i årets løb har betalt, skal disse også oplyses på årsudskriften til kunden.

Gebyrerne skal oplyses som både en samlet gebyrsum og udspecificeret i de enkelte gebyrkategorier bl.a.

– Gebyrer for betaling af regninger (overførsler og indbetalingskort).

– Gebyrer for dankorttransaktioner.

– Gebyrer for hævninger i udlandet.

– Gebyrer for køb af valuta.

– Gebyrer for udenlandske overførsler og betalinger.

– Depotgebyrer (både bankens og Værdipapircentralens gebyrer).

– Handelsgebyrer (kurtage m.v.) ved handel med værdipapirer.

– Gebyrer for optagelse af lån.

– Gebyrer for rådgivning.

– Gebyrer for netbankløsning og gebyrer for de transaktioner, der er foretaget via netbanken.

– Kontokortgebyrer.

For øjeblikket oplyser pengeinstitutterne tilskrevne indlåns- og udlånsrenter på årsudskriften, men da der efterhånden er blevet mange gebyrer, er det kun rimeligt, at kunden hvert år kan se, hvad der er betalt for de servicer, som pengeinstituttet har ydet.

Skriftlig fremsættelse

Frode Sørensen (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om at pålægge pengeinstitutterne på årsopgørelsen at oplyse kunden om opkrævede gebyrer m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 98).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →