Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats for vaccinationsprogrammer for børn blandt verdens fattigste
Statutory Text (2 Articles)
Fremsat den 30. november 2004 af Jeppe Kofod (S), Lise Hækkerup (S), Carsten Bo Jensen (S), Lars Kramer Mikkelsen (S) og Jan Petersen ;(S)
Forslag til folketingsbeslutning
om en målrettet og fokuseret indsats for vaccinationsprogrammer for børn blandt verdens fattigste
Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre en målrettet og fokuseret indsats på vaccinationsprogrammer for børn blandt verdens fattigste med en ekstrabevilling på i alt 200 mio. kr. i årrækken 2005-2008.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Syv ud af ti børn bliver født i de fattige udviklingslande. Over 30 millioner af disse børn har stadig ikke adgang til helt basale sundhedstilbud. Hvert år dør ca. 10 millioner af disse børn. Heraf dør 3 millioner – det svarer til over 8.000 omkomne børn om dagen – på grund af manglende adgang til vacciner, der i vores del af verden er fuldt tilgængelige og helt almindelige forebyggelsestilbud.
Opdagelsen af vacciner er et af menneskehedens største fremskridt og samtidig et af de mest effektive og billige redskaber til at reducere børnedødeligheden i udviklingslandene. I dag kan et barn blive fuldt vaccineret mod hepatitis B, meningitis, gul feber og såkaldte børnesygdomme for mindre end 200 kr. Derfor mener Socialdemokraterne, at vacciner skal komme alle børn i verden til gode, også de børn, der bliver født i udviklingslandene.
Den Globale Alliance GAVI (The Global Alliance for Vaccines & Immunization) 1) har siden 1999 med stor succes etableret et stort antal vaccinationsprogrammer, der direkte har resulteret i, at 500.000 børn fra udviklingslande er blevet reddet fra døden og 35 millioner børn er blevet immune over for hepatitis. Mere end 2,7 millioner børn er blevet vaccineret mod gul feber. I de lande, hvor der er vaccineret mod meningitis, er der opnået en kraftig reduktion i tilfælde af meningitis. En sygdom, der hvert år slår 400.000 børn ihjel, og som invaliderer mange flere.
Der er stadig lang vej endnu, men det er ikke umuligt. Den Globale Vaccinefond 2) har opgjort, at det kun koster 1 mia. USD at vaccinere 80 pct. af verdens børn i 2005. I et større perspektiv svarer det beløb til, hvad den amerikanske administration bruger i løbet af en enkelt uge på militære udgifter i Irak.
Børnevaccinationer og 2015-målene
Mangel på adgang til basale vaccinationsprogrammer for 30 millioner børn fører til en markant overdødelighed blandt børn under 5 år. Dette er med til at underminere muligheden for udvikling i verdens fattigste lande. Derfor er kampen for globale vaccinationsprogrammer for børn helt essentiel i kampen mod børnedødelighed. En kamp, som Danmark har forpligtet sig til via tilslutningen til FN’s såkaldte Millenium Development Goals, også kaldet 2015-målene, der udgør otte grundlæggende målsætninger for det ny årtusinde. Den fjerde målsætning på listen opfordrer til, at børnedødeligheden inden 2015 nedbringes med to tredjedele af niveauet i 1990. Danmark kan med et væsentligt finansielt bidrag til Den Globale Vaccinefond indfri vores forpligtigelse.
Den tidligere SR-regering var med til at støbe fundamentet for Den Globale Vaccinefond. I 2000 støttede den socialdemokratisk ledede SR-regering etableringen af Den Globale Vaccinefond med 15 mio. kr. Dette betød, at vi fra dansk side var med til at starte en proces, hvis formål er at vaccinere og derved redde verdens fattigste børn fra sygdomme, der findes billige og tilgængelige vacciner til at bekæmpe. Beklageligvis for millioner af børn verden over har den nuværende regering ikke fundet det værd at bibeholde det danske bidrag. Vaccinationsprogrammer for børn bidrager ellers essentielt til at opbygge bedre samfund og sikre udviklingslandene en fremtidig rask og stærk arbejdsstyrke, der skal være med til at løse udviklingslandenes problemer. Den nuværende regering fjernede det danske bidrag til Den Globale Vaccinefond som led i den brutale nedskæring i udviklingsbistanden.
Socialdemokraterne vil ikke være med til at svigte børnene i den tredje verden eller være medansvarlige for den danske regerings kyniske kurs og manglende indsats i kampen for at hjælpe børn og voksne til en anden tilværelse i verdens fattigste lande. Men Socialdemokraterne håber alligevel, at statsministeren vil holde de løfter, han afgav i åbningstalen den 5. oktober 2004, nemlig at regeringen vil arbejde for øget fokus på det afrikanske kontinents problemer: »Afrika må ikke blive det tabte kontinent. Verdens rige lande må stå sammen om at løfte det afrikanske kontinent ud af den nuværende elendighed. Vi må hjælpe Afrika, så forfald og fortvivlelse bliver afløst af fremskridt og forhåbning.«
Hvis statsministerens ord ikke skal være tom retorik og der som noget nyt skal være handling bag regeringens ord og målsætninger, så vil Socialdemokraterne bede regeringen om at ændre kurs omgående. Sammenlagt er der i årene 2002-2005, set i forhold til den bevilling, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fremlagde i 2001, sket en besparelse på 1,3 mia. kr. alene på den direkte bilaterale bistand til Afrika. Regeringens flotte ord er derfor ikke i overensstemmelse med regeringens konkrete politik. I bevillingerne til Afrika på regeringens finanslovforslag for 2005 er der intet, der tyder på en forstærkning af indsatsen, som regeringen har lovet.
Udmøntning
Derfor vil Socialdemokraterne ligesom de foregående 3 år arbejde for, at Danmark vender tilbage til et niveau, hvor vi yder 1 pct. af BNI i udviklingsbistand. De seneste års nedskæringer har desværre fjernet os så langt fra den målsætning, at der må lægges en langsigtet plan for at genoprette den danske indsats. Derfor foreslår Socialdemokraterne øgede midler til vaccinationsprogrammer for børn som en del af genopbygningen af den danske udviklingsbistand. Socialdemokraterne ønsker at styrke indsatsen over for børn i udviklingslandene. Socialdemokraterne opfordrer derfor til at give en ekstrabevilling på 50 mio. kr. årligt, der skal øremærkes til Den Globale Vaccinefond. Det er på høje tid at tage de første skridt i den rigtige retning. Det kan gøres med det foreliggende forslag, som er fuldt finansieret i forbindelse med Socialdemokraternes ændringsforslag til finansloven for 2005, hvor den internationale indsats i alt foreslås forøget med 1,5 mia. kr.
Skriftlig fremsættelse
Jeppe Kofod (S)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats for vaccinationsprogrammer for børn blandt verdens fattigste.
(Beslutningsforslag nr. B 63).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
1) GAVI er et offentligt-privat partnerskab mellem udviklingslande, donorlande, vaccineproducenter, ngo’er, WHO, Unicef, Verdensbanken og Bill & Melinda Gates Foundation.
2) Den Globale Vaccinefond er etableret som en del af GAVI for at skabe en langsigtet finansieringsmekanisme til styrkelse af sundhedssystemer og vaccinationsprogrammer.