Legislator Case Law & Legislation
20041BB00009 DK

Forslag til folketingsbeslutning om en udvidelse af kredsen af medier omfattet af medieansvarsloven

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2004 9 Valid

Fremsat den 7. oktober 2004 af Aage Frandsen (SF) og Anne Baastrup (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en udvidelse af kredsen af medier omfattet af medieansvarsloven

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om en udvidelse af kredsen af medier omfattet af medieansvarsloven.

Bemærkninger til forslaget

1. Formål

Medieansvarloven omfatter umiddelbart de traditionelle medier: trykte aviser, radio og TV. Der er imidlertid i de seneste år sket en kolossal udvikling i mediebilledet, og der er fremkommet en masse digitale medier, herunder netaviser. Sådanne medier er ikke umiddelbart omfattet af medieansvarsloven. Formålet med dette beslutningsforslag er at få ændret dette ved at få udvidet kredsen af medier, som er omfattet af medieansvarsloven.

2. Medieansvarsloven

Formålet med medieansvarsloven er at sikre de bedst mulige vilkår for ytrings- og informationsfriheden og dermed også for samfundsdebatten. Medieansvarsloven fastslår, at mediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik. Loven har et særligt presseretligt ansvarssystem. Kredsen af personer, der kan drages til ansvar, er begrænset. Der er dog altid én person – den ansvarshavende redaktør – der i sidste ende er ansvarlig for mediernes indhold.

Pressenævnet er et uafhængigt offentligt nævn, der er oprettet ved medieanvarsloven . Nævnet behandler klager over overtrædelse af god presseskik og spørgsmål om genmæle.

Medieansvarsloven gælder umiddelbart for indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres, og lyd- og billedprogrammer, der spredes af Danmarks Radio, TV 2, TV 2’s regionale virksomheder og andre foretagender, der har tilladelse til radio- eller fjernsynsvirksomhed.

Herudover gælder medieansvarsloven for tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den formidling, der er nævnt i forrige afsnit. Foretagender, der udgiver disse massemedier, skal imidlertid have indgivet en anmeldelse til Pressenævnet for at være omfattet af lovens regler.

Kravet om anmeldelse ændrer ikke ved, at mediet også skal opfylde de materielle betingelser for at være omfattet af medieansvarsloven. Efter loven er anmeldelse nødvendig, for at mediet kan være omfattet at loven, men anmeldelse indebærer ikke, at mediet er omfattet af loven. Det kræver, at der er tale om et medie, der må ligestilles med de traditionelle medier, herunder at der er tale om egentlig nyhedsformidling, og at der alene er tale om envejskommunikation.

Baggrunden for sondring mellem traditionelle medier og elektroniske informationssystemer er, at de elektroniske informationssystemer kan antage meget forskellig karakter og ikke i alle tilfælde kan sidestilles med de traditionelle medier.

Der kan imidlertid være hensyn, som taler for at anvende samme ansvarsregler for de elektroniske informationssystemer, som der gælder for de traditionelle medier. En sådan ligestilling er mulig via medieansvarslovens anmeldelsesordning.

Hvis der klages over et medie, der ikke har indgivet anmeldelse til Pressenævnet, har Pressenævnet ikke kompetence til at behandle sagen og vil derfor afvise klagen. Pressenævnets afvisning sker med henvisning til den manglende anmeldelse. Pressenævnet vurderer ikke, om det pågældende medie ville opfylde betingelserne for at være underlagt det medieretlige system, hvis der havde været foretaget anmeldelse.

En person, en virksomhed eller andre, som krænkes af et medie, der ikke har anmeldt sig til Pressenævnet, vil dermed være henvist til at få prøvet sagen ved domstolene efter de almindelige ansvarsregler.

Eksempelvis kunne Pressenævnet ikke behandle en klage over en netavis, der f.eks. var drevet af en regional TV-station, og Pressenævnet måtte derfor afvise klagen, fordi der ikke var sket anmeldelse til Pressenævnet (jf. eJour, nr. 35, juni 2004)

3. Beslutningsforslaget

Forslagsstillerne finder det utilfredsstillende, at det kan være op til det enkelte medie at vurdere, om mediet ønsker at indgive anmeldelse til Pressenævnet, og at medieansvarsloven ikke indeholder en tidssvarende, entydig og bindende afgræsning af, hvilke medier der er omfattet af loven.

Den nuværende retstilstand indebærer, at personer, som krænkes af et medie, kan være henvist til at få prøvet sagen ved de almindelige domstolene. Det kan være en både langvarig og kostbar proces, som i sig selv kan afholde folk fra at klage over en urimelig behandling i medierne.

De medier, som ikke hidtil har anmeldt sig til Pressenævnet, bør også været interesserede i at være omfattet af medieansvarslovens bestemmelser. Under en sag ved de almindelige domstole vil kredsen af mulige ansvarlige f.eks. ikke vil være begrænset som efter medieansvarsloven.

Forslagsstillerne forslår således en udvidelse af kredsen af medier, som er omfattet af medieansvarsloven. Det foreslås, at

– anmeldelseskravet i medieansvarslovens § 8, stk. 1, ophæves, således at spørgsmålet om, hvorvidt et medie er omfattet af loven ikke længere beror på, om mediet har indgivet anmeldelse til Pressenævnet eller ej. Hermed undgår man, at sager ikke kan komme for Pressenævnet, fordi medierne er uvidende om anmeldelsesskravet, fordi medier spekulerer i at undgå at blive omfattet af loven, eller fordi medier tolker loven forkert. Endvidere sikres det her ved, at helt sammenlignelige medier behandles efter samme regelsæt, og at behandlingen af klager ikke kommer til at bero på, om medierne måske mere eller mindre tilfældigt har valgt at anmelde sig til Pressenævnet.

– at lovens § 1, nr. 3, som indeholder området for massemedier, som er omfattet af loven udover de traditionelle medier, udbygges og præciseres. Det skal ses i lyset af udviklingen i mediebilledet, og at det ikke længere er frivilligt, om et medie skal være omfattet af medieansvarsloven.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at justitsministeren har sendt en besked ud om, at medier skal melde sig til Pressenævnet, og at betydelig flere medier i dag er tilmeldt end tidligere, jf. folketingsåret 2003-04, Retsudvalget alm. del – bilag 803 og 900. Forslagsstillerne mener dog at det fortsat er utilfredsstillende, at der kan være medier, der burde være omfattet af medieansvarslovens regler, men ikke er det, fordi de ikke er anmeldt Pressenævnet.

Skriftlig fremsættelse

Aage Frandsen (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om en udvidelse af kredsen af medier omfattet af medieansvarsloven.

(Beslutningsforslag nr. B 9).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →