Legislator Case Law & Legislation
20031XX00339 DK

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004) - L 201

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 201 Valid

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004)

Trafikministeren (Flemming Hansen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om godkendelse og syn af køretøjer

(Lovforslag nr. L 201).

Med det formål at liberalisere markedet for syn af køretøjer og privatisere Statens Bilinspektion (SBI) foreslås det, at det tillades private autoværksteder at foretage omsyn af køretøjer og private synsvirksomheder at foretage syn og omsyn af køretøjer. I dag har SBI monopol på disse opgaver.

Med lovforslaget åbnes der trinvis for fri konkurrence på et tidligere monopolmarked.

Fra den 1. september 2004 åbnes der mulighed for, at bl.a. private autoværksteder med særlig godkendelse kan udføre omsyn.

Fra den 1. januar 2005 åbnes der mulighed for, at andre virksomheder på visse vilkår vil kunne blive autoriseret til at udføre syn. SBI vil derefter være en blandt flere synsvirksomheder.

Frem til 1. januar 2007 vil der være en maksimumspris for syn. Derefter vil der være fri prisdannelse.

Staten vil føre tilsyn med, at synene er objektive og af høj kvalitet samt sikre, at der er lige konkurrencevilkår for alle syns- og omsynsvirksomheder. Tilsynet vil være brugerfinansieret.

Tilsynet vil bl.a. bestå i at der vil blive stillet krav til virksomheder, som søger om tilladelse til at udføre syn eller omsyn, bl.a. i form af uddannelseskrav, økonomiske krav, vandelsmæssige krav, nødvendigt teknisk udstyr og uddannet personale.

For at undgå habilitetsproblemer både mellem virksomhederne og i forhold til kunderne vil det ikke blive tilladt reparationsvirksomheder eller personkredsen bag sådanne virksomheder at udføre syn.

For at sikre borgernes retsstilling vil der blive fastsat regler om, at sådanne virksomheder vil være underlagt forvaltningslovens bestemmelser om bl.a. begrundelser og klagevejledning.

Endelig samler lovforslaget alle bestemmelser om godkendelse og syn af køretøjer i en selvstændig lov, frem for at bestemmelserne som i dag er spredt i færdselsloven.

Lovforslaget har været i høring, og høringssvarene vil med høringsnotatet blive fremsendt til Trafikudvalget inden 1. behandlingen af lovforslaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →