Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod import af teak fra Burma (Myanmar)
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 26. oktober 2004 af Keld Albrechtsen (EL) og Pernille Rosenkrantz -Theil (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod import af teak fra Burma (Myanmar)
Folketinget opfordrer regeringen til at indføre forbud mod import til Danmark af teak fra Burma og til i EU at arbejde for, at der indføres forbud mod import af teak fra Burma.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 183, folketingsåret 2003-04 (se Folketingstidende 2003-04, tillæg A side 8057 og 8058).
I 1990 gennemførte militæret i Burma et kup og har siden regeret landet med hård hånd. Den opposition, der vandt valget i 1991, har med Aung San Suu Kyi i spidsen siden 1996 bedt omverdenen om at indføre økonomiske sanktioner mod Burma. Enkelte lande, herunder USA, har indført sanktioner, men foreløbig med ringe virkning, ikke mindst fordi EU hidtil kun har været indstillet på at fjerne Burmas mulighed for at gøre brug af det almindelige præferencesystem (General System of Preferences).
Det har betydet, at handel med EU og investeringer i Burma fra virksomheder fra EU-området er blevet vigtige elementer i det burmesiske militærdiktaturs overlevelsesstrategi. Teak er vigtigt, i og med at al skov i Burma ejes af styret, ligesom styret tjener på al lovlig eksport af teak fra landet.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at situationen i Burma længe har kaldt på økonomiske sanktioner, og finder, at teak af ovennævnte grunde er et godt sted at begynde.
Skriftlig fremsættelse
Keld Albrechtsen (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod import af teak fra Burma (Myanmar).
(Beslutningsforslag nr. B 37).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.