Skriftlig fremsættelse (16. april 2004) - B 190
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (16. april 2004)
Jørn Dohrmann (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af sikkerheden i de indre danske farvande
(Beslutningsforslag nr. B 190).
Fra mange sider er der i de senere år rejst ønske om forbedring af den lovgivning, der regulerer sikkerheden i de indre danske farvande.
Vi ved, at risikoen for en større miljøkatastrofe i de danske farvande er stor. Nogle mener, den er overhængende. Det hørte vi bl.a. flere eksperter udtale på den høring, som Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afholdt i maj 2003.
I høringen deltog en meget lang række organisationer og enkeltpersoner. De inddrog Folketinget i deres bekymringer og i deres ideer. Det var således en meget frugtbar høring, som rejste mange konkrete forslag og ideer, der kan – og bør – anvendes af os politikere.
Det er på denne baggrund nærværende beslutningsforslag fremsættes. Selv om Dansk Folkeparti har ladet sig inspirere af de mange ideer, der er fremført af eksperterne, er det naturligvis os selv alene, der har ansvaret for det forslag, vi her fremsætter. Vi havde måske håbet, at regeringen efter høringen ville tage et eller flere af de initiativer, der blev diskuteret. Men det afgørende er ikke, hvem der tager initiativerne. Det vigtige er, at der sker noget.
Jeg opfordrer til, at såvel regeringen som oppositionspartierne samles om dette beslutningsforslag. Dansk Folkeparti har lagt vægt på at udforme beslutningsforslaget sådan, at det bør kunne forhandles og vedtages uden smålig skelen til partipolitiske forhold. Der kan være god grund til under udvalgsbehandlingen at drøfte en lang række detaljer, herunder hvordan ministeriets vejledninger og administrative forskrifter bedst kan udformes i fremtiden.
Sikkerheden i de indre danske farvande er så vigtigt et emne, at vi alle bør kunne enes om de nødvendige fremskridt, og vedtagelsen af nærværende beslutningsforslag vil være et vigtigt skridt på vejen. Efter forslagets vedtagelse vil der fortsat være en række forhold, der skal undersøges nærmere, før regeringen kan fremsætte det nødvendige lovforslag, og derfor er der lagt op til, at regeringen har god tid, nemlig hele resten af dette år, til at forberede de konkrete lovinitiativer.
Dansk Folkeparti håber med dette initiativ at kunne yde et vigtigt bidrag til at forbedre sikkerheden i vore farvande og måske være med til at mindske risikoen for, at der en dag indtræffer en forfærdelig miljøkatastrofe.
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.