Legislator Case Law & Legislation
20031XX00667 DK

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2009) - L 188

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SF.L#LOKDOK28 2008 L 188 Valid

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2009)

SF.L#LOKDOK28 2008 L 188 Valid

Undervisningsministeren (Bertel Haarder)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser og andre love (Udbud af danske erhvervsrettede videregående uddannelser i udlandet)

(Lovforslag nr. L 188)

Danmarks position som førende uddannelsesnation skal styrkes ved at give uddannelsesinstitutionerne bedre mulighed for at etablere sig på det globale uddannelsesmarked.

Udbud af danske uddannelser i udlandet udgør set i et nationaløkonomisk perspektiv et væsentligt potentiale for eksport af viden og kompetence.

Lovforslaget har derfor til formål at sikre, at danske erhvervsakademier og professionshøjskoler kan markere sig internationalt ved at udbyde godkendte danske erhvervsrettede videregående uddannelser i udlandet.

Udbud af danske uddannelser i udlandet skal desuden bidrage til kvalitetsudviklingen af danske uddannelser i kraft af øget international erfaring og styrket internationalt vidensgrundlag.

Lovforslaget skaber hjemmel til, at danske erhvervsakademier og professionshøjskoler kan udbyde videregående uddannelser i udlandet efter danske regler og undergivet tilsyn fra Undervisningsministeriet.

En sådan mulighed er efterspurgt af uddannelsesinstitutioner og repræsentanter for erhvervslivet.

De uddannelser, som ifølge lovforslaget kan udbydes i udlandet, er erhvervsakademiuddannelser, professionsbacheloruddannelser, diplomuddannelser og videregående voksenuddannelser (VVU).

Det er afgørende for uddannelsesinstitutionernes succes og Danmarks internationale renomme, at danske uddannelser er på et højt fagligt niveau, også når de udbydes i udlandet.

Derfor skal udbud af danske uddannelser i udlandet godkendes af undervisningsministeren.

Undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om udbud i udlandet og fravige eksisterende regler, når forhold ved udbud i udlandet nødvendiggør det.

Der lægges hermed op til, at undervisningsministeren fastsætter økonomiske vilkår for udbud i udlandet.

Uddannelserne skal være godkendt til udbud i Danmark.

Derudover skal uddannelsesudbuddet i udlandet akkrediteres positivt, inden uddannelsen kan udbydes i udlandet.

Akkrediteringsrådet foretager akkrediteringen af det udenlandske uddannelsesudbud på grundlag af en akkrediteringsrapport udarbejdet af en internationalt anerkendt kvalitetssikringsoperatør, eksempelvis Danmarks Evalueringsinstitut, og på baggrund af en række kriterier, som undervisningsministeren opstiller herfor.

Akkrediteringsrådet fastsætter gebyr for akkreditering af uddannelsesudbud i udlandet.

Udgifter ved udbud af erhvervsrettede videregående uddannelser i udlandet afholdes af den udbydende institution.

Det gælder både udgifter til selve uddannelsen, udgifter til akkreditering, udgifter i forbindelse med optagelse af studerende, udgifter til prøveafholdelse m.v.

Udbuddet kan finansieres ved deltagerbetaling og eventuelt andre indtægtskilder for institutionen, f.eks. tilskud, gaver eller sponsorater.

For i videst muligt omfang at minimere risikoen for, at udbud i udlandet belaster uddannelsesudbuddet i Danmark, foreslås det, at sådant udbud skal ske efter reglerne for indtægtsdækket virksomhed og supplerende regler om blandt andet særskilt regnskabsaflæggelse for udbud i udlandet, som fastsættes af undervisningsministeren.

Der vil gælde et krav om, at udlandsvirksomheden ikke må give et akkumuleret underskud over fire år.

Der kan fastsættes regler om, at institutionen skal have særskilt ansvars- og skadesforsikring for udbud i udlandet.

Der vil blive fastsat regler om, at en dansk uddannelsesinstitutions udbud i udlandet kan forestås af et aktieselskab eller et andet selskab med begrænset hæftelse oprettet til formålet.

Lovforslaget giver uddannelsesinstitutionerne mulighed for at styrke deres strategiske prioriteringer og internationale tyngde.

Dermed ligger forslaget i naturlig forlængelse af de netop gennemførte reformer af professionshøjskoler og erhvervsakademier for videregående uddannelser og regeringens Globaliseringsstrategi.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det Høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →