Legislator Case Law & Legislation
20031XX00401 DK

Skriftlig fremsættelse (21. april 2004) - L 234

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 234 Valid

Skriftlig fremsættelse (21. april 2004)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven (Justering af satser i acontoskatteordningen)

(Lovforslag nr. L 234).

Formålet med lovforslaget er at tilpasse rentesatserne i acontoskatteordningen til det aktuelle renteniveau samt at fremtidssikre denne tilpasning ved at satserne gøres variable.

Selskaber betaler indkomstskat i løbet af indkomståret ved indbetaling af acontoskat. Dette sker ved betaling af de obligatoriske ordinære acontoskatterater og ved frivillig indbetaling af acontoskat.

Er den endelige indkomstskat mindre end indbetalingerne tilbagebetales den overskydende skat inklusive en godtgørelse på 4,2 pct. af differencen i november i kalenderåret efter indkomståret.

Er den endelige indkomstskat større end indbetalingerne betales et restskattetillæg på 10 pct. af differencen. Restskatten skal betales i november i kalenderåret efter indkomståret.

Ved indbetaling af frivillig acontoskat inden den 20. marts ydes der selskabet et tillæg til betalingen på 1 pct. Ved indbetaling efter den 20. marts, men inden den 20. november skal selskabet betale et tillæg på 1 pct. Procenttillæggene korrigerer for, at betalingerne ligger 4 måneder tidligere henholdsvis senere end den 20. juli i indkomståret.

Det foreslås, at godtgørelsesprocenten for indkomståret 2004 og fremover skal beregnes udfra en reduceret markedsrente efter skat. Tilsvarende foreslås, at restskatteprocenten for 2004 og fremover beregnes som godtgørelsesprocenten tillagt 3,5 pct. point. Også procenttillæggene for frivillige indbetalinger af acontoskat foreslås beregnet udfra niveauet for godtgørelsesprocenten.

Det foreslås, at lovforslaget skal have virkning for indkomståret 2004. Dog foreslås procenttillæggene for frivillige indbetalinger af acontoskat først at have virkning for indkomståret 2005, idet selskaberne kan have indbetalt frivillig acontoskat vedrørende indkomståret 2004 inden fremsættelsen af lovforslaget.

Hvert år senest den 15. januar offentliggør Told- og Skattestyrelsen indkomstårets godtgørelsesprocent, restskatteprocent og procenttillæg til frivillige acontoindbetalinger.

Med den foreslåede årlige justering af satserne i acontoskatteordningen gøres rentesatserne i acontoskatteordningen på en enkel måde modstandsdygtige overfor udsving i det generelle renteniveau. Herved skabes en naturlig balance mellem rentesatserne i acontoskatteordningen og markedsrenten uden behov for værnsregler.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →