Skriftlig fremsættelse (12. maj 2004) - B 210
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (12. maj 2004)
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om dansk styrkebidrag til NATO’s håndhævelse af suveræniteten i luftrummet over Estland, Letland og Litauen som led i NATO’s integrerede luftforsvar.
(Beslutningsforslag nr. B 210).
Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for NATO’s håndhævelse af suveræniteten i luftrummet over Estland, Letland og Litauen som led i NATO’s integrerede luftforsvar.
NATO-alliancen blev den 29. marts 2004 udvidet med syv nye lande: Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien.
NATO’s integrerede luftforsvar dækker alle medlemslande. Blandt de nye NATO-lande besidder bl.a. de baltiske lande ikke tilstrækkelig kapacitet til selv at kunne forestå suverænitetshåndhævelsen i nationalt luftrum. For at sikre, at alle de nye medlemmer af NATO opnår samme niveau af sikkerhed som de hidtidige medlemmer, vedtog NATO-rådet den 16. marts 2004, at NATO i et midlertidigt arrangement skal forestå suverænitetshåndhævelse i luftrummet over de baltiske lande. Løsning af denne opgave vurderedes at kræve deployering af 4 jagerfly i Baltikum. På denne baggrund har Belgien tilmeldt et F-16 flybidrag for en tremåneders periode fra den 29. marts til 1. juli 2004.
Samtidig med at der i NATO arbejdes med en permanent løsning for luftforsvar af hele Alliancens territorium, har NATO’s militære myndigheder påbegyndt planlægningen af en forlængelse af den oprindelige tremåneders interimsperiode for bidrag til de baltiske lande, herunder en rotation af de nuværende bidrag.
Det danske styrkebidrag, som forventes at afløse de belgiske F-16 kampfly, vil bestå af 4 F-16 kampfly, samt yderligere 1-2 F-16 kampfly i logistisk reserve. Herudover vil blive udsendt jordudstyr til støtte for driften af kampflyene. Det danske styrkebidrag forventes at løse opgaven foreløbig i en tre måneders periode fra 1. juli 2004. Herefter forventes det danske styrkebidrag afløst af et styrkebidrag fra en anden NATO-allieret som led i en rotationsordning. Bidraget vil omfatte i alt ca. 75 personer. Den kommende udstationering af NATO-styrker, herunder det danske styrkebidrag, vil ske efter ønske fra de baltiske lande, hvilket forventes bekræftet i NATO-rådets endelige beslutning om forlængelse af det allerede etablerede afvisningsberedskab. Der vurderes ikke at foreligge nogen militær trussel mod det danske styrkebidrag under udstationeringen.
Danmark har hidtil ydet de baltiske lande betydelig støtte i deres bestræbelser på at opnå NATO-medlemskab. Det er regeringens opfattelse, at det vil ligge i naturlig forlængelse af denne aktive danske politik, at Danmark yder sit bidrag til suverænitetshåndhævelsen af luftrummet over de baltiske lande.