Legislator Case Law & Legislation
20041BB00072 DK

Forslag til folketingsbeslutning om bedre dyrevelfærd ved transport af dyr

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2004 72 Valid

Fremsat den 7. december 2004 af Keld Albrechtsen (EL), Line Barfod (EL), Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL) og Søren ;Søndergaard (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om bedre dyrevelfærd ved transport af dyr

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om transport af dyr, der opfylder følgende forbedringer på dyrevelfærdsområdet

– Dyr, der skal slagtes, skal transporteres til nærmeste slagteri eller, hvis dette ikke er muligt, højst transporteres 300 km med en maksimal transporttid på 4 timer regnet fra pålæsning af første dyr.

– Der stilles skærpede krav til pladsforholdene ved transport af dyr, således at der er plads nok til, at alle dyr kan ligge ned.

– Kravene gælder også transporter af dyr til og fra Danmark.

Bemærkninger til forslaget

Spørgsmålet om dyrevelfærd i forbindelse med transport af dyr til slagteri eller til opfedning i andre lande har været genstand for debat i Folketinget ved flere lejligheder. Der blev eksempelvis afgivet en beretning af Retsudvalget den 31. maj 2002, der oplistede en lang række af de konstaterede dyrevelfærdsproblemer i forbindelse med transport af dyr. Der henvises til Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg B side 1776.

Beretningen anførte, at det var usikkerhed om kravet om, hvorvidt maksimalt 8 timers transport ville blive indført i de kommende ændringer af EU’s transportdirektiv.

Som det nu kan konstateres, har EU ikke kunnet enes om en skærpelse af transporttider og arealkrav i forbindelse med transporter af dyr. Dermed er den danske forhåbning om fælles EU-standarder på området faldet på gulvet.

Derfor mener Enhedslisten, at det af dyrevelfærdsmæssige årsager er nødvendigt at indføre danske krav på området, således at i det mindste de dyr, som danske myndigheder har ansvaret for, behandles på en måde, der tilgodeser den danske befolknings holdning til dyrevelfærd.

Forslaget om, at slagtedyr skal transporteres til nærmeste slagteri, er formuleret således, at der kan gøres undtagelser, hvis det f.eks. af hensyn til slagtning af økologisk opdrættede dyr er nødvendigt at transportere dyrene til et økologisk slagteri, der ikke nødvendigvis er det nærmeste. Det er Enhedslistens opfattelse, at der er behov for at (gen)oprette lokale slagterier, herunder især mindre, økologiske slagterier, ikke alene af hensyn til dyrevelfærden, men også af hensyn til den lokale beskæftigelse.

Forslaget indeholder også et punkt, der sikrer, at også transport af dyr fra udlandet til Danmark skal overholde reglerne om maksimalt 300 km transport eller 4 timers transporttid. Derved sikres det, at danske slagterier ikke får en særstilling. Danske slagterier kan således ikke modtage dyr til slagtning fra andre lande med regler om længere transportafstande og -tider. Derved sikres lige konkurrencevilkår for danske og udenlandske slagterier.

Bestemmelserne er heller ikke til hinder for, at danske dyr slagtes i udlandet, f.eks i Skåne eller Slesvig-Holsten, blot de maksimale transporttider og -afstande overholdes.

Pladskravene udregnes i forhold til dyrenes vægt, og de skal skærpes og skal for svin f.eks. være i størrelsesordenen 0,60 m2 /100 kg.

Skriftlig fremsættelse

Keld Albrechtsen (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om bedre dyrevelfærd ved transport af dyr.

(Beslutningsforslag nr. B 72).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →