Forslag til Lov om eftervirkninger af ansættelsesforhold
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
§ 1. Denne lov gælder for alle aftaler om udførelse af personligt arbejde mod vederlag.
Stk. 2. Loven kan fraviges ved kollektiv overenskomst, men kan i øvrigt ikke fraviges til skade for den ansatte.
§ 2. Efter ansættelsesforholdets ophør må en tidligere ansat ikke foretage konkurrencehandlinger mod den tidligere arbejdsgiver, som systematisk eller på groft illoyal vis udnytter viden om arbejdsgiverens forretningsmetoder og kundegrundlag, medmindre denne viden må anses for offentligt tilgængelig.
Stk. 2. Som omfattet af stk. 1 anses navnlig
systematisk henvendelse til arbejdsgiverens kunder med henblik på at sælge et konkurrerende eller substituerende produkt,
henvendelse til væsentlige leverandører (herunder agenturgivere) med henblik på at overtage forhandling af deres produkter,
udnyttelse af forretningskoncepter udviklet af arbejdsgiveren, så længe den ansatte ikke ved en efterfølgende bearbejdelse har tilført konceptet yderligere karakteristiske egenskaber.
Stk. 3. Ved bedømmelsen af forholdets grovhed skal det tillægges betydning, om den ansatte har indtaget en ledende stilling i virksomheden, eller om den ansatte har haft viden om virksomhedens fremtidige udviklingsmuligheder.
§ 3. En medarbejder kan som led i ansættelsesforholdet indgå aftale om, at medarbejderen af konkurrencehensyn ikke må drive forretning eller anden virksomhed eller tage ansættelse i en sådan (konkurrenceklausul).
Stk. 2. En medarbejder kan som led i ansættelsesforholdet påtage sig en forpligtelse til ikke at tage ansættelse hos eller direkte eller indirekte have forretningsforbindelse med sin tidligere arbejdsgivers kunder (kundeklausul). Klausulen gælder kun kunder, som inden for de sidste 18 måneder førend fratrædelsestidspunktet har modtaget varer eller tjenesteydelser eller bedt om tilbud på varer eller tjenesteydelser hos arbejdsgiveren. De pågældende kunder skal endvidere være optaget på en kundeliste, som udleveres til medarbejderen i umiddelbar tilknytning til fratrædelsen.
Stk. 3. Klausuler omfattet af stk. 1 og 2 kan ikke udstrækkes til at gælde i længere tid, end ansættelsesforholdet har bestået, og aldrig ud over 2 år. Som fratrædelsestidspunkt anses det tidspunkt, hvor arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale løn ophører.
§ 4. Klausuler omfattet af § 3, stk. 1 og 2, kan kun gyldigt indgås, såfremt medarbejderen i den periode, hvor forpligtelsen gælder, modtager en kompensation for forpligtelsen og denne kompensation udgør mindst 50 pct. af lønnen på fratrædelsestidspunktet.
Stk. 2. Kompensationen udbetales i samme terminer som den hidtidige løn.
Stk. 3. Såfremt medarbejderen opnår anden beskæftigelse og indtægten derfra samt kompensationen efter stk. 1 overstiger 110 pct. af lønnen eller 115 pct. af lønnen, hvis der både er en kunde- og en konkurrenceklausul på fratrædelsestidspunktet, kan arbejdsgiveren modregne det overskydende beløb i kompensationen for den periode, hvori der er opnået anden beskæftigelse.
Stk. 4. Såfremt funktionæren bortvises for et forhold, som udgør en krænkelse af henholdsvis kunde- og konkurrenceklausuler, kan arbejdsgiveren tilbageholde kompensationen efter stk. 1 til sikkerhed for sit eventuelle krav om erstatning eller konventionalbod for aftalebrud.
§ 5. Den part, som påberåber sig en klausul omfattet af § 3, bærer bevisbyrden for, at forpligtelsen er indgået.
Stk. 2. Arbejdsgiverens krav om, at medarbejderen fremover skal påtage sig kunde- og konkurrenceklausuler, eller at kunde- og konkurrenceklausuler skal udgå af ansættelsesforholdet, anses for en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet og behandles efter dansk rets almindelige regel herom.
§ 6. I lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer, jf. lovbekendtgørelse nr. 916 af 8. september 2004, foretages følgende ændring
1. §§ 18 og 18 a ophæves.
§ 7. I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 10. oktober 2004, foretages følgende ændring
1. I § 8 c indsættes som stk. 2
»Stk. 2. Som fradragsberettigede driftsomkostninger anses ligeledes erstatning, konventionalbod og sagsomkostninger betalt til en tidligere arbejdsgiver efter lov om eftervirkninger af ansættelsesforhold.«
§ 8. I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, som ændret senest ved lov nr. 191 af 24. marts 2004, foretages følgende ændring
1. Efter § 84 indsættes som ny paragraf
»§ 01. Såfremt en forsikret har påtaget sig forpligtelser omfattet af § 3 i lov om eftervirkninger af ansættelsesforhold og dette efter arbejdsløshedskassens skøn væsentligt reducerer den pågældendes mulighed for at opnå ny beskæftigelse, kan Arbejdsdirektoratet efter indstilling fra arbejdsløshedskassen pålægge den arbejdsgiver, som kan påberåbe sig forpligtelsen, at refundere arbejdsløshedskassens udgifter til dagpenge til den forsikrede i den periode, hvori forpligtelsen gælder.«
§ 9. Loven træder kraft den 1. juli 2005 og finder anvendelse på aftaler indeholdende kunde- og konkurrenceklausuler, som er indgået efter denne dato.
Stk. 2 Fra den 1. januar 2006 finder loven tillige anvendelse på kunde- og konkurrenceklausuler indgået efter de hidtil gældende regler, for så vidt de ikke inden den nævnte dato er opsagt af arbejdsgiveren med kortest mulige varsel.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget tager sit udgangspunkt i et ønske om at opdele konkurrencehandlinger i følgende typer
Misbrug af forretningshemmeligheder, dvs. forhold af betydelig grovhed, som altid vil være forbudte, og hvor overtrædelse kan straffes efter reglerne i markedsføringsloven.
Forhold af mindre graverende karakter, men dog fortsat klart illoyale, hvor handlingen forbydes efter lovforslagets § 2, men hvor retsvirkningen af en krænkelse kun består i de civilretlige sanktioner, dvs. forbud mod fortsættelse af den krænkende aktivitet samt betaling af erstatning, konventionalbod m.v.
Øvrige konkurrencehandlinger, der som udgangspunkt er lovlige, men hvor arbejdsgiveren mod passende betaling kan købe sig til beskyttelse mod medarbejderens konkurrencehandlinger.
Historisk har området været reguleret af en flerhed af regler, nemlig markedsføringslovens regler om forretningshemmeligheder, en almindelig loyalitetspligt fastsat på grundlag af retspraksis, der navnlig har dækket situationer, hvor medarbejderen i forbindelse med fratræden har forsøgt at overtage agenturer eller eneforhandlinger fra arbejdsgiveren, samt et sæt regler gældende for betroede medarbejdere i funktionærloven.
Det lovforslag, som ligger til grund for den gennemgribende ændring af reglerne i 1999, der indførte den nuværende formulering af §§ 18 og 18 a i i lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (funktionærloven), nævner i bemærkningerne, at det ikke er hensigten at ændre på rækkevidden af markedsføringslovens beskyttelse af virksomhederne, medens det af bemærkningerne ikke kan ses, at man havde overvejet forholdet mellem de foreslåede regler og det regelsæt, som var udviklet i retspraksis. Da man i den praktiske retsanvendelse har haft en betydelig tendens til at anse alle handlinger fra lovgivers side som velovervejede, og da de nuværende bestemmelser i funktionærlovens § 18 a dækker såvel arbejdsgiverens kunder »som andre forretningsmæssige forbindelser«, har dette har medført, at man i retsanvendelsen har haft betydelige betænkeligheder ved at fastslå, at der fortsat består en almindelig loyalitetspligt, som forbyder grovere konkurrencehandlinger i tilfælde, hvor der ikke er gennemført en konkurrence- eller kundeklausul. I praksis har dette også medført en betydelig indskrænkning af dækningsområdet for markedsføringslovens § 10, der tidligere var ganske udstrakt.
På lang sigt må dette antages at ville medføre en uhensigtsmæssig udvidelse af antallet af personer, som omfattes af kunde- og konkurrenceklausuler, og dette underbygges af, at de nuværende regler om kompensation for kunde- og konkurrenceklausuler ikke yder medarbejderen den tiltænkte beskyttelse, fordi arbejdsgiveren har adgang til at modregne indtægten fra andet arbejde.
Ved at foretage den ovenfor angivne sondring mellem forskellige typer af konkurrencehandlinger er det håbet at lovens deklaratoriske regler vil være tilstrækkelige til at regulere næsten alle ansættelsesforhold, og at kunde- og konkurrenceklausuler derfor fremover kun vil forekomme i et fåtal af tilfælde.
Ved bedømmelsen af, om lovgivningen bør tillade kunde- og konkurrenceklausuler, må det erindres, at den direkte hensigt med klausulerne er at forhindre den tidligere ansatte i at udnytte sine indtægtsmuligheder på det felt, hvor de præsumptivt må antages at være størst. Dette bør kun kunne ske, hvis den tidligere ansatte sikres en passende økonomisk kompensation for det tab, som den pågældende derved påføres. Det bemærkes, at arbejdsgiverens gevinst ved klausulen kan være betydelig større end arbejdstagerens tab ved den, og derfor har arbejdsgiveren også mulighed for at betale kompensationen. Denne økonomiske overvejelse burde indeholde tilstrækkelig tilskyndelse til, at arbejdsgiveren kun kræver klausulerne, når de er nødvendige.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Henset til, at loven er beregnet som en lov, der til dels skal opstille minimumsregler for lønmodtageres forhold, foreslås det, at der som udgangspunkt gælder ens regler for alle personer, der er tilknyttet en virksomhed.
De nuværende regler i funktionærloven finder ikke anvendelse på ledelsen af virksomheden og på persongrupper, der falder uden for funktionærlovens definition af funktionærer. Dette indebærer, at en lang række faggrupper ikke nyder den beskyttelse fra lovgivningens side, som man med rimelighed kunne forvente. Som eksempler på grupper, hvor man ikke med sikkerhed kan afgøre, om de er omfattet af funktionærloven, kan nævnes undervisere, journalister og advokatfuldmægtige. Hertil kommer alle de faglærte medarbejdere, hvor hovedreglen er, at de falder udenfor.
Det må dog også anerkendes, at de forskellige persongrupper kan have forskellig mulighed for at påføre virksomheden skadelig konkurrence, og at der derfor bør stilles større krav med hensyn til loyaliteten hos ledende og betroede medarbejdere.
Til § 2
Begrundelsen for denne bestemmelse fremgår i alt væsentligt af de generelle bemærkninger.
Det bemærkes, at forslaget indeholder en udtrykkelig regel om, at medarbejderen kan udnytte offentligt tilgængelig viden som grundlag for konkurrence, og at vendingen »systematisk eller på groft illoyal vis« sikrer mod bagatelsager.
Det er lagt til grund, at enhver handling, der er omfattet af markedsføringslovens § 10 om misbrug af forretningshemmeligheder, også er en krænkelse af § 2, men § 2 omfatter derudover en række yderligere konkurrencehandlinger.
Angivelsen af groft illoyale handlinger vil i sagens natur være skønsmæssig og er derfor holdt i generelle termer, således at den kan udfyldes af domstolene. I stk. 2 er angivet en række eksempler på handlinger, der i alle tilfælde bør være omfattede. Såfremt der i retspraksis viser sig en række typetilfælde, som med fordel kan indføjes på listen, vil dette kunne ske ved en senere revision af listen.
Forretningskoncepter omfattet af stk. 2 kunne f.eks. være udvælgelsesmetoder udviklet af rekrutteringsbureauer, særegne salgskanaler for bestemte produkter (tupperwareparties kunne have været omfattet deraf, indtil konceptet blev almindeligt udbredt) og lignende. Grænsen til egentlige forretningshemmeligheder vil være flydende.
Reglerne i § 2 anvendes uanset årsagen til ansættelsesforholdets ophør. Det forhold, at arbejdsgiveren måtte have misligholdt ansættelsesaftalen, medfører således ikke, at medarbejderen fritages for at overholde sine pligter efter § 2. Medarbejderen må i de situationer nøjes med de sædvanlige retsmidler i form af erstatningskrav. Det kan dog ikke ganske udelukkes, at domstolene i sådanne situationer i begrænset omfang vil tillægge en konkurrencehandling karakter af berettiget retorsion og derved rykke grænsen for de tilladelige handlinger marginalt.
Henvisningen i den nugældende lov til dele af aftaleloven udgår som overflødig. I modsat fald burde der også henvises til den øvrige relevante lovgivning.
Til § 3
Reglerne for konkurrence- og kundeklausuler er søgt opbygget ens. Det forenkler lovgivningen ganske betydeligt, og de hidtidige forskelle var i øvrigt af så begrænset omfang, at kun specialister kunne være opmærksomme derpå.
De hidtidige regler om konkurrenceklausuler har indeholdt et krav om, at funktionæren skulle være betroet på tidspunktet for indgåelsen af klausulen. Dette har været nødvendigt af hensyn til ønsket om at begrænse antallet af klausuler. Med forslaget opnås dette på en enklere måde, idet prisen vil afholde arbejdsgivere fra at rejse kravet i unødigt omfang.
Reglerne om kundeklausuler har derimod ikke indeholdt noget krav om, at stillingen skulle være betroet, for at klausulen var gyldig. Denne forskel har i praksis været vanskelig at huske og dermed at tage højde for alle de medarbejdere og virksomheder, som kun beskæftiger sig med reglerne i begrænset omfang.
I reglerne om konkurrenceklausuler er der i nugældende ret en henvisning til aftaleloven, der udgår som overflødig. I modsat fald burde der også henvises til den øvrige relevante lovgivning. Denne udeladelse indebærer ikke en ændring af gældende ret. På dette ene punkt opretholder forslaget derfor en forskel mellem de to typer klausuler. Om dette er tilstrækkeligt begrundet, bør overvejes nøje.
Om stk. 2, som omhandler kundeklausuler, bemærkes, at vendingen »andre forretningsmæssige forbindelser«, som benyttes i funktionærlovens §18 a, stk. 1, som domstolene har haft vanskeligt ved at afgrænse, udgår. Dermed indskrænkes virkeområdet for kundeklausulerne betydeligt.
Til gengæld defineres kundegruppen noget bredere end hidtil, idet også potentielle kunder, der har tilkendegivet et ønske om at handle med virksomheden, er omfattet. Potentielle kunder, som virksomheden har kontaktet, uden at de har svaret, er således ikke omfattet.
Reglen om tidsbegrænsning i stk. 3 indebærer endnu en forenkling i forhold til funktionærlovens § 18, stk. 4, og § 18 a, stk. 4.
Til § 4
Procentsatsen for kompensation fastholdes uændret.
Engangsbeløbet for konkurrenceklausul opgives, idet denne forskel mellem de 2 regelsæt komplicerede i unødig grad.
Reglen i stk. 2 svarer til princippet bag gældende ret for funktionærer.
Den i stk. 3 foreslåede bestemmelse er blandt de væsentligste ændringer i loven i forhold til de hidtidige regler.
Reglen erstatter funktionærlovens §§ 18, stk. 3 og 18 a, stk. 3. De hidtidige regler er af tidsskriftet Advokaten blevet karakteriseret som en uskøn sammenblanding af kontrakts- og erstatningsretlige regler, og dette søges afhjulpet.
Ræsonnementet bag forslaget er, at uden konkurrencehindring, vil medarbejderen kunne udnytte sine talenter til at opnå en lønfremgang i forhold til den hidtidige beskæftigelse. Kompensationen, skal udgøre betaling for, at medarbejderen ikke kan opnå denne lønfremgang, men i stedet ofte må tage et lavere betalt job. Hvis det imidlertid viser sig, at der desuagtet bliver tale om en ikke ubetydelig lønfremgang for medarbejderen, således at klausulen reelt ikke har påvirket indtjeningsmulighederne væsentligt, så bør den tidligere arbejdsgiver kunne slippe med at betale en reduceret kompensation. Grænserne på 110 pct. og 115 pct. er skønsmæssigt fastsat og kunne ligge et andet sted.
De hidtidige regler, hvorefter stort set al indtægt kunne modregnes, medførte, at kunde- og konkurrenceklausuler - bortset fra engangsbeløbet jf. § 18, stk. 1, 5. sætning - blev gratis for arbejdsgiveren i langt det overvejende antal tilfælde. Dette forhold har været utilfredsstillende og ansporet arbejdsgivere til brug af klausulerne.
I gældende ret medfører berettiget bortvisning – uanset årsagen – at kompensationskravet bortfalder. Funktionæren er imidlertid fortsat bundet af klausulen. Dette synes ikke rimeligt, hvis f.eks. bortvisningen er sket for handlinger uden sammenhæng med klausulerne, og er i øvrigt stridende mod principperne bag aftalelovens § 36 (der inkorporerer den tidligere, nu ophævede, § 37 i aftaleloven om forbud mod, at den ene part fortsat skulle levere sin ydelse uanset den anden part krævede sin ydelse retur).
Forslaget i stk. 4 tilgodeser arbejdsgiverens interesse i ikke at skulle yde løbende kontante tilskud til konkurrerende virksomhed, men forslagsstillerne finder i øvrigt at opgøret må foretages efter almindelige erstatningsretlige principper. Hvis arbejdsgiveren udnytter sin adgang til at tilbageholde kompensationen til sikkerhed skal dette ske på loyal vis. Arbejdsgiverne må foretage endelig afregning, så snart man har rimeligt overblik over omfanget af tabet. En medarbejder, som føler at arbejdsgiveren tilbageholder i for vidt omfang, vil kunne rejse kravet ved domstolene.
Det kunne i øvrigt overvejes, om erstatningen for brud bør underkastes en normalisering eller et sæt formodningsregler, idet udmålingen ofte er forbundet med betydelig vanskelighed. Erstatningen kunne i så fald knyttes til den fortjeneste, som medarbejderen har opnået ved brud på klausulen.
Til § 5
Dansk ret har i hvert fald siden Danske Lov 5-1-1 (fra 1683) accepteret mundtlige aftaler som bindende. Dette har hidtil været fraveget, for så vidt angår konkurrence- og kundeklausuler. Fravigelsen var velbegrundet under den tidligere retstilstand (før 1999), hvor arbejdsgiveren kunne opnå beskyttelse mod konkurrence uden at betale vederlag, og hvor vederlagets mindste størrelse ikke var fastlagt i loven. Den er derimod ikke velbegrundet længere, og det vil være stødende mod retsbevidstheden, såfremt kravet om skriftlighed fuldt bevidst udnyttes af en part, som er bekendt dermed, over for en modpart, som ikke er sig reglen bevidst. Det bemærkes i øvrigt, at funktionærlovens § 2, stk. 7, der indeholder et skriftlighedskrav, i retspraksis fortolkes som en bevisbyrderegel af de nævnte grunde. Det er imidlertid uhensigtsmæssigt, at skriftlighedskrav kan have forskellig betydning inden for samme retsområde.
Forslaget pålægger som hovedregel arbejdsgiveren pligt til at dokumentere klausulens eksistens og vil i realiteten bevirke, at klausulen skal foreligge skriftligt. Arbejdsgiverens undladelse af at udarbejde klausulen skriftligt vil i øvrigt være en overtrædelse af loven om ansættelsesbeviser, men efter denne lov er retsvirkningerne af en overtrædelse indskrænket til betaling af kompensation og en bevismæssig svækkelse.
Forslaget i stk. 2 betragter ansættelsesaftalen som en helhed, hvilket er i overensstemmelse med dansk rets hovedregel, der kun i sjældne tilfælde accepterer, at dele af en aftale kan opsiges separat. Dette indebærer en klar forenkling i forhold til de nuværende regler, der åbner mulighed for arbejdsgiverens lurepasseri ved at opsige kontrakten, når man har konstateret, at medarbejderen har fået ny beskæftigelse, der ikke krænker klausulen. Derfor kan de unødigt komplicerende regler i funktionærloven § 18, stk. 2, 2. pkt., bortfalde.
Til § 6
Det foreslås, at §§ 18 og 18 a i funktionærloven ophæves.
Til § 7
De hidtidige regler har ikke taget højde for de skatteretlige forhold i forbindelse med konkurrence- og kundeklausuler. Det har under reglerne såvel før 1999 som siden 1999 været et problem, at en domstolsafgørelse om, hvorvidt en konkurrence- og kundeklausul er overtrådt, først vil kunne foreligge længe efter, at arbejdsgiveren har gjort indsigelse.
Hvis spørgsmålet afgøres til skade for medarbejderen, risikerer medarbejderen at måtte betale en betydelig erstatning eller konventionalbod som positiv opfyldelsesinteresse. Alternativt kan arbejdsgiveren som negativ kontraktsinteresse kræve kompensationen tilbagebetalt.
Hvis disse betalinger skal ske af beskattede midler, vil de være lammende for medarbejderen, der endog kan have været af den klare overbevisning, at han ikke krænkede klausulen. Alene dette risikomoment kan af arbejdsgiveren bruges til at tvinge medarbejderen til at opgive at føre sag om forholdet, og dette skaber et stødende misforhold mellem de to parter.
Det foreslås, at parterne stilles lige, og da fradrag hos den ene part modsvares af skattepligt hos den anden, er tabet for statskassen af stærkt begrænset størrelse.
I visse tilfælde, hvor medarbejderen ved en beskeden krænkelse (f.eks. kort førend klausulens udløb) kan opnå en betydelig varig indtægt, kan krænkelse være en forretningsmæssigt velbegrundet disposition. I sådanne tilfælde må erstatningen til den krænkede udmåles under hensyn dertil, men skatteretligt vil det være forsvarligt at anse udgiften for afholdt for at sikre og vedligeholde den fremtidige indtjening og dermed som omfattet af det almindelige driftsomkostningsbegreb.
Til § 8
Som anført i de generelle bemærkninger bør den tidligere arbejdsgiver, som opnår fordelene ved klausulen, også bære omkostningerne. I det omfang klausulen medfører arbejdsløshed, vil omkostningen blive væltet over på det offentlige, og dette forekommer ikke rimeligt. Dette løses ved den foreslåede bestemmelse.
Til § 9
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2005. Da ansættelsesforholdene ofte er mangeårige, og da det praktiske retsliv kun vanskeligt vil kunne håndtere, at man har tre forskellige regelsæt, som regulerer det samme, relativt begrænsede retsområde, afhængigt af kontrakternes indgåelsestidspunkt, så foreslås det i stk. 2, at eksisterende aftaler efter en karenstid på 6 måneder underkastes de nye regler. Det skulle give parterne fornøden mulighed for at indrette sig forinden.
Skriftlig fremsættelse
Ida Jørgensen (RV)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til lov om eftervirkninger af ansættelsesforhold.
(Lovforslag nr. L 155).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Fremsat den 16. december 2004 af Ida Jørgensen (RV), Marianne Jelved (RV), Morten Helveg Petersen (RV) og Margrethe Vestager (RV)
Forslag
til
Lov om eftervirkninger af ansættelsesforhold