Forslag til folketingsbeslutning om støttepersoner til gravide stofmisbrugere med henblik på at sikre adækvat social og behandlingsmæssig indsats for den gravide samt bedst mulige betingelser for fosteret

Fremsat den 22. oktober 2004 af Villy Søvndal (SF), Anne Baastrup (SF) og Aage Frandsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om støttepersoner til gravide stofmisbrugere med henblik på at sikre adækvat social og behandlingsmæssig indsats for den gravide samt bedst mulige betingelser for fosteret

Folketinget pålægger regeringen at etablere et obligatorisk tilbud om uvildige støttepersoner til gravide stofmisbrugere med henblik på at bidrage til at sikre en adækvat og relevant indsats for den gravide, modvirke yderligere udstødelse og dermed samtidig bedst mulige udviklings- og vækstbetingelser for fosteret som et led i bekæmpelsen af den negative sociale arv.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 147 fra folketingsåret 2003-04, jf. Folketingstidende Tillæg A side 6542 og 6544 og Tillæg B side 1667 og Folketingets forhandlinger side 9445 og 11469.

Der er mange forhold, der har betydning for et barns udvikling og livskvalitet, herunder at b ørns velfærd ikke kan ses uafhængigt af deres forældres. Dette faktum kommer særlig tydeligt til syne allerede i fostertilværelsen, hvor fosterets betingelser i meget vid udstrækning afhænger af den gravides. En relevant social og behandlingsmæssig indsats for den gravide stofmisbruger er derfor afgørende for hende såvel som for at sikre fosteret bedst mulige betingelser. Det var også disse forhold, som man tilgodeså i forbindelse med vedtagelsen af den udvidede underretningspligt i forhold til gravide med alvorlige misbrugsproblemer i folketingsåret 1999-2000 (lovforslag nr. L 232). Ved denne lejlighed var man imidlertid opmærksom på risikoen for, at den gravide eventuelt ville skjule sin graviditet og ikke søge efter eller få hjælp i tide. Det kan og bør nemlig ikke tages som en selvfølge, at dét som af lovgiver og udøver defineres som »hjælp« og »støtte« også opleves som »hjælp« og »støtte« af den gravide. Underretningspligten blev netop udvidet til også at omfatte gravide med et alvorligt alkohol- eller stofmisbrug af en karakter, der giver formodning om, at der vil være behov for støtte i den gode hensigt at skabe reel mulighed for også at give denne støtte. Risikoen ved en sådan forpligtelse er imidlertid, dengang som nu, at videregivelse af rent personlige oplysninger uden samtykke kan skade muligheden for at skabe og bevare et åbent tillidsforhold mellem den gravide og forvaltningsmyndighederne.

Den gravide stofmisbruger er blandt de mest udsatte af de udsatte. Hun oplever udstødelse fra det omgivende samfund som følge af stofmisbruget, har kun meget sjældent et ressourcestærkt primært eller sekundært netværk at trække på og udstødes samtidig også af stofkulturen, en subkultur, hvori hun har fået tilhørsforhold og fundet anerkendelse.

Det er forslagsstillernes faste overbevisning, at den tidligst mulige indsats vil få afgørende positiv virkning på bekæmpelsen af den negative sociale arv.

Med henblik på at imødekomme de her nævnte problemer samt gøre kontakt med det etablerede offentlige system mere attraktiv og ikke mindst mere overskuelig for den gravide stofmisbruger, samt sikre hende størst mulig udbytte af indsatsen foreslås det, at amterne/kommunerne forpligtes til at tilbyde den gravide stofmisbruger en støtteperson.

Det er støttepersonens opgave at lytte og være der for den gravides egen skyld. En støtteperson for den gravide kan være med til henholdsvis at dække og afdække de behov, den gravide har under graviditeten og i forberedelserne til moderskabet, og derved bidrage til at øge overenskomsten mellem behov og tilbud samt fremme dialogen, styrke samarbejdet og øge den gensidige respekt mellem den gravide og de involverede forvaltningsmyndigheder.

Støttepersonen skal give den gravide både med- og modspil, hjælpe med udredning af spørgsmål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på, hjælpe med forberedelse, deltagelse i og evaluering af de mange møder (jordemoder, hospital, det amtskommunale behandlingssystem, den kommunale forvaltning m.v.) og hjælpe med at læse og forstå skriftligt materiale, sagsakter m.v.

Det er vigtigt af hensyn til den gravide, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig.

Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig karakter – f.eks. vedrørende den gravides misbrug, psykiske problemer m.v. Støttepersonen kan medvirke til, at den gravide får støtte til at blive afklaret i forbindelse med det kommende moderskab og den hermed forbundne nødvendige stabilisering. I de tilfælde, hvor den nødvendige stabilisering ikke opnås, og hvor en anbringelse af barnet bliver nødvendig, vil nærværende støttepersonordning kunne glide over i den allerede gældende ordning efter servicelovens § 40 a. Støttepersonen kan nu medvirke til at støtte moderen (eller forældrene) i at blive afklaret med hensyn til anbringelsen samt hjælpe moderen (forældrene) under anbringelsen til at forbedre forældreskabet, herunder fastholde kontakten til barnet.

Støttepersonen for den gravide kan hjælpe hende med at definere og fastlægge individuelle behov under graviditeten, ligesom et eventuelt efterfølgende anbringelsesforløb gennem den fortsatte støtte eventuelt kan blive mindre smertefuldt, fordi moderen (forældrene) har et sted at lufte sine følelser og frustrationer mod det etablerede system og mod sig selv. Ligeledes kan støttepersonen bidrage til at støtte den gravide/den nybagte mor i at løse de problemer, der er årsagerne til misbruget, samt øvrige sociale problemer.

Støttepersonen tilbydes af amtet/kommunen, når graviditeten er kendt, og fortsætter i en periode efter fødslen, og som minimum indtil den nybagte mor udskrives fra hospitalet med sit barn. I de tilfælde hvor forvaltningsmyndigheden efter fødslen overvejer en anbringelse af barnet, har en fortsættelse af støttepersonsordningen allerede hjemmel i servicelovens § 40 a.

Det er vigtigt, at den gravide selv kan vælge den konkrete støtteperson, at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen, og at støttepersonen er fleksibel og har en vidensmæssig og personlig baggrund der passer til de krav, der bør stilles til en støtteperson. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at kommunen/amtet udarbejder en liste over kvalificerede støttepersoner, som den gravide kan vælge ud fra, men som dog ikke udgør en udtømmende opregning af emner. Det er imidlertid ikke tanken, at nære familiemedlemmer eller andre fra den gravides nære personlige netværk udpeges som støtteperson. Ordningen skal i øvrigt være uafhængig af en eventuel advokatbistand.

En støtteperson efter denne ordning træder ikke i stedet for en eventuel bisidder. Den gravide kan dermed ud over støttepersonen også have en bisidder, og myndighederne kan således ikke afvise bisidderdeltagelse med henvisning til nærværende støttepersonordning.

Kommunen fastsætter tidsforbruget for støttepersonen og kan i den forbindelse vurdere den gravides behov. Kommunens afgørelse i forbindelse med forældrenes eventuelle valg af en støtteperson, der ikke er opført på listen, kan indbringes for Det Sociale Nævn, ligesom den gravide kan indbringe støttens omfang.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om støttepersoner til gravide stofmisbrugere med henblik på at sikre adækvat social og behandlingsmæssig indsats for den gravide samt bedst mulige betingelser for fosteret.

(Beslutningsforslag nr. B 28).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.