Legislator Case Law & Legislation
200412L00050 DK

Forslag til Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension\n(Administration af barselsudligningsordning m.v.)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 2004 50 Valid

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

1. § 17 m.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspensions valg af investeringssammensætning for midler efter stk. 1 kan ske under hensyntagen til kontohavernes alder.

1. I § 17 m, stk. 2 , indsættes som 2. og 3. pkt .

»Den enkelte kontohaver kan vælge en anden alders-investeringssammensætning end den investeringssammensætning, der svarer til kontohaverens faktiske alder på investeringstidspunktet. ATP kan fastsætte nærmere regler herom.«

2. § 17 r .

Stk. 2. Indbetalinger, der er godskrevet særskilte konti efter stk. 1, forvaltes af Arbejdsmarkedets Tillægspension sammen med de midler, der forvaltes efter § 17 m, stk. 1.

2. I § 17 r, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

”Dog godskrives indbetalinger til den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister direkte på den enkeltes særskilte konto.”

3. § 23

Stk. 4. Bestyrelsen kan tillade direktøren at sælge administrative ydelser til et datterselskab, der er oprettet efter § 26 b, stk. 3. Salget skal ske efter tilsvarende regler, som gælder for indtægtsdækket virksomhed i statsinstitutioner under finansloven. Denne virksomhed skal regnskabsmæssigt være adskilt fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions øvrige regnskab. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkår og tilsyn.

3. I § 23, stk. 4 , indsættes efter »§ 26 b, stk. 3«: »og 4«.

4. § 23

Stk. 5. Bestyrelsen kan tillade direktøren at sælge ydelser til et datterselskab, der er oprettet efter § 26 b, stk. 4. Ydelserne leveres i henhold til Arbejdsmarkedets Tillægspensions sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.

4. I § 23, stk. 5 , ændres: »§ 26 b, stk. 4« til: »§ 26 b, stk. 5«.

5. § 26 b

5. I § 26 b indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

» Stk. 4. Midlerne kan placeres i et datterselskab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og som har til formål at levere administrative ydelser til ordninger om udligning af arbejdsgivernes udgifter i forbindelse med barsel. Et eventuelt salg af ydelser fra Arbejdsmarkedets tillægspension til et sådant selskab skal ske efter reglerne i § 23, stk. 4.«

Stk. 4-5 bliver herefter stk. 5-6.

6. § 28

6. I § 28 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

» Stk. 2. Ankenævnet kan til brug for sin vurdering af sagerne indhente uafhængig, sagkyndig bistand.«

Lovforslag som fremsat 2004 50 Valid

§ 1

I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 887 af 24. august 2004, foretages følgende ændringer

1. I § 17 m, stk. 2, indsættes som 2. og 3. pkt.

»Den enkelte kontohaver kan vælge en anden alders-investeringssammensætning end den investeringssammensætning, der svarer til kontohaverens faktiske alder på investeringstidspunktet. ATP kan fastsætte nærmere regler herom.«

2. I § 17 r, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

»Dog godskrives indbetalinger til den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister direkte på den enkelte kontohavers særskilte konto.«

3. I § 23, stk. 4, indsættes efter »§ 26 b, stk. 3«: »og 4«.

4. I § 23, stk. 5, ændres: »§ 26 b, stk. 4« til: »§ 26 b, stk. 5«.

5. I § 26 b indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

» Stk. 4. Midlerne kan placeres i et datterselskab, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og som har til formål at levere administrative ydelser til ordninger om udligning af arbejdsgivernes udgifter i forbindelse med barsel. Et eventuelt salg af ydelser fra Arbejdsmarkedets tillægspension til et sådant selskab skal ske efter reglerne i § 23, stk. 4.«

Stk. 4-5 bliver herefter stk. 5-6.

6. I § 28 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

» Stk. 2. Ankenævnet kan til brug for sin vurdering af sagerne indhente uafhængig, sagkyndig bistand.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

Lovforslag som fremsat 2004 50 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I forbindelse med overenskomstfornyelserne på DA/LO-området blev aftalt, at der etableres en ordning, der udligner virksomhedernes udgifter til barsel, således at udgiften ikke påhviler den enkelte arbejdsgiver alene. Ordningen indgår i det mæglingsforslag på DA/LO-området, som blev vedtaget i 19. april 2004.

Dansk Arbejdsgiverforening har i brev af 3. juni 2004 rettet henvendelse til ATP og anmodet om, at ATP påtager sig administrationen af denne barselsudligningsordning. ATP har på den baggrund anmodet om hjemmel til at påtage sig denne opgave.

Med barselsudligningsordningen på DA/LO-området er ca. 1/4 af arbejdsmarkedet dækket af en udligningsordning. Dette stiller store krav til administrationen af ordningen – både med hensyn til tilvejebringelse og behandling af nødvendige dataoplysninger og med hensyn til at gøre administrationen så enkel og effektiv som muligt i forhold til arbejdsgiverne. På den baggrund, foreslår regeringen, at der tilvejebringes den fornødne hjemmel for ATP til at levere administrative ydelser til DA/LO’s barselsudligningsordning.

Når overenskomstforhandlingerne i 2005 er afsluttet, vil regeringen tage skridt til, at der etableres en lovbaseret barselsudligningsordning for den del af arbejdsmarkedet, hvor der ikke er fundet en løsning.

Lovforslaget indeholder herudover en række mindre ændringsforslag. Det foreslås således, at der gives mulighed for individuel alderstilpasning i SP-basis, som er for de kontohavere, der vælger at lade ATP administrere opsparinger som hidtil, og at ATP Ankenævnet får mulighed for at indhente uafhængig sagkyndig bistand, bl.a. i sager om SP-valg.

Endvidere foreslås det, at der sker direkte godskrivning af indbetalt supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister (SUPP-bidrag) på individuelle konti. Forslaget er en justering som følge af den midlertidige suspension af indbetaling af SP-bidrag.

Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner.

Økonomiske og administrative omkostninger for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes Hovedorganisation, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, ATP og ATP Ankenævnet.

Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I henhold til § 17 m, stk. 2, har ATP mulighed for løbende at tilpasse investeringerne af den enkeltes midler i SP-basis til den enkeltes alder – de såkaldte generationspuljer. Sigtet hermed er gradvist at nedbringe investeringsrisikoen efterhånden som den enkelte kommer tættere på pensionsalderen.

Det foreslås at give den enkelte kontohaver i SP-basis mulighed frihed til at vælge en anden generationspulje end den som svarer til kontohaverens faktiske alder på investeringstidspunktet. Den enkelte kontohaver kan herved påtage sig en større eller mindre risiko ved at vælge en generationspulje for en lavere/højere alder end den faktiske, samtidig med at investeringen af indestående fortsat forvaltes af ATP. Den øgede fleksibilitet kan fx være hensigtsmæssig i den situation, hvor kontohaveren ønsker at udskyde sin pensionering til efter det 65. år.

Tilpasningen foregår ved at kontohaver henvender sig til ATP med anmodning om at blive flyttet fx fra alder 40 til alder 30. ATP vil herefter investere kontohaverens indestående svarende til alder 30. Kontohaverne vil som hidtil ”blive et år ældre” hvert år og vil således ikke skulle foretage sig yderligere for at sikre, at investeringen af indeståendet ændrer sig i takt med, at pensionsalderen rykker nærmere.

Denne nye mulighed giver valgfrihed på en enkel og overskuelig måde, og kundeundersøgelser foretaget af ATP peger på, at kontohaverne i SP ønsker en sådan valgmulighed inden for SP-basis. Valget vil kunne træffes af den enkelte uden ekstra omkostninger, da udgifterne for ATP ved en ændring af generationspulje vil være ganske beskedne.

For at sikre en enkel administrerbar løsning foreslås det, at ATP får mulighed for at fastsætte nærmere regler om denne valgmulighed, fx hvor ofte og inden for hvilke aldersspænd, der kan vælges.

Til nr. 2

Hidtil er indbetalingerne til den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister blevet håndteret på samme måde som indbetalinger til særlig pensionsopsparing og er således først blevet godskrevet de individuelle konti samtidig med godskrivningen af indbetalinger til særlig pensionsopsparing ultimo året efter indbetalingsåret.

Fremgangsmåden afspejler hensigten om at holde udviklingsomkostningerne i den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister nede ved i videst mulige omfang at administrere ordningen sammen med særlig pensionsopsparing.

Imidlertid er indbetalingerne til SP suspenderet i 2004 og 2005, hvorfor der under uændrede regler vil skulle dannes og administreres ventepuljer alene af hensyn til den supplerende arbejdsmarkedspension.

Forslaget indebærer, at indbetalingerne til den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister godskrives den enkeltes konto allerede på indbetalingstidspunktet. Dette er teknisk muligt, i og med ATP modtager de nødvendige personoplysninger sammen med indbetalingerne – i modsætning til SP, hvor oplysningerne først foreligger på et langt senere tidspunkt.

Ændringen har ikke i øvrigt nogle konsekvenser for kontohaverne.

Til nr. 3-4

Konsekvensrettelser som følge af ændringen i nr. 5.

Til nr. 5

Den foreslåede mulighed for ATP til at levere administrative ydelser til barselsudligningsordninger svarer til den hjemmel ATP allerede har til at levere administrative ydelser til pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber.

Således vil administrative ydelser til en barselsudligningsordning skulle leveres via et datterselskab, som ATP ejer fuldt ud. Herved sikres en økonomisk adskillelse i forhold til ATP’s øvrige aktivitet. Aktiviteter knyttet til en barselsudligningsordning vil være omfattet af sædvanlige regler for indtægtsdækket virksomhed.

Der henvises i øvrigt til de generelle bemærkninger.

Til nr. 6

Klager over ATP’s afgørelser i forskellige spørgsmål om ATP, SP og SUPP kan indbringes for ATP ankenævnet. Klagerne går typisk på medlemskab af en af ordningerne, bidragsindbetaling eller pensionsudbetaling.

Efter indførelsen af frit valg i SP vil der imidlertid kunne optræde nye typer af klager, fx i forhold til køb af investeringsbeviser via Folkebørsen. Disse typer af sager kan kræve speciel, finansiel viden, og det foreslås derfor, at Ankenævnet får mulighed for i fornødent omfang at indhente uafhængig, sagkyndig bistand til belysning af sådanne sager.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 2005.

Lovforslag som fremsat 2004 50 Valid

Fremsat den 27. oktober 2004 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension

(Administration af barselsudligningsordning m.v.)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →