Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004) - L 202
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004)
Miljøministeren (Hans Christian Schmidt)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om planlægning (Udvidelse af sommerhusområder i kystnærhedszonen)
(Lovforslag nr. L 202).
Lovforslaget har baggrund i de konklusioner, som regeringen fremlagde i Landsplanredegørelse 2003 og i Den Regionale Vækststrategi. Der er behov for at støtte lokale og regionale initiativer for at skabe lokal udvikling i yderområderne. Udvidelsen af eksisterende sommerhusområder kan være et blandt flere redskaber til at skabe lokal vækst. Desuden anbefalede Regionplanudvalget i dets delbetænkning ”Planlægning i kystnærhedszonen” fra juni 2003 udlæg af sommerhusområder i visse dele af landet.
I følge planloven må der ikke udlægges nye sommerhusområder i kystnærhedszonen og eksisterende sommerhusområder skal fastholdes til ferieformål, jf. § 5 b, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen indebærer, at eksisterende sommerhusområder ikke må udvides.
Formålet med lovforslaget er at give miljøministeren beføjelse til i et nærmere defineret omfang at fravige denne bestemmelse ved at fastsætte regler (landsplandirektiver) for udvidelse af sommerhusområder i kystnærhedszonen. Lovforslaget vil tilgodese befolkningens adgang til at eje eller bruge sommerhuse og dermed bidrage til rekreative og naturmæssige oplevelser.
Det er vigtigt, at de nye sommerhusgrunde placeres rigtigt i forhold til natur- og landskabsinteresser, udviklingsmuligheder i turismeerhvervet og befolkningens rekreative interesser. Der er derfor i lovforslaget fastsat en række særlige betingelser for udlæggene. Der kan maksimalt udlægges 8000 nye sommerhusgrunde. De skal primært placeres i yderområder, og de skal placeres bagved allerede eksisterende sommerhusområder og bagved den ca. 300 meter brede strandbeskyttelses- og klitfredningszone. Herudover skal kommuner og regionplanmyndigheder godtgøre, at udvidelserne kan ske uden at tilsidesætte væsentlige natur- og landskabsværdier, og at der kan forventes lokal økonomisk effekt.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til Folketingets velvillige behandling.