Skriftlig fremsættelse (23. marts 2004) - B 153
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (23. marts 2004)
Peter Skaarup (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om EU-parlamentarikeres løn-, skatte- og rejsevilkår.
(Beslutningsforslag nr. B 153).
Hidtil er Europa-Parlamentets medlemmer blevet aflønnet på samme niveau og beskattet efter samme sats som deres kolleger i de nationale parlamenter i deres respektive hjemlande. Europa-Parlamentet har flere gange foreslået, at dette ændres, så medlemmerne i stedet bliver aflønnet ens.
I december sidste år vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om en vedtægt for dets medlemmer, som i hovedsagen gik ud på, at alle dets medlemmer skulle have det samme vederlag. Parlamentet foreslog, at hvert medlem skulle have et vederlag svarende til ca. 64.000 kr. om måneden. Forslaget åbnede ligeledes op for muligheden af, at medlemmerne fremover skulle beskattes med den særlige EU-skat, som er gældende for de embedsmænd, der er ansat og aflønnet af EU. Heldigvis blev forslaget afvist af Ministerrådet, idet Tyskland, Frankrig, Østrig og Sverige stemte imod.
Hvis der vedtages et forslag om, at medlemmer af Europa-Parlamentet skal have en sådan lønforhøjelse, som der tidligere er lagt op til, vil det føre til nogle helt groteske forskelle, hvis man sammenligner niveauet med det vederlag, nationale parlamentarikere får. Parlamentets foreslåede lønniveau er op til ti gange så højt som det, medlemmerne af de nationale parlamenter i de nye medlemslande får. Dette vil være tilfældet for et medlem af det ungarske parlament, som modtager et vederlag på omkring 6.000 kr. om måneden. Det er også kun de færreste ministre og regeringsledere fra de nye medlemslande, der får et vederlag, der svarer til det, Europa-Parlamentet har foreslået.
Europarlamentarikerne repræsenterer ikke et europæisk folk. De repræsenterer borgerne i de medlemslande, hvor de er valgt. Dette fremgår meget klart af artikel 189 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab. Endvidere forventes det, at medlemmerne har deres faste bopæl i det medlemsland, de repræsenterer. Europaparlamentarikernes lønninger bør følgelig også være i overensstemmelse med de lønninger, som medlemmerne af det nationale parlament i hjemlandet får.
Det er vigtigt, at europaparlamentarikerne ikke løsrives fra tilhørsforholdet til deres hjemland og gøres til en særlig EU-elite, hvis løn og loyalitet økonomisk bindes til EU, således som det er tilfældet med de højt betalte og lavt beskattede EU-embedsmænd. Det ville også være imod Traktaten om Det Europæiske Fællesskab. I Dansk Folkeparti mener vi, at den danske regering har et forklaringsproblem, fordi den har støttet det forslag, der indtil videre ser ud til at være faldet i Ministerrådet.
Med dette forslag ønsker Dansk Folkeparti at pålægge den danske regering via Ministerrådet at blokere for flere forslag fra Europa-Parlamentet om at indføre ens lønninger og EU-beskatning for medlemmer af Europa-Parlamentet. Folketingets pålægger ligeledes regeringen at betinge en eventuel tilslutning til en vedtægt for Europa-Parlamentets medlemmer af, at denne skal indeholde regler om, at medlemmerne fremover rejser efter regning, således at EU kun dækker de faktiske omkostninger, der er forbundet med medlemmernes rejser.