Legislator Case Law & Legislation
200414L00197 DK

Betænkning over Forslag til lov om Højteknologifonden

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 2004 2 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 2

Bilagsnr.

Titel

1

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

2

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Henvendelse af 29/11-04 fra Novozymes A/S

4

1. udkast til betænkning

5

2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 2

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om mulige finansieringskilder til fonden, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om ministerens forventninger til fondens afkast samt samlede uddelingsmuligheder i 2005, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om ministerens vurdering af fondens bidrag i 2005 til, at Danmark nærmer sig den såkaldte Barcelonamålsætning, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om ministerens forventninger til fondens afkast i 2006-2010, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om fondens bidrag i perioden 2006-2010 til, at Danmark nærmer sig den såkaldte Barcelonamålsætning, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm., om regeringspartiernes udtalelser under 1. behandling vedrørende bio-, nano- og ikt-teknologi kun er tænkt som ideer til fondens bestyrelse m.v., til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om ministerens kommentar til professor Keld Laursens udtalelser om, at lovforslaget er en fadæse, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om, ministerens kommentar til professor Keld Laursens udtalelser om, at lovforslaget især retter sig mod den farmaceutiske industri, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om, hvor lille et firma kan være og stadig have kapacitet til at indgå i et forskningssamarbejde med et universitet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om konsekvenserne af, at fonden et givent år ikke måtte have mulighed for at udlodde alle pengene, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om, hvad ministeren forventer man gør ved de penge, som Højteknologifonden et givent år ikke måtte have mulighed for at udlodde, og om der vil være mulighed for at finansiere ren grundforskning for disse midler, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm., om ministeren vil definere begrebet højteknologi med henblik på en afgrænsning af fondens virksomhed, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om CO-industris og Dansk Metals ønsker om fonden som industripolitisk redskab, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om medfinansiering af initiativer, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

15

Spm. om, hvad forskellene er mellem opgaverne udvikling, innovation og forskning, og hvorledes fonden skal prioritere disse opgaver i sine bevillinger, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm. om ministerens kommentar til professor Keld Laursens udtalelser om, at fonden er et misfoster, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om særlige initiativer over for små og mellemstore erhvervsvirksomheder, der angiveligt ikke forsker, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om, hvilke krav om »indlejring« der kan stilles til f.eks. en sektorforskningsinstitution ved fondens ydelse af støtte, jf. lovforslagets § 7, stk. 2, og de specielle bemærkninger hertil, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om, hvilke krav om »indlejring«, tilbagebetaling eller afkast til samfundet eller lignende fonden skal stille til en virksomhed, som får en bevilling, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om, hvorvidt humaniora og samfundsvidenskab ikke bidrager til vækst og velfærd, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om udpegningen af særlig løfterige områder, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

22

Spm., om det er hensigten med fonden, at den skal bidrage til, at universiteterne i højere grad skal beskæftige sig med anvendelsesrelateret forskning, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

23

Spm., om ministeren generelt vil redegøre for offentlighedens indblik i bestyrelsens beslutningsgrundlag og prioriteringer, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

24

Spm., om offentligheden har krav på at få indblik i f.eks. et firmas eller en branches henvendelse eller ansøgning til fonden, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om, hvor grænserne går for offentlighedens indblik, og hvad ministeren forstiller sig der ikke er offentlig adgang til, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

26

Spm. om, hvorledes der sikres åbenhed om udpegningen af bestyrelsesmedlemmerne, herunder hvorledes der f.eks. skal ske indstilling, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm. om bestyrelsesmedlemmers habilitet ved udpegningen af strategiske satsninger, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om kommentar til henvendelse af 29/11-04 fra Novozymes A/S, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå

Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 2

Samråds-spm.nr.

Titel

A

Samrådsspm., om der er nogen åbenhed fra ministerens side i forhold til at ændre i lovforslaget, jf. ministerens tilkendegivelser under 1. behandling af lovforslaget den 21/10-04, til videnskabsministeren

Betænkning over lovforslag 2004 2 Valid

Bilag 2

8 af udvalgets spørgsmål til videnskabsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 2, 3 og 5 og svarene er optrykt efter ønske fra S, SF, RV og KD. Spørgsmål 6, 9, 13, 14 og 22 og svarene er optrykt efter ønske fra V, DF og KF.

Spørgsmål 2

Vil ministeren redegøre for sine forventninger til fondens afkast samt samlede uddelingsmuligheder i 2005?

Svar

Regeringen har med Dansk Folkeparti indgået aftale om, at fonden kan disponere over 100 mio. kr. af det forventede afkast af den indskudte kapital til uddelinger, inkl. sekretariatsudgifter. Herudover afsættes yderligere 100 mio. kr. over finansloven til fondens uddelinger i 2005.

Spørgsmål 3

Vil ministeren give sin vurdering af fondens bidrag i 2005 til, at Danmark nærmer sig den såkaldte Barcelona-målsætning?

Svar

Regeringen har med Dansk Folkeparti indgået aftale om, at fonden kan disponere over 100 mio. kr. af det forventede afkast af den indskudte kapital til uddelinger, inkl. sekretariatsudgifter. Herudover afsættes yderligere 100 mio. kr. over finansloven til fondens uddelinger i 2005.

Uddelingen fra Højteknologifonden i 2005 forhøjer de statslige forskningsbevillinger med ca. 2 pct. Uddelingen bidrager samtidig til at forhøje forskningsbevillingernes andel af BNP med ca. 0,01 pct.

Spørgsmål 5

Vil ministeren give sin vurdering af fondens bidrag 2006-2010 til, at Danmark nærmer sig den såkaldte Barcelona-målsætning?

Svar

I forbindelse med aftalen om finansloven for 2005 er det aftalt at indskyde 3 mia. kr. i Højteknologifonden i 2005. Det er endvidere aftalt, at fonden i 2005 kan disponere over 100 mio. kr. af det forventede afkast af den indskudte kapital til uddelinger, inkl. sekretariatsudgifter.

I den følgende periode vil fondens kapital blive opbygget gradvist gennem indskud, der fastsættes på de årlige finanslove. Afkastets størrelse i de efterfølgende år vil ligeledes blive fastsat på de kommende bevillingslove. Det vil således ikke være muligt at give en vurdering af fondens bidrag i perioden 2006 til 2010 i forhold til Barcelona-målsætningen.

Det er et selvstændigt formål med etableringen af fonden, at fonden vil kunne stimulere forskning på områder, hvor Danmark har et særligt potentiale i både offentligt og privat regi. Fondens uddelinger vil dermed kunne skabe et løft i ikke kun den offentlige, men også den private forskning.

Spørgsmål 6

Hvordan harmonerer regeringspartiernes udtalelser under 1. behandlingen af L 2 om, at Bio-, nano- og IKT-teknologi kun er tænkt som ideer til fondens bestyrelse, der skal have frie hænder, med at Rådet for Teknologi og Innovation skriver i deres GTS-institutternes performanceregnskab for året 2003 s. 25 under overskriften »Fokus for den højteknologiske fond«, at »Bio-, nano- og IKT-teknologi er identificeret som de centrale områder i målsætningen om at løfte visionen om det højteknologiske samfund«?

Svar

I forbindelse med den politiske aftale om at oprette en højteknologifond har regeringen peget på nanoteknologi, bioteknologi og informations- og kommunikationsteknologi som eksempler på løfterige områder i disse år. Den dialog, som Videnskabsministeriet har gennemført i foråret med forskere og erhvervsfolk inden for de tre områder, har bekræftet, at der er store muligheder for Danmark på disse områder.

Det vil imidlertid være en opgave for fondens bestyrelse at tage stilling til inden for hvilke konkrete områder, fonden vil satse i de kommende år. De tre nævnte teknologiområder vil være et naturligt udgangspunkt for fondens arbejde, men det forventes, at bestyrelsen løbende vil identificere andre højteknologiske områder, der er i overensstemmelse med fondens sigte og formål.

Jeg ser ingen modsætning i, at de tre teknologiområder, hvor ny forskning og innovation kan bidrage til samfundets vækst, også er nævnt i de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutters performanceregnskab for året 2003.

Spørgsmål 9

Hvor lille kan et firma være og stadig have kapacitet til at indgå i et forskningssamarbejde med et universitet?

Svar

Der kan ikke fastsættes en minimumsgrænse for virksomheders størrelse, når det gælder evnen til at indgå i et forskningssamarbejde med et universitet. Selv de mindste virksomheder, f.eks. dem der direkte udspringer af forskning eller forskningskompetencer på landets universiteter og forskningsinstitutioner, vil kunne have kapacitet til at indgå i et sådant samarbejde lige fra de etableres.

For eksempel har Scion-DTU oplyst, at væksthuset »Innovationscentret« i Hørsholm for små og nystartede virksomheder, der ønsker at være i et miljø af etablerede forskningsvirksomheder, i øjeblikket rummer mellem 7 og 10 én-mandsvirksomheder. Lignende eksempler kan hentes fra andre universiteter og fra innovationsmiljøer og forskerparker.

Der er heller ikke i lovforslaget om Højteknologifonden fastsat en minimumsgrænse for de deltagende virksomheders størrelse. I forbindelse med fondens konkrete satsninger, vil det være bestyrelsen, der vurderer parternes potentiale, herunder parternes kapacitet til at indgå i samarbejde om forsknings- og innovationsaktiviteter.

Endelig vil jeg bemærke, at Højteknologifonden skal gøre en særlig indsats for at fremme forsknings- og innovationsindsatsen i små og mellemstore virksomheder.

Spørgsmål 13

Imødekommer Højteknologifonden f.eks. CO-industris og Dansk Metals ønsker om, at fonden skal være et industripolitisk redskab, hvor bestyrelsen i højere grad skal repræsentere erhvervs- end forskningsinteresser, og at den skal yde støtte til de små og mellemstore virksomheder?

Svar

Forskningspolitik og erhvervspolitik er, som jeg ser det, ikke modsætninger i et moderne højteknologisk samfund. Det er Højteknologifonden efter min mening et godt eksempel på. Fonden skal netop støtte satsninger inden for forskning og innovation, hvor der er tale om åbenbare erhvervsmæssige potentialer. Det er i den forbindelse også naturligt, at fonden skal gøre en særlig indsats for at fremme forsknings- og innovationsindsatsen i små og mellemstore virksomheder.

Men al støtte fra fonden skal tildeles ud fra en vurdering af såvel satsningernes faglige kvalitet som deres erhvervsmæssige relevans. Fondens bestyrelse, hvor formanden og fem medlemmer skal komme fra erhvervslivet, træffer beslutning om, hvilke satsninger der skal støttes. Men bestyrelsen skal, hvad angår de forskningsfaglige kvalitetsvurderinger, indhente den rådgivning hos fagkyndige forskere via enten forskningsrådssystemet eller Danmarks Grundforskningsfond.

Spørgsmål 14

Opgjort i procent i hvor høj grad forventes det så, at f.eks. universiteter eller sektorforskningsinstitutioner medfinansierer initiativer, i hvor høj grad forventes det, at erhvervsvirksomheder medfinansierer initiativer, og hvilke forskelle i krav til medfinansiering vil der kunne stilles mellem disse parter?

Svar

Lovforslaget om Højteknologifonden angiver de overordnede rammer og kriterier for fondens virke, herunder kravet om en medfinansiering fra alle deltagende parter – offentlige som private – i satsninger støttet af fonden. Dette krav skal forstås fleksibelt i dobbelt forstand. For det første skal der skabes mulighed for en fleksibel fordelingsnøgle mellem de forskellige parter i en given satsning, således at parterne ikke behøver at bidrage med en ligelig andel af ressourcer. For det andet kan medfinansieringen være af økonomisk karakter eller bestå af f.eks. indskud af arbejdskraft i det støttede projekt, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 3.

Det vil udelukkende være op til bestyrelsen for fonden at vurdere af hvilken art og med hvilken andel, de forskellige parter fra såvel den offentlige som private sektor skal bidrage med i deres medfinansiering til de enkelte fondsstøttede satsninger. Dog skal de konkrete krav om medfinansiering, som fonden stiller til de private parter, udformes, så de ikke vil være konkurrenceforvridende, jf. EU’s regler om statsstøtte.

Jeg skal for god ordens skyld bemærke, at det vil være videnskabsministeren, som efter indstilling fra bestyrelsen fastsætter de endelige betingelser og vilkår for at opnå støtte.

Spørgsmål 22

Er det hensigten med fonden, at den skal bidrage til, at universiteterne i højere grad skal beskæftige sig med anvendelsesrelateret forskning?

Svar

Højteknologifonden skal blandt andet bidrage til et øget offentlig-privat samspil og samarbejde inden for højteknologisk forskning og innovation. De støttede satsninger skal have mindst en offentlig og mindst en privat part, og universiteter kan på linje med andre offentlige forskningsinstitutioner vælge at søge om at indgå som deltager i fondens satsninger. I henhold til universitetsloven (§ 2, stk. 2) gælder det fortsat, at universiteterne har forskningsfrihed og skal værne om denne, så det vil være op til universiteternes ledelse at beslutte, om fondens satsninger passer ind i institutionernes strategier og forskningsområder.

Betænkning over lovforslag 2004 2 Valid

Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 8. december 2004

Betænkning

over

Forslag til lov om Højteknologifonden

[af videnskabsministeren (Helge Sander)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 6. oktober 2004 og var til 1. behandling den 21. oktober 2004. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Videnskab og Teknologi.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og videnskabsministeren sendte den 1. juli 2004 dette udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2003-04) alm. del – bilag 312. Den 3. september 2004 sendte videnskabsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget, jf. (folketingsåret 2003-04) alm. del – bilag 350.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Novozymes A/S.

Videnskabsministeren har over for udvalget skriftligt kommenteret henvendelsen til udvalget.

Deputationer

Endvidere har Novozymes A/S mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovfor-slaget.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til videnskabsministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med udvalget den 3. december 2004.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 28 spørgsmål til videnskabsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

8 af udvalgets spørgsmål til videnskabsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL og KD) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Kristendemokraternes medlemmer af udvalget bemærker, at det i 2003 efter grundige drøftelser mellem politikerne og forskningsverdenen lykkedes at få skabt et nyt og mere enkelt forskningsrådgivende system, hvor der var bred tillid til kvalitet og arbejdsdeling. Som en nydannelse blev Det Strategiske Forskningsråd (DSF) etableret. Ideen med DSF var at få en enhed, der kunne stå for større strategiske satsninger, styrke samarbejdet mellem offentlig og privat forskning samt tiltrække flere private midler. Det eneste problem var, at DSF ved etableringen fik meget få midler, hvilket ville have været oplagt at løse i forbindelse med finansloven for 2005.

Virkeligheden er nu, at regeringen med dette lovforslag i stedet har valgt at sprede de alt for få midler ved at etablere endnu en »kasse«, Højteknologifonden, der får 300 mio. kr. i 2005. Det er efter partiernes mening uklogt af flere årsager

Der går ikke, som regeringen tilsyneladende tror, en lige vej fra forskning til beskæftigelse, hvis man bare kobler kvalitetssikringen fra. Højteknologifonden skal godt nok anvende det forskningsfaglige system, hvis den mener, at et projekt hører under kategorien »forskning«. Men Højteknologifonden er ikke forpligtet til at lytte til rådene. Hvis den vurderer, at der er tale om »innovation«, kan den bare køre derudad.

Ministeren bliver eneansvarlig for at udpege medlemmer til bestyrelsen for Højteknologifonden

Anvendelsen af midlerne overlades fuldt og helt til bestyrelsen for Højteknologifonden, hvilket frakobler enhver form for grundig politisk debat om, hvilke områder det vil være perspektivrigt for Danmark at satse på.

Det hævdes, at Højteknologifonden skal understøtte Lissabonprocessen (om bæredygtig vækst og beskæftigelse i EU), men fonden har ingen forpligtelser til at sikre bæredygtighed som et vigtigt parameter i sit arbejde. Fonden er i øvrigt heller ikke forpligtet til at forholde sig til etiske konsekvenser af de projekter, som fonden støtter.

Højteknologifonden er endnu en »kasse«, der forudsætter medfinansiering. Hermed undergraves universiteternes og sektorforskningens frie midler (basismidlerne). Dette forstærkes af, at de frie midler ikke er øget de seneste 4 år.

Det lyder besnærende, når Højteknologifonden promoveres under internationale kodeord som nano, bio og ikt, men i realiteten er der tale om, at man lader være med at forholde sig til, hvor dansk forskning og udvikling har sine styrker, og ad hvilken vej vi ønsker samfundet udviklet.

Ministeren gav ved 1. behandling den 21. oktober 2004 af lovforslaget udtryk for, at alle dele i konstruktionen ikke var lagt fast på forhånd i den politiske aftale af 31. marts 2004 med Dansk Folkeparti. Der kunne forhandles. Ministerens løfte holdt imidlertid ikke. I praksis har det vist sig, at alle aftalens søm var slået i på det tidspunkt, hvor pressemeddelelsen røg ud fra Videnskabsministeriet.

Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne kan derfor ikke støtte lovforslaget.

Enhedslistens medlem af udvalget mener, at Danmarks skal satse stærkt på forskning og uddannelse. Men satsningen skal ikke finansieres ved at sælge ud af statens aktiver. Satsningen skal være bred og af høj kvalitet, og den skal skabe nye forskningsmiljøer overalt i samfundet. Højteknologifondens sigte er områder med åbenbare erhvervsmæssige potentialer, hvad der i sig selv er en kraftig indsnævring af en forskningssatsning. Dertil kommer, at fonden skal tage udgangspunkt i nano-, bio- og informations- og kommunikationsteknologi. Efter Enhedslistens opfattelse er der mange andre områder i det danske samfund, hvor der kan blomstre nye forsknings- og innovationsmiljøer frem. Eksempelvis inden for mediebranchen eller vidensserviceerhvervene. Højteknologifonden er et klassisk eksempel på, at regeringen sætter nogle af sine udvalgte venner fra det private erhvervsliv til at dele penge ud til sig selv eller andre fra erhvervslivet uden at bekymre sig om, hvad samfundet får for pengene. Offentlige midler bør styrke samfundets potentiale for forskning som helhed, ikke en eller anden særlig branche, som nogle partier har set sig varme på. Offentlige midler skal fremtidssikre forskningen, det vil sige fremdyrke nye dygtige forskere, der kan bære næste generations strategiske satsninger. En opgave, der stort set ikke vil blive løftet af Højteknologifonden.

Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget konstaterer på baggrund af høringsprocessen, at lovforslaget har fået en meget positiv opbakning i det danske samfund, herunder ikke mindst fra forskningsinstitutioner, erhvervslivet, det forskningsrådgivende system samt et bredt udsnit af interesseorganisationer.

Højteknologifonden er en væsentlig nyskabelse med en egen profil og rolle i forsknings- og innovationssystemet. Fonden får til formål at fremme vækst og beskæftigelse ved at støtte både forskning og innovation. Den selvstændige bestyrelse tildeles endvidere særlige virkemidler i kraft af, at alle fondens satsninger skal indeholde erhvervsmæssigt potentiale, offentlig-privat samspil og teknologioverførsel, og fonden kan via sin selvstændige rolle støtte mere fokuserede og langsigtede satsninger.

Mindretallet ser dermed Højteknologifonden som et markant bud på, hvordan vi i Danmark kan udnytte den nye globale dagsorden positivt. Det er vigtigt at sikre fremtidig vækst og beskæftigelse ved i øget grad at fokusere på forskning, højteknologi og innovation, og fonden skal med sine højteknologiske satsninger samtidig være med til løfte forsknings- og innovationsindsatsen i små og mellemstore virksomheder.

Højteknologifonden skal ses i sammenhæng med det øvrige forsknings- og innovationssystem, og den skal dermed komplettere de muligheder, der eksisterer via Danmarks Grundforskningsfond, forskningsrådssystemet og Rådet for Teknologi og Innovation. Det er en væsentlig pointe, at Højteknologifonden skal bruge forskningsrådene eller Danmarks Grundforskningsfond til forskningsfaglig rådgivning, ligesom bestyrelsen kan vælge at overføre midler til Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

Gitte Lillelund Bech (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Tina Nedergaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Jesper Langballe (DF) Søren Krarup (DF) Pia Christmas‑Møller (KF) Carina Christensen (KF) Bodil Kornbek (KD) Jacob Buksti (S) Lene Jensen (S) Niels Sindal (S) Thomas Adelskov (S) nfmd. Torben Hansen (S) Anne Grete Holmsgaard (SF) Margrethe Vestager (RV) Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

54

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

3

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →