Legislator Case Law & Legislation
20031XX00329 DK

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004) - L 191

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2003 L 191 Valid

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2004)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (Midlertidige aflastningsboliger)

(Lovforslag nr. L 191).

Regeringen lægger vægt på, at der sikres kvalitet og sammenhæng i indsatsen overfor gruppen af de svage ældre, herunder personer med demens, således at ældres mulighed for at trives godt i eget hjem styrkes.

Regeringen indgik derfor den 30. juni 2003 en aftale med Dansk Folkeparti om afsættelse af 37 mio. kr. til en ansøgningspulje til udvikling og etablering af kommunale tilbud om aflastnings-, akutpleje- og genoptræningspladser med henblik på at bidrage til at sikre kvalitet og sammenhæng i indsatsen overfor gruppen af svage ældre patienter, herunder personer med demens.

Den samlede pulje på 37 mio. kr. fordeles med 17 mio. kr. til støtte af etablering af kommunale ældreboliger som midlertidige aflastningsboliger efter almenboligloven, 8 mio. kr. til etablering af aflastningsboliger m.v. i ustøttet byggeri i Socialministeriets regi og 12 mio. kr. til udvikling og evaluering af tilbud.

Lovforslaget omhandler alene støtten til etablering af kommunale ældreboliger som midlertidige aflastningsboliger efter almenboligloven. Med henblik på at fremme kommunernes incitament til at opføre disse boliger foreslås det, at staten inden for en pulje på 17 mio. kr. yder den fulde støtte til opførelsen. Støtten omfatter den kommunale grundkapital, statslig ydelsesstøtte samt det statslige tilskud til eventuelle servicearealer. Der er således ikke kommunale udgifter forbundet med opførelsen af boligerne.

Økonomisk forudsættes det, at 3 pct. af puljen anvendes til administration af ordningen. Herudover vil der være en statslig merudgift på 0,5 mio. kr. i 2004 til tilpasning af Erhvervs- og Boligstyrelsens informations- og forvaltningssystem for støttet boligbyggeri (BOSSINF). De kommunaløkonomiske konsekvenser af forslaget skal forhandles med de kommunale partnere.

Administrativt vil Økonomi- og Erhvervsministeriet få en vis merbelastning i forbindelse med implementering og administration af ordningen. Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for kommunerne.

Erhvervsøkonomisk har forslaget været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet på samfundsniveau eller pr. virksomhed i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser. Forslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne. I forhold til EU-retten, vil forslaget ikke være omfattet af traktatens regler om statsstøtte, herunder anmeldelsespligten, da lovens ordning ikke er selektiv. Forslaget indeholder derfor ingen EU-retslige aspekter.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2004.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →