Legislator Case Law & Legislation
20031XX00334 DK

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004) - L 196

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 196 Valid

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004)

Undervisningsministeren (Ulla Tørnæs)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. (Styrkelse og forenkling af CVU’erne)

(Lovforslag nr. L 196).

Forslaget er et led i regeringens ønske om at understøtte og videreudvikle CVU-institutionsformen i det danske uddannelsesbillede som en del af regeringens målsætning om regionalt afbalanceret vækst og velfærd.

Formålet med lovforslaget er at styrke og forenkle institutionsformen for Centre for Videregående Uddannelse. Lovforslaget bygger videre på principperne om frivillighed og lokalt selvstyre, idet der lægges vægt på at bevare og videreudvikle CVU-lovgivningens rummelighed for udmøntning af CVU-visionen. CVU’ernes mangfoldighed skal fortsat kunne rummes og manifestere sig i forskellige organisations- og ledelsesformer inden for lovens rammer.

Med forslaget foreslås indført den engelske betegnelse ”University College” som en kvalitetsstempling af CVU’erne. Betegnelsen kan af undervisningsministeren tildeles ubetingede CVU’er efter en ekstern sagkyndig vurdering af CVU’et.

Med lovforslaget overlades det til institutionerne selv at bestemme, om der i tilknytning til en partner skal være en studiebestyrelse. Det er fortsat CVU’et og partneren, der i fællesskab skal træffe beslutningen herom. Lovforslaget indeholder kun en mindre ændring i forhold til gældende lov, idet det foreslås, at lovens formulering om, at vedtægten for et CVU ”skal” indeholde en bestemmelse om, at der oprettes en studiebestyrelse for hver partner, ændres til ”kan” indeholde en bestemmelse herom. Denne ændring påvirker ikke retten til at have studiebestyrelser, men det overlades nu til institutionerne selv at vurdere, om det er den mest hensigtsmæssige måde at indrette CVU’et på. Samtidig slækkes reguleringen af hvilke beføjelser, der skal overlades til studiebestyrelsen.

Det fremgår endvidere af lovforslaget, at regeringen vil følge udviklingen, og at der vil blive indledt en dialog med CVU’erne og deres interessenter om, hvordan de nye rammer udfyldes. Regeringen vil på baggrund af drøftelserne efter en to-årig periode fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt gøre status over, hvorledes CVU’erne har brugt de nye rammer til at realisere deres målsætninger.

Herudover foreslås det, at bestemmelsen, der giver mulighed for valgte rektorer på de tekniske CVU’er, ophæves.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. august 2004.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →