Skriftlig fremsættelse (10. december 2003) - L 106
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. december 2003)
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af byggeloven, planloven og lov om statens byggevirksomhed
(Lovforslag nr. L 106).
Med forslag til lov om ændring af byggeloven, planloven og lov om statens byggevirksomhed har regeringen taget initiativ til at forbedre handicaptilgængeligheden til det eksisterende byggeri. Endvidere har regeringen taget initiativ til at sikre muligheden for offentlig indsigt i årsagerne til alvorlige ulykker i byggeriet.
Herudover foretages med lovforslaget mindre ændringer af byggeloven vedrørende husbåde og kommunale parkeringsfonde, og som følge heraf en konsekvensændring af planloven. Endelig fastlægger lovforslaget ressortfordelingen mellem økonomi- og erhvervsministeren og finansministeren i lov om statens byggevirksomhed efter By- og Boligministeriets nedlæggelse.
Mange handicappede har i dag ikke adgang til store dele af det eksisterende byggeri, da dette er opført efter ældre byggelovgivning, som ikke varetog samme tilgængelighedshensyn som den nugældende byggelovgivning. Med lovforslaget bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om, at anvendelsesområdet for byggelovgivningens tilgængelighedsbestemmelser udvides i forbindelse med ombygninger i det eksisterende byggeri, så der samtidig med ombygningerne sker tilgængelighedsforbedringer.
Ulykken i Siemens Arena viste os, at der eksisterer et behov for, at offentligheden kan få indsigt i årsagerne til alvorlige ulykker i byggeriet. I denne del af lovforslaget bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at iværksætte undersøgelser af alvorlige ulykker i byggeriet, eller til at kræve oplysninger udleveret fra andre allerede igangsatte undersøgelser. Formålet er at forhindre lignende ulykker i fremtiden gennem opsamling og formidling af erfaringer.
Lovforslagets tilgængelighedsdel medfører merudgifter for offentlige og private bygherrer.
De statslige merudgifter afholdes inden for de enkelte ministeriers egne rammer. (Amts)kommunerne får som følge af lovforslaget merudgifter på 32,5 mio. kr. i 2005 og 43,3 mio. kr. i 2006 og 2007. Der er opnået enighed med de kommunale parter om lovforslagets økonomiske konsekvenser. Merudgifterne for erhvervslivet forventes at toppe i 2007 på 90 mio. kr.
Forslaget vedrørende adgang til at iværksætte undersøgelser skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for amter, kommuner og erhvervslivet. I tilfælde af ulykker og iværksættelse af en offentlig undersøgelse, må staten påregne at skulle afholde udgifter til gennemførelse af denne undersøgelse.
De øvrige ændringer af byggeloven skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amterne, kommunerne og erhvervslivet. Det samme gælder ændringen af lov om statens byggevirksomhed.
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at lovændringen træder i kraft den 1. april 2004, dog træder forslagets tilgængelighedsdel i kraft den 1. januar 2005, og ændringen af lov om statens byggevirksomhed træder i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.