Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004) - L 193
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004)
Justitsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen (Gennemførelse af rådsafgørelse og forordning om indførelse af nye funktioner i Schengen-informationssystemet, herunder i forbindelse med terrorismebekæmpelse)
(Lovforslag nr. L 193).
Lovforslaget har til formål at gennemføre de ændringer i loven om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen, som er nødvendige for, at Danmark kan gennemføre en rådsafgørelse og en forordning om indførelse af nye funktioner i Schengen-informationssystemet (SIS).
Der er i 2003 opnået enighed i Rådet om udkastene til rådsafgørelse og forordning, men disse er endnu ikke formelt vedtaget af Rådet, idet Danmark har taget et parlamentarisk forbehold over for rådsafgørelsen, indtil dette lovforslag er vedtaget. Udkastene vil indebære visse ændringer i de gældende bestemmelser for det såkaldte Schengen-informationssystem (SIS), som er et fælles informationssystem, der giver de myndigheder, der er udpeget af Schengen-landene, adgang til indberetninger om personer og genstande til brug for grænsekontrollen og for anden politi- og toldkontrol i de enkelte lande samt for administrationen af udlændingeloven.
Ændringerne går navnlig ud på følgende
1. I hvert enkelt Schengen-land er der i tilknytning til den nationale del af SIS etableret et såkaldt Sirene-kontor, som forestår udvekslingen af supplerende oplysninger i tilknytning til landenes indberetninger i SIS. Udvekslingen af supplerende oplysninger vil bl.a. kunne omfatte oplysninger om fængslingsgrundlag, om relevante strafbestemmelser samt om det eller de forhold, som ligger til grund for en medlemsstats eftersøgning af en person med henblik på udlevering til det pågældende land. Med rådsafgørelsen og forordningen skabes der et udtrykkeligt retsgrundlag for det arbejde, som udføres af Sirene-kontorerne. Endvidere fastsættes der nye detaljerede regler for sletning af de supplerende oplysninger, som udveksles gennem Sirene-kontorerne. Reglerne indebærer, at det land, der videregiver oplysningerne, efter omstændighederne kan pålægge anvendelsen og opbevaringen af oplysningerne særlige begrænsninger. Sletning af modtagne oplysninger vil under alle omstændigheder skulle ske i overensstemmelse med de nationale sletningsregler i de lande, der har modtaget oplysningerne.
2. I Schengenkonventionen er det fastsat, hvilke oplysninger, herunder kategorier af oplysninger, som må indlægges i SIS. Rådsafgørelsen vil indebære en udvidelse heraf, bl.a. ved at der fremover skal kunne indlægges oplysninger om undvegne personer, om baggrunden for at en person eftersøges med henblik på udlevering samt, for så vidt angår genstande, oplysninger om både, luftfartøjer og containere (og ikke som i dag alene motorkøretøjer) med henblik på diskret overvågning eller målrettet kontrol. Endvidere forenkles den procedure, som Schengen-landene skal anvende i tilfælde af indberetning af en genstand i SIS med henblik på diskret overvågning eller målrettet kontrol, idet der fremover alene skal være en underretningsforpligtelse i forhold til de øvrige Schengen-lande – og ikke en egentlig konsultationsforpligtelse.
3. Efter Schengenkonventionen kan der indlægges oplysninger om en række genstande i SIS med henblik på beslaglæggelse eller som bevismidler i en straffesag. Med rådsafgørelsen udvides omfanget af genstande, som kan indberettes i SIS til dette formål, idet der bl.a. fremover vil kunne indlægges oplysninger om stjålne både, luftfartøjer, containere, opholdstilladelser og rejsedokumenter samt værdipapirer og betalingsmidler.
4. Efter Schengenkonventionen er adgangen til SIS forbeholdt myndigheder med ansvar for grænsekontrol og myndigheder med ansvar for anden politi- og toldkontrol inde i landet samt samordning heraf, og – for så vidt angår oplysninger om uønskede udlændinge – tillige myndigheder med ansvar for behandling af visumansøgninger og myndigheder med ansvar for udstedelse af opholdstilladelser samt administration af udlændingelovgivning. Med forordningen ændres der kun i begrænset omfang ved dette, idet der efter forordningen alene er tale om, at udlændingemyndighederne med henblik på bekæmpelse af svig i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelser og rejsedokumenter får udvidet adgang til at søge oplysninger om stjålne, ulovligt handlede, forsvundne eller ugyldige identitetspapirer. Herudover indebærer rådsafgørelsen, at der gives adgang til SIS for Europol og for de nationale medlemmer af Eurojust med hensyn til de dele af SIS, som har betydning for løsningen af disses opgaver. Samtidig fastsættes der en række databeskyttelsesmæssige foranstaltninger, der skal sikre et højt beskyttelsesniveau for oplysningerne i SIS.
5. Rådsafgørelsen og forordningen vil indebære en større kontrol med oplysninger i SIS ved, at der stilles krav om, at enhver søgning i den nationale del af SIS skal registreres – og ikke som i dag alene ved hver tiende videregivelse af personoplysninger (logningskrav). Herudover vil opbevaringsfristen for loggen blive forlænget fra 6 måneder til som minimum et år, dog således at loggen senest skal slettes efter 3 år.
6. Endelig indebærer rådsafgørelsen visse mindre ændringer i adgangen til at opbevare oplysninger om indberettede genstande, idet sådanne oplysninger som udgangspunkt kan opbevares i 10 år med den begrænsning, at oplysninger om motorkøretøjer, både, luftfartøjer og containere alene kan opbevares i 5 år.
Med vedtagelsen af lovforslaget giver Folketinget samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, til, at justitsministeren på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union kan medvirke til vedtagelsen af rådsafgørelsen. Mens Danmark deltager i vedtagelsen af rådsafgørelsen, vil Danmark som følge af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender ikke deltage i vedtagelsen af forordningsforslaget. Da forordningen imidlertid udbygger Schengen-reglerne, træffer Danmark, inden 6 måneder efter at Rådet har vedtaget forordningen, afgørelse om, hvorvidt Danmark vil gennemføre forordningen i dansk ret.
De ændringer af de gældende regler for SIS, som følger af rådsafgørelsen og forordningen, jf. ovenfor under pkt. 1-6, vil efter Justitsministeriets opfattelse samlet set indebære en styrkelse af samarbejdet mellem medlemslandene inden for efterforskning og retsforfølgning af grænseoverskridende kriminalitet samt i relation til udlændingemyndighedernes bekæmpelse af svig i forbindelse med ansøgninger om opholdstilladelse. Samtidig hermed øges kontrollen med oplysninger i SIS, hvorved der sikres et fortsat højt beskyttelsesniveau for oplysningerne i SIS.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.