Legislator Case Law & Legislation
20031XX00354 DK

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004) - L 203

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 203 Valid

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004)

Trafikministeren (Flemming Hansen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om buskørsel og lov om godskørsel (Fjernbuskørse, menneskesmugling, transport af dyr, ansvar for økonomiske vanskeligheder samt bortfald af tilladelser)

(Lovforslag nr. L 203).

Med det formål at afholde bus- og godskørselsvirksomheder fra at udføre menneskesmugling eller dyretransport på en måde, så dyrenes velfærd ikke tilgodeses foreslås det, at der kan ske tilbagekaldelse af bus- og godskørselstilladelser i tilfælde af overtrædelse af henholdsvis reglerne om indrejse i Danmark og reglerne om beskyttelse af dyr under transport.

Forslaget skal ses på baggrund af de tragiske sager, der har forekommet i udlandet, hvor forsøg på menneskesmugling har indebåret en række dødsfald blandt de personer, der er søgt indsmuglet i et land.

For så vidt angår dyrevelfærd under transport skal forslaget ses på baggrund af det kendskab der nu er, om dyrs velfærd under transport. Transport af dyr kræver tillige en godkendelse fra veterinærmyndighederne. Der vil i visse tilfælde kunne ske tilbagekaldelse af en tilladelse til godstransport, uanset at veterinærmyndighederne ikke har fundet tilstrækkeligt grundlag for at tilbagekalde godkendelsen til dyretransporter. Det kan være tilfældet, hvor en virksomhed fx både har overtrådt reglerne om dyretransport og tillige har overtrådt køre- og hviletidsbestemmelserne, kørsel med for høj hastighed eller med overlæs, og hvor det samlet set vurderes, at betingelserne for at tilbagekalde en tilladelse er opfyldt.

Desuden foreslås en præcisering af, hvornår en bus- eller godskørselstilladelse til et selskab kan nægtes, i tilfælde hvor en eller flere personer med relation til selskabet ikke selv kan få udstedt en tilladelse, samt regler om bortfald af et selskabs tilladelse ved den ansvarlige leders fratræden.

Endvidere indebærer forslaget, at der kan udstedes tilladelse til fjernbuskørsel til offentlige myndigheder eller en virksomhed, der helt eller delvist er ejet af én eller flere offentlige myndigheder, hvis kørslen på ruten udbydes til private buskørselsvirksomheder, og ruten ikke krydser Storebælt, Kattegat eller Langelandsbæltet.

Lovforslaget har været i høring, og høringssvarene vil med høringsnotatet blive fremsendt til Trafikudvalget inden 1. behandlingen af lovforslaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →