Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste

Fremsat den 30. november 2004 af Jeppe Kofod (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Lise Hækkerup (S), Carsten Bo Jensen (S), Lars Kramer Mikkelsen (S) og Jan Petersen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt

verdens fattigste

Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre en målrettet og fokuseret indsats til at bekæmpe hiv/aids blandt verdens fattigste med en ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene 2005-2008.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund

Den danske indsats og strategi til bekæmpelse af hiv/aids trænger til en kraftig opjustering. Som det fremgår af Danidas egne beregninger, bliver kun 3,6 pct. af udviklingsbistanden brugt aktivt i kampen mod hiv/aids. Denne epidemi er en af verdens største udfordringer og en katastrofe, der direkte eller indirekte har ramt store dele af befolkninger i verdens fattigste områder og lande. Sidste år indgik regeringen sammen med bl.a. Socialdemokraterne en aftale om en ekstrabevilling til en pulje på 25 mio. kr. til en innovativ behandlingsindsats. De 25 mio. kr. var et godt og nødvendigt afsæt til en stærkere og mere helhjertet indsats i bekæmpelsen af hiv/aids. Til trods for det gode initiativ mener Socialdemokraterne dog stadig, at den danske indsats skal være mere visionær og ambitiøs. Derfor vil Socialdemokraterne opfordre til en målrettet og fokuseret indsats til at bekæmpe hiv/aids blandt verdens fattigste med en ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene 2005-2008. Dette løft skal ses i sammenhæng med den politiske vision om at hæve den internationale indsats, herunder udviklingsbistanden, med 1,5 mia. kr. årligt, som det også fremgår af Socialdemokraternes finanslovudspil.

Også et socioøkonomisk problem

Epidemiens enorme omfang i udviklingslandene er ikke blot en menneskelig tragedie, men også et socialt og økonomisk problem, da hiv/aids virker som en bremse på vejen væk fra den dybe fattigdom. Det er et vilkår, der gør sig gældende for halvdelen af jordens befolkning. Epidemien er blevet en selvstændig faktor i skabelsen af global ulighed. De lande, der rammes hårdest af epidemien, er alle udviklingslande, og det er derfor de lande, der i forvejen lider mest nød, der bliver de største ofre.

Aids-epidemien bremser udviklingen

Det er de unge mennesker i verdens fattigste lande, der hyppigst rammes af hiv/aids, og det er med til at begrænse den eksisterende og den fremtidige arbejdsstyrke. Det betyder drastiske demografiske ændringer i disse lande. Derfor vil væksten og udviklingsmulighederne i verdens fattigste lande blive yderligere forringet, hvis vi ikke viser handlekraft.

Hiv/aids rammer alle sektorer og befolkningsgrupper og undergraver den generelle fattigdomsbekæmpelse. Hvis det ikke lykkes at standse og vende udviklingen, vil alle andre fattigdoms- og udviklingsreducerende initiativer forekomme nytteløse i de værst ramte områder. Samtidig er hiv/aids-epidemien med til at skævvride udviklingen internt i lande, der i forvejen er hårdt ramt. Et sammendrag af de økonomiske konsekvenser fra Copenhagen Consensus viser bl.a., at 41 pct. af alle familier i Thailand, som har oplevet et dødsfald på grund af aids, har solgt jordbesiddelser, mens 60 pct. af alle Ugandas indbyggere har solgt ud af deres ejendom for at betale udgifterne til pleje af syge familiemedlemmer. Under Copenhagen Consensus kom det bl.a. frem, at flere økonomer peger på, at hiv/aids har direkte negativ indflydelse på visse landes BNP. Foruden at der sker en reduktion af arbejdsstyrken, er de raske personer mindre produktive, da mange er nødt til at tage sig af deres syge slægtninge. I Zambia dør der flere lærere, end man kan nå at uddanne. Det betyder et stort svind i den allerede eksisterende knowhow i udviklingslandene.

2015-målene

Hiv/aids underminerer ganske enkelt muligheden for udvikling. Der opstår store sociale skævvridninger internt i udviklingslandene, og i forvejen svage social- og sundhedssystemer sættes under et enormt pres. Aktiv bekæmpelse af hiv/aids er en kamp, som Danmark har forpligtet sig til via tilslutningen til FN’s såkaldte Millenium Development Goals, også kaldet 2015-målene. Der er otte grundlæggende målsætninger for det nye årtusind. Den sjette målsætning på listen skal bremse og nedbringe udbredelsen af hiv/aids inden 2015.

Desværre tyder intet på, at der er politisk vilje til at opfylde denne målsætning. Tilmed er det svært at få øje på blot tilnærmelsesvis tilstrækkelige fremskridt. Og problemet er desværre ikke manglende viden, men svigtende vilje til at rejse penge til aids-bekæmpende initiativer. FN’s generalsekretær har tidligere understreget situationens alvor i usædvanlig skarpe vendinger: »I nogle lande virker aids som et reelt masseødelæggelsesvåben over for befolkningen. Og hvad gør vi ved det? Jeg fornemmer en vis hjerteløshed, som man ikke skulle vente at se i det 21. århundrede.« Han har derfor erklæret sig både »vred« og »bedrøvet« over det manglende engagement fra verdens ledere (Politiken den 29. november 2003).

Foruden 2015-målene er det vigtigt at Danmark støtter andre vigtige initiativer i kampen mod hiv/aids. Som eksempel kan nævnes WHO’s 3 by 5-strategi, der har som mål at skaffe 3 millioner mennesker i udviklings- og overgangslande i medicinsk behandling inden udgangen af 2005. Dette skal bl.a. ske ved teknisk bistand til indkøb og kvalitetssikring af medicin. Selv om enkelte donorlande (heriblandt Danmark) anser initiativet for urealistisk, har ikke mindre end 56 lande bedt WHO om hjælp, og ved udgangen af juni 2004 var 440.000 mennesker i udviklings- og overgangslande i behandling med antiretroviral medicin. 3 by 5-initiativet har givet millioner af mennesker tro på og håb om, at aidsbehandling for fattige er inden for rækkevidde. Man må ikke underkende, at håb om behandling ofte er den vigtigste årsag til at gøre forebyggelsesindsatsen effektiv. Danmark har indtil videre støttet initiativet med 3 mio. USD. Initiativet støttes særlig af Sverige, Storbritannien og Canada.

Et andet vigtigt initiativ er UNGASS-erklæringen fra 2001, som er de overordnede internationale mål for hiv/aids-bekæmpelse. Den danske hiv/aids-indsats må derfor kobles direkte til UNGASS, hvilket kan få visse konsekvenser for fokus i den danske indsats. I erklæringen er der bl.a. en lang række mål for 2005, heriblandt en reducering af hiv blandt 15-24-årige med 25 pct. i de hårdest ramte lande. Desværre er smitteraten steget voldsomt i netop denne aldersgruppe siden 2001. Dette må derfor få Danmark til at overveje at øge indsatsen over for de 15-24-årige og i øvrigt arbejde for en stærkere kobling mellem hiv/aids og uddannelse.

Desuden er det i den forbindelse vigtigt at sætte fokus på den del af FN’s Befolkningsfond, der har til opgave at gennemføre og koordinere det 20-årige internationale handlingsprogram fra FN’s Konference om Befolkning og Udvikling i Kairo i 1994 (ICPD). Dette indebærer opbygning af viden og kapacitet på befolkningsområdet, herunder fremme af forståelsen for sociale, økonomiske, miljømæssige og menneskeretlige aspekter af befolkningsudvikling.

Befolkningsfonden arbejder sammen med nationale regeringer, ngo’er og andre om fremme af særligt seksuel og reproduktiv sundhed, dvs. mulighederne for, at det enkelte menneske er i stand til at have et tilfredsstillende og sikkert sexliv og frit have mulighed for at bestemme, hvorvidt der ønskes børn, samt hvornår og hvor mange.

Aids øger den globale ulighed

Hiv/aids-epidemien er blevet en selvstændig faktor i skabelsen af global ulighed. Godt 95 pct. af verdens hiv/aids-smittede bor i lav- eller mellemindkomstlande. Afrika syd for Sahara er i særklasse det område, der er hårdest ramt med 26,6 millioner smittede. Sidste år døde 2,3 millioner mennesker i regionen. Hver femte voksen i regionen er smittet med hiv/aids, og i lande som Zimbabwe og Botswana har epidemien reduceret den gennemsnitlige forventede levealder med godt 30 år. Det er kendetegnende for epidemien, at den rammer de områder i verden, der i forvejen kæmper med dybe sociale og økonomiske problemer, og hvor naturressourcerne er hårdt trængte.

Hiv er ikke en dødsdom

Viden om, at en positiv hiv-test ikke nødvendigvis er en dødsdom, kan i mange udviklingslande være en medvirkende årsag til, at flere mennesker lader sig teste. Det er med til at begrænse spredningen af sygdommen og kontrollere det reelle omfang af katastrofen. Når de hiv-smittede ved, at de via behandling har mulighed for at forlænge deres liv med op til 15 år, er folk mere tilbøjelige til at lade sig teste. Desuden er aids-patienter i behandling de bedste til at oplyse om og advokere for smitterisici og vigtigheden af at bruge kondom. En del patienter opsøger arbejdspladser, skoler, fagforeninger og menigheder, hvor de på baggrund af egne erfaringer udbreder kendskabet til den livsfarlige sygdom. Dette er nogle af de erfaringer, som Læger Uden Grænser har opnået gennem deres projekter.

Forebyggelse og behandling er uhyre vigtige komponenter i kampen mod hiv/aids. Projekter fra bl.a. Læger uden Grænser viser, at behandling faktisk er en af de mest effektive måder at forebygge på. Erfaringerne fra Læger Uden Grænser viser, at behandlingstilbud får flere mennesker til at lade sig hiv-teste, og de, der er i behandling, er mere tilbøjelige til at bruge kondom end de hiv-ramte, der ikke er i behandling. Samtidig er der ingen entydige beviser på, at forebyggelse alene kan bremse den hastige stigning i antallet af hiv-smittede og aids-syge.

For mange mennesker i udviklingslande kan seksualitet og seksuel praksis være yderst tabu-belagt. Disse tabuer og medfølgende stigmatisering kan behandlingstilbud og en øget testning for hiv være med til at nedbryde, hvilket gør det langt nemmere at tale om prævention, der er et af grundelementerne i forebyggelse af hiv/aids. Samtidig er der fra arbejdsgiveres side sket en stigmatisering af de arbejdere, der er hiv-positive, hvilket betyder, at de bliver fyret fra deres arbejde. For disse mennesker er behandling vital, og når store dele af arbejdsstyrken er hiv-positive i visse lande syd for Sahara, fører det til endnu større socioøkonomisk skævvridning.

Kampen mod hiv/aids er vor tids største udfordring

På baggrund af erfaringerne om vigtigheden af behandling som et essentielt element i bekæmpelsen af hiv og aids opfordrer Socialdemokraterne til en mere balanceret udviklingsstrategi, der går på to ben. Både forebyggelse og behandling er af fundamental betydning i den vigtige kamp mod hiv/aids. Selv om forebyggende tiltag er vigtige, kan vi ikke bare lade stå til i denne situation, som virkeligheden ser ud på nuværende tidspunkt.

Kampen mod hiv/aids er en af vor tids største udfordringer. Omfanget af hiv/aids-epidemien er i dag mere foruroligende, end de fleste gør sig klart. Epidemien har til dato på verdensplan ramt mere end 60 millioner mennesker. I dag lever ca. 45 millioner mennesker med hiv, og dette tal forøges med 14.000 nye ofre hver dag. Mere end 20 millioner mennesker er allerede døde som følge af sygdommen, og 13 millioner børn har allerede mistet en eller begge af deres forældre på grund af aids.

De menneskelige omkostninger

Den dystre virkelighed er, at mindst 10.000 mennesker dør hver eneste dag som følge af aids. Omkring 3,1 million mennesker døde som følge af aids i 2002, og næsten 5 millioner mennesker fik på verdensplan konstateret hiv i 2003. Det er det største antal siden epidemiens start.

Hvis vi blot lader stå til med hensyn til denne tendens og ikke giver en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der kan sikre en finansiering af behandlingstilbud i udviklingslandene, betyder det,

at der i 2014 er 30 millioner mennesker, der er døde som følge af aids,

at der i 2010 ifølge UNICEF vil være 20 millioner børn, der har mistet en eller begge af deres forældre som følge af aids,

at der i 2010 ifølge prognoser fra organisationer som UNAIDS og Den Globale Aids-fond vil være kommet yderligere 45 millioner hiv-smittede til på verdensplan.

Det koster kun 2,30 kr. at redde et menneskeliv

Tallene taler for sig selv. Den katastrofale udvikling kræver, at vi handler her og nu, så epidemiens omfang ikke vil nå nye højder. Det er ikke en umulig kamp. Lykkeligvis viser erfaringerne, at kampen mod hiv/aids ikke er håbløs. Lande som Thailand, Uganda og Brasilien har været i stand til at bremse udbredelsen af hiv/aids som følge af en bevidst og målrettet indsats. Og med de drastiske prisfald på hiv/aids-behandling, den såkaldte behandling med antiretroviral medicin, kan man i dag behandle en hiv/aids-patient for 2,30 kr. om dagen. Alligevel har kun 5 pct. eller hver tyvende af de hiv-ramte i udviklingslandene mulighed for behandling.

Manglende økonomisk vilje

De internationale organisationer, der kæmper den hårde kamp mod hiv/aids, mangler desperat økonomiske midler til at nå deres mål. Det vurderes, at prisen for at bremse epidemiens udbredelse beløber sig til 10 mia. USD om året på verdensplan. I dag anvendes der mindre end halvdelen af beløbet. Det vil sige, at med godt 5 mia. USD om året kunne verden bremse og begrænse aids-epidemien. I et større perspektiv svarer dette beløb til, hvad den amerikanske administration bruger i løbet af 5 uger på militære udgifter i Irak.

Politisk modstand

Kampen mod hiv/aids bremses ikke alene af manglende generøsitet, men også af politisk modstand. Bushadministrationen har genoplivet USA’s bekæmpelse af organisationer, der i deres arbejde i udviklingslandene bl.a. beskæftiger sig med forskellige aspekter af abort. Ligesom under præsident Ronald Reagan lukker amerikanerne ikke alene for støtten til organisationer, der udfører abort, men også til organisationer, der blandt deres øvrige aktiviteter oplyser eller rådgiver om abort og henviser til steder, hvor der gennemføres aborter, og til organisationer, der fører kampagner til fordel for fri abort, selv om aktiviteterne er lovlige og selvfinansierende.

I en situation, hvor USA leverer 43 pct. af den globale udviklingsbistand til familieplanlægning, mor-barn-sundhedsprogrammer og seksuelt overførte sygdomme, har dette fremstød fra den yderste højrefløj i USA dybt alvorlige konsekvenser for kampen mod hiv/aids. Ikke alene rammes nogle af verdens fattigste kvinder helt konkret på liv og sundhed, men det principielle grundlag for verdenssamfundets kamp mod hiv/aids, som bygger på, at adgangen til seksuel og reproduktiv sundhed er en menneskeret og skal beskyttes som sådan, bliver hermed også undergravet.

Behovet for handling fra dansk og europæisk side er derfor selvindlysende. Vi må afbøde konsekvenserne af Bushregeringens handlinger og gå foran i arbejdet for at sætte handling bag FN-målsætningen om et endeligt opgør med hiv/aids-epidemien.

Danmark må som et af verdens rigeste lande være klar til at påtage sig et særligt ansvar. Ved udarbejdelsen af udviklingsstrategien »Partnerskab 2000« var der bl.a. bred enighed om at fokusere på bekæmpelsen af hiv/aids. De såkaldte »tematiserede multilaterale bidrag« på finansloven havde til formål at bidrage til indfrielse af målsætningerne i »Partnerskab 2000« og rettede sig i udgangspunktet netop mod bekæmpelsen af hiv/aids.

Konsekvenserne af nedskæringerne

Med store menneskelige omkostninger til følge er der efter regeringsskiftet i 2001 gennemført drastiske nedskæringer på udviklingsbistanden. Den tidligere regerings planlagte stigninger i de tematiserede multilaterale bidrag er ikke gennemført. Konsekvensen er en begrænsning af mulighederne for at forfølge en helt central udviklingspolitisk målsætning.

Dertil kommer, at regeringens politik med hensyn til bekæmpelsen af hiv/aids også har haft stærkt beklagelige politiske konsekvenser. SR-regeringen reagerede i 2001 konsekvent på USA’s kursskifte og sikrede ekstra bevillinger til organisationer, der arbejder med seksuel og reproduktiv sundhed. Efterfølgende har VK-regeringen dog beskåret bl.a. bevillingen til Den Internationale Sammenslutning af Familieplanlægningsorganisationer (IPPF), der er en paraplyorganisation for 156 nationale familieplanlægningsorganisationer.

Også regeringens bud på udviklingspolitiske prioriteter for 2004-2008, »En verden til forskel«, peger på indsatsen mod hiv/aids som et helt centralt indsatsområde. Og der kan ikke være den ringeste tvivl om nytten ved den foreslåede styrkelse af indsatsen. Hver en krone vil være direkte medvirkende til at forhindre nye menneskelige tragedier og forbedre vilkårene for en lang række øvrige udviklingsinitiativer.

Debat om dansk udviklingsbistand

Derfor håber forslagsstillerne på en velvillig behandling af det stillede forslag. Tiden er inde til en reel debat om dansk udviklingsbistand. Før folketingsvalget i 2001 fik man det indtryk, at uenigheden alene gjaldt bistandens mål og effektivitet. De nuværende regeringspartier foreslog en »midlertidig« begrænsning af bistanden med 1,5 mia. kr., som angiveligt udelukkende havde til formål at fremme effektivitetsforbedringer i bistanden. Den nuværende udenrigsminister udtalte tilmed: »I forhold til de fattigste kan jeg garantere, at de ikke kommer til at undgælde for nedskæringerne« (Ritzau den 5. december 2001).

Virkeligheden tegner sig desværre anderledes. Besparelserne på udviklingsbistanden antager i dag permanent karakter og er tilmed hastigt voksende set i forhold til Danmarks generelle velstand. Bistandsprocenten er i frit fald mod de 0,7 pct., der af FN betragtes som et anstændigt minimum for den rigeste del af verden. Konsekvenserne for verdens fattigste er åbenlyse. Og intet tyder på, at nedskæringerne har virket fremmende for kvaliteten af dansk bistand. Tværtimod er der flere indikationer af, at faglige hensyn blev fortrængt under det politiske hastværk, der gjorde sig gældende efter regeringsskiftet.

Statsministeren lovede i sin åbningstale den 5. oktober 2004, at regeringen vil arbejde for øget fokus på det afrikanske kontinents problemer: »Afrika må ikke blive det tabte kontinent. Verdens rige lande må stå sammen om at løfte det afrikanske kontinent ud af den nuværende elendighed. Vi må hjælpe Afrika, så forfald og fortvivlelse bliver afløst af fremskridt og forhåbning. Der er brug for en bred indsats. Løse militære konflikter. Håndtere flygtningeproblemer. Sikre demokrati og god regeringsførelse. Skabe bedre handelsvilkår. Stimulere økonomisk udvikling. Bekæmpe aids.«

I praksis er der sammenlagt i årene 2002-2005, målt i forhold til den bevilling, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fremlagde i 2001, sket en besparelse på 1,3 mia. kr. alene på den direkte bilaterale bistand til Afrika. Regeringens flotte ord er derfor ikke i overensstemmelse med regeringens konkrete politik. I bevillingerne til Afrika på regeringens finanslovforslag for 2005 er der intet, der tyder på en forstærkning af indsatsen, som regeringen har lovet.

Derfor er der grund til at få skabt klarhed om de politiske holdningsforskelle, når det gælder bistanden til verdens fattigste. Socialdemokraterne indgår gerne i et bredt samarbejde om løbende kvalitetssikring af bistanden. Men et sådant arbejde må aldrig blive et skalkeskjul for løbende nedskæringer. Det vil altid være fristende at bruge bistandskronerne til finansiering af andre værdige formål, som har vælgernes aktuelle bevågenhed. Og eftersom bistandsarbejdet vitterlig er vanskeligt, vil man altid kunne dække sig ind under kritik af kvaliteten med henvisning til mindre vellykkede projekter eller tvivlsomme modtagere. Da verdens fattigste som bekendt hverken har stemmeret eller adgang til den politiske debat i Danmark, vil der uden en fast bistandsprocent være frit slag for politisk opportunisme.

Som et konkret tiltag ønsker Socialdemokraterne eksempelvis, at bekæmpelse af hiv/aids bliver en obligatorisk komponent i de udbudsforslag vedrørende infrastrukturprojekter, som DANIDA opstiller. Dette skal hindre, at virksomheder giver tilbud på f.eks. et projekt, der har til formål at etablere veje, uden at tilbuddet indeholder en komponent, der aktivt bekæmper hiv/aids. Muligheden for at undlade den fordyrende komponent, der er en integreret del af problemstillingen med hensyn til udbredelsen af hiv/aids, vil derfor blive minimeret, og indsatsen mod hiv/aids forstærket.

Forskning

Desuden mener Socialdemokraterne, at det er overordentligt vigtigt at styrke og støtte den innovative del af forskningen, der arbejder med tilvejebringelse af nye og effektive midler, der kan forhindre smittespredning, f.eks. udvikling af aids-vaccine og af beskyttende creme, der forhindrer overførelse af smitte ved samleje (mikrobiocider), og som har til hensigt at lette behandlingen.

Markedet frembringer af sig selv ikke sådanne »offentlige goder«, som alle bør have lige adgang til. Hoveddelen eller godt 90 pct. af den globale forsknings- og udviklingsindsats kommer kun de 10 pct. af verdens befolkning til gode. Forskning, der kunne være til gavn for mennesker over hele kloden, kommer først med 15-30 års forsinkelse udviklingslandene til gode. Man bør både stimulere til større investeringer og udveksling af resultater og erfaringer samt forberede en prispolitik og samtidig sikre både produktion af og adgang til lægemidlerne.

Oven i det hele kommer kvinders mulighed for at bestemme over sig selv. I dag smittes der i de hårdest ramte dele af verden flere kvinder end mænd, og kvinderne smittes hovedsagelig i ægteskabet, hvor de færreste bruger kondom. Derfor skal Danmark øge støtten til udvikling af ny og mere relevant prævention, som alle skal have adgang til, og som kvinder kan have mere indflydelse på anvendelsen af.

Udmøntning

Derfor vil Socialdemokraterne til stadighed arbejde for, at Danmark binder sig til målsætningen om 1 pct. af BNI i udviklingsbistand. De seneste års nedskæringer har desværre fjernet os så langt fra den målsætning, at der må lægges en langsigtet plan for at genoprette den danske indsats. Derfor foreslår Socialdemokraterne for tredje år i træk at øge midlerne til bekæmpelse af hiv/aids. Derfor fremsætter Socialdemokraterne endnu en gang et ønske om, at Folketinget øger indsatsen imod hiv/aids. Socialdemokraterne ønsker en ekstrabevilling til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste med 250 mio. kr. årligt, hvor de 100 mio. kr. skal øremærkes til Den Globale Fond. De resterende 150 mio. kr. skal anvendes til en bredspektret indsats i kampen mod hiv/aids. Desuden skal indsatsen også gælde kapacitetsopbygning i udviklingslandenes sundhedssystemer og direkte medvirke til at finansiere initiativer, der kan sikre en større grad af effektiv implementering af især behandlingstiltag vedrørende hiv/aids, så der ikke opstår problemer med at få kanaliseret og anvendt de bevilligede midler på effektiv vis.

Det er derfor på høje tid at tage de første skridt i den rigtige retning. Det kan gøres med det foreliggende forslag, som er fuldt finansieret i forbindelse med Socialdemokratiets ændringsforslag til finansloven for 2005, hvor den internationale indsats i alt foreslås forøget med 1,5 mia. kr.

Hvis regeringspartierne ønsker en permanent og løbende nedprioritering af indsatsen, skal det siges åbent, og konsekvenserne heraf skal frem i lyset. Hvis man derimod ønsker at arbejde sig tilbage til bred enighed om et stærkt dansk bidrag til kampen for global udvikling, er tilslutning til det foreliggende forslag et godt sted at starte.

Skriftlig fremsættelse

Jeppe Kofod (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste.

(Beslutningsforslag nr. B 65).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.