Legislator Case Law & Legislation
20031XX00351 DK

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004) - L 206

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 206 Valid

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2004)

Socialministeren (Henriette Kjær)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om social pension (Udvidelse af modtagerkredsen for den supplerende pensionsydelse)

(Lovforslag nr. L 206).

Lovforslaget er et led i aftalen mellem Regeringen og Dansk Folkeparti om »Flere i beskæftigelse – lavere ledighed«.

Formålet med lovforslaget er at udvide antallet af modtagere af den supplerende pensionsydelse.

Forslaget indebærer, at fradragsbeløbet i det opgjorte indtægtsgrundlag for nedsættelse af den supplerende pensionsydelse til folkepensionister forhøjes fra 1.500 kr. til 10.000 kr. for enlige og fra 1.500 kr. til 19.700 kr. for gifte og samlevende. Forhøjelsen af fradragsbeløbene skønnes at udvide antallet af modtagere af ydelsen med godt 50.000 personer. Forslaget indebærer også, at langt flere personer vil modtage den fulde supplerende pensionsydelse.

Kommunen skal uden ansøgning foretage en fornyet gennemgang af, hvilke folkepensionister, der efter de foreslåede fradragsbeløb, er berettiget til ydelsen på baggrund af indtægts- og formueoplysninger pr. 1. januar 2004. Efterbetaling af supplerende pensionsydelse i 2004 vil ske i juli måned, hvis kommunen har de nødvendige oplysninger.

Forslaget skønnes at medføre samlede offentlige merudgifter på 407 mio. kr. i 2004. Udgifterne fordeler sig med 403 mio. kr. til pensionister bosiddende i Danmark og 2 mio. kr. til pensionister bosiddende i udlandet samt godt 2 mio. kr. i administration fordelt på kommuner og stat. I perioden 2005-2008 forventes de samlede offentlige merudgifter at være på 393 mio. kr., 428 mio. kr., 447 mio. kr. og 460 mio. kr.

De økonomiske konsekvenser af forslaget skal forhandles med de kommunale parter.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →