Legislator Case Law & Legislation
20041BB00091 DK

Forslag til folketingsbeslutning om et kontant løft til økonomisk dårligt stillede børnefamilier

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2004 91 Valid

Fremsat den 14. december 2004 af Villy Søvndal (SF), Aage Frandsen (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om et kontant løft til økonomisk dårligt stillede børnefamilier

Idet Folketinget konstaterer, at titusinder af børn lever i økonomisk meget dårligt stillede familier, hvor der ikke er mulighed for at deltage i børnefødselsdage og idræts- eller andre foreningsaktiviteter, pålægger Folketinget regeringen at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer af administrative forskrifter m.v., der sikrer, at de børnefamilier, der lever under EU’s fattigdomsgrænse, får et månedligt økonomisk løft på gennemsnitligt 1.000 kr.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne finder, at samfundets kvalitet skal bedømmes på den livskvalitet, som de svageste i samfundet har, og den virkelighed, at 90.000 børn i Danmark lever under EU’s fattigdomsgrænse, er et udtryk for, at noget er galt i den måde, vi behandler de dårligst stillede børnefamilier på.

Ifølge en undersøgelse fra Red Barnet og Socialforskningsinstituttet lever 90.000 børn i økonomisk dårligt stillede familier, hvor der ikke er råd til at deltage i børnefødselsdage og idræts- eller andre foreningsaktiviteter. For disse børn og familier er der fare for social isolation. Derfor må der gøres noget for at hjælpe disse familier.

Statsministeren erkendte på Venstres landsmøde, at der bør gøres noget for at sikre, at børn og unge vokser op under forhold, der gør det muligt at bryde den negative sociale arv. Dette er forslagsstillerne enige i. I betragtning af, at de sociale uligheder i samfundet er vokset under VK-regeringen, og at det i særlig grad har ramt en lang række børnefamilier, er der meget at tage fat på. Eksempelvis har regeringen indført en særlig lav ydelse – kaldet starthjælp – til en række af de fattigste familier, mens en række meget velstillede familier har fået skattelettelser. Dette ønsker forslagsstillerne at rette op på.

Forslagsstillerne forestiller sig, at løftet på 1.000 kr. pr. måned til de dårligst stillede børnefamilier sker ved at sikre bedre SU for studerende med børn, forhøje førtidspensionen for forsørgere, forhøje børnetilskuddet og/eller boligstøtten til enlige forsørgere med lav indkomst samt sikre friplads til børnepasning for flere.

Til formålet afsættes 750 mio. kr., idet det skønnes, at de 90.000 børn lever i godt 60.000 familier, hvilket giver mulighed for et løft pr. familie på gennemsnitligt 1.000 kr. pr. måned.

Finansieringen af forslaget kan ske ved, at børnechecken for de højeste indkomster aftrappes.

Ses forslaget i sammenhæng med det af forslagsstillerne fremsatte forslag om et »fritidsklippekort« – til en værdi af 2.000 kr. årligt til børn af økonomisk dårligt stillede familier, som giver adgang til, at børn kan deltage omkostningsfrit i idrætsaktiviteter eller andre foreningsaktiviteter for børn og unge, vil det alt i alt give børn fra økonomisk dårligt stillede familier bedre mulighed for at deltage i gode sociale aktiviteter sammen med venner og kammerater.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om et kontant løft til økonomisk dårligt stillede børnefamilier.

(Beslutningsforslag nr. B 91).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →